Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4018Visninger
AA

14. Ursula Arakoph

 

 

Hogwarts er tydeligvis flottest, når det er dækket af sne.

     Vinteren er kommet og er nu godt i gang. Jeg går altid rundt i min fars kappe, selvom den bliver ved med at minde mig om, hvad der skete med min mor, og det faktum, at han vist ikke bekymrer sig for meget om det.

     Men det er bare en kappe, og jeg har desuden andre og langt vigtigere ting at tænke på.

     Som for eksempel min træning med Slytherin. Jeg vil nu ikke kalde det træning, for det er ikke særlig svært. Han bliver ved med at udfordre mine evner, men det er nu ikke de største udfordringer. Mine evner blomstrer hurtigere end en tallerken kager forsvinder fra opholdsstuen i Ravenclawtårnet. På nuværende tidspunkt synes jeg næsten, at min tryllestav er overflødig, men Slytherin insisterer på, at jeg nu bruger den i offentlighed alligevel.

     Og det kan han have meget ret i. Helena Ravenclaw sender mig i forvejen ondskabsfulde blikke, som om jeg er et eller andet skadedyr. Hun taler aldrig til mig, går altid sammen med de andre piger fra Ravenclaw, mens jeg hænger ud med enten Merlin eller Nico og Mira. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket flip hun ville få, hvis hun opdagede, hvor meget jeg er i stand til på nuværende tidspunkt.

     Men i det mindste har jeg kontrol. Det er det vigtigste.

     Og så er der John. John har i den grad vist sig at være en troldmand, og han blev for ikke så forfærdelig lang tid siden sorteret ind på Hufflepuff. Så ham og Nico er selvfølgelig sammen hele tiden. Min vennegruppe er mærkelig. Nico hænger ud med Mugglerdrenge, Helena vil ikke engang tale til mig og Merlin og Mira kan ikke fordrage hinanden.

    

Gryffindor har over de sidste par måneder trænet sine elever i noget simpel sværdkamp - altså dem, der havde lyst. Og Mira lever nærmest for det. Og i dag bliver der holdt en slags turnering, hvor førsteårseleverne prøver at slå hinanden ud, mens man kan se på, hvis man har lyst.

     Nico, John, Merlin og jeg møder op. Jeg får også øje på Helena sammen med nogle Ravenclawelever i nærheden.

     Mira skal kæmpe imod Jack Averell. Jack er mager og ranglet, men hold kæft, han har kampevner. Jeg har set Mira øve, og hun har i den grad talent. Men hun må kæmpe en brag kamp for at holde sig oppe imod ham Jack.

     "Det her er så åndssvagt," siger Merlin. "HVORFOR skulle man dog kæmpe med sværd, når man kan bruge magi? Jeg forstår det ikke."

     "Du ved godt, hvad der sker med troldmænd, der bliver set af Mugglere," siger jeg. "Tænk hvis du bliver angrebet midt i en landsby eller sådan noget, hvor alle kan se der. Der er Mugglekamp vel ret nyttigt."

     Merlin trækker på skuldrene. "Mira er skabt til at være heks. Hun burde fokusere mere på det end latterlig sværdkamp."

     "Men nu er hun jo også ret talentfuld indenfor magi, må du huske."

     Merlin fnyser.

     Pludselig får jeg en kat i brystet. Fantom springer op i favnen på mig, og jeg får et chok, som jeg griber ham. Han hvæser af mig, og jeg hæver øjenbrynene.

     "Hvad er der galt med kræet?" spørger Merlin. Nu trækker jeg på skuldrene.

     I det samme hujer og brøler folk omkring os. Mira smiler stort og står over Jack, der ligger og brummer på jorden.

     "Men angående Mugglerne," siger Merlin. "Hvis jeg nogensinde blev angrebet, ville jeg ikke være bange for at vise, at jeg kunne magi. Mugglere er i øvrigt nogle idioter."

     "Hey, pas på med det dér," siger Nico pludselig. Han og John er kommet hen til os. "Jeg blev født som Muggler. Gør det så også mig til en idiot?"

