Sletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2014
  • Status: Færdig
Billed paradoks omkring naturen

2Likes
1Kommentarer
123Visninger

1. Sletten

Der voksede stilhed hen over sletten. Sandkorn fløj hen over landskabet og gamle udtørrede blade trillede rundt på jorden. Der var øde, og stilheden voksede og voksede til den fyldte det hele. Nogle kaktusser hvislede med deres nåle og tykke stammer, deres grønne, brune, og mørke grønne nuancer skabte skikkelser fra lange afstande i den sandede vind. Prærieulve hylede i det fjerne og små mus og rotter slæbte deres haler afsted til undergrunden i det dybe mørke isende dybde. Bjergene strakte sig højt op over den glødende slette, og kastede skygger ned mod jorden der kunne få hårene i nakke til at rejse sig, med deres mange uudforskede huler og underjordiske gange, der kunne fører et menneske ned til selve Satan. Vinden pustede ind i huller og grotter, så det gav genlyd ind over den øde dal, med det orange farvede sand, der samtidig med havde farvet luften til en klam gullig orange nuance, som fik kvalme fornemmelser frem. 

  

Den kolde stilhed, som bredte sig, til vær en lille afkrog, fik sand til nærmest at stivne, og gjorde ensomheden større ved at se på den forsvindende horisont i det fjerne. Mens dagen gik, dalede solens stråler stille ned, ned i det dybe, derned hvor alting ender, hvor alting kommer til slutningen, mens intet kommer tilbage, intet levende bestiger dens trapper til verdens levende rum. Kun solen kan gøre dette, vende tilbage til verden over underverden, underverden som skaber kaos, med monstre og trusler, trusler så som død, og pest. 

Prærieulvene hylder igen, det lyder som om de græder, at deres hyl er en skingrende klage sang, får at solen ikke må gå ned, fordi, at de mangler føde og ly, for nattens mørke tyste ankomst til overfladen. 

Med et blev der stille, men dog ikke; et faretøj kom kørende hen af sletten, der sad mennesker i dette fartøj, det var ikke underverdens dæmoner og tyraner, men rigtig levende mennesker fra den lysende gud, oppe over himmel og jord, oppe over universet. 

Køretøjet kom nærmere i alt hast, det var på vej mod klipper og bjerge der strakte sig op over jordens egen grund, jordens egen fod. Som om de skulle forestille at være den lysende engel, der besad det gode, og stoppede det onde. 

Menneskerne kom hen mod bjergets start, der hvor dens fod begyndte at blive til ben og dens ben til hofter, og videre op til dens hoved. Sådan beskrev den lysende sol hver en skabning, hver en ting, og hvert et sted. Den lysende så nemlig et væsen i alle ting, i alle væsner, og i alle steder. Denne lysende, var det godes herrer, mens dens mørke tvilling der herskede under jordens forskellige klimaer følte, et bittert had til alle levende skabninger, alt det, som den lysende så som noget godt, syntes det mørke, som noget ondt, og omvendt med det onde. 

Menneskerne kom nærmere, de stig ud af bilen, og sluttede sig til bjergets mørke skygge, skyggen som alle væsner havde, fordi det var deres onde tvilling. Den over ordnede som skabte den lysende og det mørke, havde sagt, at alle væsner, alle ting, og alle steder havde en tvilling, og tvillingen var det modsatte af den man var i levende skikkelse. Det var den der besad navnet “ondskab„ for som solen har den månen som tvilling, og solen hersker over det lyse og månen over det mørke. Men på samme tid hersker de over hinanden, de hjælper hinanden, og de kæmper mod hinanden, men når man kæmper, er der også en taber eller en vinder, men månen og solen er lige stillet, og prøver på at besejrer den ene, men jo mere de bliver ved besejrer de også noget af sig selv, og udsletter det efter de har udslettet dets ofre. 

Engang var både lys og mørke gode venner, de var gode søskende indtil at den over dem, valgte lyset frem for mørket. Så mørket trak sig sammen i had og misundelse, og lyset forblev strålende, som om det var den dejligste engel, den dejligste sol af alle. Så Herren glemte mørket, og dets egenskaber. Mørket, valgte at være ond og grusom, det valgte at bestemme over det onde, og alt hvad der ellers var mørkt, det lagde sin hånd over menneskene og skabte ’skyggen’ som gjorde mennesker, væsner, og ting ondskabsfulde. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...