Painful Gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Jeg prøvede at være en anden, men intet virkede til at ændre sig. Jeg ved nu, at det her er hvem jeg er indeni. Jeg fandt endelig mig selv. Jeg kæmper for en chance. Jeg ved nu, at det her er den virkelige mig. "Hej, jeg er Harry Edward Styles. Jeg vil gerne være venner med dig fordi du ikke dømmer mig. Du er ligeglad med min fortid og de flere millioner af piger der er villige til at købe mit undertøj på eBay." "Hej jeg er Krystal Belle Keating. Jeg kan godt lide superhelte, skateboardning og matematik . Jeg vil gerne være venner med dig fordi du kan lide mig for hvem jeg er. Jeg behøver ikke at lade som om jeg er en anden, når jeg er sammen med dig."

15Likes
15Kommentarer
666Visninger
AA

1. Cornflakes

Mine øjne glidder langsomt hen af hylderne, i mens jeg endnu engang kigger godt efter det jeg skal købe for min mor. Endelig finder jeg nogle cornflakes, som er blevet beskrevet som "Food for cerial killers." som om at seriemordere virkelig spiser cornflakes, ifølge mig spiser de kød for at kunne forblive store og stærke til deres næste mord. Jeg smiler langsomt af tanken om at jeg sagtens kunne være en seriemorder, når man tænker på hvor meget kød jeg spiser. Jeg ville nemt kunne være en af verdens største skurke, uden faktisk at prøve på det. Eller jeg kunne blive så rig at jeg kunne blive medlem af mafiaen, så ville jeg dræbe lederen med mine fantastiske seriemorder skills og selv blive leder. Måske ville det være en bedre idé, da det ville være mindre risikabelt.  Jeg griner højlydt af mine tanker og omplacerer varerne i min kurv så de ligger bedre.

 

Pludselig går det op for mig at jeg står og griner som en idiot midt i et supermarked af tanker som politiet ikke må få noget at vide om. Seriøst Krystal? jeg sukker, og leder derefter videre efter den rigtige slags cornflakes og ikke det billige bras med det åndsvage motto. Jeg giver mit liv skylden for mine underlige tankegang. 

 

Jeg lever livet af en hver anden normal 19 årig der går på universitetet, fuld af bøger og poetiske digte der skal studeres nøje. Fordi jeg aldrig lavede andet end at studere og købe ind for min mor var jeg langsomt blevet en smule sindsyg. Jeg ved ikke om jeg skal være glad for det eller ikke, men jeg har valgt at tro på det første. Årh, i det mindste kunne mennesker ikke læse tanker så indtil da ville jeg ikke være i fare. Jeg tager en pakke cornflakes op og kigger på bagsiden efter sjove billeder og de der "spil" der plejer at være på bagsiden af morgenmadsprodukter. For helt ærligt, hvad er en indpakning uden det? man skal jo lave et eller andet ved køkkenbordet.

 

Jeg finder heldigvis en æske med en kæmpe kryds og tværs og kigger på den i mens jeg går hen mod brødafdelingen. Det er uhyggeligt hvor hurtigt jeg kan blive afledt, det er også derfor jeg nok aldrig bliver nogen berømt forfatter eller noget i den stil. Da mit blik var rettet mod cornflakes æsken så jeg ikke hvor jeg gik hen, flere mennesker måtte derfor springe væk i sidste øjeblik for at undgå et sammenstød fordi de ikke havde set mig.  Jeg undskylder da jeg ved et uheld går ind i en barnevogn, hvorefter babyen i vognen begynder at græde, jeg kigger dog bare irriteret ned på babyen. Babyer. Det eneste de gør er at lave stort og at græde.

 

Jeg retter igen blikket mod cornflakes æsken igen og griner af et upassende ord der er blevet sat ind i det kryds og tværs på den, indtil der går en person fuld kraft direkte ind i mig. Det må have været en dreng, da jeg ryger rimelig langt tilbage. Min bagdel rammer hårdt ned på betongulvet og jeg taber kurven der før var i min hånd. Jeg taber også cornflakesene som nu er ude af syne..gad vide hvor de røg hen...måske Narnia.

 

"Åh gud, tyngdekraft er smertefuldt" siger jeg og fjerner mit hår fra mine øjne. Jeg rejser mig og begynder at kigge efter cornflakesene. Da jeg har fundet dem er jeg ikke den eneste der forsøger at tage dem op og jeg hæver et øjenbryn af den fremmede. Det første jeg ser af ham er hans ryg, han har en hvid trøje, en lilla hættetrøje fra Jack Wills og sorte skinny jeans på. Han har trukket hætten op så jeg ikke kan se hans ansigt. Han tager langsomt cornflakesene op for mig og giver dem så til mig.

 

"Mange tak." siger jeg i mens jeg tager min kurv op fra gulvet. Min øjne studerer ham da han vender sig om. Jeg vælter endnu engang tilbage. Men den her gang er det af vantro.

 

"Hvad i alverden." Drengen der gik ind i mig har sorte Rayban solbriller på der dækker hans øjne og udover det har et hvidt skæg tappet til sit ansigt. "Hvem er du, Julemanden eller sådan noget?" han smiler af mine ord. Han har åbenbart også falske tænder på. Han spytter dem ud i sin hånd og smider dem så ud i en skraldespand bag ham. "Nej, jeg er Harry." Hans dybe stemme minder mig endnu mere om Julemanden.

 

Jeg ryster stille på hovedet. "Jeg tiltrækker vidst underlige folk..." jeg nikker mod ham i mens jeg vender mig om. Jeg skynder mig at putte cornflakesene ned i min kurv inden jeg også støder ind i påskeharen. Det ville jeg helst ikke have skete. 

 

"Vent! har du ikke tænkt dig at fortælle mig hvad du hedder?" jeg drejer mig igen om og ser at han nu har taget solbrillerne af, to grønne øjne kigger nysgerrige på mig.

 

"Krystal." svarer jeg enkelt. Jeg skal til at vende mig om endnu engang da han bevæger sig hen mod mig.

 

"Smukt navn til en smuk pige." jeg sukker frustreret. Selvfølgelig. Jeg tiltrækker fremmede player drenge. Welcome to my life, man. 

 

"Årh, du er en af slags drenge. Jeg gider dig ikke. Pil af" og med de ord efterlader jeg den underlige dreng målløs. Jeg er sikker på at jeg ser syner, men så vidt jeg ved havde jeg kun drukket to energidrikke og én kop kaffe. Det skulle jeg da ikke kunne begynde at se syner af.

 

(A/N: Ja eller nej? kommenter endelig :) ) 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...