Blinde følelser

En historie om kærlighed, der opstår på en regnvejrsdag i parken, hvor to personer mødes og stifter bekendtskab på baggrund af den enes svaghed.

98Likes
84Kommentarer
3136Visninger
AA

2. Blinde følelser

 

Regnen vælter ned over mig og lander tungt på min hud. Hver en dråbe føles som et hårdt slag; et stød, der kan mærkes, indtil den næste falder ned fra himlen og rammer mig. Ved sammenstødet stopper enhver af deres rejser fra det store, uhyggelige ingenting brat, og de glider videre ned af mig for til sidst at blande sig med de mange andre, der nåede frem først. Efter at have mærket dem kilde min kind, formår jeg ikke længere at skelne de tusind regndråber fra hinanden, og alt føles blot vådt.

     Jeg tager en dyb indånding, mens jeg lytter til regnvejret og vindens milde hvisken. Lyden af svajende træer får mig til at bemærke, hvordan mit hår forsøger at flyve rundt, men bliver holdt nede af det tunge vand, der løber igennem det.

     Roligt fører jeg en hånd op til mit hoved og lader mine fingre køre igennem håret. De når ikke engang halvvejs, før det er helt umuligt at fortsætte, hvor mange kræfter jeg end bruger. I stedet for at blive ved til en stor tot hår ryger af, trækker jeg fingrene ud af mine filtrede lokker og indånder den friske luft.

     Alt virker så fredfyldt, som jeg sidder på bænken og tager brug af alle mine fire sanser.

     Jeg bøjer langsomt min nakke bagud med lukkede øjne. Regnen fortsætter med at vaske mit ansigt, og jeg sukker fornøjet, da det føles som om, alle bekymringerne vaskes bort. Jeg fornemmer, hvordan et smil breder sig på mine læber og forestiller mig synet af mig selv i udkanten af parken på den sædvanlige bænk.

     Straks slår jeg øjnene op, idet jeg hører et tungt bump efterfulgt af et irriteret støn i nærheden. Forvirret retter jeg mig op og blinker nogle gange, mens jeg mærker, mine øjenvipper baske op og ned. Stadig ser jeg absolut ingenting; intet andet end den tomhed, jeg ser, før jeg lukker øjnene i om aftenen, og før jeg åbner dem om morgenen.

     Der er ingen forskel.

     ”Er der nogen?” råber jeg. Min stemme drukner hurtigt i regnens vedvarende, og dog beroligende, lyd.

     Opmærksomt spidser jeg ørerne, mens jeg drejer hovedet fra side til side. Hænderne, der før lå i mit skød, flytter jeg til hver sin side, hvor de hviler på bænkens glatte træ.

     ”Hallo?” forsøger jeg igen og lægger hovedet let på skrå.

     ”Hvad laver du udenfor i sådan et vejr?” hører jeg pludselig en halvdyb, alvorlig stemme spørge, og jeg vender øjeblikkeligt hovedet i retningen, hvorfra den kommer. Den tilhører uden tvivl en dreng.

     ”Det var da et underligt spørgsmål at stille, når du selv befinder dig herude,” svarer jeg ham.

     Han griner kort, inden hans stemme igen slår mod mine trommehinder, omtåget af både den susende vind, der hiver mig lidt i kinderne, og regnen. ”Ja, måske, men derfor har jeg vel lov at spørge.”

     Med et lille smil spidser jeg læberne en smule, så mit svar glider lettere ud af munden på mig. ”Jeg går ud fra, vi laver det samme.”

     ”Lad dog være!” udbryder han efterfulgt af et fnys. ”Du kan da se, hvad jeg har gang i, og det tror jeg ikke på, du også har.”

     Undrende rynker jeg brynene.

     ”Lad være med at se sådan på mig,” vrisser han, og jeg hører to tramp i jorden. ”Det kan godt være, jeg gled og derfor er indsmurt i mudder, men du behøver ikke at spille dum. Man kan da sagtens se, at jeg er ude for at..” Hans pludselige tøven gør mig forvirret og resulterer i, at jeg meget lavt spørger, om han stadig er her. Jeg synes ikke at have hørt ham forsvinde.

