Take Me Tonight | Harry Styles

Det blev en pige. Harry Styles og Alexa Torres' første barn sammen, blev en pige. Vi starter hvor vi sluttede, nemlig på hospitalet. Den lille pige, er ikke mere en 3 døgn gammel, og Harry og Alexa, er lykkelige. Hvordan tager verdenen imod den lille pige? Godt eller dårligt? Hvordan vil hverdagen skride frem, med den lille pige? Hvad sker der, når fortid kommer ind i nutiden? Alexas gamle plejefamilie kommer ind i billedet, og det samme gør Anthony, som tilbage i 2014 voldtog Alexa. Han prøver igen, at få Alexa til at synes om ham, og det får Harry til at blande sig. Han vil ikke finde sig, at en anden ligger an på hans kæreste, og moren til hans datter. Harry vil gøre alt for at få dem tilbage til Mexico, og væk fra England og Alexa. Lykkes det, eller hvad? Find ud af det i Take Me Tonight! 5'eren af, Take Me Home - Back - Closer & Away.

481Likes
408Kommentarer
126594Visninger
AA

13. Kapitel 11

Alexa Torres      

Harry havde pakket sine ting, og var i gang med at få dem ned i sin bil. Jeg sad helt stille i sofaen, i mens tårerne løb ned af mine kinder. Når han havde fået sin sidste taske ind i bilen, boede vi ikke længere sammen. Så boede jeg her alene, sammen men Annabell. Selvom det var mig, der havde gjort der forbi – var det stadig forfærdelig hårdt! Jeg elsker ham jo, men jeg kan ikke være sammen med ham efter det han sagde. Jeg vil ikke være sammen med en, der siger at han ikke ved hvad han laver med mig. Hvorfor har han så valgt at få et barn med mig? Flytte sammen med mig? Og sidst, fri til mig?

Det bliver tomt, at bo alene. Jeg skulle klare alt det praktiske selv, og ansvaret for Annabell. ’’Jeg ligger nøglen her’’ kom det fra Harry, og jeg nikkede bare og kiggede lige ud i luften. Jeg ville ikke kigge på ham, for jeg så ville jeg først bryde helt sammen. Jeg havde inderst inde mest løst til at, bede ham om at hente alle sine ting igen og blive her. Jeg lagde mit hoved i mine hænder, og pressede mine øjne hårdt sammen.

Jeg mærkede sofaen rykke sig, ligesom når nogen sætter sig ned. Det må være Harry, da han er den eneste der er her. ’’Alex, kig på mig!’’ sagde han, og hvis jeg ikke tog meget fejl så var han på randen til at græde.

Jeg rystede på hovedet, og snøftede. Jeg kan ikke kigge på ham! Harry tog fat i mine håndled, og fjerende mine hænder. Hulkene forlod min mund en efter en, ’’Jeg er så ked af det, Alex..’’ hviskede ham, med en lettere grødet stemme. Jeg kiggede på ham, og rystede på mit hoved. ’’Jeg er en kæmpe idiot, og det er min egen skyld det her..’’. Jeg snøftede, ’’Jeg kan ikke det her..’’ hulkede jeg, og kiggede ned.

Det var hårdt, at sige farvel til ham. Jeg elsker ham så højt! Han var det eneste dreng, jeg nogensinde har elsket. Ikke engang de ekskærester jeg har, har jeg elsket. Han er den eneste dreng, der har fået mig til at blive forelsket. Harry slap mine hænder, og rejste sig fra sofaen.

Jeg sad i  et par sekunder, bare og kiggede ud i luften. Jeg rejste mig hurtig op, og løb ud i gangen. Harry havde lige fået sine sko på, og hans blik var på mig. Jeg løb hen til ham, og kastede mig om hans nakke og hulkede løs. Han lagde sine arme om mig, og pressede mig hårdt ind til sig. ’’Jeg elsker dig, jeg kan bare ikke det her..’’ hulkede jeg, og lukkede mine øjne.