     "Du blev ikke født som en Muggler, Nico, du har aldrig VÆRET en Muggler. Du blev FØDT som en troldmand."

     "Men mine forældre var Mugglere!"

     "Ja, så dine forældre var nok lige så idiotiske som alle andre Mugglere."

     "Tør du gentage det?!" Jeg kan se på Nico, at hans lunte skal til at gå, så jeg maser mig ind imellem dem.

     "Lad os liiige stoppe denne samtale, ikk' oss'? Er vi enige? Godt."

     Hverken Merlin eller Nico siger noget, men de sender hinanden giftige blikke.

     Så kommer Mira løbende hen til os. "Var jeg god, eller var jeg god?" siger hun med det største smil, jeg nogensinde har set på hende.

     "Fantastisk," siger vi alle fire til hende i kor.

    

På vej op ad den store trappe fra indgangshallen pludrer Mira løs. Jeg smiler og nikker til, hvad hun siger, men min opmærksomhed er nu på Nico og Merlin, der konstant sender hinanden giftige blikke. John går ved siden af mig og forholder sig tavs. Han er næsten altid tavs. Han siger ikke så meget.

     "Og så du, hvordan jeg helt glidende undveg hans sværd?" siger Mira helt overgearet. Jeg nikker.

     "Jep, jeg så det. Du klarede det flot, Mira."

     Pludselig hvæser Fantom igen. Han borer sine kløer ned i mine skuldre, og jeg får lyst til at smide ham af, men lader være. I stedet ser jeg mig over skulderen og leder efter det, han har rejs ryghår af.

     Ind ad porten kommer Helena, Annabella, Tarah og Louise.

     "Ja, det er vi enige om," siger jeg til Fantom. Hvis jeg var en kat, ville jeg også hvæse af Helena.

     Sammen med pigerne kommer en kvinde i lang troldmandskåbe. Hendes grålige hår er sat op i en skarp knold, hun har i det hele taget et skrapt ansigt.

     "Se lige hende der," siger jeg, og de andre stopper op. Jeg undrer mig lidt over, om hun måske skal være lærer her.

     "Så det her indgangshallen," siger Helena til hende.

     "Åh, mange tak, frøken Ravenclaw," siger kvinden. "Har du din moder i nærheden?"

     Jeg fnyser. Selvfølgelig bliver Helena fedtet for, fordi hendes mor er stifter.

     "Desværre nej," siger Helena. "Men se, der er professor Slytherin."

     Og sørme så. Slytherin kommer gående sammen med Rick McClowens. Da kvinden ser Slytherin, stråler hun op og farer hen imod ham.

     "Professor Slytherin, hvor er det dog dejligt endelig at møde dig!"

     Slytherin stopper op og stirrer på hende, som om hun er et slags misfoster, der prøver at kysse ham. "Kender vi hinanden?"   

     "Åh nej, det tvivler jeg stærkt på." Kvinden fniser lidt nervøst. Så rækker hun hånden frem. "Ursula Arakoph. Jeg har hørt så forfærdelig meget om Dem, professor Slytherin."

     "Arakoph...?" siger Slytherin og hæver øjenbrynene.

     "Åh ja, et gammelt familienavn," siger kvinden, Ursula Arakoph, med et smil.

     "Hvad er dit gøremål her?" næsten snerrer Slytherin.

     "Jeg er her for at lave en evaluering af skolen. Bare for at se, hvad eleverne og lærerne synes, hvad der kan forbedres og den slags."

     "Så du mener ikke, at jeg og mine kolleger har styr på det? Du tvivler på os?"

     "Åh nej, slet ikke, men min chef - "

     "Sig til din chef, at han skal lade min skole være."

     "Åh, men lad os da lige snakke om det - "

     "Nej. Vores skole klarer sig fint uden en evaluering."

     "Jamen, professor Slytherin, hvor er Deres manerer?" lyder Gryffindors stemme, som han kommer gående ind ad porten. "Jeg talte netop med frøken Arakoph udenfor."

