Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4037Visninger
AA

16. Venskab

 

 

Udenfor er det koldt, og det blæser. Indenfor sidder stort set alle eleverne ved diverse pejse og ignorerer vejret. Nico og jeg sidder ved et lille bord på biblioteket, lige ved et vindue, hvor vi har udsigt til skoven.

     "Hvad har du svaret til spørgsmål fem?" spørger Nico mig. Jeg viser ham det, og han skriver af. Vi har fået en kæmpe lektie for i Astrologi, hvor vi har skullet svare på halvtreds spørgsmål om alt og intet inde for emnet. Vi sidder begravet i bøger - ikke at de er til meget hjælp.

     Vi bliver forstyrret af larmen fra en gruppe drenge, der kommer hen til reolen, som vi tilfældigvis sidder ved. Og det er endda Merlins kammerater fra Slytherin - deriblandt ham selv. De griner over en joke, de tog på en pige fra Hufflepuff tidligere i dag. Jeg kan se Nico blive rød i kinderne af en indædt vrede. Han skriver hårdt ned i pergamentet, så blækket deler sig ud til alle sider.

     "Pas på," hvisker jeg. "Du spilder ud over bordet."

     Nico finder noget papir og tørrer det væk. Jeg betragter Merlins vennegruppe til, som de leder efter den bog, de nu er ude efter. Og nu lægger jeg også mærke til John, der står sammen med dem. Han deltager ikke i deres grinerier, men han smiler da sammen med dem. Jeg bryder mig ikke om, at han hænger ud sammen med dem. Merlins gruppe er forfærdelige til at lave ulykker, og John er ret let til at lide af gruppepres.

     "Nico," hvisker jeg og puffer til hans skulder. Nico ser spørgende på mig. "Din Mugglerven hænger ud sammen med de slemme."

     Nico ser nu over imod gruppen, og jeg kan se, at han får øje på John. John får øje på os og smiler skævt til Nico, Nico smiler skævt tilbage og skriver videre.

     "Og du har ikke noget at sige til det?" hvisker jeg.

     "John kan godt klare sig selv," siger Nico. "Lad ham bare."

     "Men - "

     "Jeanna - stop."

     Nico bøjer sig ned over sit papir og vender sig halvt væk fra mig. Der ved jeg, at han ikke gider tale med mig mere. Jeg kigger hen over mod gruppen. Nu får Merlin øje på os, og han smiler stort og vinker. Jeg sender ham et let nik i retur.

     "Gå I bare uden mig," siger Merlin til vennegruppen, da de finder deres bog. De andre går videre sammen med John, mens Merlin går hen til os. "Nå, hvad så?" siger han med et kækt smil.

     "Siden hvornår er John begyndt at være sammen med jer?" spørger jeg.

     "Tjo... den sidste uge," svarer Merlin. Han flytter nogle bøger til side og sætter sig ned på bordet. Nico siger ikke noget.

     "Han er jo Hufflepuff," siger jeg. "Hvorfor accepterer I ham overhovedet?"

     "Åh, jeg er så glad for du siger det," gisper Merlin nærmest og vender sig brutalt imod Nico, som nu løfter blikket og stirrer på ham. "Nico, du er NØDT til at få ham til at holde op med at være sammen med os! Jeg gider ham ikke mere."

     "Hvad er det, der er så galt med ham?" spørger Nico, og han kigger på os begge to. "I klager over ham hele tiden. Hvad er det, han gør, som I ikke bryder jer om?"

     Jeg ser på Merlin. Merlin ser på mig. Jeg kan se på ham, at han tænker det samme som mig. Ingen har sagt noget, men det er alligevel tydeligt.

     "Det..." siger jeg, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det og klør mig i nakken. I det sekund springer Fantom op på skødet af mig, og jeg giver mig til at stryge ham over ryggen. Heldigvis redder Merlin mig:

     "Han er Muggler, Nico."

     "MugglerFØDT, mener du," snerrer Nico. "Han er troldmand - ligesom os andre."

     "Ja, han kan magi, det er sandt," siger Merlin. "Men han bliver skræmt af den, ikke fascineret af den, som han skulle. Alt ved det her sted skræmmer ham. Det er ikke naturligt."

