Royal Love

Denne historie har været helt umulig at skrive. Jeg indrømmer at den har været ufattelig svær, for jeg skulle hele tiden være på vagt overfor en totalt kliché efterligning af de kærligheds film/historier jeg læser/ser. Men her er den, mit bidrag til konkurrencen What If? Historien finder sted i fremtiden, hvilket gør at alt er muligt. Og det fact elsker jeg. Det kan være en tro kopi af de gamle dage, den kan være lige hvad man vil have den til. Selve historien handler om kærlighed ved første blik, hvordan det er muligt at forelske sig i en man lige har mødt. Hvordan man ikke altid kan få hvad man vil have. Det er som et spil, et spil som altid har en ende, lykkelig eller ulykkelig slutning er jo lige det. Tør du kaste terningen?

3Likes
5Kommentarer
303Visninger

1. Breathless

Mørket var faldet på. Sneen kom dalende ned og lagde sig over byen som et stort blødt tæppe. Det føltes som om meget af det landede i mit hår, og da jeg ville rette det, fortrød jeg straks. Min hånd blev kølig og der gik ikke lang tid før sneen blev til klar vand i mine hænder. Sneen gjorde det umuligt at se. Kun lige akkurat kunne man ane skitsen af det store springvand, og kun lige akkurat kunne man ane vinduerne som skinnede af lyset indefra. Selv træbænken ved siden af det høje store træ var tildækket af sne. Jeg burde ikke være her, men mine venner William og Caithlin, som forresten er søskende, tvang mig lidt til det. 

 

"Kan vi ikke tage hjem? Jeg fik ikke taget min frakke med" Sagde Caithlin surt, og det var let at høre rystelsen i hendes stemme. Men det var faktisk ikke så let at høre hendes ellers så tykke britiske accent. Måske var det sneen som fungerede lidt som en barrikade. Hendes vejrtrækning var blevet hurtigere, men hun forsøgte at holde på varmen ved at løbe lidt forvirret rundt. Caithlin er en lav mørkhåret pige, hun er 15 år, den yngste i vores trekløver. Hendes store passion er at studere hvert eneste detalje af 'de velhavende' Eller det som jeg kalder dem 'Glat nakkerne' Det var Will der lærte mig at kalde dem det. 

 

William er en høj mørkhåret 17 årig dreng. Hans britiske accent er ikke så tyk som Caithlins. Han er bedøvende ligeglad med alt og alle, faktisk tror jeg at han ville have det helt fint med at gå rundt på jorden alene, bare se alle de dyr han drømmer om at se i Afrika, og Asien. Faktisk tror jeg også at han ville flyve verden rundt. Bare være alene. Hans britiske accent er ikke så tyk som Caithlins. 

 

"Tag dig sammen Cait. Nu er vi her, og går ikke tilbage før vi ser dem" Jeg vender mig mod William og ser hans kække smil, mens han holder om sig selv for at forøge varmen. Det gør vi alle, vi skiftedes til at holde om os selv og til at tage vores huer længere og længere ned. Så til sidst står vi nærmest og kan intet se, fordi vores huer er helt nede om vores næser. Men det er okay, vi ved godt der vil gå lang tid før de kommer.

 

'Dem' som William nævnte lige før, er dem som de alle vil være. Undtagen mig. Det er de velhavende, som bor de flotteste steder, og som har de flotteste klæder. Dem som bare skal rynke på næsen, for at få det de vil have. Will og Cait lokker mig tit med herud. Will er her vel kun for dét de flotte lange kjoler sidder på. Cait er her fordi hun 'er fascineret af deres måde til at bruge andre klæder i ét stykke tøj' Hun tror selvfølgelig at de ikke er så slemme som de ser ud til. Hun tror de genbruger deres gamle klæder, til at lave ét nyt komplet tøjstykke. Jeg har prøvet før at forklare hende, at de altså ikke kunne finde på at gå i noget brugt tøj igen. Men hun kommer altid med det samme svar. 'Var din mund! Selvfølgelig går de op i moden, men de har altså ikke, en løs skrue i hovedet.