     Slytherin sender Gryffindor et giftigt blik. "Jeg mente blot, at vi sagtens kan klare os selv."

     "Vi er altid åbne for nye metoder og muligheder," siger Gryffindor. "Kom med, frøken Arakoph, lad os snakke sammen på mit kontor."

     Arakoph smiler, og de tre går nu ned ad gangen. Tilbage står McClowens, der vist bare vælger at blande sig udenom og går videre.

     Vi får hægtet både Merlin, Nico og John af på vejen som vi går tilbage imod vores opholdsstuer. Til sidst er det kun mig og Mira, der skal samme vej.

     "Hvad er det for et spørgsmål?!" lyder det oppe fra vindeltrappen op mod Ravenclawtårnet, som vi ankommer dertil.

     Mira ser undrende på mig, men jeg trækker bare på skuldrene og går op. Her står Helena og de andre piger og taler med ørnen, der skal lukke os ind.

     "Jeg gentager," siger ørnen med sin melodiske stemme. "Hvad er min livret?"

     "Det kan du da ikke spørge os om," siger Helena. "Hvordan skulle vi dog vide det?"

     "Det skal jo ikke være alt for nemt," siger ørnen fornærmet.

     "Men spørgsmålene var jo ikke særlig nemme," brokker Helena sig.

     "Tja - det synes hun," siger ørnen og gør et kast med hovedet imod mig. Alle stirrer på mig, og et kort øjeblik fatter jeg ikke, hvad der sker omkring mig. Så kommer jeg i tanke om det.

     Det var i morges. Jeg var i forvejen ret muggen af en årsag, jeg virkelig ikke kan huske lige nu. Men i hvert fald, da ørnen stillede mig et spørgsmål, og jeg kunne svare på det så let som ingenting, kom jeg vist til at håne den en lille smule.

     Gud, hvor jeg fortryder det nu.

     "Hvorfor er jeg ikke overrasket?" siger Helena og ser forarget på mig. "HVORFOR overrasker det mig ikke?"

     "Jeg vidste da ikke, at den ville tage sådan på vej," mumler jeg.

     "Hvorfor kan du ikke bare... årh!" Helena ligner en, der har lyst til at slå mig. "Hvorfor kan du ikke bare være normal?! Hvorfor skal du absolut lave rod i ALTING?!"

     "Jeg... jeg... Det gør jeg da ikke!"

     "Oh vel gør du så! Takket være dig kan vi ikke komme ind i vores egen opholdsstue, for du ved, hvor stædig den ørn er!"

     "Ja, så er det jo heller ikke min skyld. Det er så ørnens fejl."

     "Hvad foregår der her?" lyder en stemme bag os. Det er professor Ravenclaw, der står og ser på os med sit sædvanlige kolde blik.

     "Jeanna er kommet op og toppes med døren, moder," siger Helena med sænket høflig stemme. "Den vil ikke lukke os ind."

     "Åh, det kan vi da ikke have," siger Ravenclaw og går forbi os. Hun beder døren om at lukke os ind, og ingen trodser Rowena Ravenclaw, så døren går selvfølgelig op med det samme, og Helena og vennerne går ind. Jeg bliver stående udenfor. Ravenclaw ser på mig.

     "Du må nok skynde dig inden døren lukker igen."

     "Nej, jeg... jeg føler ikke for det alligevel," siger jeg og går min vej. Det sidste, jeg har lyst til lige nu, er at være i samme rum som Helena Ravenclaw. Gud, hvor jeg hader hende.

    

Dagen efter har vi Botanik som det første med Helga Hufflepuff. Og vi skal lave gruppearbejde. Hufflepuff er så sød, at hun altid deler os op med dem, som vi allerede føler os trygge med, altså dem fra vores eget kollegium. Hun kan selvfølgelig ikke vide, at jeg hellere vil være sammen med en Hufflepuff. Men Nico er alligevel sammen med John.

     Men jeg ender i hvert fald sammen med Helena, hvilket gør os begge gnavne.