     I præcis et minut og fjorten sekunder venter jeg på, at han igen bryder tavsheden. Kun regn, vind, træers livlige hvislen og biler i det fjerne er til at høre.

     Trinene mod den våde jord bekræfter for mig, at han ikke har forladt mig. Til gengæld nærmer han sig nu.

     ”Du kan jo ikke se mig, kan du vel?” lyder det denne gang fra ham i et mildere tonefald, der får mig til at sende et smil i den retning, jeg tror, han står.

     ”Hvad afslørede mig?” ler jeg lavt og fumler med den ene hånd efter min stok.

     ”Tja, den der skjulte det i hvert fald ikke ligefrem,” klukker han. Med ét fyldes hans stemme med så rare toner, at jeg ubevidst krummer mig en anelse sammen. Jeg kan ikke lade være med at smile, men holder bare fast om den ven, der følger mig, hvor end jeg går.

     I takt med at jeg mærker, hvordan bænken rykker lidt, da han sætter sig ved siden af mig, rømmer han sig nu meget tættere på.

     ”Det er jeg ked af,” undskylder han. Jeg kan næsten smage hans dårlige samvittighed. ”Jeg troede virkelig, at du kunne se, jeg er ude for at løbe. Du ved.. udover mudderet har jeg jo løbetøj på..”

     I stedet for at bryde ind med en kommentar, som jeg fornemmer, han håber på, lader jeg ham fortsætte med at snakke selv. Først efter lidt tid opfanger han, jeg ikke har tænkt mig at tilføje noget.

     ”Normalt løber jeg, når det er dårligt vejr, da jeg helst ikke vil have, nogen ser mig. Jeg er ikke ligefrem den bedste løber endnu. Så da jeg hørte dig, så dig,” fortsætter han mumlende, ”blev jeg lidt.. du ved..”

     ”Det er okay,” forsikrer jeg ham om og slipper taget om blindestokken. ”Jeg tager det ikke spor tungt. Så længe du holder din medlidenhed langt fra mig, så stop du bare dine undskyldninger.”

     Det kilder i min strube, da jeg bryder ud i latter, smittet af drengen ved min side, der griner tre gange så højt som jeg selv.

     ”Okay, det lover jeg,” siger han, og jeg synes at mærke et smil brænde mod mig.

     Derudover mærker jeg naturligvis stadig regnen, der falder lige så hårdt som før, og jeg trækker hænderne ind i ærmerne på min lidt for store regnjakke. Hvis ikke min mor tvang mig til at hive hendes hjemmestrikkede sweater over hovedet, inden jeg gik turen herned, ville jeg lige nu være ved at dø af kulde. Ganske vist ændrer den ikke på, at det er koldt herude, men jeg formår trods alt at holde lidt på varmen, selvom mine jeans klistrer sig ubehageligt til mine tynde ben.

     Igen spørger drengen mig, hvad jeg egentlig laver ude, når solen ikke ligefrem skinner. Jeg trækker vejret dybt og vender ansigtet bort, så jeg ikke anstrenger nakken spor; stirrer lige frem uden rigtigt at stirre. Samtidig med at jeg krydser fødderne og skubber dem lidt frem hen ad jorden, trækker jeg på skuldrene. Når jeg tænker over det, er jeg faktisk ikke sikker.

     ”Tænker,” ender jeg med at høre mig selv opremse, ”føler.. lytter.”

     Der går et øjeblik, inden han giver udtryk for at have hørt mig. Som regel betyder det, at folk nikker – det har jeg i løbet af årene gjort mig erfaring med.

     ”Har hende bag de tænksomme ord så et navn?”

     Overrasket drejer jeg atter nakken og sender ham endnu et smil, inden jeg adskiller læberne fra hinanden. Smagen af salt og ferskvand fra regndråberne smelter sammen på tungen af mig, som de rammer mine læber og glider videre ind i åbningen. ”Ellen. Jeg hedder Ellen.”