Harry kyssede mig i håret, og jeg trak mig lidt væk og kiggede på ham. ’’Jeg er så ked af det jeg sagde..’’ sagde han, og kiggede mig i øjnene. Jeg kunne et par tåre, havde forladt hans øjne. ’’Du må tage alt fra mig, Alex – bare ikke min datter!’’. Hans bedende blik, borede sig ind i mine øjne. ’’Hvis jeg virkelig er så..’’ ’’Jeg mente det ikke! Hvorfor skulle jeg få et barn med dig, flytte sammen med dig, og fri til dig – hvis jeg mente det jeg sagde?’’ spurgte han, og jeg sukkede.

’’Det ved jeg ikke, det er derfor jeg er så forvirret, Harry’’ svarede jeg, og kiggede ham i øjnene. Man kunne vel godt sige, at vi nærmest stod og afgjorde om han skulle gå eller blive. ’’Jeg blev bare så pist da jeg så ham, også røg det bare ud efter det i går’’. Jeg sukkede, ’’Jeg elsker dig, Alex – okay? Jeg fortryder intet med dig, du har givet mig alt det bedste i den her verden’’.

’’Giv mig en uge, til at tænke i’’ svarede jeg, og smilede svagt. De skulle virkelig tænkes meget, over det her. Harry nikkede, ’’Aftale’’ sagde han, og smilede svagt til mig.

Harry var gået, og jeg havde hentet Annabell. ’’Skal vi få lavet noget mad?’’ spurgte jeg, og skubbede hendes højstol hen til køkkenbordet hvor jeg skulle til. Hun grinte, og hamrede sin hånd ned i pladen foran på stolen. Jeg smilede, ’’Du er en lille bandit’’ sagde jeg, og bukkede mig ned og kyssede hende på kinden.

Jeg åbnede skabet, og tog en kiks. ’’Se hvad jeg har’’ sagde jeg, og kiggede på Annabell. Hun smilede, og rakte sig hænder op mod mig. Jeg grinte, og bukkede mig ned til hende. ’’Skal Annabell have den?’’ spurgte jeg, og smilede til hende. Hun kom med et dejligt baby-skrig, ’’Her’’ sagde jeg, og gav hende den i hånden og hun proppede den ind i munden.

Jeg gik i gang med at lave mad, i mens Annabell sad og hyggede sig med sin kiks. Jeg hældte noget pasta ned i gryden, og gik hen og hældte vand i. Jeg satte den på komfurret, og tændte for det. Kunne allerede nu mærke, at det var hårdt at Harry ikke var her. Når der blev lavet mad, var vi altid her ude begge to. Jeg lavede for det meste mad, og han holdte øje med Annabell. Nu skulle jeg både lave mad, og holde øje med hende.

Jeg ’’glæder’’ mig, til at se om hun ligger mærke til at han ikke er her efter maden. Jeg kiggede på hende, og det Harry havde sagt kom frem i mig. ’’Du må tage alt fra mig, Alex – bare ikke min datter!’’. Jeg sukkede, og rystede på hovedet. Jeg ville aldrig tage hende fra ham, selvom jeg faktisk havde skreget det af ham i går, at han aldrig kom til at se hende igen.

Nu tænker i nok, hvor er Baylor? Hun er ovre hos min moster.  Jeg havde brug for at være alene med Annabell, uden at jeg også skulle tage ansvar for Baylor – så min moster, havde tilbudt at passe hende og det havde jeg takket ja til.

Efter jeg havde spist, og givet Annabell mad, havde jeg besluttet mig for at gå en tur med hende. Jeg havde givet hende nattøj på, så hun var klar til at komme i seng når vi kom hjem. ’’Så, lille skat’’ sagde jeg, og lagde dynen hen over hende og smilede stort. ’’Skal vi ud og gå?’’ spurgte jeg, og hun grinte.

Jeg åbnede døren, og gik ud. Jeg lukkede og låste, og skubbede barnevognen hen til elevatoren så vi kunne komme ned.