     Vi er ikke langt ind i gruppearbejdet, da døren til drivhuset går op, og der kommer en kvinde ind. Jeg genkender hende som hende Arakophdamen.

     "Hej, frøken Arakoph," siger Hufflepuff med sit venlige smil.

     "Goddag, professor Hufflepuff," siger Arakoph og ser ud over eleverne. "Må jeg have lov?"

     "Selvfølgelig."

     "Goddag, elever," siger Arakoph. Det smil, hun sender ud til os alle, får mig lidt til at hade hende allerede. Hun virker falsk munter. "Mit navn er Ursula Arakoph. Jeg er her i løbet af denne uges tid for at evaluere skolen. Det ville være mig en glæde at få lov til at tale med nogen af jer om, hvad I synes om stedet. Er der nogen, der har lyst?"

     Over halvdelen rækker hånden op. Deriblandt Helena. Jeg kigger mig rundt og indser, at det er langt over halvdelen, der har hånden op. Faktisk er jeg, Nico og John de eneste, der har hånden nede. Men det er mig, Arakoph pludselig kigger på.

     "Har du ikke lyst til at snakke, frøken...?"

     "Snow," siger jeg stift. "Nej, det har jeg ikke."

     Arakophs smil forsvinder meget kort, så nikker hun tænksomt, hvorefter hun vender sig imod Helena. "Kom med ud, frøken Ravenclaw."

     Helena rejser sig spændt op, mens hele klassen brokkende tager deres hænder ned.

     Jeg kan kun se det tænksomme blik, Arakoph havde lige før, for mig. Der var noget mærkeligt ved det.  

     Helena og Arakoph går ud af drivhuset. Jeg løfter Fantom op på mit skød. "Du må gøre noget for mig," hvisker jeg til ham og får et miav i retur. Jeg tager min hånd op til min pande, hvorefter jeg lægger den på Fantoms. Og så ser jeg på mig selv igennem Fantoms øjne.

     Jeg har øvet det før sammen med Slytherin. Jeg synes selv, det har været ret nyttigt. Og nu er første gang, jeg vil bruge det på noget seriøst.

     "Find ud af, hvad de taler om," hvisker jeg til katten, og Fantom springer ned fra mit skød og ud af et af vinduerne.

     Jeg sidder og arbejder, mens jeg inde i mit hoved følger Fantom, der sniger sig ind på Helena og Arakoph, der stiller sig ude i vintersolen og begynder at snakke.

     "Så, hvad synes du om skolen, frøken Ravenclaw?" spørger Arakoph.

     "Jeg synes, den er dejlig, frøken Arakoph," svarer Helena. "Der er så mange muligheder og nye ting at lære."

     "Hvad med lærerne?"

     "De er motiverende. Finder altid på måder, der gør det interessant at lære."

     "Aha," siger Arakoph og skriver ned på sin blok. "Hvad med de andre elever? Hvordan kommer du ud af det med dem?"

     "Fint - helt fint."

     "Alle? Også alle af Ravenclaws elever?"

     "Tja... næsten alle sammen."

     "Kun næsten?"

     "Jo, der er hende Snow..."

     "Snow? Hende, der sad ved siden af dig?" Arakoph har det dér mærkelige tænksomme blik igen. Jeg lytter godt efter.            

     "Ja, hende. Jeg ved ikke, hun er bare mærkelig... og anderledes."

     "Hvordan er hun anderledes?"

     "Hun... hører ikke til," svarer Helena. "Hun... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det."

     "Du ved, at du kan fortælle alt til mig. Måske kan jeg endda finde en måde at hjælpe hende på."

     "Jo... Hun... kan ting, som ingen andre kan."

     Jeg begynder selv at blive lidt bange for, hvad Helena fortæller kvindemennesket. Hun må ikke fortælle hende for meget, det må hun simpelthen ikke.

     "Hvilke ting? Bare fortæl mig det, Helena."

     "Hun..." Helena sænker sin stemme, før hun fortsætter, og jeg bliver taknemmelig for Fantoms kattehørelse. "Hun kan bruge magi UDEN en tryllestav, frøken Arakoph. Og det har jeg aldrig mødt nogen før, der kunne. Og jeg tror altså ikke, det er sikkert for hende."

