Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4027Visninger
AA

3. Slangen og katten

Ehe... undskyld at alle kapitlerne bare kommer brasende så hurtigt. Har bare haft et vist behov for at gå i gang med denne her historie x3

 

Det er sommer.

     Min mor sender mig ud til brønden i baggården, for at hente noget vand til havregrøden den morgen. Jeg føler mig lidt desorienteret over det, der skete i går, så da jeg løfter den ophejsede spand fyldt med vand op, glider den mellem mine hænder og falder ned igen. Da jeg med et lille forskrækket spjæt rækker ud efter den, standser den i luften, let svævende. Det gør mig endnu mere forskrækket, og jeg bakker bagud, væk fra brønden. Jeg kan nogle sekunder efter høre et plask, der fortæller, at spanden er faldet ned i brøndvandet, som den burde.

     Jeg lader, som om der slet ikke er sket noget og går ind i huset igen. Mor ser spørgende på mig, da jeg kommer ind tomhændet.

     "Jeanna?" siger hun med hævede øjenbryn. Jeg glipper med øjnene og ser spørgende på hende.

     "Ja?"

     "Vandet, søde."

     "Åh... ja..."

     Men jeg går ikke ud igen. I stedet bliver jeg stående dér i døråbningen ind til køkkenet og stirrer tænksomt ud i luften. Jeg kan ikke rigtig samle mine tanker efter det. Hvem var han?

     Mor fornemmer åbenbart tydeligt, hvad der er galt med mig. Det er en af de fantastiske ting ved hende, hun ved altid, når der er noget galt med mig og hvorfor. Somme tider elsker jeg det og andre gange ville jeg bare ønske, at hun var lige så uopmærksom som en dør.

     "Jeanna," siger hun og sætter sig på hug foran mig. Hun er en høj robust kvinde, mens jeg er en lille splejs, så det er altid underligt for mig, når hun gør det, så jeg pludselig ser ned i de nøddebrune øjne. "Du skal ikke tænke på ham."

     "Det gør jeg heller ikke," lyver jeg. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg overhovedet prøver. Hun ved udmærket godt, at jeg har tænkt på ham lige siden han pludselig stod i vores køkken i går eftermiddags.

     "Jeanna, glem, hvad han sagde. Du skal ikke lade dig gå på." Hendes alvorlige bydende blik forsvinder så pludseligt og bliver opløst af et optimistisk glædesudtryk. "Hey, det er jo i dag, kræmmerne skulle komme. Så kan du og dine venner se på alle de ting, de henter overalt fra. Du elsker jo, når de er her."

     Gud ja... I dag kommer kræmmerne. Jeg glemte alt om dem. Jeg har ellers glædet mig i ugevis nu. Jeg lyser straks op i et stort smil. "Ja, det gør jeg."

     Mor rejser sig op og går hen til skabet, som hun åbner. Ud tager hun sin slidte gamle læderpung, som altid virker ufattelig stor, også selvom den ser meget lille ud. Hun kan have plads til alt muligt i den. Også dette siger jeg aldrig noget til, fordi jeg ved, at det er en hemmelighed.

     Hun roder lidt rundt i den, før hun til sidst finder nogle mønter. Hun sorterer straks en stor guldmønt fra, som vist ikke bør være der. Så vender hun sig imod mig og giver mig en masse kobbermønter.

     "Gør mig en tjeneste og køb noget til dig selv," siger hun. "Noget, du vil blive glad for."

     Jeg smiler stort og nikker. Jeg tager min lille stofpose frem, som jeg har om halsen og lægger mønterne i. "Så går jeg nu."

     Hun nikker og vinker til mig, da jeg går ud af døren og ud på gaden.

 

"Jeanna! Skynd dig!"

     Min ven Nicolas spjætter spændt rundt ude på engen. De andre drenge og piger fra landsbyen virker lige så utålmodige.

     "Jeg kommer!" råber jeg og løber imod dem gennem det høje græs og de mange blomster. Nicolas tager min hånd, og så løber vi alle sammen imod kræmmervognene henne på landevejen.

     Jeg har ikke længere manden fra i går i tankerne, som vi kommer op til vognene og ser os lystigt omkring. De har de sjoveste ting. Små figurer skåret ud af træ, fjerpenne og blækhuse, gamle bøger, billige og dyre smykker, forskellige påklædninger og hårsmykker.