Det var dejligt mildt i vejret, så jeg havde bare en t-shirt og et par shorts på. Man skulle faktisk ikke tror at vi var i september, for det var stadig okay varmt. Man kunne i hvert fald stadig gå med short, sagtens! Vi kom ud til gaden, og jeg drejede til højre, ned af mod legepladsen. Jeg kiggede ned på Annabell, og der lå og kiggede op på mig. Jeg smilede, og vinkede til hende og hun grinte. ’’Hygger du dig, skat?’’ spurgte jeg, og blinkede til hende. Hun slog lidt med sine arme, ’’Wee!’’ udbrød hun, og grinte. Det var noget af en livlig datter, jeg havde mig her til aften.

Vi kom ned til legepladsen, og jeg stoppede barnevognen og kørte mine solbriller op i mit hår. Jeg fjernede dynen fra Annabell, og tog hende op. ’’Vupti!’’ sagde jeg, og kyssede hende på kinden og satte hende på min hofte. Jeg gik hen til gyngerne og satte mig på en af dem, og satte Annabell på mit skød. Hun smilede, og kiggede på mig. ’’Skal vi gynge lidt?’’ spurgte jeg, og rokkede os frem og tilbage med mine fødder.

Annabell grinte, og det fik mig til at smile stort.

Harry Styles      

Det var så tomt, uden Alex og Annabell. Jeg var taget hjem til min mor, og hun havde fået hele forklaringen. Hun havde syntes at jeg var lidt af en klovn, og det var noget skidt noget. Men hun håbede for både mig, Alex og Annabell, at vi fandt sammen igen.

Jeg havde valgt at gå en tur, for at få noget frisk luft og få at tænke. Jeg gik forbi legepladsen, da en velkendt babystemme fik min opmærksomhed. Det kunne kun, være min datter. Jeg kiggede hen mod gyngerne, hvor en lyshåret pige sad og en lille baby. Bedre kendt som min (måske stadig) kæreste og min datter. Jeg smilede, og bevægede mig stille derover.

Alex fik øje på mig, ’’Se Annabell’’ sagde hun, og pegede på mig. Annabell kiggede, ’’Hvem er det? Er det far’’ sagde hun, og Annabell grinte og pegede på mig. Jeg smilede stort, og kom helt hen til dem. Alex rejste sig, og jeg fik Annabell i armene. ’’Hej skat’’ sagde jeg, og kyssede hende på kinden. Hun grinte, og tog blidt fat i min t-shirt. Jeg smilede, og kyssede hende på kinden igen. ’’Hva’ så, hvad laver i her?’’ spurgte jeg, og kiggede på Alex. ’’Bare en lille aftentur, inden hun skal sove’’ svarede hun, og smilede svagt. ’’Hvad med dig?’’ spurgte hun, og kiggede på Annabell. ’’Valgte bare at gå en tur, for at tænke og sådan’’ svarede jeg, og hun nikkede og kiggede på mig. ’’Annabell skal sove, så vil du gå en tur med os?’’ spurgte hun, og smilede til mig. ’’Der er da ikke noget jeg heller vil’’ svarede jeg, og kiggede på Annabell.

Vi gik hen til barnevognen, og jeg lagde Annabell ned og puttede dynen over hende og gav hende en sut i munden. Jeg tog fat i barnevognen, og vi begyndte at gå. Alex gik ved siden af mig, og holdte en hånd på siden af styret på barnevognen.

Annabell lukkede sine øjne, og der gik ikke langtid før hun ville sove. Det var det nemme ved hende, hvis hun først var træt, så var hun nem at få til at sove – ikke ligesom de dage, hvor hun bare ikke er til at slå ud.

Vi kom til indgangen, og vi stoppede op. Vi kiggede på hinanden, og Alex lignede en der havde noget at sige. ’’Sig hvad du vil sige!’’ sagde jeg, og kiggede hende i øjnene. ’’Jeg er svag, det ved jeg. Men vil du ikke gå med op?’’ spurgte hun.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...