     ”Er det rigtigt?” udbryder han muntert og klasker hænderne sammen. ”Så hedder vi jo næsten det samme!”

     Jeg drejer denne gang hele kroppen nogle grader mod ham. Hvilke navne minder om Ellen?

     ”Hedder du Ellenhart?” gætter jeg på. ”Eller Elliot?”

     ”Nej!” spytter han svaret ud, som bliver han nærmest kvalt midt i et grin. ”Nej, nej, jeg hedder Kristian.”

     Kristian?

     Forundret rynker jeg lidt på næsen. ”Hvordan minder det om Ellen?”

     ”Begge navne ender på n.”

     ”Det giver ingen mening.”

     ”Det gør det da,” protesterer han, hvilket blot resulterer i, at jeg sukker dybt. Nogen gange orker jeg simpelthen ikke at diskutere med folk om sådanne latterlige ting.

     Derfor lukker jeg også øjnene i og lader regnen omringe både krop og sind i stedet for at køre diskussionen længere ud. Små totter af mit hår er begyndt at klamre sig hjælpeløst til mine kølige kinder, der skriger efter at mærke varmen fra de høje temperaturer hjemme i stuen; stedet, hvor mine forældre uden tvivl sidder og ser fjernsyn lige i øjeblikket.

     ”Fjernsyn..” mumler jeg så lavt, at jeg næsten ikke engang selv bemærker det.

     ”Hvad?” Den forvirrede stemme tilhører Kristian.

     Da jeg vælger at ignorere hans spørgsmål, lader jeg et lydløst suk glide gennem hele min krop. Ærlig talt husker jeg ikke, hvad jeg sagde.

     ”Har du altid været blind?”

     Jeg slår straks øjnene op af ren forbløffelse. På trods af at jeg intet nyt ser for mig, føler jeg pludselig, at alt har ændret sig på få sekunder. Sjældent oplever jeg, at folk tillader sig selv at spørge mig så direkte.

     ”Ja,” formår jeg at fremstamme.

     Der går et stykke tid, inden jeg hører noget fra ham igen.

     ”Så du ved altså ikke.. hvordan noget som helst ser ud?” Selvom han stiller mig et spørgsmål, kan jeg mærke, det er ment som en konstatering. Afventende bliver jeg derfor tålmodigt siddende tavs med hænderne foldet om hinanden.

     Han pruster, næsten udmattet vil jeg mene. ”Det må være underligt.”

     ”Jeg har jo aldrig prøvet andet.”

     ”Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være.. en verden uden noget som helst,” fortsætter han, som hørte han mig ikke.

     Tænksomt skubber jeg underlæben lidt ud, hvorefter jeg trækker på skuldrene. ”Synet er jo ikke hele verden. Jeg kan stadig føle og høre.. smage og lugte.. tænke – måske endda bedre end dig.”

     Han griner øjeblikkeligt af min lille joke, og jeg smiler for mig selv. Af en eller anden grund holder jeg af at sidde her og snakke lidt frem og tilbage.

     ”Må jeg have lov at prøve noget? Som et lille eksperiment?” fniser han med en vis iver som undertone, og jeg både hører og mærker, at han rykker på sig. Forvirret flytter jeg mig lidt til den modsatte side, mens jeg slår lyd og fornemmelse sammen til, at han vrider sig en anelse. Bandeord tager han flittigt brug af, inden jeg hører noget blive smidt mod jorden, der er tungere end selv de store dråber, der styrter ned fra den himmel, jeg kun ved eksisterer, fordi jeg har fået det fortalt.

     ”Tag fat om min hånd,” beordrer han mig med et fnis gemt bag ordene. Da jeg ikke gør noget tegn på at ville adlyde, gentager han sig selv. ”Kom nu, tag fat om den.”

     Mistroisk løfter jeg den ene hånd en smule. Hurtigt falder den da også ned på mit lår igen, eftersom jeg ikke føler mig sikker på noget som helst. Det virker trods alt som om, at han er ude på et eller andet.