     Jeg går rundt dér i evigheder og kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg vil købe. Jeg vil have det hele, men jeg har desværre ikke råd, det er temmelig surt.

      Det er først, da jeg får øje på noget højst foruroligende, at jeg igen kommer i tanke om det i går. Der er et slangeskind fra et eller andet fjernt land, der hænger fra et søm i en af vognene.

     Da begynder jeg at tænke på manden igen, og jeg bakker langsomt bagud for ikke at være i vejen, mens jeg igen begynder at spekulere.

 

Det var tidlig eftermiddag, og jeg havde sat mig ud i forgården for at skrælle æbler, bare for ligesom at have noget at tage mig til, som gav mig en undskyldning for at kunne sidde ude i det gode vejr.

     Og netop da hørte jeg en mjaven. Jeg tænkte ikke rigtig synderligt over det, før jeg vendte blikket mod den sorte kat, der stirrede på mig med sine gule øjne - iagttagede mig. Og sekundet efter fik jeg øje på manden.

     Han stod ved siden af katten. Han var skaldet med gråt skæg ned over brystet. Han var klædt i nogle flotte gevandter i grønt og sølv. Om halsen havde han en medaljon af guld med et S tegnet med små grønne sten. Det lignede næsten en slange. Jeg rejste mig straks op, så kurven fyldt med æbler faldt ud over brostenene. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fået selskab af en slags adelig.

     Jeg var helt stum og stirrede først på ham og så ned på katten, der sad helt stille ved hans side.

     "Åh," sagde han nu og vendte sig imod katten, som om han først nu blev klar over, at den var til stede. "Ja, Den har fulgt mig på vej nogle kilometer."

     Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige til det. Katten blev ved med at stirre på mig, som jeg var et bytte, den ville tage fat i, så snart den fik chancen.

     "Hvad er dit navn, mit barn?" spurgte han venligt nu med blikket mod mig. Jeg fjernede også modvilligt blikket fra katten og mødte det grå blik, der forblev hårdt som sten, selvom hans ansigt var lagt i venlige folder.

     "Jeanna Snow," svarede jeg lidt usikkert. "Skal De tale med min mor, sir?"

     "Åh ja, det ville jeg da foretrække," sagde han med et smil. Så gjorde han en gestus mod døren, og jeg åbnede den, så både han og jeg kunne gå ind. Katten forsøgte også at smutte ind, men jeg lukkede døren så hurtigt i, at den måtte blive ude.

     "Åh, er det heller ikke din kat?" spurgte han.

     "Nej," svarede jeg.

     "Jaså." Manden vendte nu blikket mod det lille køkken. Han observerede hvert et hjørne, hver en gryde eller kop der stod fremme. Jeg fornemmede, hvordan han da måtte synes, at her var frygteligt lille. Han lignede en, der måtte bo på et slot et eller andet sted.

     Og så kom min mor ind i køkkenet. Hun standsede brat, da hun så manden overfor hende og stirrede på ham med et frygtsomt blik. Det faldt hurtigt på den medaljon, han havde om halsen.

     "Hvem er...?" hviskede hun.

     "Mit navn er Salazar Slytherin," svarede manden før spørgsmålet var helt stillet. "Jeg kommer langvejsfra. De har måske hørt om mig?"

     Mor stod i nogle stunde og bare stirrede på ham, som om hun ikke kunne tro, hvem hun stod og kiggede på. Så kom hun endelig til sig selv og rystede på hovedet. "Nej, aldrig - burde jeg da det?"

     "Åh... det kommer an på så meget..." svarede Salazar Slytherin blot en smule tænksomt. Jeg syntes, at det var et højst mærkværdigt navn. Alt ved ham virkede mærkværdigt.

     "Vil De have te, sir?" spurgte mor en del mere fattet.

     "Åh ja tak, det ville være dejligt."

     Mor gjorde tegn til, at han skulle sætte sig til rette ved bordet, og han satte sig. Jeg satte mig også ned, men bestemte mig for, at det skulle være så langt fra ham, som jeg kunne.

     "Nej, vent... Jeanna," sagde mor. "Kan du ikke gå udenfor? Finde nogle kammerater at lege med?"