 

Den store dobbeltdør åbnes og ud kommer det jeg tror er en aupair, eller tjenestepige. Bag hende er en lyshåret ung pige som sjasker rundt i hendes højhælede sko. "Dumme dumme Margaret. Tror du ikke en sofistikeret pige som jeg, kan styre spiritussen!" Skælder hun ud med en pegefinger som svinger rundt i luften, mens hun forsøger at holde stabiliteten på benene

Bag hende kommer endnu en pige ud. Brunt kastanjehår og med en latter som giver kuldegysninger. "Tag og gå ind igen Margaret, jeg kommer ind med hende når hun bliver klar igen"

Herfra kan vi ikke se det hele, men vi kan lige akkurat ane et hurtigt smil på, ja det må jo så være Margarets, læber. Margaret forsvinder, og brunetten får, med besvær, blondinen ned på det nederste trappetrin. Der sidder de og snakker. "De burde virkelig ikke have drukket sig fuld i spiritus, Melanie. Ikke til sådan en fest"

En beklagende lyd kommer fra Melanie, blondinen. "Vil du ik godt stop, Amelia. De og Dem er så forfærdeligt at høre på nu. Du giver mig hovedpine" 

Måske er det fordi du har drukket dig plørefuld, pigebarn. Tænker jeg, men jeg siger det selvfølgelig ikke. Istedet vender jeg mig mod William og Caithlin, som begge står med skilte læber, forbløffet. De havde nok ikke tænkt sig at se pigen i skolen som altid er perfekt, sidde her og være så langt fra perfekt som man kan være. 

 

Brunetten, Amelia, svarer hende skarpt "Hvis du ikke havde drukket så meget havde vi været inde lige nu og moret os" Havde det ikke været fordi jeg er helt, frossen,ville jeg have kastet min nakke bagud, og slået en høj latter op. 

 

Resten er ligemeget. Jeg er alt for underholdt til at ville høre mere om deres skænderi. Det sjove er de grimasser Amelia sender Mel. 

 

William taber hans lommelygte, kommer med en beklagende lyd og skynder sig at ligge sig på jorden. Det samme med Caithlin. "Hvad har i gang i?" Hvisker jeg. De siger ikke noget, ligger stadig ned i sneen. Jeg vender mig panisk mod Mel og Amelia. Melanie ser mig og råber: "Hvad laver du her? Du hører ikke til her, løb hjem til din hule i skoven, hvor du hører til. Skynd dig hellere eller jeg kalder på vagterne!"

Amelia hvisker noget til Melanie, og Melanie holder mund. Helt elegant rejser Amelia sig op, og baner sig vej hen til blomsterbedet hvor vi stod før. Ja altså før Will og Cait blev ét med sneen, og før jeg var den eneste som stod her. Amelias kjole slæber sig elegant efter hende, og hun forsøger bravt at tage kampen op mod sneen. "Hvem er De?" Spørger hun da hun ser på mig. 

 

Jeg vender mig om, ser på hende og bliver straks fanget af hendes nærmest smaragdgrønne øjne. "Jeg? Øh jeg, jeg stod bare lige og beundrede pælen her" Siger jeg dumt og klapper blidt på pælen ved siden af mig, tror jeg. Men før jeg ved af det klapper jeg bare ud i luften og lander ned i den bløde sne. En klokkeklar latter når mine ører, og giver mig på en eller anden måde kuldegysninger. "De må hellere passe på at De ikke slår Dem" Ler hun mens hun holder sig for munden og forsøger at holde hendes latter inde. Men det hjælper ikke, på en eller anden måde gør hendes halvkvælte latter, mig bedre tilpas. Den er sødere.

Hurtigt kommer jeg på benene og smiler til hende. "Faktisk stod jeg lige og grinede af din veninde derhenne" Siger jeg, alt for hurtigt, og kan slet ikke forstå hvad jeg lige sagde. Jeg har lige været ubehøvlet mod hendes veninde. Hvis jeg kunne grave mig selv ned i et hul, ville jeg gøre det. Krybe mig sammen som en bold, og ligge mig ned i det. 

Hun ser underligt på mig, men så ryster hun kort på hovedet og trækker igen på smilebåndet. "Alt for meget at drikke, underligt hun ikke faldt om" Ler hun igen, og jeg smiler bare, for jeg ved ikke hvad jeg kan være bekendt at sige om hendes veninde. Egentligt ville jeg gerne fortælle hende at hun skulle styre hendes drikkeri, at hun skulle opleve hvordan det er ikke at få alle de der fornemme søder sager, de drikker. At hendes veninde opfører sig som en alkoholiker til en meget fornem fest.

 

"Nah, er det ikke ret normalt, når man kan få alle de lækre drikke man vil have?" Jeg ser panisk på hende, og stivner helt.

