Ukrudtsblomsten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2014
  • Status: Færdig
Et oneshot om en mælkebøtte der ikke ville fældes til fordel for havens andre blomster - Mit bud til en kærlighedshistorie i ''What if?''-konkurrencen

6Likes
2Kommentarer
161Visninger
AA

1. Ukrudtsblomsten

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, dengang de første gang spurgte mig om, hvilken blomst jeg bedst kunne lide. Men lige så tydeligt som solens første morgenstråler, kan jeg se den ene af mine små, buttede fingre pege imod en velkendt, gul plante. En mælkebøtte.

’’Den.’’

 Dengang sagde jeg ikke specielt meget, i modsætning til de andre børn. Jeg svarede kun på nogle enkelte, få sætninger, imens min naive barnehjerne ignorerede resten. At sidde med en farveblyant foran et stykke mere eller mindre krøllet papir og så med upræcise streger skitsere de ting jeg forstillede mig, var noget jeg langt hellere ville tage mig til. Jeg tror mine forældre var bekymrede over, at jeg ikke socialiserede mig. Pædagogerne sagde dog, at jeg måske bare var genert… Men det var jo løgn. Jeg ville bare hellere tegne. Tegne den solgule ukrudtsblomst udenfor, imens de andre piger forsøgte at frembringe bare et nogenlunde billede af en rose… Eller en overdrevet lyserød prinsesse med overnaturligt, langt, krøllet hår.

 Jeg har aldrig brudt mig om roser. Det er på grund af tornene. I mine øjne er alle mennesker blomster i én stor have… Og de fleste er roser. Smukke, følelsesfulde... Men lige så snart du rækker hånden ud for at plukke én, så bryder tornene frem til overfladen. De prikker sig igennem den skrøbelige hud, for at trække dråber af purpurrødt blod efter sig. Nogle gange efterlader de ar. Ar der for længst har lukket sig, men som aldrig vil hele fuldstændigt.

Mennesker efterlader også ar. De er bare usynlige, men bløder mindst lige så meget som sårene fra en roses torn. Vi er egentlig ufattelig dumme os mennesker. Naive, idiotiske, egoistiske. Det ligger i vores instinkt at såre hinanden, i et forsøg på at beskytte os selv imod farer. Psykisk såvel som fysisk. Sådan er det også i Livets Have. Nogle blomster kaster sig over andre, for at overvinde faren.

Du var til stede den dag, hvor jeg udvalgte min yndlingsblomst. Du havde kigget på mig med et sært udtryk, med dine kølige, gråblå øjne. Jeg havde stirret tilbage, lige indtil pædagogerne pludselig spurgte dig;

’’Hvilken blomst kan du bedst lidt?’’

Svaret kom lige så hurtigt og sikkert, som det stadig gør i dag:

’’Jeg hader blomster.’’

Inden længe gik det op for mig, at du havde sagt noget, der lød rigtigt. Selv i mine ører. Derfor havde jeg i det øjeblik pædagogerne gik videre hurtigt tilføjet;

’’Blomster er også dumme.’’

Den måde du så på mig ændrede sig ikke, men alligevel lagde jeg mærke til, at dine mundviger skød opad i et lille smil. Vi havde jo ret. Blomster var dumme… Og ligeså var mennesker.

Det gik først for alvor op for mig, at jeg var anderledes, da jeg startede i skole. De andre børn brød sig ikke om mig, og efterhånden blev jeg omtalt som en ballademager af lærerne. I starten blev jeg lidt ked af det, men med tiden hvor jeg også blev ældre, blev jeg også mere og mere ligeglad.

Du var selvfølgelig på samme årgang som mig, men vi snakkede aldrig sammen. Jeg fandt det også langt mere interessant, at vi som altid stirrede frem og tilbage på vores specielle måder, uden at sige et kvæk. Vi kunne selvfølgelig have bagtalt alle omkring os, for du hadede dem lige så meget som mig, men af en eller anden grund fandt vi stilheden tilfredsstillende.

Vi fulgtes ad hele vejen i vores stilhed. Lige indtil folkeskolen sluttede, og vores veje egentlig burde have været splittet… Men du dukkede op igen, præcis dagen efter sommerferiens slutning, præcis det samme sted hvor jeg også skulle befinde mig.

Der kom pludselig dage, hvor du begyndte at tale til mig. Dine sætninger var lange og detaljerede, i modsætning til mine korte. Vores forhold på det nye sted havde ændret sig, i hvert fald for dit vedkommende. Alle kunne lide dig. Alle roserne svirpede omkring dig, men på magisk vis nåede deres torne dig aldrig.

Det var i den tid, at det gik op for mig, at du trods dit had til planter også var en blomst. En påskelilje. Smuk, rank, elsket af stort set de fleste. Selvom du ikke var til at se det meste af året, så dukkede du altid op igen til foråret… Præcis ligesom en påskelilje.

Det var også i det øjeblik, at jeg indså min egen rang. Jeg var en mælkebøtte. Uønsket men næsten umulig at slippe af med. Ukrudt.