     Jeg rynkede forvirret panden. Hvad skulle det nu til for? "Eh... jo..." svarede jeg bare forsigtigt og rejste mig op. Jeg vendte blikket mod Slytherin kort, han sendte mig et rart blik, og gik dernæst udenfor.

     Og derude sad den sorte kat og stirrede op på mig. Jeg stivnede fuldstændig på dørtrinet og stirrede på den, parat til selvforsvar, hvis den prøvede på noget.

     Og fordi jeg stod helt oppe ad døren, kunne jeg med lethed høre mors og Slytherins stemmer inde fra køkkenet af.

     "Hvorfor er De her, hr. Slytherin?" spurgte min mor stille.

     "Det er professor Slytherin," lød Slytherins stemme stilfærdigt. "Jeg er grundlægger af en skole oppe nordpå. Siger Hogwarts Dem noget?"

     Der var stille lidt. Til sidst kom der et meget lille: "Nej" fra min mor af.

     "Du lyver," sagde Slytherin.

     "Jeg ved ikke noget, og De skal ikke... Hvad er det, De vil med Jeanna?"

     Jeg stivnede. Manden havde ikke sagt et ord om mig på noget tidspunkt. Hvordan kunne mor dog tro, at det handlede om mig?

     "Det ved De godt. Hun er anderledes, og De ved det."

     Min mor svarede med at tabe et eller andet på gulvet, jeg gik stærkt ud fra, at det var gryden, som hun skulle til at lave te med.

     Jeg sank ned langs døren og stirrede ud i luften, mens jeg ignorerede katten. Jeg var anderledes.

     Dengang, for så mange år siden, da min far forsvandt. Han brændte en landsby ned, fordi de havde dræbt en kvinde, som var anderledes. Hvad lå der egentlig i ordet anderledes? Inderst inde vidste jeg det godt, men jeg havde ikke lyst til at sige ordet. Hvis man blev kaldt det, var man dødsens.

     "Hun er en heks," sagde Slytherin til sidst.

     Der var det, ordet. Det var det, jeg var. Jeg var en heks. Det, som jeg havde frygtet, at jeg var, lige så langt tilbage, som jeg kunne huske. Hvordan jeg kunne få ting til at ske omkring mig, uden jeg selv kunne styre det.

     "Nej... Jeg tillader det ikke," hviskede min mor.

     "Det er ikke noget, De kan styre. Man kan ikke forhindre magien i at trænge frem hos børn."

     "Mennesker som hende bliver dræbt," hviskede mor.

     "Ikke på Hogwarts."

     "Hun skal ikke af sted. Hun må ikke vokse op og blive... og blive..." Nu hulkede hun.

     Der blev ikke talt mere. Og jeg kunne ikke holde ud at høre mere, så jeg rejste mig med rystende ben op og løb over gårdspladsen og ud på engen. Den sorte kat fulgte efter mig, men jeg ignorerede den.

     Jeg kom tilbage nogle timer senere. Mor var alene i køkkenet. Manden var gået. Jeg stod forstenet og stirrede på hende med døren vidt åben, så katten frit kunne bevæge sig ind.

     Mor sagde ikke noget til mig, før hun fik øje på katten. "Hvad laver den her?"

     "Det ved jeg ikke," sagde jeg hæst. "Jeg ved ikke, hvorfor den er her. Den følger efter mig."

     Hun observerede mig lidt. Så sagde hun, ganske stille: "Du hørte, hvad vi snakkede om."

     Jeg nikkede. Ingen af os sagde mere om den sag.

 

Manden mindede sådan om en menneskelig slange. Jeg kan ikke sige hvorfor. Alt fra hans navn til hans fremtoning mindede mig bare om slanger. Og så selvfølgelig medaljonen. Hvem var han dog? Og Hogwarts? Hvad var det mon? Tænk hvis det var... et sted hvor de skilte sig af med mennesker som mig? Dræbte os før vi kunne udvikle os til noget farligt.

     "Merlin! Giv mig den tilbage!"

     En pigestemme hiver mig ud af trancen. Og jeg vågner da helt op, da en eller anden støder ind i mig, så både jeg og vedkommende snubler væk fra landevejen og ned ad bakkedraget.

     Jeg hører en drengestemme grine vildt, som vi ruller ned gennem det høje græs.

