Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4022Visninger
AA

7. Thestralkareterne

 

 

Jeg slår øjnene op og stirrer op i kroværelset. Drømmen igen... den om lyset. Jeg har ikke sovet meget de sidste nætter, drømmene har holdt mig vågen.

     Nico ligger og trænger mig helt op ad væggen, jeg skubber ham irriteret væk, og let snorkende vender han sig væk fra mig. Jeg sukker og lægger en hånd på min pande. Den er våd af sved.

     Fantom ligger i fodenden og ser vagtsomt på mig. Jeg smiler beroligende til ham.

    

En time senere står solen op, og jeg finder det i orden at kunne stå op. Jeg trækker i tøjet og går ned i krostuen, hvor jeg sidder og spiser morgenmad for mig selv, mens jeg kredser rundt i mine tanker.

     Lidt senere kommer Nico ned og slutter sig til mig ved bordet.

     "Så er det i dag."

     "Hvad er i dag?" spørger jeg tungt og drikker af min te.

     "Det er i dag, at vi rejser til Hogwarts."

     Jeg taber næsten koppen og bliver nødt til at klemme om den. Gud ja... det havde jeg glemt alt om. "Vi... vi skal af sted i dag."

     Han nikker. "Jeg kan næsten ikke vente."

     "Jeg..." Jeg sukker. "Det bliver rart."

     Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg skal væk fra en verden fuld af mennesker der hader mig, fordi jeg kan ting de ikke kan. Jeg skal hen til et sted, hvor jeg endelig kan være fri. Men samtidig ved jeg, at det også bliver det mærkeligste og mest skræmmende i mit liv. At leve i en verden, hvor det, som jeg er vokset op med er farligt og skræmmende, er komplet normalt. Gad vide, hvordan det bliver?

     Så kommer Rick McClowens ned til os med et stort smil. "Så, unger, I må hellere se at få pakket, vi skal af sted om en time."

 

Vi pakker... hvilket vil sige, at jeg tager min fars kappe på og min taske over skulderen, og at Nico blot ændrer ansigt. Og så er vi ude af døren.

     Jeg har ingen anelse om, hvor McClowens regner med, at vi skal hen, han fører os bare af sted igennem London, og vi følger ham blindt ned ad de mange gader.

     Efter godt og vel en times gåtur drejer han ind mod en gyde og ind ad en ukrudtangrebet buegang. Og så står vi pludselig i en øde gård. Her er ikke en sjæl, og selve gården er der ikke noget ved. Nogle grimme bænke er placeret langs murene, og i midten står en firkantet bred stolpe med kvadratsider på cirka en meter. På toppen er der en statue af en mystisk kappeklædt person med hætten trukket over hovedet, så man ikke kan se ansigtet.

     "Gamle Pollius," siger McClowens for sig selv.

     "Hvem?" spørger jeg.

     "Det kalder vi statuen."

     Nico og jeg glor bare helt paf på ham. Netop i dette øjeblik maser et par personer sig forbi. I farten hilser de kort på McClowens. Det er en lille mager dame i kappe og fire børn fra min alder til måske femten år. De styrer direkte imod stolpen, går ind i stolpen og forsvinder ind i stolpen.

     Nico og jeg måber stort. Så jeg lige det, som jeg tror, at jeg så?

     "Nå, kom nu, børn," siger McClowens blot og går hen imod stolpen. Vi rører os ikke ud af stedet, og han vender sig sukkende imod os. "Der er intet at være bange for. Kom nu."

     "Hvad er det for en ting?" spørger Nico.

     "Det er en port - kom nu."

     "Det ligner overhovedet ikke en port," siger jeg og skæver til stolpen, hvor fem mennesker lige er forsvundet ind.

     "Nu skal jeg nok vise jer, at der ikke sker noget. Jeg går ind først, og så følger I efter - aftale?"

     Ingen af os siger noget, men McClowens smiler blot og træder ind i stolpen som opsluger ham. Og så står vi pludselig alene i gården.

     "Du går først," siger jeg efter flere sekunders stilhed og stirren på stolpen.

     "Nej nej, damerne først," siger Nico med falsk høflighed.

     Jeg stirrer bare på stolpen med misbehag. Jeg skæver ned til Fantom, der sidder helt roligt og slikker in pote ved mine fødder.

