Fordommen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2014
  • Status: Igang
Jamiel begiver sig væk fra mineøerne, hvor kongen har befaldet at sigøjnere og indvandrer skal være. Han trodser alle ods for at rense sit og sit folks navn, blot for at vælte den modstridende og uvidende regent ned fra tronen sammen med hans præster og byrådsmedlemmer. Historien foregår i Tyrkiet omkring 1780 til 1810. (bemærk dette er fiktiv)

1Likes
0Kommentarer
132Visninger

2. Flugten

Regnen piskede ned som en var det evigheden selv, det var som om at dets mange dråber fik kastet skam over sigøjnerne, på den ellers så øde ø. Kongen havde sendt dem her hen, på grund af at de kastede et sort lys hen over de kongelige gader. Det var efter hånden fem år siden nu, han havde været en af de første der var blevet lænket fast i sindssygedragten fordi han var ’ustyrlig’ efter de mange overordnedes meninger. Endnu en gang som så mange andre aftner var han sat på natholdet, hvor med hans lyse øjne, kiggede ud over horisonten imens regnen gjorde de få klæder den spinkle krop bar på sig, gennemblødte helt ind til knoglerne. 

Pisken slyngede sig igennem luften og skar igennem som var det et sværd, der splittede verdenen i to, som om at der brat var kommet en afskalning imellem to sider af verdenen, og nu havde dannet en verdens ende. Spidsen af pisken, hvis ende var af stål ramte hårdt ned i manden der ellers lige havde stået og taget sig et kort hvil, med tankerne af sted imod drømme verden, krøb sig sammen af smerte over slaget som var ramt ned imod et, af de mange andre rifter og ar han havde fået, fra samme totur - dag ud og dag ind. Han droppede dog hurtigt tanken omkring at hoppe på overvågningsmanden som skulle sørger for de gjorde det de var sat til. Selvom det nu var meget fristende, at skulle gribe fat i hans ben, banke baghovedet ned imod den højtidelige sten han nu stod på, hvorefter man brækkede kæben langsomt og smertefuldt, så man kunne gå videre til at knække hvert et led i rygraden på den oppustede røde mand som svedte som var det pesten selv der havde trængt ind i den oppustede mand. Den unge mand med det halvlange skæg der fik ham til at se ti år ældre ud end hvad han i grunden var, greb fat om den store sten, hvor han bar den op i sine trætte og muskuløse arme efter slid og slæb, og hen imod den ene grav bjælke af sten der tårnede sig op. Hvad disse racistiske mennesker ville med dem, var et spørgsmål der stod i luften blandt de arbejdende konstant. 

 

Generalen traskede frem og tilbage imens han dikterede de seneste nyheder fra obersten inde fra fastlandet, hans skridt var velovervejet, tænkende, og yderst alvorlige. Når han havde gået fem skridt i den lille hytte på toppen af øen, slog hælene klik ind imod hinanden, og generalen vendte om igen og gik den modsatte vej. Den blonde, og let buttede sekretær med den grimme grisetryne sad med sveden dalende ned fra panden som gled videre ned til halsen der syntes at gå i et med hagen på grund af den meget fedt der sad på halsen. 

”Vi nærmer os målet, pladsen er næsten ryddet til at vi kan begynde at give os til at grave ned imod jorden. Alt hvad vi mangler er at få samlet så meget regn vand som muligt, også går vi i gang…” Dikterede han og vendte sig om, hvormed armen hævede sig op, og pegefingeren strittede ud ad, i en meget direkte bevægelse, nærmest bestemt – hvormed resten af hånden var foldet sammen, og den dybe rynke i Generalens pande syntes at brede sig imens overskægget strittede eftertænksomt frem. 

Alt dette så den unge mand fra sin udkigs post, nogle halvfjerds meter længere væk fra selve hytten, han var gået lidt væk fra de andre fangere for at få et bedre gik på hvordan generalen traskede fra den ene side til den anden, og prøvede med de trætte øjne at finde ud af hvad hans mund frem sagde, selvom skægget var en stor forhindring. ”Samuel, hvad sker der? ” kom det helt tæt på det snavsede ører, der fik manden til at farer let sammen og kiggede arrigt op på den noget yngre knægt der var kommet til. ”Jeg ved det ikke, jeg er ligesom ikke en ørn vel? ” snerrede han vredt tilbage over at blive forstyrret, Jamiel vidste hvordan han havde det med at blive forstyrret når han prøvede at få informationer ud fra generalen ved at overvåge deres hus. I det samme gled tanken omkring hvilken straf de ikke ville give dem, hvis de fandt ud af at de på en måde overhørte dem, trods for afstanden. ”Men det lyder ikke til at være godt… ” brummede den unge mand, hvis brune hud var overdækket af ar, og sår der syntes at kunne sprænges hvert øjeblik det skulle være. Hurtigt kiggede han ned på den lange lænke som var bundet til hans fødder og forhindrede ham i at gå ret meget længere end hvad selve lænken var lavet til. Hvis han bare kunne få presset fødderne ud af lænken, eller få hænderne ud i det mindste, ville det måske kunne lykkes for ham at kunne komme fri, og søge imod kysten hvor han så ville sejle imod fastlandet. Men tanken forsvandt, idéen blev til sand ved vand kanten der blev skyllet væk og ud i det store hav hvor intet kunne vække den til live. En af de mange soldater havde givet manden et sådan slag, at Samuel faldt afkræftet til jorden, og forsvandt ind i en tåge dis af jord der fløj op da den slappe krop ramte jordens hårde grund. 

