Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4016Visninger
AA

21. Vogterne

 

 

Den næste uge går med at... ja, gå.

     Vi har forladt Hogwarts for at finde det, Arius kalder Magiens Dal. Et hemmeligt sted kun ganske få kender. Og ikke andre end vogterne ved, hvor det er.

     Det er nogle lange gåture, og ikke andre end Arius ved, hvor vi er på vej hen. Og ikke nok med det, så er den første sne faldet, og vi går i sne til over fødderne, og det gør os bare enormt forkølede hele tiden.

     Hver aften stopper vi op for at spise af den proviant Nico pænt bad om fra køkkenet af. Arbejderne havde ikke noget problem med at give ham det han havde brug for. Og der sidder vi ellers i lidt akavet stilhed - hver aften. For ingen ved, om vi rent faktisk kan stole på Arius.

     Jeg prøver at tale til ham. Eller... nej, det gør jeg faktisk ikke. Helena, Merlin og Nico prøver at overbevise mig til at snakke med Arius, men jeg har ikke lyst.

     "Han var min kat," fortæller jeg dem, gang på gang. "Han var en kat, og pludselig er han en... en animagus eller hvad de nu kalder dem. En voksen MAND der har ladet, som om han var min kat. Hvilket er uhyggeligt. Og jeg har ikke lyst til at tale med ham."

     "Jeg kan høre jer, at I ved det," sagde Arius sidste gang jeg fortalte dem det, og siden har vi ikke berørt emnet.

     En aften, da vi sidder ved bålet og spiser vores mad, henvender Nico sig til mig.

     "Du burde virkelig tale med ham," hvisker han.

     "Nej," hvisker jeg tilbage.

     "Bare så vi ved, at vi kan stole på ham."

     Jeg gnaver en bid af mit brød. "Kan vi da ikke det?"

     "Det ved jeg ikke - kan vi?"

     "Han har da reddet vores røve en milliard gange."

     Nico trækker på skuldrene. "Det er rigtigt nok. Men... tal med ham. Nu." Og med det forlader ham. Jeg sidder alene tilbage lidt. Så rejser Arius sig op og går ind imellem træerne. Efter at overveje mine muligheder lidt rejser jeg mig og går efter ham.

      "Hey... Arius," siger jeg og haler ind på ham.

     "Jeanna," siger han.

     "Du..." Jeg tøver lidt.

     "Jeg hvad?" spørger han.

     "Du var min kat!"

     "Nej," siger han. "Jeg var ikke din kat. Jeg var EN kat, som... som tog en beslutning om at holde dig beskyttet, dag og nat."

     Det lyder så mærkeligt. Jeg har kendt den kat i over et halvt år nu, men alligevel føles det som en komplet fremmed.

     "Du vidste alt hele tiden, gjorde du ikke?"

     Han nikker. "Ja. Jeg kommer fra Magiens Dal - jeg er en af de nuværende vogtere. Jeg vidste der kun var en måde at holde dig beskyttet på døgnet rundt."

     "Ved at lade som om du var en kat."

     "Jeps. Undskyld."

     "Det er... jeg tilgiver dig. Er du ked af, at jeg kaldte dig Fantom?"

     "Nah... det var fint nok. Ret sejt navn faktisk."

     Jeg smiler svagt. "Så... Denne her Magiens Dal... hvor ligger den?"

     "Der er ikke så langt igen - måske et par dages dagsrejse."

     Jeg nikker. "Fint."

 

Og et par dage efter ankommer vi omsider til en dal, en dal, der er så tåget, at man ikke kan se bunden.

     "Følg mig, der er en passage længere henne," siger Arius. Vi følger med ham.

     Arius fører os hen til en slags trappe, der går ned langs bjergsiden. Den går vi nedad. Jeg kan føle magisk energi overalt omkring mig, og det står hurtigt klart for mig, at denne dal er usynlig for alle Mugglere. Jeg kan mærke energien fra Magiens Kerne her. Den er stærk. Den er tæt på. Det er, som om jeg selv bliver forsynet med energi, hvilket er en rar følelse.