     "Nej, jeg tror, at du går ind først," siger jeg og går om bag Nico, hvorefter jeg skubber ham direkte ind i stolpen, og med et gisp ryger han igennem den og forsvinder.

     Nu har Fantom vendt opmærksomheden op imod mig, som om han forsøger at sige, at jeg nok bør skynde mig lidt. Jeg sukker og træder imod stolpen. Først rækker jeg min hånd ind, den mærker aldrig stolpens overflade, men ryger blot direkte igennem, og jeg kan mærke luft på den anden side.

     Så træder jeg igennem.

     Jeg står i en kæmpestor sal. Salen er komplet overbefolket af mennesker klædt i gevandter og kapper. Overalt lyder der kattemiaven og ugletuden. Jeg tager selv Fantom op i min favn så han ikke bliver trampet ned. Oppe under loftet er der et gigantisk åbent vindue. Jeg finder ud af, hvad det  skal til for, i det øjeblik jeg får øje på hestevognene.

     Flere hundrede kareter står på en lang linje. Men der er ikke nogen heste til at trække dem, og jeg maser mig en smule forvirret frem mod dem, da jeg slet ikke kan se nogen heste i salen overhovedet. Men mennesker træder ind i de forskellige kareter, og en efter en letter kareterne fra jorden, når de er fyldt op med børn for at flyve ud af det gigantiske vindue.

     Jeg finder McClowens og Nico, der er temmelig sur over, at jeg bare skubbede ham ind.

     "Så, I må hellere se at finde jer en karet, så I kan komme af sted mod jeres skole," siger McClowens med et klap i hænderne.

     "Men..." siger jeg, men jeg beslutter mig for at droppe at stille alle de spørgsmål. Jeg finder sikkert ud af det hele efterhånden som tiden går.

     Vi går hen til en af de bagerste kareter. Nico sender hele tiden ubehagelige blikke mod kareterne, og jeg glor bare på dem, der letter med forbløffelse.

     "De er virkelig uhyggelige, synes du ikke?" spørger Nico. Jeg nikker.

     "Det, at de bare kan flyve uden... uden fører eller noget..."

     "Hvad snakker du om?" spørger Nico med rynket pande.

     "Hvad mener du?" spørger jeg igen. "Hvad snakkede du om?"

     "Jeg snakker om hestene der trækker kareterne, Jeanna."

     "Der er jo ikke nogen heste, der trækker kareterne, Nico, det er det, der er uhyggeligt."

     "Jamen der er heste, der trækker dem. Kan du ikke se dem? De er jo lige dér!" Nico peger på noget tom luft foran den karet, vi står ved.

     Jeg trækker bare på skuldrene og ryster på hovedet.

     Så hører jeg et fnis og vender mig om imod McClowens.

     "Hvad er så morsomt?" spørger jeg tørt.

     "I er nu meget søde, I små børn," siger han lidt hæst. "Det er Thestraler, der trækker kareterne."

     "Og hvad er Thestraler?" spørger jeg.

     "Det er en magisk slags... hest," forklarer McClowens. "Jeg tror i hvert fald, at de er en form for heste, jeg har kun set tegninger af dem. "Det er kun mennesker, der har set nogen dø for øjnene af dem, der kan se disse skabninger."

     Jeg vender blikket mod Nico, der nu vender blikket mod sine fødder.

     Så siger vi farvel til McClowens og træder ind i kareten. Derinde sidder der allerede en pige på vores alder. Hun er klædt i en fin fløjskjole og har langt mørkt hår, der falder ned langs ryggen.

     "Goddag," siger hun med en klar stemme, og jeg ved med det samme, at hun er af fin herkomst.

     "Hej," siger Nico.

     "Hvad hedder I så?"

     "Jeanna."

     "Nico."

     "Mit navn er Helena." Pigen smiler ganske svagt. På sit skød har hun en lille sort bog liggende, som hun skriver små ting i. Hun smækker den dog sammen i det øjeblik hun ser, at jeg har blikket fæstnet på den.

      "Skal I også starte på Hogwarts for første gang?" spørger hun, da vi har sat os. Vi nikker begge to.

     "En af forstanderne er min mor," siger hun. Jeg mindes ikke, at jeg spurgte om det eller så meget som hentydede til, at jeg ville. Hun siger det med en klang af stolthed, så jeg lader hende bare.

