Is prinsessen

Alt hvad hun rørte, blev til is. Hendes hud var kridhvid som sneen, men hendes læber var røde som rosen selv og hendes kjole var blå, som havet der forsvandt. Måske var det ikke et tilfælde at jeg mødte hende, måske var det skæbnen...?

45Likes
38Kommentarer
1901Visninger
AA

4. 3. Du kender mig ikke

"Sebastian, prinsessen vil tale med dem." Det var en af de ældre der talte. Det var det ofte. Men det var også et problem, da de fleste af dem ikke altid kunne huske hvad de skulle sige videre.

Jeg bevægede mig hen mod den store trappe. Da jeg skulle til at løfte min fod, for at gå op ad trappen, hørte jeg grinet. Arianas grin. Jeg kiggede op for enden af trappen, og der stod hun. Iført en mørkeblå kjole, som var syet perfekt til hende, den fremhævede alle hende smukke former. Hendes hår var sat op i en løs knold, men ikke pandehåret det hang løst og gjorde hende endnu smukkere.

"Hej," sagde hun og førte en af hårlokkerne om bag øret. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Man kunne ikke undgå at blive forelsket i hendes stemme.

"Hej," svarede jeg. Uden videre begyndte hun at gå ned ad trappen. Lige meget hvor mange gange jeg så hende, blev hun ved med at bliver smukkere for hver gang.

Da hun var kommet helt ned til mig, løfte jeg min hånd og tog hendes, for at hjælpe hende ned af de sidste to trin. Hun kiggede på mig og smilte. Hun mumlede et tak og kiggede ned.

"Hvad var det du ville tale med mig om?" spurgte jeg og slap hendes hånd. Hun kiggede på mig og begyndte at smile.

"Kom," sagde hun og tog min hånd. Da hun begyndte at gå gik jeg efter hende. Hun fortsatte mod haven.

Da vi kom udenfor slap hun min hånd og rettede sig lidt op. Hvilket jeg automatisk også gjorde. Det var blevet en vane, når der var andre i nærheden rettede man ryggen. Ariana havde brugt en hel dag, på at fortælle mig hvordan man opførte sig når man var på slottet.

Ariana vendte sig om, nok for at sikre sig at jeg stadig var med.

Hun fortsatte ned gennem haven. Duften af blomster ramte mig da vi passerede det store blomster bed. Farverne på blomsterne lyste hele haven op. Ariana havde fortalt mig, at om vinteren var det så trist udenfor, i haven, fordi at der ikke var nogle farver andet end den brune farve, som gjorde det hele trist.

Mens jeg gik i mine egne tanker, mærkede jeg en hånd på mig overarm. Jeg kiggede til hen på Ariana og så på hendes hånd, der lå holdt om min arm. Hun havde taget handsken af.

Det var først der at jeg lagde mærke til hvor hun havde ført mig hen. Vi stod i et lille træ hus med blomster der voksede op da væggene. Der var en dør og et vindue. Under vinduet stod et lille brunt bord med vaser og blomster.

Jeg fik et chok da jeg mærkede et stik i min arm. Jeg kiggede hen på Ariana, hun havde lukket øjnene. Da jeg fandt ud af hvad hun lavede, kom jeg til at grine lidt. Ariana åbnede øjnene med det samme. Hun kiggede forvirret på mig.

"Der sker ikke noget ved at du rør mig, lige meget hvor mange kræfter du ligger i det." sagde jeg og trådte lidt tilbage så der var et lille mellemrum, i mellem os.

Jeg løftede mig venstre arm og holdt den mod hendes højre arm. Jeg kiggede ind i hendes klare grønne øjne. Jeg spændte i min arm og kunne kort tid efter mærke varmen der begyndte i skulderen og bevægede sig med mod min hånd. Det var faktisk mærkeligt at det føltes varmt, når det var noget sne artigt der kom frem.

"Av," Ariana gik lidt tilbage og tog sig til armen. Hun kiggede på mig og så ned på hendes arm. Da hun fjernede hånden, var hendes hud lidt blå lige over albuen. Jeg tog et skridt hen mod hende og tog hendes hånd i min. Langsomt lænede jeg mig ned mod hendes arm. Først pustede jeg let på det blå, det blev mere blåt end det var før. Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt. Så kyssede jeg forsigtigt hendes arm lige under det blå. Langsomt forsvandt den blå farve.

"Hvordan gjorde du det?" spurgte Ariana og lød som et lille barn, der lige havde set en trylle en kanin frem fra en hat. Okay måske ikke helt sådan, men hun så meget overrasket ud.

"Hvem ved om dine kræfter?" spurgte jeg stille. Ariana kiggede bag mig, mod den lille dør.

"Kun os" svarede en mand bag mig. Jeg vente mig hurtigt om. I den lille dør åbning stod Alison og Ryan, Arianas forældre. "Så hun har ikke fået nogen træning i at styre sine kræfter?" spurgte jeg dem. Alison rystede forsigtigt på hovedet og kiggede hen mod Ariana. Jeg kiggede over på Ariana.

"Det skal vi nok lige have lavet om på" sagde jeg og smilte til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...