Just Roommates

En skole, et rum, to drenge. Jaiden Lee Miller og Nico Majors er to nye collegeelever, blandt mange andre. Der venter dem et spændende år på skolen, med det hele: venner, fjender, kærlighed, had og fester. Hvordan vil tiden på skolen ændre de to drenge? Vil de overhovedet ændre sig? En ting kan man dog vide sig sikker på: Drengene skal igennem en del. Hvad sker der så mellem sådanne to forvirrede drenge når de bruger masser af tid sammen på et lille værelse? @grisling: Nico Majors Point Of View @mattbenalio: Jaiden Lee Millers Point Of View

13Likes
5Kommentarer
632Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Nico Majors P.O.V

 

”Så er vi her søde. ” Min mors stemme lød som om den var flere kilometer væk, selvom hun var lige ved siden af mig i bilen. Det gav et ryk i bilen da hun bremsede ned, og holdte ind på en fri plads mellem to andre biler.

Synet af den store skole som lå udbredt lige foran mig, hjalp ikke på den allerede paniske følelse jeg havde i maven. Dette var stedet, dette var min nye skole. Der skulle jeg bo i hele 4 år, udover at være hjemme i ferierne.

”Mor! K-kan jeg ikke bare blive hjemme?! Jeg kan få hjemmeundervisning, bare alt andet end det her. Jeg gider ikke!” Jeg bad som om det gjaldt mit liv, hvilket det måske gjorde hvis det gik alt for dårligt på skolen. Dog vidste jeg at kampen var tabt da hun sendte mig sit, særlige mor-blik. Muggen åbnede jeg døren og trådte ud, ikke ligefrem med glæde.

Hængende med hovedet slæbte jeg mig om for at tage min taske, fyldt med alt muligt som jeg halvt om halvt selv havde pakket. Min mor havde været lidt streng, plus vi havde været lidt oppe at slås om hvad jeg skulle have med. Men det var typisk hende, skulle ALTID havde en finger med i spillet.

”Så det tid til at sige farvel.” Sukkede jeg og kiggede hen på min mor som stod med et lille smil, men jeg kunne se i hendes øjne hun godt vidste at hun ikke ville komme til at se mig så meget nu. Hun gik over til mig og gav mig et kram. ”Pas nu på dig selv, ikke også?” Sagde hun, som den bekymrede mor hun nu kunne være. For at opmuntre hende en smule, tvang jeg et smil frem, kun til ære for hende.

”Jeg skal nok passe på mig selv.” Forsikrede jeg hende om, for at være helt ærlig, så kunne jeg ikke lide at hun skulle gå rundt og bekymre sig om mig, jeg skulle nok klare mig. Lidt triste krammede vi en sidste gang, jeg stod tilbage mens jeg så på hvordan hun kørte væk igen.

Nu var jeg på egne ben, her på skolen, blandt utroligt mange andre elever, lærer og alt hvad det kunne være. Det hele virkede meget forvirret, og jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gå hen, eller hvad jeg skulle gøre.

”Hey! Du der!” Mine øjne søgte hen mod stemmen der havde råbt op, og mine øjne mødte en lidt muggen udseende pige. Overrasket pegede jeg på mig selv, med et spørgende udtryk. Hun nikkede og derefter pegede på mig, så ned på jorden ved siden af hende. Lettere bange gik jeg hen mod hende og stillede mig ved hendes side.

”Du er ny ikke? For jeg har ikke set dig før, og du ser ret forvirret ud. Har jeg ret?!” Hun skræmte mig ekstremt nu, virkelig! Lidt skræmt for vid og sans, nikkede jeg til det hun sagde, hvorefter hun brød ud i et stort og varmt smile.

”Perfekt! Så lad mig hjælpe dig til rette på skolen, for jeg er ret forever alone.” Det sidste mumlede hun med en sur mine, men det blev hurtigt forvandlet til smilet igen. Blidt lagde hun en hånd på min skulder, for ligesom at få mit til at gå med hende.

”Nåh, men jeg hedder altså Akasya Beckham, men folk kalder mig bare Kasy. Hvad med dig? Har en ny en som dig også et navn?” Men hun sagde sit navn tog jeg, mig den frihed at tage et kig på hende.

Hun var et par centimeter kortere end mig, havde grønne øjne, og langt sort hår, hvor en del af det var sat på en eller anden fiks måde. Hendes outfit gik ud i en rubinrød kjole som gik til lige under knæet, med et sort, bredt, bælte som gik rundt om livet. For at slutte det af med et par sorte ballerinaer.