     "Hvem af dem?" spørger Nico oprigtig interesseret.

     "Rowena Ravenclaw. Jeg regner med at blive undervist af hende på skolen, men desværre er det hatten, der afgør det."

     "Hvad for en hat?" spørger Nico. Jeg aer på Fantom, som er sprunget op på mit skød.

     "Fordelingshatten, de fire forstandere har brugt en troldmandshat og puttet al deres viden, livserfaring og personlighed i den, så nu er det den, der vælger, hvordan eleverne skal fordeles, hvem de skal undervises af."

     "Lyder spændende," siger jeg glat.

     Så hører jeg en meget genkendelig stemme udenfor kareten:

     "Mor, SKAL jeg absolut dele karet med ham?"

     "Alle de andre er optaget, Mira," siger en kvindestemme. "Lad nu være med at pibe og gå ind i kareten med ham. Hav et godt år."

     Der lyder en brummen fra pigen af, og i næste øjeblik træder to personer ind i kareten. Jeg genkender dem straks.

     Den ene er en lav spinkel pige med rødt enormt krøllet hår, der er samlet i en fletning.

     Den anden er en høj sorthåret dreng med tydelige kindben, men med et drillesygt blik. Han har en lille pelset ugle på skulderen.

     "Gud, det er jer!" siger jeg, og de vender begge blikket mod mig. Først ser de ikke ud til at genkende mig, men så siger drengen, som jeg husker hedder Merlin:

     "Det er dig, der købte en halskæde af os, hende Muggleren."

     "Er du en heks? Hvorfor fortalte du os det ikke?" spørger pigen, Mira.

     "Jeg vidste det ikke engang selv på det tidspunkt," svarer jeg.

     Det ser de ud til at godtage som forklaring og sætter sig ned, begge to i hver deres side af kareten. Merlin sidder ved siden af mig og Nico, Mira sætter sig ved siden af Helena.

     Mira sender Merlin et fjendtligt blik.

     "Sikke en sød kat," siger hun så til mig med et lille smil. Jeg smiler tilbage.

     "Ja, jeg kalder ham Fantom."

     "Sikke et åndet navn," siger Merlin. Mira sender ham endnu et blik.

     "Jeg synes, det er pænt."

     "Tak..."

     Det varer ikke længe før vores karet begynder at køre derud af. Jeg sidder komplet forstenet med Fantom knuget ind til mig. Og så, pludselig, kan jeg mærke, hvordan jorden forsvinder under hjulene, hvordan kareten hæver sig stejlt opad.

     Nico strækker hals ud af vinduet og kigger ud. "Hvordan kan det her lade sig gøre?"

     "Man skulle tro, at du aldrig havde siddet på et kosteskaft før," siger Merlin. Både jeg og Nico glor forvirrede på ham. "Et flyvende kosteskaft..."

     "Vi er vokset op hos Mugglere..." siger jeg.

     Merlin fnyser. "Tabere."

     Jeg hæver det ene øjenbryn. Han virkede da ellers fin nok dengang da jeg købte halskæden.

 

Timerne går og solen begynder at gå ned. Kareten flyver hen over det vilde landskab - enge og skove, et par bondegårde her og dér, men vi holder os meget over skyerne, så menneskerne dernede lægger ikke mærke til os.

     Passagererne finder hurtigt ud af, hvad de skal tage sig til.

     Merlin sidder med sin ugle og giver den nogle små godbider, mens Fantom har blikket stift rettet mod fuglen.

     Nico studerer nogle af de eliksirer, vi købte i Diagonalstræde.

     Helena og Mira sidder og spiller skak, mens jeg sidder og glor på fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg ellers skulle lave. Helena vælger sine træk med omhu, bruger mange minutter på hver, mens Mira nærmest flytter sine brikker med det samme og ofrer hurtigt alle sine bønder på den måde. Ikke lang tid efter er hendes konge død, mens Helena stadig har næsten alle sine brikker tilbage.

     "Hvorfor så overmodig?" spørger Helena.

     "Man bliver jo nødt til at gå ind i kampen i stedet for at gemme sig sammen med sin dronning i bagtroppen," svarer Mira.

     "Det er jo bare skak..."

     "Men dets morale er rigtig nok."

     "Du lyder ligesom professor Gryffindor," mumler Helena og pakker brikkerne væk.

