Is prinsessen

Alt hvad hun rørte, blev til is. Hendes hud var kridhvid som sneen, men hendes læber var røde som rosen selv og hendes kjole var blå, som havet der forsvandt. Måske var det ikke et tilfælde at jeg mødte hende, måske var det skæbnen...?

45Likes
38Kommentarer
1905Visninger
AA

5. 4. Træningen der endte galt

Himlen var dækket af skyer. Det var perfekt til dagens træning. Jeg havde tænkt mig at lære Ariana hvordan man kan lave om på vejret, ved hjælp af is og sne.

Jeg stod ude i stalden og ventede på at Ariana skulle komme ned, så vi kunne tag ind i skoven hvor jeg plejede at træne.

Lyden af sko mod sten trapperne fik mig til at se hen mod den lille dør, der skiltet trapperne og stalden. 

Da døren langsomt åbnene og Ariana kom til syne, fik jeg et sug i maven. Jeg havde prøvet at ignorer den følelse, i et par uger. Jeg havde været på skottet i snart 2 og en halv månenede nu og den sidste halvalenden månenede, var det som om at Ariana og jeg havde lært hinanden meget bedre at kende. Jeg havde fortalt hende ting som ikke engang mine brødre viste, jeg stolte mere på hende end jeg stolte på mine brødre.   

"Hej med dig," Arianas glade morgen stemme fyldte mine øre. Jeg smilte til hende. 

"Er du klar?" spurgte jeg og gik hen for at hjælpe hende op på hesten. Ariana tog fat om min arm, før jeg kunne hjælpe hende op på hesten. Jeg lagde min hånd over hendes hånd, men trak den hurtigt til mig. 

"Jeg kan godt selv," sagde hun med et smil.

Jeg smilte til hende og tog et skridt tilbage. Ariana lagde sine hænder på hestens ryg, og satte af med den ene fod. Elegant kom hun op at side på hestens ryg. 

"Skal du med, eller vil du bare stå der?" sagde hun.

Jeg satte mig op på den sorte hest.

******

"Okay, tryk dine hænder mod mine-" Jeg holdt mine hænder foran mig, Ariana lagde sine hænder på mine. "Og luk dine øjne. Koncentrer dig om kraften i dine hænder. Slap af og men lad det ikke tag kontrol over dig," Jeg hviskede det sidste og hold mine hænder tættere mod hende. 

Ariana lukkede sine øjne. Men der skete intet. Jeg kunne se på hende at hun blev fustreret, så flettede min ene hånd med hendes. Ariana åbnede øjnene med det samme hun opfattede det. 

"Bare luk dine øjne, og slap af." sagde jeg igen. Hun gjorde som jeg sagde. "Ik giv op i nu, bare husk at være fokuseret," Ariana åbnede sine øjne og kiggede ind i mine. Hendes pupil gik fra sin svage grønne farve til en is blå farve. Da eg kunne mærke et stød i mine håndled, smilte jeg til hende og hun smilte stort tilbage. Ariana tog sine hænder til sig og kiggede forundrede på dem.

"Okay, det næste jeg vil lærer dig, er at beherske dine kræfter. Næste gang snakker vi om hvad man kan bruge kræfterne til og hvornår man må bruge dem," Jeg trådte lidt væk fra Ariana og fortalte hende hvad hun skulle gøre. 

Vi brugte godt og vel en halv times tid på det, da der kom larm inde fra skoven. Jeg vendte min opmærksomhed mod skoven bag mig. 

"Sebastian!" Arianas skrig fløj gennem luften. Før jeg nåede at vende mig om, blev jeg overfaldt bagfra. I det jeg landede på jorden gav jeg efter med mine hænder. Jeg fik med et vendt mig rundt, og lå så på ryggen. I det jeg vendte mig fik jeg en hånd i ansigtet. 

"Du fejlede. Jeg havde advaret dig, men det ser ud til at du ikke gad lytte," jeg kunne genkende stemmen, men jeg kunne ikke finde et ansigt der passede til stemmen. Jeg mærkede et spark i siden. Der var mindst tre rundt om mig, det var umuligt at komme fri. Og da jeg endelig fik lidt plads, så jeg kunne svare, kunne jeg ikke få ordene frem.

"Hv-hvad mener d-du?" Min stemme var rystende og svag. "Sebastian! Stop det, i såre ham jo," Arianas stemme fik mig til at smile. Men da opfattede hvad hun skreg blev jeg igen nervøs. Var hun okay? 

Langsomt kunne jeg genkende stemmen. Der var jo gået over en uge. Jeg havde glemt alt om den trussel jeg havde fået for en uge siden. 

Jeg havde fejlet. Men jeg ville blive ved med at kæmpe.

Selvom at jeg prøvede at slog igen, hjalp det ikke. Ud af øjenkrogen kunne jeg fange en skikkelse der bevægede sig hen mod mig. Noget tungt ramte mig i hoved og verden omkring mig forsvandt kort tid efter. 

 

******

Da jeg vågnede var skoven stille. Da endelig kom på benene, og så mig omkring begyndte tårende prikkede bag øjnelågnede. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg fejle så meget? 

Jeg følte mig fortabt, som jeg stod midt i skoven. De havde taget hestene, så jeg måtte vel bare begynde at gå. Jeg skulle nå tilbage til slottet inden solen gik ned. 

Som jeg bevægede mig gennem, tænkt jeg på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre. Hvordan skulle jeg finde Ariana? 

Mest jeg gik og tænkte kom det mig, at det måske ikke var den bedste ide at tag hen til slottet. Så jeg skiftede retning, mod hytten og min familie. Jeg var sikker på at de ville hjælpe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...