I just love him - One Direction

16-årige Julia Hilton er datter af selveste den berømte Hilton familie der ejer hoteller over hele verden. Hun er lillesøster til den berømte Paris Hilton, ingen har før fortalt medierne eller pressefolk eller lign. om Julia og er hun overhovedet okay med at hendes familie skubber hende ind i mørket? Nej da! Så en dag får hun lov at komme med til en middag med selveste One Direction! Hun får et godt øje til en af drengene under middagen men som den diva til hendes søster går hun efter den samme fyr! Vil hun kunne overgå sin søster og ende sammen med ham? Find ud af det i "I just love him - One Direction"

3Likes
1Kommentarer
212Visninger
AA

3. Kapitel 2

                           *Julias synsvinkel*

 

"Julia? Juliaaa?" Jeg slog øjnene op og så min far stå og kigge på mig.

"Jaa?" sagde jeg sløvt. Jeg blinkede et par gange med øjnene og min far så faktisk til alles overraskelse glad ud?

"Jeg har en gave til dig" Han smilede til mig og det rørte mig faktisk lidt. Hey! min far tænker på mig, der er helt klart noget galt.

"Hvad har du gjort!" spurgte jeg koldt. Min far er altid sur og eller tænker bare ikke på mig. Kun når han har gjort noget dumt der involvere mig giver han mig en gave eller behandler mig ekstra sødt?

"Ikke noget, jeg syntes bare du skulle have en gave" Min far smilede sit falske smil, det er når det er alt for stort og han kniber sine øjne sammen så ved jeg at det er et falsk smil.

"Når, men hvordan gik prisuddelingen?" ikke at det interesserede mig. Min søster kom ind til os og hun smilte også til mig? Okay.. nu er der noget galt.

"Hvad sker der!" spurgte jeg koldt, jeg gad ikke deres holde det hemmeligt for mig leg. Jeg skulle finde ud af hvad det var de holdte hemmeligt som sikkert kan pisse mig af.

"Ikke noget, hvorfor tror du der er noget galt?" kom det fra Paris, hun smilte bare til mig og satte sig ved siden af mig og aede mig på ryggen. Jeg var ved at gå amok! Jeg rejste mig og gik hen og lukkede døren og stilte mig hen foran dem.

"Jeg gider ikke det der! sig det! jeg gider ikke jeres små løgne! halvråbte jeg af dem. Jeg kunne godt se de blev ret skræmte men de havde vildt hurtigt kogt mit vand over, de pissede mig af at de ikke bare kunne sige det altså? hvor slemt kan det være.

"Okay okay!" sagde min far opgivende "Medierne har fundet et billede af dig inde på nettet hvor du går med Paris ned og køber is. Det ligger på hele internettet nu og vi blev spurgt om det til prisuddelingen. Det er for sent de har opdaget at du også findes" sagde min far helt trist. Det da løgn! jeg var så lykkelig, jeg er blevet set! Gad vide hvad folk mon skriver på nettet! forstil jer folk siger "Uhh... hvem er den nye mystiske pige der går sammen med Paris. Er hun mon en ven? og hvorfor har vi ikke hørt om hende eller er hun noget helt andet? hvad tænker i læsere?" Jeg var ved at juble hovedet af mig selv.

"Seriøst! ENDELIG! ENDELIG!" råbte jeg op af glæde. Min søster og min far stirrede bare på mig.

"Hvad mener du?" min fars stemme lød mærkelig sådan en slags det må du bare ikke sige stemme. 

"At jeg er set? det er da overfedt efter alle de år er jeg endelig blevet set! der er jo dig som vil holde mig hemmeligt som jeg for resten også ville snakke med dig om og fortælle at det syntes jeg faktisk overhovedet ikke er okay! men endelig! må det ikke forblive sådan og vi kan fortælle medierne at jeg er en Hilton og at jeg er Paris lille søster! please far. Det røg bare ud i en lang kører og jeg kunne ikke stoppe og jeg ville have alt ud som jeg skulle fortælle min far. Jeg kunne se at de begge stod med åben mund hvilket gjorde mig en smule urolig.