     "Det er da kun naturligt, at det skulle skræmme en," siger Nico. "Selvfølgelig gør det da det."

     "Men... Nico, hør nu," prøver jeg. Men det er så svært at forklare. "Vi er opvokset blandt Mugglere - vi kendte ikke til magi fra barnsben af. Men vi bliver ikke skræmte af alt, hvad der sker her. Jeg ved ikke med dig, men med mig føles det naturligt, som om det rent faktisk er her, vi hører til. Har du det ikke også sådan?"

     "Tja... joh."

     "John er ikke sådan. Han er helt... Det føles bare ikke naturligt for ham. Han er en Muggler med magi, det er, hvad han er. Han... han er ikke en troldmand."

     Nico siger ikke noget. Han pakker bare sine ting sammen. "Vi ses," siger han og stormer væk.

     "Nico, vent," siger jeg og rejser mig op, så Fantom falder hvæsende til gulvet. Nu er det bare os tilbage.

     "Han ved, vi har ret," siger Merlin. "Alle kan føle det. Den dreng hører ikke til her. Han kan måske magi, måske er han TEKNISK set en troldmand - men i hjertet vil han altid være en Muggler. Og Mugglere er farlige. Især når de kommer så tæt på os."

     Jeg nikker bare. Jeg er tom for ord.

 

Merlin og jeg følges ned til aftensmad. Vi skilles ved langbordene, hvor vi sætter os sammen med vores egne huskammerater.

     "Hvor har du været hele eftermiddagen?" spørger Helena, da jeg sætter mig.

     "Jeg lavede lektier sammen med Nico. Til Astrologi."

     "Kunne I finde ud af det? JEG havde selv besvær med nogle få spørgsmål."

     "Vi kunne ikke svare på over halvdelen. Du er nødt til at hjælpe mig med at svare på nogle af dem."

     "Selvfølgelig," siger hun med et smil. "Vi kan se på det efter aftensmad."

     Jeg lægger mærke til Fantom, der sidder på bordet og stirrer vagtsomt oppe imod det store tagvindue, hvor morgenposten plejer at komme flyvende igennem. Jeg kigger op, og jeg nu ser en enkel slørugle komme flyvende. Jeg kan skimte et brev bundet til dens ene ben. Først ser jeg det ikke som noget vigtigt, men så lander den over ved Gryffindorbordet, lige ved Mira. Hendes blik er fæstnet på brevet, som om hun er bange for at tage fat i det.

     "Be...bemærker du også Miras reaktion på det brev?" spørger jeg Helena.

     "Hva'?"

     "Mira - hun har fået et brev."

     Helena kunne nu også hen, og også hun bemærker Miras ansigtsudtryk. Mira tager nu brevet, og hun læser det med rystende hænder.

     Og så begynder hun at græde. Det er stille tårer, men det er tårer. Hendes kammerater tager fat i hendes skuldre, men hun fortæller dem vist ikke noget.

     "Jeg kan ikke lide det her," siger jeg.

     "Heller ikke jeg," siger Helena.

 

Efter aftensmaden styrer vi selvfølgelig efter Mira som det første, men hun styrter ud af salen så hurtigt, som hun overhovedet kan. Det er først lidt efter, at vi finder hende.

     Merlin sidder i en af stolene og læser lektier i en af læsestuerne sammen med nogle kammerater fra Slytherin. Helena, Nico og jeg går hen til ham.

     "Ved du, hvad der er galt med Mira?" spørger Helena.

     "Er der noget galt med Mira?" spørger Merlin.

     Vi nikker. "Hun fik et brev," siger jeg. "Og så begyndte hun at græde. Det må stå noget forfærdeligt i det brev."

     Merlin rynker brynene bekymret. Men han siger ikke noget.

     "Merlin Wiggum," lyder en stemme bag os. Miras stemme. Vi vender os om. Mira står på gangen med løfter tryllestav, rettet direkte imod Merlin.

     Merlin stirrer næsten helt forskrækket på hende.

     "Hvad søren, Merlin?" grynter en fra Slytherin. "Jeg vidste ikke, du var typen, der gjorde piger pissesure."