     Jeg bider mig let i læben, mens jeg lydløst overtaler mig selv til igen at fumle efter hans hånd i luften. Meget forsigtigt forsøger jeg at finde den, og han giver absolut ingen lyd fra sig. Kun svagt kan jeg høre hans åndedræt, der udviskes af både regn og vind.

     Jeg kan mærke, hvor triumferende et smil jeg pludselig udstråler, idet min hånd strejfer hans. Det forsvinder dog hurtigt, da jeg tager rigtigt fat om den.

     I ren forbavselse springer jeg op fra bænken og står mussestille, mens Kristian bryder ud i den højeste latter, jeg nogensinde har hørt. Den overdøver ligefrem blæsten, der ser det som en konkurrence og sender et vindstød lige imod mig. Med nød og næppe formår jeg at blive stående og træder kun nogle få skridt tilbage, før jeg genfinder min fulde balance.

     ”Det var jo din fod,” konstaterer jeg både vredt, men også skuffet. Gjorde han nar af mig, bare fordi jeg ikke kunne se?

     ”Det kan du bande på, det var!” Det lyder næsten som om, at han kvæles i et grin og kort snøfter.

     Fornærmet lægger jeg armene over kors. ”Hvor er du barnlig,” vrisser jeg, hvilket overraskende nok forårsager, at hans latter lige så stille dæmpes.

     ”Er du sur?” kommer det fra ham, som havde han regnet med, jeg også ville være ved at dø af grin.

     Jeg vender mig en halv omgang rundt og udstøder et dybt suk. Selvfølgelig er jeg sur. Det er ikke spor morsomt at være den, folk griner af.

     ”Hey..” siger han lavmælt, og jeg hører nogle bløde skridt i det våde græs nærme sig. ”Hey, Ellen.. det må du undskylde. Jeg lavede jo bare lidt sjov.”

     ”Nogen burde lære dig, hvad sjov er.”

     ”Det har du ret i,” tøvede han. ”Måske du kan lære mig det?”

     ”Jeg er ikke specielt sjov.”

     ”Jamen, hvad er så problemet? Det er jeg jo heller ikke? Vi er da et perfekt match!” klukkede han, og jeg holdt strammere fast om mine arme, idet en kriblende følelse begyndte at snige sig gennem min krop.

     ”Hvad mener du?” fremstammer jeg helt gennemblødt af regnen, der siver ned ad mig. ”Vi er intet match.”

     ”Som venner, selvfølgelig,” sukker han leende. ”Kom nu – vend dig om.”

     Jeg tager stædigt et skridt fremad og krammer fortsat mig selv. Hvor meget jeg end prøver på at afvise lysten til at gøre, som han siger, lykkes det ikke. Jeg vil utroligt gerne være viljestærk og ignorere ham, men den brændende fornemmelse i mit bryst, får mig alligevel til langsomt at lade armene falde ned langs siderne på mig.

     Sådan er jeg trods alt ikke. Jeg ignorerer ikke folk.

     Mine skuldre sænkes en anelse, som jeg vender mig om igen. Et enkelt tordenbrag lyder i det fjerne, og jeg drejer nakken mod lyden. Ofte plejer mine forældre at hive mig med indenfor, når himlen begynder at skralde sådan. Selvom jeg flere gange har forhørt dem om, hvad det skyldes, får jeg aldrig et rigtigt svar. Mit gæt er, at min mor ikke bryder sig om det. Hver gang det tordner, skruer hun op for enten fjernsynet eller radioen og insisterer på, at vi alle skal holde os samlet.

     Personligt kan jeg rigtig godt lide torden. Det larmer så meget, at jeg altid hører det højt og tydeligt, hvilket minder mig om, at jeg trods alt ejer to ører, der duer.

     Undrende rynker jeg brynene en anelse, da jeg pludselig mærker noget køre frem og tilbage for øjnene af mig. En hånd, tror jeg.