     "Han er en af stifterne, er han ikke?" spørger jeg. Helena nikker.

     "Min mor og professor Gryffindor har et meget nært forhold, jeg har mødt ham mange gange."

     "Hvordan er han?" spørger Mira.

     "Han taler med spidsen af sit sværd i stedet for med sit hoved," siger Helena højtideligt, og jeg hører en langt ældre og visere stemme end hendes, mens hun siger dem. Jeg er pludselig meget interesseret i at møde hende Rowena Ravenclaw.

     "Så han har et sværd?" spørger Mira. Helena nikker.

     "Han har mindst lige så stærke evner med det som med sine magiske evner. Han praler selv med, at han kun underviser de modige og tapre - dem der tænker efter hans hoved. Jeg har hørt, at han endda træner sine elever op med sværd. Højst unyttigt når man har magi."

     "Han lyder som en underviser, der er noget for mig," siger Mira drømmende. "Jeg håber, at han vil undervise mig."

     "Han lyder som en selvcentreret idiot," siger Merlin. "Jeg håber ikke, at han har tænkt sig at undervise mig."

     "Alene på grund af det har han sikkert ikke tænkt sig at undervise dig," snerrer Mira. "Du havner sikkert hos ham Slyhtherin."

     "Hvad er der nu galt med Slytherin?" spørger jeg, men der er ikke nogen, der når at give mig svar, for i det samme ryster vognen og daler lidt ned, før den opnår balance igen.

     "Hvad skete der?" råber Nico panisk. Vi ligger alle sammen ude af position.

     "Hvor skulle vi vide det fra?!" råber Mira febrilsk.  

     Jeg selv rejser mig op og går svingende hen imod vinduet og ser ud. Først kan jeg ikke se noget mærkværdigt, men så ser jeg nogle skikkelser under os - flyvende skikkelser. De sidder på... kosteskaft.

     "Hvad fanden...?" mumler jeg. I det samme hæver de sig længere op, så de er på side med kareten. En af dem kigger på mig, og under hætten kan jeg se to iskolde blå øjne se på mig, først er der chok, dernæst strækker der sig et smil over ansigtet.

     "Der er du," siger han.

     Jeg måber og gisper, i det øjeblik, han trækker en tryllestav og peger den mod mig.

     "Tilbage!" råber jeg og bakker bagud, så de fire andre, der har stået lige bag mig, og bliver skubbet bagud. I det samme er der en lilla stråle af noget, der ligner ild, der farer ind i kareten, gennem kareten og ud af det andet vindue.

     Jeg hører besværgelser, og i det samme ryster kareten igen. Vi mister alle sammen balancen og falder ned på gulvet og famler paniske rundt.

     "Hvad vil de fyre?!" råber Merlin. "Er de komplet sindssyge?!"

     Vi hørte alle det, manden sagde, da han fik øje på mig. Jeg ser på Nico, og han ser på mig. Så synker jeg en klump.          

     I det samme ser jeg noget sort storme forbi mig. Jeg ser Fantom springe mod vinduet - springe ud af vinduet.

     "FANTOM!" råber jeg febrilsk, som min kat forsvinder ud af min synsvidde.

     Jeg rejser mig kejtet op i den rystende dalende vogn og løber hen til vinduet. Fantom er sprunget på den blåøjede mand, som talte før. Han kradser ham i ansigtet og hvæser galt. Manden har så meget koncentration på katten, at han helt glemmer at styre sin kost og daler ned - Fantom daler med ham.

     "Fantom!" råber jeg.

     Så hører jeg et miav bag mig og vender mig om. Fantom sidder på gulvet. Jeg er helt mundlam og glor bare stumt på ham. Der er ingen ord, der kan beskrive mine tanker lige nu.

     Så ser jeg en grøn stråle flyve forbi kareten, og jeg kan ikke sige, hvordan jeg ved, at den rammer noget, måske er det Nicos udbrud eller det faktum, at kareten falder for alvor nu.

     "Thestralerne," hvisker Nico. "Jeg... hørte dem blive ramt." Han ser skrækslagent på mig.

     Det enorme lufttryk gør, at jeg mister al fornemmelse af alt omkring mig. Det sortner for mine øjne, og det næste øjeblik er jeg væk.

 

Jeg vågner ved, at nogen rusker i mig.