     "Gå," siger Merlin koldt til dem. De ser spørgende på ham. "Forlad lokalet - nu!"

     De gør det faktisk. De pakker sammen og går, så det nu kun er os fem i rummet.

     "Mira, hvad er det her for noget?" spørger Merlin og rejser sig op. Vi ser alle sammen over på Mira. Hun har tårer i øjnene, hun er rasende.

     "Morder," hvisker hun. Så skriger hun: "MORDER!"

     "Morder?!" udbryder Merlin. "Hvad snakker du om, Mira?"

     "Åh, så du har ikke hørt, hvad din far har gjort?" siger Mira komplet opslugt af raseri. Hun tager et stykke foldet pergament frem fra lommen. Jeg bliver klar over, at det er brevet. Hun rækker det til Merlin. Han tager det og læser det. Imens han læser det, kan jeg se, hvordan hans øjne spærres op. Da han er færdig, ser han på Mira med nok det mest beklagende blik, jeg nogensinde har set.

     "Mira, nej... nej jeg er så ked af det..."

     "JEG SLÅR DIG IHJEL!" råber Mira. "MORDER!" Så affyrer hun en Hæmmer imod ham, og vi springer alle sammen til siden.

     Hun affyrer flere af dem, alle sammen rettet imod Merlin. Han gør ikke andet end at undvige dem, han kæmper ikke imod.

     "Mira!" råber Nico. "STOP DET!"

     "Han har dræbt min familie!" skriger Mira i blindt raseri. Jeg kan mærke mig selv stivne. Hendes familie? Er de døde? Men...

     Jeg hørte hendes mors stemme, lige før Mira trådte ind i kareten, da vi skulle af sted til Hogwarts. Den lød og glad og livlig. Og moderlig. Og før det virkede de alle sammen så glade, da de bare var kræmmere og rejste rundt.

     Men hvordan er det Merlins skyld?

     Mira skal lige til at affyre en til, men Helena er hurtig. Hun sender en afvæbningsbesværgelse, og Mira står nu uden sit våben. Det får hende bare til at bruge Mugglermetoder, og hun styrter imod Merlin, men både Nico og Helena tager fat i hende. Hun græder og skriger af Merlin, som bare sidder lammet på gulvet og stirrer på hende i et ansigtsudtryk, jeg ikke engang kan tyde.

     "Jeanna," siger Helena. Jeg vender mig imod hende.

     "Vi taler med Mira," siger hun. "Og du... du tager dig af ham."

     Nico og Helena tager den grædende Mira ud af lokalet, og jeg står tilbage sammen med Merlin. Han ser komplet ulykkeligt på mig.

     "Kom," siger jeg og hjælper ham op. "Lad os gå udenfor."

    

Vi har pakket os godt ind i overtøj, da vi går ud på broen over kløften. Merlin er tavs og ulykkelig, og jeg lader ham egentlig bare være det uden at sige noget. Hvis det er det, han har brug for.

     "Det er sandt," siger han til sidst, efter vi har stået stille ved broen lidt.

     "Hvad er sandt?"

     "Det hun siger. At jeg er morder. At jeg dræbte hendes familie."

     "Men... men hvordan? Jeg forstår det ikke."

     "Min familie er nok en af de rigeste i landet. Vi bor på denne her... store herregård ude på landet. Vi er ret indflydelsesrige."

     "Du... du fortalte mig ellers, at dine forældre var kræmmere," siger jeg. "Dengang vi mødtes - i sommers."

     Han nikker trist. "Jeg løj. Det er... tjah... jeg var træt af min familie, virkelig virkelig træt. Så jeg stak af hjemmefra sammen med Mira. Ser du, Mira, hun er en rigtig kræmmer, og jeg rejste med hendes familie rundt. Jeg havde lyst til at være kræmmer for evigt. Man blev så glad af det. Og Mira var bare glad for det, fordi jah... vi var som bror og søster. Vi var vokset op sammen. Miras familie bor... boede ikke så langt fra os, når de ikke var ude og rejse."

     Han holder en pause lidt. Jeg venter på, at han skal fortsætte.