     Roligt drejer jeg nakken mod det sted, jeg syntes at høre Kristian stoppe op bag mig for lidt tid siden. Før jeg når at adskille læberne og spørge, hvad han laver, kommer han mig i forkøbet.

     ”Kan du slet ikke se det?”

     Jeg trækker let i smilebåndene, så min mund krummer i et smil. ”Nej. Men jeg kan føle det.”

     Øjeblikkeligt stopper hans hånd sin handling. Jeg længes efter at sige noget, men jeg aner ikke hvad. Derfor bliver jeg stående med munden lukket og håber på, jeg snart hører hans stemme igen. Lige nu kan jeg nemlig ikke høre andet end vejret, der ikke har ændret sig spor med undtagelse af, at det nu også tordner en gang imellem.

     ”Ved du hvad?” Jeg undgår ikke at smile, da hans stemme trænger ind til mit indre. ”Det er altså helt vildt.. jeg har aldrig.. du ved, selvom du ikke kan se mig eller noget, føles det alligevel som om.. som om at du ser mig bedre end nogen anden. Som kigger du direkte ind i mig,” hvisker han stammende.

     Varmen blusser op i mine kinder, og jeg klør mig genert på min venstre håndryg, der grundet den isnende vind og regnen er utrolig kold.

     ”Det er underligt, ikke?” mumler han pludselig, og jeg blinker som resultat desperat med øjnene i håbet om, at jeg imellem et af blinkene får ham at se.

     Da jeg indser, det ikke lader sig gøre, ryster jeg på hovedet, så noget af mit våde hår klasker ind mod min kind. ”Nej,” smiler jeg og lægger min ene hånd på min modsatte skulder, så den er placeret et sted. ”Det gør mig kun glad.”

     Han sukker lettet, før han bryder ud i et nervøst grin. ”Så det vil heller ikke være underligt, hvis jeg fortæller dig, at dine øjne er smukke?”

     Selvom det snart bør være umuligt, vokser mit smil sig større. ”Tak.”

     ”Jeg ville ønske, jeg kunne vise dig det.. du har vel aldrig set dem før?”

     ”Nej. Men jeg ved, at de er grønne.”

     ”Har nogen nogensinde prøvet at fortælle dig, hvordan grøn ser ud?”

     ”Det er lidt svært,” ler jeg lavmælt, mens jeg fører nogle totter af mit hår, der klistrer sig til min ene kind, bag øret. ”Farver er umulige at beskrive.”

     ”Det ved jeg nu ikke,” rømmer han sig kraftigt. Forvirringen spreder sig i mig, og jeg hæver uforstående øjenbrynene. Hvad skal det sige?

     Jeg knejser i nakken, da jeg hører ham bevæge sig. For en stund frygter jeg, at han har efterladt mig, selvom jeg inderst inde godt ved, det ikke passer. Derfor bekymrer det mig også, at angsten sætter sig i brystet på mig og forårsager, at mit hjerte pumper dobbelt så meget blod rundt i kroppen på mig, end den bør.

     Så snart jeg igen hører hans fødder træde ned i parkens græs, strømmer en lettelse gennem mig. En lettelse, jeg ikke er hundrede procent sikker på, hvad betyder.

     ”Kom med din hånd.” Hans blide tonefald får mig til at lystre, og jeg strækker en åben hånd ud. Kort efter fornemmer jeg hans hud lidt over, og hans fingerspidser berører kort min håndflade.

     Forsigtigt drysser noget let ned i hånden på mig, og jeg skynder mig at lukke hånden om det. Vinden suser om mine stakkels ører, og den niver mig i kinderne, hvilket smerter noget så voldsomt. Efterhånden ryster mine fingre også, og mine tænder klaprer bag de lettere adskilte læber.

     ”Hvordan føles det?” spørger Kristian. Jeg synker en klump, mens jeg forsøger at lukke regnen, vinden og bilernes dytten i det fjerne ude.

     ”Det føles som græs.”

     ”Nej,” griner han, ”har du ikke fortalt, at du kan bruge så mange andre af dine sanser bedre end mig?”