     "Uden... tryllestav, siger du?" Arakoph blinker et par gange med påtaget overraskelse. Jeg kan se på hende, at hun ikke er overrasket.

     Helena nikker.

     De er tavse lidt. Så siger Arakoph:

     "Mange tak, frøken Ravenclaw, det var alt."

     "Vil du ikke spørge mig om andet?" Helena virker overrasket over, at samtalen handlede mere om mig end om skolen. Det ville jeg også have været.

     "Nej, jeg har hørt nok," siger Arakoph med et smil. "Mange tak for din hjælp, Helena. Jeg må videre til næste klasse."

     Så skilles de. Jeg vender tilbage til mit eget syn og blinker.

     Det her kan ikke være godt.

 

"Er du helt sikker på, at du ikke hørte forkert, Jeanna?" siger Nico.

     "Jeg havde KATTEHØRELSE, Nico," svarer jeg. "Jeg hørte ikke forkert."

     Nico, Merlin, Mira og jeg står sammen i sneen i slotsgården. Jeg føler mig helt stresset, og jeg tror jeg er ved at få et nervøst sammenbrud.

     "Men... hvorfor skulle hende Arakoph være så interesseret i dig?" siger Mira.

     "Jeg ved det ikke," siger jeg. "Jeg ved bare, at der sker nogle mærkelige ting omkring mig. Mine mærkelige evner, den dér pokkers halskæde, lærerne der holder ting skjult for mig. Det hele! Og denne her dame prøvede at finde ud af, hvem jeg var. Jeg vil vide hvorfor."

     De er alle tre tavse. Selv er jeg også tavs. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal gøre.

     Så ser jeg hende. Hun kommer ud i gården sammen med Helena. Og et kort øjeblik ser hun på mig. Jeg synker en klump. Men det er kun et kort øjeblik, så ser hun væk igen.

     "Jeg vil vide, hvem hun er," siger jeg beslutsomt. "Jeg vil vide, hvad hun vil mig."

    

Så jeg følger efter hende - hele dagen. Mest gennem Fantom, men somme tider kan jeg også følge efter hende bare som mig. Og det er den aften, da jeg går op imod opholdsstuen, at jeg hører hendes stemme råbe en an:

     "Frøken Ravenclaw," siger hun. Jeg ser mig om og kigger rundt om hjørnet. Jeg kan se Helena og Arakoph.

     "Hvad er der, frøken Arakoph?" spørger Helena.

     "Jeg vil blot foreslå dig noget." Arakoph siger det helt sukkersødt, så jeg ved, at hun har et eller andet ondt på hjerte.

     "Hvad er det?"

     "Ser du, jeg tror, jeg ved, hvordan du kan hjælpe din ven. Frøken Snow."

     "Hvad?" spørger Helena. "Hvad mener du?"

     "Bare stol på mig. Ser du, jeg har set lidt på sagen, og der er virkelig noget alvorligt galt med frøken Snow, og hvis vi ikke snart tager fat, så vil ting gå grueligt galt for hende."

     "Virkelig?" Helena lyder helt chokeret.

     "Ja, virkelig. Men den eneste, der kan hjælpe hende, er dig, Helena Ravenclaw."

     "Mig?"

     "Ja. Men vi kan ikke tale om det her, det er alt for risikabelt. Mød mig ude på den store plads ved midnat."

     Så skilles de igen, og jeg sværger, at mit hjerte banker helt oppe i halsen på mig.

    

Jeg er enormt hurtig til at finde de andre. Og de fatter ikke engang, hvad jeg siger, så hysterisk jeg fortæller dem, hvad jeg har hørt. Så jeg er nødt til at gentage det, langsommere.

     Men da de så for alvor hører, hvad jeg har at sige, ser de helt chokerede ud.

     "Du... du... Er der noget galt med dig?" spørger Mira.