     Da vi er kommet ned i dalen er det, som om tågen er helt forsvundet. Nu er der en hel by frem os. En enestående... magisk by. Jeg måber. Der er et enestående slot inde i centeret af en by af hvide huse i alverdens former og størrelser. Jeg kan mærke, at Magiens Kerne er på slottet. Lige derinde, i centeret af byen.

     "Her er..." hvisker Helena bag mig.

     "Her er ret så flot," siger Merlin.

     Jeg smiler svagt og ser på Arius. Han begynder at gå videre. Ind i byen, ind imod slottet. Vi følger med ham.

     Som vi går ned ad byens hovedgade stirrer befolkningen på os. De er alle sammen klædt i hvide dragter, hvilket næsten får det hele til at se helligt ud sammen med de hvide huse og den dér følelse af magisk energi.

     "Tænk engang," siger Nico. "Et helt folk, som ingen kender til."

     "Og tænk, at vi befinder os her," siger jeg. Jeg stammer herfra. Måske blev min mor endda født her. Det gør mig trist at tænke på hvor lidt jeg vidste om hende da jeg havde hende. Hvordan ville mit liv mon have været, hvis jeg havde vidst alt lige fra starten af? Hvis jeg havde vidst, at min far havde gået af den vej, og at min mor var vogter - og heks for den sags skyld?

     Vi ankommer til slottet, hvor vagterne hilser på Arius som gamle venner hvorefter de uden videre lukker os ind. Arius fører os ind i en stor sal hvor en flok gamle koner kommer os i møde. En af dem sætter i løb så friskt som en havørn, og hun springer i Arius' favn.

     "Endelig er du hjemme," siger hun med tårer i øjnene. "Du har været væk i et halvt år, men nu er du her endelig."

     "Selvfølgelig, lillemor," siger Arius og omfavner hende tilbage. Så trækker han sig væk. "Lad mig præsentere... Merlin Wiggum, Helena Ravenclaw, Nicolas Dallin - og Jeanna Snow."

     "Åh Jeanna," siger den gamle og ser på mig. Jeg får pludselig en mærkelig trang til at flygte. "Du er også endelig kommet. Det føles rart omsider at have en ægte vogter her igen."

     "Ja... tak," siger jeg. "Men jeg er altså ikke kommet for at vogte noget, jeg er kommet - "

     "For at snyde din far for at dræbe hver eneste Muggler på jord," fortsætter den gamle min sætning for mig. "Ja, vi ved det."

     Jeg synker en klump. "Kunne I... vise os den?"

     Hun nikker. "Følg med mig."

 

Den gamle dame fører Arius, Merlin, Helena, Merlin og mig ned ad en lang stejl trappe til et hulrum langt nede under slottet. Hulrummet er fuldt oplyst på grund af noget, der ligner en lille... blålig krystal, der flyder i luften lige i øjenhøjde. Jeg kan mærke alverdens magiske energi strømme ud af den.

     "Det er den," hvisker jeg.

     "Er du sikker?" spørger Merlin.

     "Ja, jeg er sikker." Jeg sætter i løb hen imod den, den drager mig. Da jeg kommer hen til den løfter jeg forsigtigt min hånd op og rører blidt ved krystallens overflade. Den føles varm, ikke ubehageligt varm, men blødt varm. Den er kun lige så lille nok til at jeg kunne nå rundt om den. Jeg føler mig underligt hjemme, som om det er her jeg hører til, hvor jeg altid har hørt til.

     "Dette er Magiens Kerne," siger den gamle. "Vi kalder den også Magiens Krystal - eller simpelthen Magiens Hjerte. Det er her al magi stammer fra. Her bliver al magi uddelt til alverdens troldmænd og hekse."

     Jeg vender mig om imod hende. "I kan ikke... føle energien, kan I?"

     "Energien?" spørger Nico.

     "Ja, den energi der strømmer ud fra den."

     Nico ryster på hovedet. "Nej, jeg kan i hvert fald ikke."

     De andre ryster også på hovedet.

     "Hvordan fungerer den?" spørger jeg Arius og den gamle dame.

     "En normal troldmand vil være nødt til at røre den med sin tryllestav," forklarer Arius. "Ellers vil han ikke kunne mærke energien."

     "Men så snart han gør det vil han være forsynet af al den magiske kraft, krystallen rummer?"

     Arius nikker.

     "Hvad er din plan, Jeanna?" spørger Helena.