     "Så..." siger Merlin, "da min far opdagede, hvor jeg havde været, da jeg endelig kom hjem, gjorde han noget forfærdeligt. Han..." Merlin synker en klump. "Han angav Miras familie for at være troldmænd."

     Jeg spærrer øjnene op. Jeg kan allerede nu fornemme, hvad der så skete.

     "De var nødt til at flygte fra hus og hjem, selvfølgelig. Mira hadede mig derefter. Men hendes familie havde ikke noget problem med mig, de bebrejdede faktisk Mira for at lægge det hele over på mig. Men jeg... jeg fortjente det. Det var min skyld, fordi jeg stak af."

     "Hvad med brevet? Hvad stod der i brevet?"

     "Det var et brev fra en eller anden... ven af Miras familie, som de åbenbart havde boet hos i en periode. Myndighederne fandt hendes forældre og... ja."

     Han behøver ikke at sige det. Jeg ved, hvad der skete med dem. Jeg har ikke så mange trøstende ord at sige, så jeg lægger bare mine arme om ham. Han gør heller ikke noget.

     Sådan står vi bare, uden at gøre noget som helst.

 

Hele denne uge er et helvede. Lad mig bare sige det sådan. Mira holder sig for sig selv til sin sorg. Helena sidder hos hende meget. Jeg prøver også at være så støttende som muligt. Men samtidig prøver jeg også at trøste Merlin, der er helt tynget af dårlig samvittighed.

     Det ser ikke ud til, at de nogensinde vil tale sammen igen. Merlin prøvede EN gang at sige undskyld, helt alvorligt og inderligt undskyld, men hun afviste ham koldt.

     Så nu har de bare valgt aldrig at tale til hinanden igen. Det sætter os andre i lidt af en position. Og jeg kan selv mærke, hvordan vi også er ved at splittes. Helena og jeg er dog mere sammen end nogensinde, men Nico trækker sig sammen til Hufflepufferne. Willow og John. Og han gider ikke rigtig tale med mig, han er vist stadig gnaven over det, jeg sagde med hensyn til John. Og det gør mig bange. Jeg har ikke lyst til at miste Nico. Det har jeg ikke.

     "Det er noget værre noget," siger Helena en dag, hvor vi følges hen til time.

     "Jah," siger jeg ulykkeligt. "Merlin og Mira taler ikke sammen. Nico taler ikke med mig mere."

     "Hvad er han egentlig sur over?"

     "Noget med ham John."

     "Sagde du da noget?"

     "Jeg gik måske også lidt over stregen. Jeg sagde, at John ikke hørte til her. At han ikke var en rigtig troldmand."

     "Gud, kan du også mærke det?" siger Helena helt begejstret. "Min mor bemærker det også. Han opfører sig som en lille skræmt Muggler. Bare med magi."

     "Præcis! Men Nico vil ikke lytte til fornuft. Og det irriterer mig, når folk ikke vil høre på fornuft."

     "Ja, og John er - "

     Helena siger ikke mere, for i det øjeblik kommer Nico brasende ind i os og haster forbi sammen med nogle venner fra Hufflepuff - deriblandt John.

     "Nico..." siger jeg. Nico stopper op og vender sig imod os.

     "Hvad ved I egentlig om det?" siger han. "Hvordan kan I dømme ham på den måde? Hvor... jeg fatter jer ikke..." Så går han videre.

     "Nej, Nico, vent! Det må du undskylde!" råber jeg nærmest, men han er allerede væk.

     Helena lægger en arm omkring mig. "Lad ham bare være sur, Jeanna."

     "Nej," siger jeg stædigt. "Jeg vil ikke bare lade ham være sur. Jeg kan ikke miste Nico. Han er min ven - vi kom hertil sammen. Bare nej."

     Og med de ord forlader jeg hende og løber tilbage imod Ravenclawtårnet.

     "Jeanna! VENT! Hvad med time?!"

     Jeg kommer ind til vores sovesal. Her dykker jeg ned under min seng. Hvis jeg skal gøre det her, vil det koste mig. Men sådan må det være. Jeg må finde en måde at sige undskyld til Nico på. Og jeg ved præcis hvordan.