Jeg blev overrasket, dengang du pludselig trak mig med dig. Måden du gjorde det på var hverken forhastet eller hård. Det var forsigtigt, måske lidt spørgende… Men ikke usikkert. Med den hånd du ikke havde fat i min, strøg du fingrene igennem håret og så forlegent ud til siden. I et øjeblik tror jeg, at du var ved at sige noget, med pressede så læberne sammen igen.

’’Du hader stadig blomster, ikke? Men hvad med mig? Jeg er da stadig en mælkebøtte.’’ Ordene slap ud fra min mund inden jeg kunne stoppe mig selv, men af en eller anden grund virkede du upåvirket. Du forstod heldigvis meningen, da jeg før havde fortalt dig om mit syn på andre mennesker.

’’Jo, jeg hader blomster. Men en mælkebøtte er ikke en blomst – det er ukrudt.’’

Var jeg også ukrudt i dine øjne? Jeg fik aldrig svar på mit spørgsmål, så jeg endte med bare at komme med en rettelse;

’’Det er en ukrudtsblomst.’’

For anden gang i mit liv så jeg dig smile på den måde, der ikke var tomt eller ensomt.

’’Nåh, men had er jo også en form for kærlighed, ikke? Så på en eller anden måde elsker jeg dig jo, selvom du ikke er en fuldendt blomst.’’

Der gik år efter du havde sagt det, hvor at jeg ikke så dig. En fornemmelse af, at roserne endelig havde fået sit tag om dig, gennemborede mig, selvom jeg sagde til mig selv, at du ikke ville lade dig knække. En påskeliljes stilk var trods alt både høj og robust.

Mine følelser om blomsterne omkring mig ændredes ikke. Jeg hadede dem alle sammen. Hver og én. Et eller andet sted måtte de jo have taget dig, ellers ville du ikke have været væk så længe.

Og så fik jeg endelig muligheden for at se dig igen… Men ved din side stod én af de modbydelige roser, som vi begge foragtede så dybt.

Du fortalte, at du havde fået et nyt syn på verden. På Livets Have… Og på roserne.

Igen gik der lang tid, hvor jeg kun kunne sidde i skyggen. En mælkebøtte gror ikke meget i mørket, så det gjorde jeg heller ikke. Men alligevel havde jeg styrke nok til at se ud i lyset, hvor du befandt dig og voksede med en uhyggelig hast…

Ved slutningen af foråret visner en påskelilje. Og ligeså gjorde du, da rosen viste sig at være som de andre.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville samle resterne af den døende blomst op. Selvom de før gullige blade blev til støv imellem hænderne på mig, og jeg hadede dig så inderligt, for det du havde gjort, så stoppede jeg ikke. For jeg kunne huske, hvad du havde sagt:

’’Nåh, men had er jo også en form for kærlighed, ikke? Så på en eller anden måde elsker jeg dig jo, selvom du ikke er en fuldendt blomst.’’

Til det næste forår dukkede du op igen. Arrene fra rosen var ikke forsvundet, så jeg tog sagen i egen hånd. I det år hvor du igen havde været væk, forsvundet, havde jeg tilfældigvis mødt andre planter som mig. Planter der var helende og ikke giftige som de andre.

Vi blev fire. Dig, mig og to andre. I alt ville det sige en påskelilje, lavendel, tusindfryd og mælkebøtte.

I lang tid lykkedes det os at klynge os sammen. Vi skabte vores eget lille bed, dybt inde i den store have, som vi befandt os i. Jeg tror næsten, at vi var lykkelige…

Lige indtil resterne af dig begyndte at give op. Resterne af den næsten visnede blomst kunne ikke vare for evigt… Og det kunne du heller ikke. Jeg har før kommet til at give en plante for meget væske… Men jeg forstod først meningen, da jeg så billederne af din livløse krop i vandkanten. Dit hoved vendte nedad, og jeg tror, at du gjorde det selv. For en blomst er vand et paradis. Og som en blomst ville du også drukne i et paradis.

Til din begravelse, vidste jeg ikke, om jeg skulle købe blomster. Det ville være underligt at dukke op ved siden af kisten, uden en buket ligesom de andre, men jeg kunne stadigvæk huske dit forhold til smukke organismer…

Så jeg plukkede en mælkebøtte. Og en påskelilje. For du døde i foråret. Og jeg ville gerne sende dig af sted til virkelighedens Paradishave med et minde om os to.

Og hvad så nu? Jeg tager mig stadig i agt for de andre blomster i haven. Roserne holder jeg mig langt fra, men der er andre planter, som var ved at drukne i mudderet som mig. Der er andre mælkebøtter og påskeliljer… Men ingen som dig.

Folk kigger stadig mærkeligt på mig i dag, når jeg siger, at jeg fjerner alle andre blomster end lige mælkebøtterne og påskeliljerne i min have.

’’Men det er jo ukrudt… Og påskeliljerne dukker først op i foråret.’’

Ja, ganske vidst er mælkebøtten en ukrudtsblomst… Men det er stadig en blomst, ligesom jeg er et menneske.

Men selvom du visnede, så kan en blomst blive genfødt. Hvis bare man gemmer frøene og venter på det rigtige tidspunkt… For selv en blomst og en ukrudtsplante kan tilsammen overgå rosernes glans, selvom det kan betyde sår fra torne og eksem fra gift.

Vi var smukke, os to. Og det vil vi stadig være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...