 

Der gik flere timer før end han vågnede; sparkene fra soldaten der havde fået til opgave at holde øje med dem, sendte flere spark indtil der kom hostene reaktioner fra den liggende fange. ”Kom i sving!” snerrede soldaten, hvis overskæg strittede vredt ud til hver side, så det kunne måle sig med en sjusket klippet busk. Langsomt rejste fangen sig op, tørrede noget blod af fra sin, mundvige som var kommet op ved et af hosteanfaldene, fordi at han i sin førhen, fraværende tilstand havde bidt tænderne omkring tungens kød muskel. De mørke øjne gled hen over stedet, mange af dem han kendte undgik hans blik, og koncentrerede sig omkring ’arbejdet’ som var blevet dem tildelt, så de kunne ’overleve’, selvom at Samuel vidste at i sidste ende når alt dette var færdigt ville de dræbe dem alle sammen, en efter en, uden nogen som helst nåde. Roligt, og langsomt gik han hen imod stablen med de mange sten, og greb fat omkring den øverste imens benene bukkede ganske svagt ned, og så han kunne støtte imod jorden, så han havde lettere ved at rejse sig op når stenen nu var en del af hans fulde vægt. Lettere rystet over den hårde vækning gik han afsted med usikre skridt, hans kræfter var ikke hvad de havde været, de var ødelagte, opbrudte, og manglen på mad var stor. Hans skridt nærmede sig imod blokken, og imod den ene officer som ville hæve pisken over hvem som helst der ikke gjorde arbejdet ordentligt, kort sagt, dem alle sammen. Tættere og tættere på kom han, målet var der næsten, og øjnene var rettet imod stakken af sten og murblokke som havde ligget i en bunke af ruiner, før hen. Det var i den tid hvor at stedet her havde ligget i bunker af ruiner. 

I det samme som han var omkring 2 meter væk fra sten bunken smældede den rug og slidte pisk igennem luften, som fik den mager mand til at bukke sig, ”Hurtigere i hundehoveder! ” råbte den rapkæftede officer med sin syngende pisk i den ene hånd. Der gik omkring 4 sek, hvor Samuel bare forsatte imod stenblokken, langsomt og provokerende, på det tidspunkt havde soldaten vendt sin opmærksomhed væk fra ham, hvilket gav ham den ultimative chance til at slå til. Med et blev grebet hårdere omkring den store sten han havde imellem sine knoglede hænder, slået imod baghovedet af den skide satan, med den helveds pisk, og sendte ham i jorden. Blikket drev rundt omkring ham, tjekkede om der var nogle andre til syne på denne tidlige morgentjans, som slaverne var blevet tvunget ind i. Der var ingen til syne, folk var for trætte til at have opdaget hvad det i grunden foregik omkring dem. Hænderne fik fat i et nøglebundt, hvor med manden som havde slået til, satte sig ned på den hårde jord, og begyndte, febrilsk og hurtigt at afprøve de mange nøgler i hans lås. Tre min efter var han fri, og tog nøglen ned i lommen hvor efter han tog benene på nakken og løb ned til jolle der lå tættest på vandkanten, og hev og sled i den for at få den i vand, imens nogle soldater havde opdaget ham, trak de deres armbrøster frem og gjorde klar til skud. Jamiel anede uråd for hvad det var han skulle gøre, andet end at skubbe og pruster over de kræfter han skulle til at bruge, hvis højdepunkt allerede var opnået.

"FYR" skreg en mand pludselig imens han pegede på den flugtende slave med sine enorme buede sabel, som skulle den selv skydes i luften og efter ham. Pilene fløj om ørerne på den unge mand, hvis hjerte hamrede i halsen på ham. De værst tænkelige scenerier hobede sig op omkring hvordan han ville dø, en lige igennem hovedet, med en indgang fra baghovedet ved lille hjernen og ud igennem panden. Endelig fik han båden ud i vandet, hvor den skred noget mere elegant frem, han skyndte sig at hoppe op, imens at han lagde sig ned så meget som muligt i den lille jolle han havde stjålet fra de barbariske soldater, han greb fat omkring årerne og kørte langsomt længere ud i vandet, imens at han forholdte sig i sikkerhed fra armbrøsternes pile.

 

Hvor længe der var gået siden han havde forladt øen var han ikke sikker på, men trætheden banede sig ind over ham, og gjorde øjenlågene tunge. Efterhånden som tiden gik havde han svære og svære ved at holde sig vågen, og til sidst faldt den unge flygtninge i søvn på bunden af jollens hårde træbeklædning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...