     "Nej, der er ej!" siger jeg. "Det er hele pointen. Jeg har trænet med professor Slytherin, og jeg stoler på ham mere end nogen anden. Han siger, at der intet er galt med mig. Det er den kvinde, mennesker! Hun prøver at narre Helena ud til sig, så hun kan få Helena til et eller andet. Helena er i fare!"

     "Men men..." siger Nico. "Skal vi finde lærerne eller sådan noget? Sige det til dem?"

     Jeg ryster på hovedet. "Jeg har ikke lyst til at blande dem ind i det. Jeg... Jeg vil bare gerne ud og finde ud af, hvem den kvinde helt præcist er."

     Der skal meget overtalelse til, men til sidst har jeg både Merlin, Mira og Nico med mig ud. Ved midnat sniger vi os ud af skolen og ud på pladsen.

     Pladsen ligger faktisk ret langt fra selve skolen. Man vil i hvert fald ikke kunne se, hvad der foregår derude fra noget vindue på hele slottet. Det får bare min mistanke til at vokse endnu mere.

     Vi gemmer os i noget buskads nær ved, hvor man har en god udsigt til, hvad der foregår. Helena dukker op ikke særlig lang tid efter.

     "Hallo...?" kalder hun og omfavner sig selv i nattekulden. "Frøken Arakoph, er du her?"

     "Godt, du kunne komme," hører jeg Arakoph sige. Hun dukker nu også op, gemmer sig stadig bag den sukkersøde facade. "Jeg er så ked af at må hive dig herude så sent."

     "Det går nok," siger Helena. "Så længe du kan hjælpe Jeanna."

     Arakoph smiler. "Det kan jeg." Hendes smil forandrer sig. Det bliver... underlig forskruet. Hun tager sin tryllestav frem og mumler nogle ord. Helena virker nu pludselig helt stivnet.

     "Hvad laver du?!" gisper hun. Man kan tydeligt se, at hun er frosset fast til jorden.

     "Jeg hjælper dig med at hjælpe frøken Jeanna Snow," siger frøken Arakoph koldt. "Bare hold dig helt rolig. Oh vent, du kan ikke så meget andet."

     "Hvordan hjælper det hende, at du...?"

     "Åh ser du... Min chef har ledt efter pigen i meget lang tid. Og nu har vi endelig fundet hende - takket være dig. Så på en måde har du allerede hjulpet os. Og Jeanna. Vi er trods alt bedst for HENDE."

     "Hvad mener du?" hvisker Helena. "Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig?"

     Det går først op for mig, at jeg var på vej op og stå, da Nico hiver mig ned igen.

     "Gør det ikke," hvisker han.

     Men jeg kan kun tænke på, at det syge kvindemenneske prøver at såre Helena. Jeg kan ikke tillade det.

     "Du sover på samme stue som Jeanna," siger kvinden. "Du er nyttig på det punkt. Vi har brug for en spion indenfor murene."

     Helena siger ikke noget. Jeg kan se skrækken i hendes blik.

     Og så, pludselig, begynder Arakoph at vride sig. Hun gisper, og pludselig begynder hun at forandre sig. Alle kvindelige træk ved hende forsvinder.

     Pludselig står der en mand i den lange troldmandskåbe. Han har karseklippet hår og hvor det ene øje skulle have været, er der kun rynket hud og et langt ar.

     Merlin gisper. Jeg stirrer på manden.

     "Åh, holdt det ikke længere," brummer den tidligere kvinde med en mørk mandestemme.

     "Du du..." gisper Helena. Der løber tårer ned ad hendes kinder.

     "Jeg skal virkelig aldrig nogensinde forvandle mig til en kvinde igen," siger manden. "Alt den... sødme. Uha, det er helt forfærdeligt."

     "Jeanna," hvisker Merlin.

     "Ja?" hvisker jeg til ham. Jeg ser på ham, og jeg kan se det i hans øjne. Merlin genkender manden.

     "Det er ham, Jeanna," siger Merlin.

     "Det er hvem?"

     "Det er den mand, der gav os halskæden, den halskæde, vi solgte dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...