Is prinsessen

Alt hvad hun rørte, blev til is. Hendes hud var kridhvid som sneen, men hendes læber var røde som rosen selv og hendes kjole var blå, som havet der forsvandt. Måske var det ikke et tilfælde at jeg mødte hende, måske var det skæbnen...?

45Likes
38Kommentarer
1902Visninger
AA

6. 5. Hjælpen

Himlen var dækket til af hvide og grå skyer. Regndråber faldt fra træernes blade. Den eneste lyd i skoven var vandet der faldt og vores fodtrin, mod den hårde skovbund. Jeg prøvede at fokusere på min vejrtrækning, men da Jack og Ian gik og snakkede lige bag mig var det lidt svært. De gik og snakkede om Jacks kæreste. Jack havde planer om at fri til hende, men han viste ikke om det var for tidligt, jeg havde sagt, at det var op til ham, hvis han følte sig klar så følte hun sig helt sikkert også klar.

"Shh," sagde Charlie og stoppede op foran mig. "-lyt lige." Vi stoppede alle op lyttede, dybe stemmer lød det fra syd. Jeg kiggede på Leo, som er den ældste af os, og ventede på en reaktion fra ham. Leo var den mest fornuftige og modene, det var nok fordi at han var den ældste og havde mere erfaring end vi andre havde.

Leo kiggede på mig og nikkede. Så forsatte vi, denne gang med syd.

Leo var den ældste, han havde rødbrunt hår og var meget fascineret af ilden, siden Leo var 12 år havde vores mor og far lært ham at ændre på ildens farve og dens bevægelse, han kunne sætte ild til hele skoven bare ved at tænke på det. Men han gjorde det aldrig, de eneste tidspunkter hvor han faktisk brugte sin evne, var nok stearinlysende skulle tændes. Det skyldtes nok det at han havde børn og en kone, og så prøvede at han bare at være mere normal end sine yngre brødre. 

Jack og Ian var de anden ældste, hvilket jo vil sige at de var tvillinger. Jack var næsten ligesom Leo, meget moden og fornuftig, men han elskede at bruge sin evne. Jacks øjne var chokolade brune, hvor imod Ians var lysere grønne. Jack og Ian havde begge to en evne der om handlede naturen. Ian kunne få træerne til at bevæge sig, det så faktisk mega sejt ud når han gjorde det. Jeg tror også at Ian selv synes at det var en fed evne at have. Jack kunne der imod få jorden til at bevæge sig, eller det var kun begrænset mængder af jord han kunne flytte ad gange, det var også Jack der plejede at stå for have arbejdet når mor ikke var hjemme. 

Så har vi mig, ikke at jeg gider lyder mega egoistisk og snakke en hel masse om mig selv. Men jeg kan da sige at jeg har lyseblå øjne og hvis du ikke havde regnet det ud i nu, så er min evne at håndtere sne. Det var også af den grund at vi altid havde en hvid jul også selvom resten af byen ikke havde, så havde vi en hvid jul. 

Når lad os gå videre til Charlie. Det vel nok sig selv at Charlie er den yngste af os, han er kun 16 år, så det var ikke fordi jeg var særlig glad for at have ham med den dag. Men det han havde brug for mere viden og så havde han været meget bestemt hver gang han sagde at han ville med. Charlie havde også blå øjne som mig, hans øjne var bare lidt mørkere. Charlie og jeg havde altid trænet sammen, da Charlies evne omhandler vandet. Derfor var Charlie og jeg er meget godt match. 

Til sammen kunne vi fire være et godt team, men hvis vi en dag besluttede os at går i krig mod hinanden, så ville vi nok kommer til at udslette vores lille land. Så derfor holdt vi os som gode venner.

"Hvad skal vi endelige gøre med pigebarnet?" En dyb mande stemme fik mig tilbage til den virkelige verden. Vi skyndte os alle sammen at gemme os bag træerne. Jeg kiggede bag mig og så på Ian, som også så på mig. Så mimede han, "Vi får hende tilbage," Jeg smilede halvt til ham og kiggede hen i retningen af stemmerne.

"Det ved jeg da ikke, jeg havde bare brug for at drille Sebastian, og skabe nogle små problemer for ham," Det var Sam, selvfølgelig var det Sam. Jeg måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at gå amok på ham lige nu. Han havde taget Ariana. Det skulle jeg nok sørge for at han aldrig ville gøre igen. 

