Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4021Visninger
AA

4. Ugler

 

 

Gryden falder ned på flisegulvet med et ordentligt rabalder, som min mor taber den i sin egen frustration.

     "Du ved ikke, hvad der er bedst for dig!" siger hun skingert.

     "Og det gør du måske?!" råber jeg. "Du ved måske, hvad jeg ønsker?! Ham Slytherin sagde, at det var en skole! En skole for min slags!"

     "Det kan godt være," siger min mor koldt. "Men du skal under ingen omstændigheder derhen. Det er for dit eget bedste."

     "Hvad ved du om det?! Han sagde, at der var trygt, at det var et sted, hvor jeg ikke skal skjule mig for andre mennesker. Hvor jeg ikke... hvor jeg ikke skal skjule det her?!"

     I det samme rejser alle genstande i køkkenet, der ikke er sømmet til gulvet, op i luften, let svævende. Min mor står og stirrer forfærdet på det.

     "Stop det," hvisker hun hæst. "Tænk, hvis nogen ser det..."

     "Jeg er ligeglad!" råber jeg, og alle genstandene falder til gulvet igen med et ordentligt brag. "Hvorfor skammer du dig over mig? Hvorfor vil du ikke lade mig lære at kontrollere det?!"

     Mor bakker lidt bagud og støtter sig op ad køkkenbordet, mens hun ser træt ned i gulvet. Og hun svarer ikke.

     "Er det på grund af far?" spørger jeg roligt. Mor løfter blikket og stirrer på mig.

     "Hvad?"

     "Det er på grund af min far, er det ikke? Han var også sådan her, var han ikke? Han var ligesom mig."

     "Hvordan kan du vide...?"

     "Det er lige meget! Og jeg ved, at du også er som mig, du skjuler det bare! Du har tvunget dig selv til at opføre dig normalt! Hvorfor, mor?! Hvad er det, som skræmmer dig så meget?!"

     "De brænder folk som dig, Jeanna!"

     "Ikke på Hogwarts! Det sagde Slytherin selv! På Hogwarts vil jeg være i sikkerhed! Er det ikke det, du ønsker?! Ønsker du ikke, at jeg skal være i sikkerhed?!"

     "Jeg ønsker, at du skal være normal!" råber min mor. "Jeg ønsker, at du glemmer alt, hvad der er sket! Jeg ønsker, at du glemmer alt om Hogwarts og Slytherin! At du kan leve et normalt liv!"

     Stilheden runger over køkkenet nu. Jeg ser rasende på min mor, mens jeg kan mærke, hvordan tårerne løber ned ad mine kinder.

     Til sidst mumler jeg: "Fint," og går ind på mit kammer, hvor jeg smider mig selv i min alkove og stirrer op i loftet.

 

De næste dage er stille. Jeg ligger mest inde på mit kammer eller går tur i landsbyen eller ude omkring skoven og markerne. Jeg taler ikke med min mor, og jeg undgår at spise sammen med hende, som regel sniger jeg mig ud i køkkenet, når hun ikke er der, og snupper resterne fra det sidst lavede måltid.

     Den sorte kat, der ankom sammen med Slytherin, sidder ude i gården og stirrer ind på mig gennem vinduet. Jeg sender den nervøse blikke flere gange i minuttet og spekulerer over, hvad den vil mig. Efter nogle dage lunter den væk, og jeg ser den ikke igen i min gård.

     Der sker først noget efter omkring en uge, da et eller andet tuder udenfor mit vindue. Jeg rejser mig op i sengen og går hen for at se, hvad der er los. Jeg spærrer øjnene op.

     Ude i gården på en gren i det egetræ, vi har stående, sidder en ugle. En majestætisk slørugle. Om benet har den et eller andet bundet. En konvolut. Jeg stirrer skeptisk på den og åbner forsigtigt vinduet. I samme øjeblik flyver den ind på mit værelse, så jeg giver et skrig fra mig og falder bagover ned i min seng. Uglen sætter sig til rette på mit skab og tuder.

     "Hvad fanden...?" hvisker jeg. Den ser utålmodigt på mig med sine store sorte øjne. Vantro rejser jeg mig op og går forsigtigt hen til den. Den stritter med den fod, som brevet er bundet til. Jeg binder det løs. Jeg stirrer på det med store øjne.

     Med en sirlig skrift af grønt blæk er der adresseret på forsiden:

 

Frøken J. Snow

Det lille værelse

Egehuset

Landsbyen Hale

Sydengland

 

Jeg fortsætter med at stirre og vender brevet. På bagsiden er der et rødt segl med et våbenmærke. Fire dyr danner en kreds om bogstavet H. En grævling, ørn, løve og slange.

     "Det er så mærkeligt," hvisker jeg og stirrer på uglen, da den tuder sagte. Så breder den de store vinger ud og flyver sin vej igen. Jeg er fristet til at råbe til den, om den ikke lige kunne forklare mig, hvad der foregår, men indser, at det nok ikke vil nytte noget. Og inderst inde ved jeg egentlig godt, hvad der står i brevet, og hvad våbenmærket symboliserer.

     I samme øjeblik bliver brevet hevet ud af mine hænder. Jeg ser op og får nu øje på min mor. Jeg lagde slet ikke mærke til, at hun kom ind.

     "Mor...!"

     "Du skal ikke læse det," siger hun skarpt og lægger brevet ind under sine gevandter. "Jeg har allerede sagt, at du ikke - "

     "Det er mit brev!" siger jeg. "Jeg har ret til at læse det! Jeg har ret til at komme derud!"

     Mor svarer mig ikke. I stedet går hun bare, og jeg stirrer rasende efter hende.