     "Hvis jeg nu... tog energien fra krystallen og overførte den til noget andet, men så gav min far selve krystallen. Han ville tro, det var kraftkilden, men det er det ikke. Og vi får Mira tilbage... det vil være perfekt."

     "Men hvad hvis det går galt?" spørger Nico. "Det... det kunne blive ret farligt for Mira - og os."

     "Han er min far," siger jeg og ser ham ind i øjnene. "Jeg har kendt ham engang, jeg tror ikke på, at han for alvor ville skade hende - eller mig."

     Nico bider sig i underlæben og nikker så.

     "Nå..." siger den gamle, "men I må hellere se at komme i seng, alle sammen. I har vandret langt, og vi har nogle gode bløde senge ovenpå."

     Alle nikker ivrigt efter at få lov til at sove i en seng for en gangs skyld. Men Arius vender sig imod mig. "Jeanna, vi er nødt til at snakke."

     "Om hvad?" spørger jeg.

     Han kigger på de andre. "Gå I bare, vi er der om lidt." Og lidt efter er vi alene tilbage nede i hulrummet.

     "Hvad er der, Arius?"

     Han sukker en gang, som om han virkelig skal tage sig sammen til at fortælle det til mig, hvilket bare bekymrer mig. Så tager han sig sammen og siger: "Jeg ved godt, at du ønsker at se det bedste i din far, og det forstår jeg..."

     "Arius..."

     "Men det er ikke sandt, det du tror."

     "Hvad mener du med, at det ikke er sandt? Han er min FAR. Bare fordi han indser, at han skal bruge mig til at dræbe en masse Mugglere betyder det ikke, at hans følelser for mig bliver ændret."

     "Hvorfor tror du, at han forlod dig, da du var lille? Hvorfor tror du, din mor slettede alle minder om ham fra din hukommelse? Din far har altid ønsket at gøre en ende på Mugglerne, og det var derfor han fandt din mor og indsmigrede sig på hende. Alene så han kunne få dig og få dig til at finde det han gerne ville have. For han er godt klar over, hvordan du ville føle i forhold til ham. Han ved godt, at du ville vise din naive side og stole på, at han aldrig ville såre dig, og at han elskede dig inderst inde. Fordi han er din far. Men tro mig, Jeanna... han ser ikke på det sådan. Han giftede sig udelukkende med din mor så han kunne bruge dig."

     I lidt tid står jeg og prøver at lukke det ind, han har sagt. Jeg nægter at tro på det. Jeg kan huske ham, da jeg var lille. Han elskede mig. "Det er det rene sludder," siger jeg så og går hen imod trappen inden Arius kan nå at stoppe mig.

 

Da vi lægger os til at sove aftaler vi, at vi næste morgen mødes nede ved krystallen for at udføre vores byttehandel. I mine drømme opsøger jeg ved hjælp af halskæden min far, og vi aftaler vores mødetid og -sted.

     Næste morgen vågner jeg tidligt og beslutter mig for at gå ned til krystallen og vente på de andre. Da jeg kommer derned ser jeg, at Nico allerede står der og betragter den. Jeg går hen til ham.

     "Hej," siger jeg. Han vender sig om imod mig.

     "Hej," siger han. "Så du er oppe."

     "Ja. Jeg kunne ikke sove længere."

     "Det kunne jeg heller ikke."

     Vi står i lidt tid i stilhed og bare betragter krystallen. Så spørger Nico:             

     "Hvis du fjerner energien fra krystallen, hvor gør du så af den?"

     Jeg finder min halskæde frem. "Her - så jeg har den på mig." Nico nikker. Igen er der tavshed.

     Og igen er det Nico, der siger noget som den første: "Kan du huske, da vi mødtes? Jeg blev jagtet af Mugglere der forsøgte at dræbe mig - men du hjalp mig." Han ser på mig med et skævt smil. Jeg smiler tilbage.

     "Det kan jeg godt huske. Vi hjalp hinanden."

     "Jeg... jeg føler mig så mærkeligt splittet. På en gang ønsker jeg virkelig bare... at være fri. At Mugglere kunne... lade os være. At de alle sammen døde, så vi kunne være i fred. Men... min mor var Muggler... det samme med mine søskende. Jeg ved de er døde, men... på grund af noget som det her... det ville jeg ønske endnu mindre. Inderst inde... ville jeg bare ønske de ikke vidste, at vi eksisterede."