Jeg vendte langsomt mit hoved om for at kigge på Leo. Hans øjne lå allerede på mig, han havde set at jeg på nippet til at gå amok på Sam. Han nikkede og holdt sin hånd op for sig. Et rødt skær dannede sig i hans øjne, mens hans blik var låst fast på Sam og de andre mænd der stod foran et lille brunt hus. Der var kun en dør, så vi skulle være klar på kamp, når vi først kom ind. Ildens skær dannede sig omkring de tre mænd. Jeg kunne kun se en af mændenes ansigter, han så ud til at værre den første til at opdage det. 

"Hva' satan?" sagde han og prøvede at banke ilden væk. Panisk kiggede han rundt i skoven, men han så ikke uf til at havde set os. 

Jeg løftede min højre hånd og holdt mine fingere mod dem. Jeg kiggede hurtigt om på Charlie som også holdt sin hånd frem for sig, hans blik vaklede mellem mig og Leo, indtil Leo nikkede, uden at kigge på os. Charlies opmærksomhed var atter på de tre mænd. Jorden omkring dem åbnede sig i en grøft, som holdt dem på et lille stykke. Det var Jack. Fra grøften kom vandet, jeg smilede da vandet samlede sig omkring de tre mænd. Før jeg lod dem fryse til is, fangede jeg Sams blik og smilede, da han hævede det ene øjnebryn i overraskelse. Han viste ikke hvilke kræfter han var oppe mod. Før han kunne nå at bevæge sig yderligere, lavede jeg et kast med mine fingere. Isen omkring dem glimtende i solens lys. 

"Kom," sagde Leo og gik langsomt hen mod det lille hus. Vi andre fuldte efter ham. 

Leo gik hen til døren og skubbede den op. Der var mørkt indenfor og ingen tegn på at de havde opholdt sig her. Vi besluttede os for at dele os, selvom at det var et meget lille hus. Jeg stod derfor inde på noget der lignede et værelse, da jeg hørte en snøfte. Det lød ikke som en der var forkølet, men en der græd. I det ene hjørne var et indhak i væggen. Jeg gik hen til væggen og prøvede at skubbe til den. Men uden hæld. Så jeg kiggede rundt i det lille lokale og fik øje på en lille statue på et bord, som stod ved siden af noget der lignede en sovesofa. Jeg gik hen til statuen og løftede den, der sad en snor fast på bunden af den, som førte ned gennem bordet. Lyden af en sten der blev skubbet, lød henne fra den ene side af væggen. Omkring hakket i væggen, åbnede sig. 

Jeg vendte mig om mod døren og så Ian, der kiggede med. Mine fødder bevægede mig hen mod væggen, huldet var ikke særlig stort, men jeg gik alligevel ind. Siderne var kolde og hårde. Der lød en snøfte igen. Jeg nåede frem til et lille rum, der var et stearinlys der brændte i et hjørne. Jeg gik hen mod lyset, for at tag det op, da jeg så noget blåt stof på gulvet lige ved siden af. 

"Sebastian?" Jeg genkendte den lille uskyldige stemme. "Ariana?" sagde jeg og kunne ikke lade vær med at smile. "Pas på Sebas-!" Noget hårdt ramte mig i hovedet. I det samme hørte jeg Ariana skrige. Af regn refleks rakte jeg hånden ud i retningen af hende. Noget hårdt ramte mig igen, denne gang i ryggen. Jeg mærkede flere slag. Det hele stoppede så pludseligt. 

Jeg mærkede to arme tag fat i mig. De to arme hurtigt til flere. Gulvet under mig forsvandt og lyset blev langsomt skarpere. Der gik lang tid før jeg kunne mærke et blødt lag under mig. Hele min krop gjorde ondt og der var ikke noget der kunne få det til at stoppe. En lille blød hånd lagede sig på min kind. Ariana, jeg smilede bare ved tanken om hendes navn. 

"Seb, undeskyld undskyld," snøftede Ariana og kyssede min pande. Jeg holdt min venstre hånd op mod hendes ansigt, og prøvede ikke at vise hvor ondt det gjorde. "Nej, nej det var min fejl-" Et hoste andfald stoppede mig. Min mave og ryg gjorde for ondt til at jeg turde hoste ordenligt. En varm tårer gled ned af min kind.

"Du forstår det jo ikke," Jeg kunne ane en tåre der gled ned af hendes kind. "Jeg forstår mere end du tror," hviskede hun. Jeg kæmpede for at få min hånd helt op til hendes kind. "Jeg elsker dig," sagde jeg. Et smil gled hen over hendes altid røde læber. Hun åbnede sin mund lige i det at det hele blev sort. Jeg hørte Ariana kalde mit navn, men jeg kunne ikke svare. Alt omkring mig forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...