 

Men der kommer flere ugler. Hver dag kommer der flere og flere, der sidder rundt omkring. På taget, på hver eneste gren i egetræet, i vindueskarmene, på selve gårdspladsen. Og alle sammen med blikket rettet mod vores hus. Og alle folkene omkring os lægger skam mærke til det. De sender alle uglerne lange blikke og går altid i en stor bue udenom vores hus. Ingen tør snakke til os.

     Når mor sender mig hen efter æg tager jeg altid min hætte over hovedet i håb om ikke at blive bemærket. Men det bliver jeg alligevel. Og folk gør de mærkeligste ting. Spytter efter mig, gør korsets tegn og viser mig en masse mærkelige shamaner. Mit hjerte hamrer af sted, og frygten begynder at tage over.

     Og det bliver ikke ligefrem bedre, da den sorte kat dukker op igen og følger i hælene på mig, når jeg går tur. Folks mistanker bliver bare vækket yderligere. Og ingen af mine venner tør være sammen med mig mere.

     Så det kommer ikke til nogens overraskelse, da det en dag banker på døren. Jeg er inde på mit kammer og åbner min dør på klem for at se ud i køkkenet. Min mor åbner, og i døråbningen står to mænd i uniformer. Jeg spærrer øjnene op og bakker bagud. Da jeg var lille frygtede jeg de mænd mere end noget andet. De mænd er del af en organisation, der udelukkende er til for at udslette folk som mig.

     "Ja?" siger min mor med let rystende stemme, da hun åbner døren.

     "Vi har fået meldinger om sære begivenheder i og omkring dette hus," siger den ene mand formelt. "Noget med nogle ugler...?"

     Der sidder ikke mindre end halvtreds ugler rundt omkring huset i dette øjeblik.

     "Der sker så mange sære ting i verden," siger min mor koldt - dog stadig med let rystende stemme.

     "De har breve bundet til deres ben," påpeger den anden mand. "Bliver de brugt som kommunikationsredskaber?"

     "Jeg ved intet om det," siger min mor hysterisk. "Bare lad mig og min datter være i fred!"

     "Deres datter?" siger den ene mand og ser sig tænksomt rundt. "Er det hende med den sorte kat?"

     "Det er ikke hendes. Det er bare en gadekat, der tigger efter fisk."

     Jeg lytter ikke til mere af samtalen. Jeg skynder mig bare hen til vinduet og slår det op, hvorefter jeg springer ud af det. Der er kun  en mulighed for mig nu, hvis jeg skal overleve: Løbe min vej og efterlade min mor. Jeg finder det ikke specielt tilfredsstillende sådan at løbe fra hende, men måske kan hun rede sig ud af den, de har ingen beviser på hende, hun har været komplet normal siden vi kom til landsbyen.

     Jeg styrter ned ad gaderne så hurtigt, som mine spinkle ben kan bære mig. Landsbyborgerne stirrer efter mig.

     I det samme hører jeg et skrig. Et skrig fra min mor. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det er, der er sket med hende.

     Men jeg kan ikke tillade mig at løbe tilbage for at finde ud af det. Jeg må væk herfra, selvom det skærer mig i hjertet. Tårerne løber ned ad mine kinder, som jeg spæner ud af landsbyen og mod skoven.

     Jeg er knap nået ud af byen, før jeg pludselig falder til jorden og mærker en stor krop over mig. Jeg skriger.

     "Du går ingen steder," lyder en dyb stemme. "Jeg har hende! Jeg har hende!"

     "Slip mig!" råber jeg panisk. "Slip mig!"

     Og jeg bliver sluppet. Det føles, som om mandens krop bliver skubbet meget hårdt væk fra mig. Jeg vender mig om og ser, at han ligger og ømmer sig nogle meter fra mig. Nogle mænd i uniformer kommer løbende imod os, men de stopper pludselig op og stirrer op imod skovbrynet. Jeg kigger også. Deroppe står en mand i kappe med sølvgråt skæg og peger på os med en slags pind.

     Det er Salazar Slytherin.

     "Hold jer fra hende, eller jeg dræber jer," siger han roligt. Han står langt fra os, men hans stemme slår ekko, og vi kan alle høre ham helt tydeligt.

     Mændene bakker ikke. Faktisk går de tættere på og skal til at trække deres sværd. Slytherin sukker træt og gør et vift med sin pind. I samme øjeblik bliver de alle sammen slynget flere meter bagud og falder helt befippede til jorden.

     Jeg stirrer målløs på dem. Så vender jeg blikket mod Slytherin, der gør et kast med hovedet mod skoven som et tegn til, at jeg skal komme med. Det lader jeg ham ikke gøre to gange, jeg rejser mig let rystende op og løber op til ham, og vi forsvinder ind i skoven.

 

Der går nogle timer. Mørket falder på. Konstant dukker der mænd i uniformer op i nærheden af os, men hver gang gør Slytherin et eller andet fantastisk, der gør, at de ikke finder os eller så meget som får øje på os. Jeg er fuldstændig tavs, og Slytherin siger heller ikke noget.

     Først da natten er ovre og vi vist er kommet helt væk fra de uniformerede mænd og vi er kommet til en lille lysning, stopper Slytherin op.

     "Du bør hvile dig," siger han roligt.

     Først nu går det op for mig, hvor træt jeg egentlig er. "Men..."

     "Vi kan tale sammen senere. Der er ting, der skal forklares, men det bliver senere. Nu bør du sove. Jeg skal nok sørge for, at ingen finder os."

     Han går ind imellem træerne igen og mumler en masse ord, mens han svinger med sin pind. Jeg lægger mig ned og betragter ham lidt. Og så, ganske ufrivilligt, falder jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...