Overgaden Oven Vandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 1 okt. 2014
  • Status: Færdig
Måske elskede jeg dig for højt. Nu er den kærlighed, jeg ellers sådan nærede for dig, gemt et eller andet sted i tagrenden af loftslejligheden på Overgaden Oven Vandet, langt over de de glittede lys og unge, smukke københavnere med kolde øl i hånden. Du er et andet sted nu, danser til Arktiske Aber med en anden pige i kimono og laksko. Jeg håber hun kysser bedre, end jeg gør.

34Likes
22Kommentarer
946Visninger
AA

1. tagrende

Under mine gummisko dingler verdenen frem og tilbage i et virvar af gadelygter og latter. Det er mørkt, aften. Ikke det betryggende, kølige mørke, men mere lovende, end man ellers skulle tro – noget lettere. Mørke, der farver undersiderne af mine negle til hvide halvmåner. Jeg kan mærke, at det samme er sket med mine knoer, der borer sig ind i den øverste af de mange metalstængler af stilladset udenfor din søsters taglejlighed på Christianshavn.

Heroppe, højt over fødselsdagsfesten som med bedste intentioner var dedikeret til mig, men senere gled ud af mit greb, spiller de din yndlingssang, en spinkel tone i det omklamrende mørke. Det lyder halvkvalt.

Jeg svinger mit ene ben over tagrenden. Luften er blid mod huden, tagstenene stadig lune. Selvom regnen også her har efterladt sine spor, sætter jeg mig kort ned og smelter ind i mørket. Lugten af smattet tobak og våde gader sidder stadig i min næse. Din yndlingssang snurrer ud i ingenting.

Under sålerne på et par selvlysende gummisko, en fødselsdagsgave fra min mor, er taget mørt. Alligevel balancerer jeg mere eller mindre frit rundt på tæerne, helt ude ved tagrenden. Fri er præcis dét, jeg er moralsk forpligtet til at være: fri og fregnet og sytten år i åben skjorte. Kraven bukker blødt mod min hals. 

Følelsen af at have begået et valg alternativt til alt, hvad jeg ellers består af – fregner og sytten års værd af molekyler, atomer, celler – ligger ubekvemt i mit bryst. København er sommersmuk som hun klæder sig i åbne vinduer, glade mennesker på husbåde og lyskæder, pletter af vodkatonic. Jeg kan se dem dingle benene over bølgerne, der tumler rundt i kanalens mørke vand.

Et vindpust får gadelygterne til at svinge i organiserede rækker af gyldne prikker. En uforståelig morsekode i mørket. Stilladset knirker. Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan dufte støv og grammofon plader, og lige pludselig er vi tilbage på køkkengulvet i dine forældres herskabslejlighed, hvor du fortæller mig, at vi måske skulle, "give hinanden plads – et lille pusterum. Kald det, hvad der passer dig bedst," og jeg fik kaffen galt i halsen.

Den var alligevel lunken i første omgang. 

 

"Dine sko er helt rumskibsagtige," lyder din stemme, den smyger sig gennem vind, zigzagger mellem tonerne af en tonedøv nabos forsøg på klaverspil i det fjerne. En finger er rettet mod Adidas' patent striber. "Meget atypisk dig, men de er fede nok. Ser nye ud."

Oppe blandt stjernehimmel og tagtoppe sætter du dig ned, ubesværet og nonchalant som du læner ryggen mod en skårsten. Jeg ser dig hive en sammenkrøllet pakke Prince op fra lommen. Tøvende stikker du filteret af den næstsidste cigaret mellem mine fortænder. Dine fingre har været smadrede siden du startede i Mads' band, rigtige basfingre. Hærdede og brune.

"Hvad fanden er det for et kompliment," siger jeg og fumler efter min lighter. Flammen slikker sig kælende op ad smøgen, bader dit ansigt i guld. Under os fortsætter festen ufortrødent. Jeg smiler lidt, suger hårdt efter kemikalierne. Asken gløder mod mine rumskibssko. "Hvad med et tillykke? Et undskyld jeg bollede udenom, måske?" 

Du smiler ikke. Jeg tør ikke rykke tættere på, for jeg ved, hvordan du dufter af de citrus bolsjer, jeg ikke kan lide, hvordan du trommer med dine brune basfingre, lader dem danse gennem dit krøllede hår, hvordan du ruller en smøg med en form for præcision, der virker direkte fremmed hos én som dig. 

"Jeg var ellers stoppet," fortæller du mig. "Nogle gange, i hvert fald. Det er helt vildt, hvor meget du giver mig lyst til at ryge."

En Arctic Monkeys sang gjalder gennem natten. Nogen har pillet ved anlægget. Først, "I Bet You Look Good On The Dancefloor," så, "Piledriver's Waltz," og til sidst, "No. 1 Party Anthem." Arktiske Aber.

Du fremprovokerer hovedryst efter hovedryst, når spørger om vi ikke snart skal ses igen og puster på mine fingre, fordi de er kolde. Fortæller at du ikke var i humør til mere papvin, flere samtaler i vinduet. At det klæder mig, at blive tre måneder ældre.

Jeg ønsker du vil skubbe mig ud over kanten, men i stedet ruller dit hoved om på min skulder og jeg spekulerer over, om du en dag vil se tingene som jeg gør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...