Painful Gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Jeg prøvede at være en anden, men intet virkede til at ændre sig. Jeg ved nu, at det her er hvem jeg er indeni. Jeg fandt endelig mig selv. Jeg kæmper for en chance. Jeg ved nu, at det her er den virkelige mig. "Hej, jeg er Harry Edward Styles. Jeg vil gerne være venner med dig fordi du ikke dømmer mig. Du er ligeglad med min fortid og de flere millioner af piger der er villige til at købe mit undertøj på eBay." "Hej jeg er Krystal Belle Keating. Jeg kan godt lide superhelte, skateboardning og matematik . Jeg vil gerne være venner med dig fordi du kan lide mig for hvem jeg er. Jeg behøver ikke at lade som om jeg er en anden, når jeg er sammen med dig."

15Likes
15Kommentarer
664Visninger
AA

2. Waiter

Jeg slukker motoren på min mors bil med et irriteret ansigtsudtryk i mens jeg glatter min trøje ud med min hånd. Klokken var næsten otte om aftenen og min mor havde lige ringet om hjælp på familiens restaurant. Anna, en af tjenerne, var en rigtig klodsmajor og det var meningen at der skulle komme nogle vigtige gæster, så min mor turde ikke lade hende betjene dem. Da spørg jeg mig selv hvorfor hun lader sin datter, som klæder sig som en superhelt betjene de mennesker. Sidste gang jeg hjalp på restauranten havde jeg skældt en 13- årig dreng ud, efter det måtte jeg ikke arbejde der mere og min far havde taget pengene for den 13- åriges families mad fra min bankkonto. I stedet for at hjælpe til på selve restauranten, begyndte jeg at sørge for indkøb af mad- og drikkevarer, et arbejde som faktisk var bedre end det måske så ud til. Hvis man tænker over det, havde jeg faktisk fået et større ansvar med den nye opgave. 

 

Jeg træder ind i restauranten i mens jeg kigger rundt efter de "specielle" gæster, men det eneste jeg kan se er fem drenge i noget der helt klart er udklædning, da deres falske fuldskægge er halvt faldet af og de alle har solbriller på, og så sidder der et ægtepar omkring de 50 år i den anden side af restauranten. Jeg hæver øjenbrynene mens jeg lukker døren hårdt i bag mig. Hårdt nok til at jeg får næsten alle i restaurantens opmærksomhed. Men selvfølgelig ikke min fars.

 

"Far? hvornår skal jeg arbejde?" Min stemme kan høres i hele restauranten og det lykkes mig også at få parret til at kigge forstyrret op på mig. Jeg blinker til parret og trækker så min denim jakke af. Min far kommer gående ud af køkkenet og har kurs direkte mod de fem drenge, den tid bruger jeg til at gå hen til køkkenet. Da jeg går forbi drengene mærker jeg alle deres øjne hvile på mig. Min far følger forstyrret deres øjne og kigger underligt tilbage på hans gæster der nedstirrer hans datter. Jeg smiler en smule og går så videre hen mod køkkenet. 

 

Min mor går mig i møde bærende på en bakke med diverse drikkevarer. "Du sagde at det var specielle gæster, men jeg kan altså ikke se nogle mænd i jakkesæt og alt det der. Desuden, var jeg i gang med at skatte med William, så de her gæster har bare at være specielle." I det øjeblik holder min mor sin hånd foran min mund og jeg hører en sang spille i gennem højtalerne. Jeg kender godt sangen, men hvad den hedder kan jeg ikke huske. Jeg er ikke ligefrem med på poppen. Hun fjerner sin hånd og kigger mig så dybt i øjnene.

 

"Siden hvornår spiller vi top 40 i restauranten? Jeg troede godt at Far og dig kunne lide min musiksmag." Min mor ryster på hovedet, vender mig så om og giver mig drikkevarerne, som tegn på at jeg skal bringe dem hen til bordet med de fem drenge.

 

Jeg går forbi min far der kigger advarende på mig på vej mod bordet og kysser ham på kinden. "Hej farmand." siger jeg, så sødt som muligt. Det synes de fem drenge åbenbart er sjovt og griner lige så stille.

 

"Velkommen til Kaaz." Jeg kigger ned på bordet, som drengene sidder ved. Jeg deler de forskellige drikkevarer ud og skal til at gå tilbage til køkkenet.

 

"Eh...vil du ikke have en autograf eller sådan noget?" Jeg vender mig forbavset om da jeg hører den velkendte stemme. De kigger alle undersøgende på mig, to af dem studerer mit ansigt i mens to andre kigger på den sidste. Han trækker forvirret på skulderen og kigger så op på mig. 

 

"Hvorfor skulle jeg ville have en autograf fra fem normale drenge som er på min fars restaurant?" Restauranten bliver pludselig helt stille, hvilket ikke er så svært når der kun er to øvrige gæster.

 

"Drenge, jeg tror ikke hun kan genkende os." siger stemmen fra før, som nu er blevet mere velkendt og jeg tænker straks tilbage på Julemanden som jeg havde mødt i supermarkedet. Jeg fanger drengen udklædt som en julemands blik og bliver mindet om cornflakes episoden. "Lad os introducere os selv." siger en af de andre drenge, hvorefter de alle begynder at tage udklædningen af.

 

"Hej, vi er One Direction." siger de alle i kor. Drengen jeg står tættest på, tager fat i min hånd og ryster den.

 

"Jeg er Liam." jeg giver ham et smil og han giver slip på min hånd. Jeg konkludere i mine tanker at jeg bedst kan lide ham. 

 

Jeg vidste selvfølgelig godt hvem One Direction var. Jeg blev plaget med historier af en masse piger ugentligt om de her drenge. Jeg kan ikke klare de piger. Ligesom jeg ikke kan klare menneskeheden, men det er en anden historie.

 

"Åh..jeg kan godt genkende jer." siger jeg og nikker forsikrende til dem. Jeg bliver ved med at nikke indtil den lyshårede dreng begynder at snakke.

 

"Så..."

 

Jeg hæver forvirret øjenbrynene "Så hvad?" han begynder langsomt at snakke igen i mens han åbner sin Cola dåse.  

 

"Vil du have en autograf?"  jeg sukker og lader serveringsbakken hænge i min hånd.

 

"Ligner jeg en der går op i jeres autograf?"  Jeg kigger bag mig og ser mine forældre stå og betragte os lidt længere bag mig.

 

"Jeg kan godt lide hende." siger en af drengene og smiler bredt, de andre drenge begynder også at smile og nikker for at vise at de er enige.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...