"De er ligesom de andre, er De ikke? De tror det er et eventyr at leve sådan her" Siger hun og peger ned på hendes kjole. "Den her korsage er ved at tage livet af mig! Den kan spændes op til 20 cm ind! Er du klar over det? Den ødelægger mine ribben og presser mine fedtceller ind i hulrum. Det er altså ikke SÅ luksuriøst som du tror!" Jeg ser på hende. Egentligt har jeg lyst til at forsvare mig selv, men istedet udbryder jeg "20 CM! Wooooow..." Hun ser på mig, og fra vred går hun over til at smile ad mig. 

 

"Så tag den af" Siger jeg til hende. Hun ser forvirret på mig, himler med øjne og sætter hænderne i siderne "Det kan jeg da ikke, jeg kan ikke selv snøre den ud" Siger hun trist. Jeg går om bag hende, og knapper hendes kjole lidt op, så jeg kan gøre det for hende. Utroligt nok lader hun mig gøre det. Den er stram, sådan rigtig meget. "Har du... Uh undskyld. Har De noget imod jeg skærer snøren af?" Spørger jeg hende, hun kan jo altid tage noget nyt bånd i.

"Nej, egentligt ikke" Svarer hun og hendes klokkeklare latter bryder ud. Jeg finder min lommekniv frem, og skærer den op. Hun holder fast ved pælen, med begge hænder og kommer med en beklagende men også lettet lyd da den løsner sig. Hun tager så hele korsagen af og kaster den ind i blomsterbedet. "Tak..." Siger hun lettere forpustet. "Intet problem" Svarer jeg.

 

Hun ser dybt ind i mine øjne, og jeg i hendes. Vi har ikke noget at tale om, men vi gider ikke gå væk. Vi vil ikke flygte, vi vil bare være her..... "Ameeeeelia!" Råber Melanie så. "Nu kommer du herhen, ellers kalder jeg skam selv på vagterne!" Kæfter hun op. Amelia ser stadig på mig. "Jeg kommer om lidt!" 

Amelia går hen mod mig, mens hun løfter op i kjolen, og sørger for den ikke bliver våd af sneen. Først nu kan jeg se hendes detaljer. Hendes lange hår er sat op. Små proptrækker krøller hænger ned foran fra hver side, men de er ved at blive svage. Et diadem med små små diamanter, sidder ovenpå hendes hoved, og resten af hendes hår, bundet i en knold i nakken. Hun har et flot ansigt, markerede kindben, men ikke alt for meget. Flotte brede læber, som er blevet malet let med en knaldrød farve. Hendes kjole er cremefarvet, og cirka ved midten af hendes ribben falder der noget beigefarvet tyl ned. Hun er helt vildt flot at se på. 

 

Hun stiller sig foran mig, stiller sig let på tå selvom hun allerede har et par hvide højhælede på. Hun planter et blødt kys på min kind, og går så væk igen. Hun vender sig om på midten af vejen, og smiler og vinker til mig. Hun efterlader mig helt ståkandet, og med et hul i maven da hun forlader mig. Jeg gør noget drastisk, noget vildt og helt vildt latterligt faktisk. Jeg løber hen til hende, griber hendes håndled, så et let gisp forlader hendes læber. Men det er ligemeget, jeg kigger på hende og ligger så mine læber mod hendes.

Da hun trækker sig, griner hun fjollet og løber hen mod trappen. Hun smiler til mig og vinker igen. Hende og hendes veninde forlader mig, udenfor i kulden, men helt varm. Udenfor i sneen, men som på en solrig sommerdag.

 

Jeg tog hvad jeg kunne få, jeg levede i nuet. Jeg blev forelsket ved første øjekast, jeg tror på eventyr. Men vigtigst af alt stoppede det ikke der. Vi mødtes igen, ret mange gange i træk. Men hun skulle flytte langt væk sammen med en eller anden nar. Hun forlod mig med ordene: " I love you once, I love you still. I always have, and always will" Og jeg ved godt det er dybt latterligt, jeg ved godt jeg burde græde og være sindssyg ked af det. Men det gjorde jeg ikke, jeg smilede af hende og fortalte hende at det ikke ville ændre noget. I forstår det nok ikke, men det vi havde var alt for specielt til at blive ødelagt af sådan noget som dét. For fra starten af vidste vi jo godt at det aldrig ville blive til mere, det var kærlighed ved første blik, og det var dét. Det betød ikke at det var kærlighed som skulle vare til vores dagens ende. Det var kærlighed det vi havde, det håber jeg i en dag vil forstå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...