Just Roommates

En skole, et rum, to drenge. Jaiden Lee Miller og Nico Majors er to nye collegeelever, blandt mange andre. Der venter dem et spændende år på skolen, med det hele: venner, fjender, kærlighed, had og fester. Hvordan vil tiden på skolen ændre de to drenge? Vil de overhovedet ændre sig? En ting kan man dog vide sig sikker på: Drengene skal igennem en del. Hvad sker der så mellem sådanne to forvirrede drenge når de bruger masser af tid sammen på et lille værelse? @grisling: Nico Majors Point Of View @mattbenalio: Jaiden Lee Millers Point Of View

13Likes
5Kommentarer
637Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Nico Majors P.O.V

 

”Vi skal herover! Nej herover! Næh nej.. HEROVER!” Kasy havde snart slæbt mig fra den ene ende af College of the Redwoods’ område. Jeg kunne have svoret på at hun tog gas på mig, hvilket nu, var alt alt for indlysende! Hvor at være helt ærligt, overvejede jeg stort at lægge mig på græsset og blive liggende dér! For at rande rundt efter Kasy var begyndt at gøre ondt i mine fødder, og jeg ville faktisk bare gerne hen til mit værelse og se hvem hulen jeg skulle bo sammen med.

”Kasy!” Råbte jeg op midt i et vrag af mennesker, hvor flere blikke blev vendt mod mig. På under end 2 sekunder var jeg helt rød i hovedet, mere end en tomat. Men mit råb havde da fået Kasy til at stå stille, selvfølgelig stod hun og prøvede at se totalt uskyldig ud.

”Kom. Her.” Jeg så strengt på hende, og som om hun var den mest hellige og uskyldige person, gik hun over mod mig. ”Hvad er der Nico?” Spurgte hun med store hundehvalpeøjne. Uden at give hende et svar, greb jeg hende om livet og smed hende over den ene skulder. Med min eneste frie hånd tog jeg hendes sidste tasker og spurgte med et grin. ”Hvor skal vi så hen?”

”Dylan! Adam! Quinn! Hjælp mig, jeg bliver bortført af en undermåler!” Jeg grinte højt over Kasys råb efter hjælp, og kunne ikke dy mig fra at kigge over på en lille gruppe af tre personer. En pige og to drenge. Pigen var høj, altså ikke bare normalt høj, men virkelig høj. Næsten  to hoveder højere end mig, måske endnu mere. Hun lignede noget der var taget ud fra et modeblad.

Slank, med elegante kurver, langt blondt hår der gik til midten af ryggen, selvom det var sat op i en høj hestehale. Mørke brune øjne, som så dejligt venlige ud. Hun havde en stram t-shirt i en lyseblå farve, og et par stramme sorte jeans på, som tydeligt krævede opmærksomhed fra en kæmpe del af de forskellige drenge der gik forbi hende. Jeg kunne ikke selv lade vær med at syntes hun var meget smuk, men slet ikke min type! Hvis hun skulle blive det, skulle en masse laves om.

Ved hendes side stod et mindre muskelbundt, hvis jeg da skulle sige min ærlige mening. Lad os starte op fra med at beskrive ham. Kort klippet, med en eller anden spøjs frisurer, ja undskyld men jeg ved intet om den slags! Brune øjne, men lysere en pigen. Et stort varmt smil sad som plantet perfekt på hans ansigt. Han havde en skjorte på, men selv gennem skjorten, der afgjort var en smule stram på ham, kunne man se at han havde muskler, og kæft det så godt ud på ham,

Jeg lod hurtigt mit blik gå videre til den næste, mens jeg mærkede hvordan jeg svagt rødmede over at have tænkt sådan. En.. Hippie slags?! Altså det regnede jeg med hvis jeg ikke tog megen fejl, selvom jeg med lethed kunne have gjort det.

Fyren så ud til at have lange brune dreadlocks, ved det kun lidt fordi en ven viste mig det over nettet engang, og han havde blå øjne. Han havde enkle piercinger her og der, som virkede til at fuldføre hans look, med det finurlige tøj og udseende han havde. Han var nok den mindste i den lille gruppe der, og det så ret sjovt ud hvordan det gik i højden fra mindste, hippiefyr, til mellem, muskelbundtet, og til sidst. Til højst, med modellen.

”Glem det Kasy! Du har sikkert selv været ude om det.” Grinte modellen til mod Kasy og rystede med sit smukke hoved så hendes hår svingede ud til siderne, og ramte som en pisk på muskelbundtets arm. ”Av Quinn! Pas lige på med håret. Det gør ondt du!” Jeg kunne ikke lade vær med at grine over at selv et muskelbundt, kunne lyde som en fornærmet fem årig.