     ”Faktisk sagde jeg bare, at jeg måske tænkte bedre end dig,” påpegede jeg.

     ”Det kan være godt det samme, Ellen. Hvordan føles det? Hvad får det dig til at tænke på?”

     Overrasket over måden, han fordrejer ordene på, glemmer jeg, hvordan man tænker. Først da jeg rømmer mig og dermed giver mig selv en mental lussing, kan jeg koncentrere mig bare en smule.

     For bedre at kunne fokusere, lukker jeg af for verdenen udenfor; lukker øjnene. Sådan har jeg altid følt mig mest tryg – som om intet kan røre eller gøre mig skade.

     Jeg tager en dyb indånding og lader tankerne svæve frit. Ingen billeder dukker op for mit indre, men masser af følelser, dufte, lyde og smage overvælder mig. Minder vælter ind fra de gange, hvor far har slået græsset, hvilket altid larmer noget så frygteligt, men dufter både himmelsk og friskt.

     Grinende folder jeg hånden strammere om det våde græs, mens jeg tænker tilbage på den gang, hvor jeg lå på ryggen i haven. Det tørre græs kildede under mig, men jeg blev liggende. Senere kom min mor ud og overrakte mig et glas lemonade; en smag så sød og bitter, at jeg ikke kunne andet end at nyde dagen mere end før. Og naturligvis flyver mine tanker også henover mindet, hvor jeg sidder og hiver græsset op ad jorden, mens jeg nævner alle mine drømme for mig selv. Alt det, jeg håber og drømmer om at kunne opleve engang.

     Derudover undgår jeg ikke at le, idet mine tanker lander på de våde græsstå, jeg netop nu knuger i min hånd. En nervøs og forvirret latter.

     ”Wow.. det er altså bare græs,” klukker Kristian pludselig, og jeg åbner lynhurtigt øjnene. Først nogen sekunder efter går det op for mig, at jeg har sagt alle mine tanker højt.

     Jeg ryster flovt på hovedet og børster græsset af hånden. Noget siger mig, at det også er på tide, jeg ser at komme hjem. Hvor lang tid sweateren holder mig bare en lille smule varm længere, ved jeg snart ikke. Regnen stopper ikke, og kulden bliver kun værre og værre.

     ”Det var hyggeligt at møde dig, Kristian,” beslutter jeg mig for at sige, inden jeg baner mig vej hen til bænken, hvor min blindestok ligger. Efter at have fumlet lidt efter den får jeg fat i den.

     ”Går du?” ryger det forbavset ud af munden på ham, og jeg vender mig mod stemmen for at sende ham et undskyldende smil.

     ”Jeg har været ude i noget, der højst sandsynligt nærmer sig to timer. Jeg bliver nødt til at komme hjem – og du skal vel videre på din løberute.”

     Idet jeg slår stokken ud, mumler han noget i baggrunden, jeg ikke kan få til at give mening. Først da han indhenter mig og stiller sig foran, forstår jeg ham.

     ”Håb.”

     Jeg trækker uforstående på skuldrene, hvorefter jeg endnu en gang ryster på hovedet.

     ”Grøn er håbets farve,” forklarer han opstemt, og jeg lægger opmærksomt hovedet på skrå. Det lyder pludselig interessant. ”Grøn er håb. Dine øjne er ikke kun grønne – de udstråler håb. Forstår du-”

     Som ordene giver mening for mig, falder jeg lige så stille i staver, og det eneste, jeg kan tænke på, er, at hans stemme ville være den perfekte kombination til smagen af sød honning.

     Fuldstændig paf står jeg med åben mund, da jeg kommer op til virkelighedens bred.

     ”Ses vi igen?” Kristian er et helt andet sted end sidst, jeg hørte ham tale, og jeg nikker forvirret. Håbefuldt gentager han spørgsmålet for mig, og jeg fremtvinger et smil, idet jeg rækker ham hånden.

     ”Vi ses.”

     Og i samme øjeblik vores hænder mødes, ved jeg det bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...