”Øhh ja. Jeg hedder Nico Majors. Kasy? Hvor længe har du været på skolen?” Spurgte jeg for at få lidt af vide om hende, for jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en god fornemmelse om at hun kunne være en god ven.

”Hvor længe.. Ja hvor længe? Det her er godt og vel mit andet år på skolen. Så kan du ikke finde rundt kan du bare spørge mig! Jeg vil med glæde hjælpe.” Svarede hun og blinkede til mig, mens vi begge lidt efter lidt nærmede os skolen der lå foran os. Det lignede næsten et helligt sted med alle de mennesker som strømmede ind af dørene. Det var da utroligt hvor mange det var, selvom nok en lille tredjedel var forældre som ville gå igen.

”Tak Kasy. Og du skal nok vente dig at jeg kommer efter hjælpe, for jeg er en spasser til at finde rundt!” Jeg lavede en grimasse efter jeg havde talt færdigt, dog virkede det ikke til Kasy kunne klare den, for hun begyndte da at grine stort.

***

”Waow..” Mumlede jeg stille for mig selv, men åbenbart ikke stille nok til Kasy ikke kunne høre det. ”Jeps! Her er mange mennesker.” Jeg kiggede på hende med et overrasket udtryk, for det var nemlig det jeg lige havde tænkt. Hun kunne vel ikke læse tanker, vel? Hun grinte over mit fjæs. ”Bare rolig. Jeg kender det udtryk der, sådan tog jeg det også første dag her.” Sagde hun grinende.

”Hallo? H-hallo?” Vores opmærksomhed blev ledt hen på en mand der stod på en mindre scene, hvor han stod med en mikrofon for at kunne overdøve alle de mange mennesker. ”Det er rektoren, han kan virke streng, men efter noget tid med at være lidt af en fedterøv så er han god nok!” Hviskede Kasy til mig, mens et drillende smil spillede på hendes læber.

”Tak for rådet.” Svarede jeg, glad for hun på en måde havde, taget mig under sine vinger, hvis man da kunne kalde det det. ”Nårh ja. Du behøves ikke at lytte med her, jeg kan det ud og ind!” Forklarede hun mig kort, og derefter tillod jeg mig den tilfredsstillelse at kigge rundt på de andre elever.

Enkle gange opdagede jeg at andre kiggede på mig, hvilket nok ikke ligefrem var mærkeligt, i forhold til det tøj jeg stod i. Ét var at mine bukser ikke lige frem var sååå super løse, og så min t-shirt med en enhjørning på. Lad vær med at spørg! Men helt ærligt.. DE ER FOR FEDE!

Men ellers havde jeg sådan halv langt hår, mørkebrunt hvor det i det rigtige lys så lysere ud i spidserne. Mine øjne var en mærkelig masse mellem brune og blå. Det kunne godt se lidt fucked up nogle gange!

”Nico! NICO!” Kasy stod og råbte mig i hovedet, og skubbede til mig. ”Hvad?! Bryder jorden under eller hva’ fuck?” Udbrød jeg, mens jeg atter så forvirret på hende. Hun rystede på hovedet og rakte tunge til mig.

”Nej tosse! Vi skal hen og have vores værelses numre! Jeg tror du tog det lidt for alvorligt at du ikke skulle lytte.” Hun begyndte straks at grine efter hun havde snakket færdigt, tydeligt at hun gjorde grin med mig. Og som den mugge jeg kunne være, så kunne jeg ikke dy mig fra at give hende et let puf i ryggen. ”Hey!” Snappede hun af mig.

Lidt mere roligt stillede vi os kø, kort sagt, MEGA KEDLEIGT!

”Næste.” Den skingre stemme skar i mit øre da, hvad skal jeg kalde hende, kontordamen snakkede til mig. ”Dit navn?” Vrængede hun af mig med en streng mine. ”Øhh.. Nico Majors.” Sagde jeg nervøst og kiggede halvt ned på mine sko mens hun ledte efter mig.

”Majors.. majors.. majors! Ja. Majors Nico. Du har værelse nr. 72 på gang C.” Jeg takkede hende og stillede mig hurtigt over til Kasy.

”Hvor er gang C?” Spurgte jeg med et løftet øjenbryn, og en ny forvirring startet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...