Med et smil gik jeg over mod dem, som det halve pakæsel jeg nok lignede. Kasys og mine tasker, plus Kasy over min ene skulder. Kæft det måtte se flot ud! Kasy sprællede stadig som en eller anden fisk, men slappede stille af, da hun vist kunne fornemme vi var på vej over mod hendes venner.

Jeg satte forsigtigt Kasy ned ved min side og hun skubbede let til mig, mens hun rakte tunge. ”Nåh venner! Sig dav til denne amatør af en bortfører, dette her er Nico Majors. Han er ny, og ved ikke en skid om stedet! Men, som den perfekte og søde engel som jeg.” Muskelbundtet braste i grin over det Kasy sagde, men hun fik ham bragt til stilhed ved at slå ham i baghovedet.

”- Som jeg sagde før! Har jeg taget ham under mine vinger, hvilket nu gør ham til at en del af gruppen. Værsgo at sige dav til ham!” Jeg så lidt nervøst på de tre, det lignede næsten de stod og bedømte mig, hvilket gjorde mig lidt bange for de ikke ville gide mig. Men det ville være forståeligt nok, de alle fire virkede til at have været venner længe, og jeg ville sikkert bare ødelægge alt.

Men den tanke forsvandt hurtigt, ved at et par stærke arme blev lagt omkring mig og jeg pludseligt stod midt i et kæmpe gruppekram med Kasy, og hendes venner. Hvilket.. måske nu også kunne være mine venner? Måske.

”Sejt nok! Ny fyr i gruppen! Nu kan vi drenge totalt nedtrampe jer tøser.” Kom det fra muskelbundtet, og jeg kunne ikke lade vær med at grine. Han virkede virkelig som en fem årig. Vi brød ud af krammet og jeg kiggede over på Kasy, for ligesom at mentalt bede hende om at fortælle hvem fuck de var.

”Nårh ja! Upsi. Nico, som du kan se er vi tre. Muskel fyren ved din side er Dylan. Ser hård ud, men har et sind som det sødeste barn. Supermodellen der.” Hun pegede over på pigen der lignede en model, som så ud til at lige skulle protestere. ”- Det er Quinn. Pas på med at lade hende vælge dit tøj, du ved aldrig hvad der vil komme ud af det. Og som sidst, og sjovt nok. Mindst. Vores egen hippiefyr, Adam. Han er faktisk ret normal, det er mig en gåde hvordan vi fik ham med i gruppen.”

Adam, som hippiefyren så åbenbart hed, puffede let til Kasy og så lidt tøsefornærmet på. ”Ej come on! Det er da rigtigt.” Protesterede hun, med et drilsk smil. ”Bare pas på Kasy. Jeg har mine forbindelser, også på pigernes side.” Advarede Adam med et løftet øjenbryn for at fremtyde det han sagde. ”Okay okay så” mumlede Kasy for sig selv.

”Du Kasy? Gider du ikke godt vise mig hvor hulen mit værelse er?” Spurgte jeg Kasy ved tanken om at jeg stadig ikke havde den mindste idé om det. ”Uh fuck ja. Det skal jeg.” Mumlede hun til de andre og samlede sine tasker op, for derefter at hive mig efter hende.

Vi gik lidt i stilhed, eller så megen stilhed det kunne blive til med mange elever rundt omkring os, hvor man kontant kunne sige de ikke var lydløse.

”Her er det så” Viste hun mig, og vi gik ind sammen. Først nu var tanken endelig med at ramme mig. Jeg var langt væk hjemmefra, jeg var helt alene, altså udover jeg havde Kasy og de andre, jeg skulle dele værelse med en jeg ikke kendte det mindste. Hvad hulen var det jeg havde rodet mig ud i?

Vi gik hen af gangen og så stod jeg dér. Foran døren til rummet hvor jeg skulle ”bo”. Med en jeg ikke kendte. Jeg trak vejret dybt og smilede til Kasy, for ligesom at sige jeg havde det fint. ”Men.. jeg skal selv finde mit værelse. Vi ses Nico!” Sagde hun og krammede, inden for så selv at forsvinde, for at finde sit eget værelse.

Jeg trak vejret dybt en sidste gang, for så at træde ind i rummet. Til min overraskelse var min værelseskammerat ikke kommet endnu, men det gav mig da umulighed til at kigge lidt rundt for at se rummet fuldt ud. Men der gik ikke mange minutter før døren atter åbnede, og ind trådte en dreng med krøllet brunt hår, briller, som så pænt nuttet ud til ham! Ej! Jeg må få styr på mine tanker.

Med et skævt smil på læberne gik jeg lidt hen mod ham, og rakte hånden frem mod ham. ”Hej. Jeg hedder Nico Majors.” Sagde jeg venligt, inderst inde ekstremt nysgerrig på hvad mon min værelseskammerat åbenbart hed.

Lige ud af det blå, følte jeg mig ikke så nervøs på at det at dele værelse med en ville være så slemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...