     Omsider stopper vi, da jorden er vandret igen. Jeg har kvalme.

     "Hvad skulle det til for?!" siger jeg irriteret og sætter mig op. Jeg ser nu hen på en sorthåret dreng, der ser ud til at være på min alder. Han er helt grinefærdig.

     "Du skulle se dig selv!" griner han og peger på noget bag mig. Jeg kigger mig over skulderen mod landevejen, hvor en pige med krøllet rødt hår står og glor hidsigt ned på os.

     Så vender jeg mig igen mod drengen. "Du behøvede ikke at tage mig med i faldet."

     "Nårh ja, undskyld," siger han fnisende og kigger rundt i græsset efter et eller andet. Jeg kaster et hurtigt blik til siden og ser straks, hvad det er, han leder efter. Det er et halssmykke. Jeg samler det op og ser på det. Vedhænget i kæden føles som muslingeskal, tyndt men hårdt. Der var indgraveret et tegn - et øje med sorte linjer.

     "Hvad er det her?" spørger jeg.

     "Åh, det er noget, vi sælger," svarer drengen og tager smykket fra mig. Han hjælper mig op og stå, og vi går op ad bakken sammen mod landevejen.

     "Er du måske kræmmer eller hvad?"

     Han nikker. "Jep - sammen med Mira deroppe. Hvilket vil sige, at vores forældre er kræmmere, vi følger ligesom bare med."

     Da vi kommer op til landevejen, river Mira smykket til sig. "Kan du da aldrig bare være lidt seriøs? Tænk hvis det var gået i stykker!"

     "Nårh ja, for kunderne falder jo også over det," svarer drengen, som jeg stærkt går ud fra hedder Merlin, sarkastisk.

     "Jeg vil faktisk gerne købe den," siger jeg. Jeg ved ikke, hvorfor der er faldet sådan en interesse i smykket. Jeg ved bare, at jeg vil have det.

     Mira og Merlin stirrer befippet på mig.

     Mira stråler i et stort smil. "Fremragende! Kom med."

     Vi tre går ned langs vognene og hen til den sidste i rækken, hvor Mira henter en lille æske frem med nogle mønter i.

     Jeg giver hende de mønter, som jeg har fået af min mor og håber, at det er nok til den.

     Merlin fnyser: "Mugglere..."

     "Hvad?" siger jeg.

     Mira puffer til Merlin. "Ti stille, Merlin."

     "Jeg mener... hvorfor kan de ikke bare bruge Galleoner ligesom alle andre?"

     Jeg stirrer på dem, mens de har deres interne diskussion, som jeg stærkt går ud fra handler om de penge, de bruger, der hvor de nu engang kommer fra. Muggler... sikke en underlig ting at identificere et menneske med.

     Men Mira tager imod mine penge og giver mig endda et par stykker af dem tilbage. Og så er smykket mit.

     "Tak," siger jeg med et strålende smil. Jeg tager smykket om halsen. Så vender jeg mig igen mod de to børn. "Er I søskende?"

     "Nej!" siger de enstemmigt i kor, som om tanken frastøder dem.

     "Så... I er venner?"

     "Nej!" siger de i nøjagtig samme tonefald, nu kan frastødelsen bare ses endnu tydeligere i deres ansigter.

     "Nå..." siger jeg bare. De opførte sig ellers sådan. En meget fjendtlig form for venner, men dog venner. Jeg vinker farvel til dem og går tilbage mod mine venner.

     Men så hører jeg ganske svagt nogle voksne føre en samtale bag en af vognene nær de to børn.

     "De starter jo på Hogwarts her om nogle måneder..."

     "Gid det var mig, der havde den mulighed, da jeg var barn..."

     "Især fordi det er de fire store, der har..."

     "... Slytherin..."

     Jeg hører kun bider af samtalen, fordi de taler ret lavt.

     Men de ord og navne, jeg hører, er nok til, at jeg glemmer alt om mine venner og bare styrer ned ad bakken og direkte imod landsbyen.

     Jeg smækker døren i ind til køkkenet og stirrer på min mor, der er i fuld gang. Hun ser afventende på mig, ved tydeligvis godt, hvad der er i vente.

     Og jeg spørger, med den mest myndige stemme, jeg kan præstere:

     "Hvad er Hogwarts?"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...