     Jeg finder et skrin frem med alle de småting, jeg tog med hjemmefra. Så går jeg ned igen og støder på Helena, der ellers var lige efter mig.

     "Hvad har du gang i?" siger hun forpustet. "Vi skal til time."

     "Ja... selvfølgelig. Men efter skole må du hjælpe mig med noget."

    

Efter skole hjælper Helena mig. Vi finder hendes mor og spørger, om hun vil tage os med til Diagonalstræde for at tage et hurtigt indkøb. Vi insisterer på, at det er meget hurtigt.

     Som professor Ravenclaws datter får Helena selvfølgelig lov, og det samme gør jeg. Så vi tager et smut dertil.

     Her finder jeg et sted, hvor jeg kan bytte alle mine ting om til penge. Det er ikke så svært. Sådan nogle butikker findes alle vegne, også her. Det bliver alligevel til en god klat penge. Jeg tror, det er nok. Men det bliver måske ikke den flotteste.

     Bagefter går jeg hen til min butik og kigger på udvalget.

     "Så?" spørger Helena. "Hvad vælger du?"

     "Jeg vælger den dér," siger jeg og peger. Vi køber den og tager derefter tilbage til skolen.

     Der er allerede spist aftensmad, så Helena går tilbage til Storsalen for at spise nogle rester. Men jeg har noget vigtigere, jeg må gøre.

     Det er en smule svært at finde Nico, især fordi jeg er bange for, at han er nede i sin opholdsstue. Men heldigvis er han ude og gå en tur, får jeg at vide af nogen fra Hufflepuff.

     Nico ser mig ikke, før jeg er helt henne ved ham.

     "Hvad vil du?" spørger han koldt uden så meget som at se på mig.

     "Jeg vil gerne sige undskyld igen," siger jeg.

     "Glem det."

     Det føles som en kold lussing. Det gør mig bare sur. Jeg stopper op. "Nicolas Dallin, hør på mig!"

     Nico stopper op med et suk og vender sig imod mig.

     "Vi kan ikke være sådan her," siger jeg. "DU kan ikke være sådan der. Mira og Merlin, de... de taler nok aldrig med hinanden igen, men det samme kan ikke ske med os. Ikke på grund af noget så småt. Jeg er så ked af det, jeg sagde med John, det er jeg. Jeg lover, at jeg ALDRIG siger den slags igen, det lover jeg. Han er din ven, du kender ham. Han har sikkert styr på det. Og du er min bedste ven. Vi har været igennem så meget. Vi... du er nødt til at tilgive mig, jeg kan ikke miste dig, det kan jeg ikke."

     Nico stirrer på mig lidt. Så ser han væk.

     "Nu giver jeg dig en gave," siger jeg. "Og det har bare at give dig en idé om, hvor meget det her betyder for mig, for den var fandeme dyr."

     Og med det viser jeg ham buret, som jeg har gået med dækket af et tæppe. Han stirrer på det. Jeg fjerner tæppet. Det er en ugle. Han spærrer øjnene op og smiler stort.

     "Har du købt en ugle til mig?!" udbryder han og løfter buret op. Uglen tuder lykkeligt til ham.

     "Ja, jeg... jeg har købt en ugle til dig," siger jeg. "Du sagde, at du så godt kunne tænke dig en."

     "Men... men den må have kostet dig alt, hvad du ejer og har."

     Jeg trækker på skuldrene. "De er ikke vigtige. De betød aldrig så meget for mig. Du er vigtigere. Og... jeg ville gerne gøre dig glad."

     "Jeanna..." mumler Nico og omfavner mig. Jeg omfavner ham igen.

     "Aldrig... aldrig vær sur på mig igen," siger jeg.

     "Det... det kan jeg altså ikke love," siger Nico og trækker sig væk med et skævt smil. "Sådan noget sker, Jeanna. Men... jeg vil altid være her, ikk' oss'? Vi er ikke Mira og Merlin. Vores venskab vil ikke slutte bare sådan. Du vil altid have mig, og du kan altid stole på mig. Altid."

     "Virkelig?"

     "Virkelig?"

     "Det... det er jeg glad for. Jeg vil også altid være her, Nico. Altid."

     "Altid," siger Nico.

     "Ja... altid."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...