     Hans ord sætter en tanke i gang hos mig. Jeg får en lille idé. Men jeg siger ikke noget. Og så slutter Merlin og Helena sig til os.

     "Så..." siger Helena. "Er vi klar?"

     Jeg nikker. Så tager jeg min halskæde frem og løfter min hånd imod krystallen, rører den blidt. Og der kan jeg mærke, at absolut al energien strømmer ind i min hånd, hvilket er den absolut mærkeligste følelse nogensinde. Så tager jeg min hånd og lukker den om min halskæde. Og der kan jeg mærke, at al energien strømmer ind i den, hvilket ikke føles lige så fedt. Krystallen falder til jorden. Den lyser ikke lige så klart som før, men der er stadig et skær fra den. Jeg samler den op.

     "Så... lad os gå."

 

Vi har aftalt at mødes ikke så langt væk fra dalen, lige ved en sø. Da vi ankommer der står vi og venter. Jeg kan mærke på de andre, at de er nervøse, men jeg føler mig underligt rolig. Det skal nok gå det hele. Min far ville aldrig gøre mig noget.

     "Jeanna Snow?" hører jeg en stemme bag mig. Jeg vender mig om. Der kommer fem kappeklædte mænd gående. To af dem har greb i Mira. Mira...

     "Mira?" siger Merlin. Mira ser hen på os med skræk i sit blik. Hun er allerede ikke andet end skind og ben efter sin tid som fanget.

     "Merlin," hvisker hun.

     "Som du kan se, er hun uskadt," siger manden, der kaldte på mig lige før.

     "Ja, I har også kun udsultet hende," hvæser jeg. Jeg finder krystallen frem. "Skal vi udføre den byttehandel eller ikke?"

     "Jeg ser ikke nogen grund til at lade være?" Manden tager et greb i Mira og går med hende hen til mig, og jeg går hen til ham. Vi stiller os lige overfor hinanden, og jeg rækker ham krystallen i det øjeblik han lader Mira slippe. Mira løber hen til de andre og falder i Merlins favn. Det er da en god ting ved det her. Glæden i deres begges øjne, da de ser hinanden. Det får mig til at smile. Jeg bakker væk.

     "Og siden det nu er ordnet," siger jeg mens jeg bakker væk. "Så tag I ud og dræb jeres Mugglere - og vi vil tage tilbage til vores skole."

     "Vent lidt," siger manden. Han finder sin tryllestav frem, og jeg sværger, at jeg sådan ville ønske mig mange kilometer væk lige nu. Han tager tryllestaven og rører krystallen med spidsen. "Pudsigt," siger han koldt. "Der ser ikke ud til at ske noget. Dette er vist ikke Magiens Hjerte."

     "Vel er det så," siger jeg. "Måske er du bare Muggler og kan derfor ikke mærke det."

     Manden retter sin tryllestav mod mig så jeg føler jeg får den i næsen. "Fortæl mig hvor Magiens Hjerte er, ellers svarer jeg ikke for følgerne."

     Åh, det er jo bare skønt. "Nej," siger jeg stædigt. "Du kan gå tilbage til min far og sige, at han kan rende og hoppe." Jeg tror ikke på, at manden har tænkt sig at gøre noget.

     Så rettes mandens blik ned på mit bryst, hvor halskæden hænger. Åh gud. "Din halskæde lyser - meget svagt, men den lyser." Han smiler grumt. "Giv mig den." Han træder frem imod mig.

     "Hold dig fra hende," lyder det fra Nico, som han træder ind foran mig.

     "Nu skal du ikke være overmodig," siger manden. "Flyt dig, ellers ender jeg bare med at gøre noget jeg ikke bryder mig om. For jeg har fået ordren at gøre ALT for at få fat på den kraftkilde. Så du vil fortryde det, hvis du ikke flytter dig."

     "Jeg flytter mig ikke," siger Nico og bliver fast stående.

     Manden himler med øjnene. "Fint, som du vil. Avada Kedavra."

     Der er et grønt lys, og Nico falder til jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...