"Julia det kan aldrig blive sådan! du forbliver en hemmelighed. Ingen kommer nogensinde til at kunne tage et billede af dig igen for du bliver inde i det her hus indtil du bliver 80 er du med!" min far var rarsende han skældte mig og man kunne bare se hadet i hans øjne der bare borede sig ind i min sjæl for at suge alt glæden ud igen. Det gjorde ondt! det gjorde ondt at min far var sådan over for mig. Jeg kiggede over på Paris som også bare stod med de sygeste dræberøjne. Det var ikke gået op for mig alt det han sagde, det at han havde sagt det aldrig måtte ske igen, det at jeg ville forblive indelukket i det her hus. Tårerne væltede ud af mine øjne samt en masse had. Min far havde virkelig knust min drøm.

"Jeg vil jo bare gerne ses! jeg vil være ligesom jer.. hvorfor far! hvorfor bliver jeg nød til at være hemmelig" sagde jeg med stemmen fuld af græd, jeg var så ked af det, jeg kunne slet ikke få min stemme til at lyde hård. Jeg kunne se min far ikke brød sig om at jeg var så ked af det.

"Det kommer bare ikke til at ske! du kan ikke blive ligesom os, det bliver du aldrig og der er ingen grund til du behøver at vide hvorfor! du spørger mig aldrig nogensinde om det igen er det forstået Julia!" sagde han koldt og hårdt. Igen kunne jeg mærke hvordan mit hjerte bare havde knækket ud i tusindvis af stumper, jeg hadede ham!

"JEG HADER DIG!" røg det ud af munden på mig. Mine øjne blev store og jeg holdt mig for munden. Uden at sige mere vendte jeg mig om styrtede ind på mit værelse. JEG HADER HAM!

                                                                            **

Jeg lå stadig inde på mit værelse og kiggede bare op i loftet og tænkte over tingene som min far havde sagt. Jeg tror måske jeg havde ligget sådan her i 3 timer. Han havde virkelig knust mig den her gang min far, og Paris den.... den... jeg vil ikke engang sige det ord! hun stod bare og gloede. En svag stemme henne fra min døren sagde mit navn.

"Gå din vej!" sagde jeg koldt, uanset om det var min far eller Paris skulle de bare gå. Jeg lå den anden vej så jeg kunne ikke se min dør, men jeg kunne høre den gik op og lukke igen. Jeg mærkede min seng ryge lidt ned i den anden side. Jeg vendte mig om og der sad Paris og smilede til mig.

"Hvad vil du?" sagde jeg koldt og vendte mig om på den anden side igen. Hun hev mig op så jeg sad og kiggede på hende.

"Kan vi får en gang skyld ikke tage en søskende snak om problemer, jeg kan se du ikke har det godt og måske har brug for en at snakke med, jeg vil gerne være den person" sagde hun og aede mig på armen. Var det Paris eller et rumvæsen der har bortført hende? jeg var i tvivl.

"Paris? mener du det der helt seriøst" altså hun var sød overfor mig og behandlede mig som dengang da vi var de ultimative Hilton tvillinger. Hun nikkede smilende. Hvilket fik mig til at smile.

"Ja da søs! vi burde stoppe med at være så onde overfor hinanden. Vi er slet ikke os selv mere! jeg syntes vi skal ligge alt bag os og så bare være de ultimative Hilton tvillinger ligesom i gamle dag. Jeg grinte og smilede så til hende.

"Tak søs! det burde vi virkelig. Tak fordi du gider" Jeg smilede til hende, og det var ikke et falsk smil nej! den måde hun lige har snakket til mig på har faktisk åbnet mit hjerte for hende igen. Det er stort af hende og det sætter jeg pris på. Jeg trak hende langsomt ind i et kram og jeg gav bare ikke slip. Jeg kunne mærke tårerne komme lidt efter men som jeg sagde jeg gav bare ikke slip...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...