     "Du bliver nødt til at vågne nu, barn," hvisker en stemme - McClowens' stemme. "Kom nu, vågn frøken Snow."

     Jeg slår øjnene op og ser McClowens. Jeg ligger i en seng. "Hvad...?"

     "Bare ti stille og rejs dig op." McClowens nærmest trækker mig op og sidde, så jeg bliver helt svimmel.

     "Hvad skete der?"

     "Du må aldrig snakke om det, frøken Snow. Lov mig, at du ikke nævner det for professor Slytherin." Hans stemme lyder næsten skrækslagen.

     Jeg har ikke engang overvejet at sige noget til nogen som helst. Jeg ved hverken hvad der er sket, hvor jeg er eller hvor lang tid der er gået.

     Men Fantom ligger da i fodenden af sengen. Det er da altid noget.

     "Kom nu, op og stå. Tag din kappe på, så går vi ud til bådene."

     Han får mig op og stå, og han trækker kappen over mit hoved. Jeg står bare komplet forvirret og ved knap nok, hvad der er op og ned. Så til sidst, spørger jeg:

     "Seriøst, hvad foregår der?"

     McClowens sukker og ser på mig, hvorefter han så, roligt men med let dirrende stemme, fortæller: "Der... din vogn blev angrebet, (Det havde jeg allerede regnet ud, men det gider jeg ikke at påminde ham) nogen vagter noget at opdage det i tide og fik jer ud derfra inden den styrtede til jorden. Angriberne var forsvundet. I var alle besvimet, så de bar jer til kroen her. Jeg har lige fundet ud af det, og de andre kareter ankommer om ikke så lang tid. Ingen må vide, hvad der er sket."

     "Jamen... HVAD er der sket?"

     "Det har jeg jo lige fortalt."

     "Hvorfor blev vi angrebet?!" råber jeg frustreret.

     McClowens sukker, ryster så på hovedet. "Det må du have at vide en anden gang. Lige nu må I bare hen og i sikkerhed på skolen."

     Jeg gider ikke rigtig protestere længere og lader ham bare trække mig ud af rummet. Vi går ned ad en lille lurvet gang og ned i en krostue, hvor mine fire medpassagerer venter på os. Nico rejser sig i det øjeblik, han ser mig.

     "Hvordan har du det?"

     "Jeg føler mig forvirret," svarer jeg bare. De andre siger ikke noget, så jeg går ud fra, at de har den samme oplevelse.

     Så skænder McClowens os alle ud af krostuen. Der er... ikke rigtig andet end en stor åben plads udenfor.

     En plads lige ved en kyst... eller nej, en bred til en kæmpestor sø. Der er så mørkt, at jeg ikke kan se så meget andet end det faklerne oplyser. Ved bredden går flere moler ud, og ved molerne er der tøjret masser af små robåde.

     Midt på pladsen holder en karet med to levende Thestraler tøjret til efter Nicos udbrud at dømme.

     "Det er for at narre de andre elever til at tro, at I er ankommet på normalvis," forklarer McClowens.

     Jeg er fuldstændig holdt op med at spørge, og vi bruger den næste halve time på at vente på de andre elever, se dem ankomme og stige ud af deres kareter.

     Så, til sidst, flagrer McClowens med en stor fakkel og råber:

     "Førsteårselever! Følg med mig! Alle førsteårselever følger med mig!"

     Nico står lige ved siden af mig, han hvisker mig ind i øret: "Den mand laver meget, han skulle både hente mig, han er viceinspektør OG skal transportere alle førsteårseleverne hen til skolen."

     Jeg nikker.

     Et hav af jævnaldrende børn slutter sig til os, og McClowens fører os ned ad stien mod molerne, hvor vi alle anbragte os i bådene - fire i hver.

     "Det er lidt tåget," råber McClowens. "Men hvis I kigger lige frem kan I se Hogwarts!"

     Jeg vender blikket fremad. Det er rigtigt nok. I nattetågen kan jeg ane en klippe på den anden side af søen, og jeg kan ane et slot med et hav af små vindueslys. Det er et virkelig stort slot...

     Som jeg sætter mig ned i båden sammen med Nico og to, jeg ikke kender, og med Fantom på skulderen, og vi sejler ud på søen med kurs mod slottet, glemmer jeg alt om angrebet.                    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...