Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4029Visninger
AA

8. Ravenclaw mod Slytherin

 

 

Jeg ved ikke, hvad jeg har allermest lyst til, da jeg pludselig står på kajen på den anden side af søen - springe tilbage i robåden og sejle langt væk eller fortsætte op imod slottet og gå ind ad den store port.

     Begge ting er enormt indbydende, og begge ting er enormt frygtindgydende.

     Nico fornemmer min nervøsitet og klemmer min hånd. Jeg smiler til ham.

     "Det skal nok gå," siger han.

     "Hvordan kan du vide det?" spørger jeg.

     "Fordi du har en kat og en gammel mand - og mig - til at passe på dig."

     Jeg smiler en anelse spottende af ham, imens vi danner bagtrop op ad den stejle stig mod slottet.

     Vi kommer op til en mindre gård, og for enden af den gård er der en port, en stor dunkel port, og jeg synker en klump.

     "Se dog ikke så forskræmte ud," siger McClowens kækt og åbner porten. "Kom ind i varmen."

     Fortroppen er han næsten nødt til at skubbe ind ad porten, men da de ligesom er kommet ind er vi andre nødt til at følge trop.

     Al nervøsitet forsvinder i det sekund, jeg er indenfor i den store hall. Her er varmt, og der hænger hyggelige malerier langs væggene.

     "Vent herude, børn," siger McClowens så og smutter ind ad en stor port, hvor jeg indefra kan høre en masse larm og snak. Det er vel der de andre elever er.

     Vi står sådan lidt tavse alle sammen og kigger nervøse rundt. Så lægger jeg mærke til, hvordan Nico stirrer blegt frem for sig, og jeg prøver at få hans opmærksomhed. Dernæst kigger jeg i samme retning som ham og finder ud af, hvad han stirrer sådan på. Selv spærrer jeg øjnene op.

     Alle malerierne på væggene er... levende. Menneskerne, der er malet på, snakker lystigt med hinanden eller laver hvert sit. Merlin og Mira er endda faldet i snak med en af de lavthængende.

     "H-hvordan kan det...?" hvisker Nico. Jeg trækker på skuldrene.

     Så kommer McClowens ud igen, og han stiller sig overfor os. "Inde på den anden side af døren er Storsalen. Her venter jeres medelever på jer. Og det er her, I vil blive fordelt. De fire stiftere af denne skole hedder Rowena Ravenclaw, Helga Hufflepuff, Godric Gryffindor og Salazar Slytherin. Skolen er opdelt i fire kollegier, og hver af dem er undervist af hver deres professor. Hver professor har deres egne værdier og talenter, og de tager kun imod elever, der har disse. Det kollegium, I kommer på, vil være jeres nye hjem. I vil gå i klasse med jeres kollegiekammerater, I vil sove sammen med dem i sovesalene, og I vil bruge jeres fritid sammen i kollegiernes opholdsstuer. Følg med mig."

     Så fører han os ind ad porten, og jeg måber, da et prægtigt syn møder mig.

     Vi kommer ind i en kæmpestor sal. Tusindvis af stearinlys svæver i luften, der er intet, der holder dem oppe, og loftet... jeg sværger, det ligner, at der intet loft er, jeg stirrer bare direkte op på den mørke nattehimmel, men samtidig kan jeg ane loftet bag illusionen. Der er fire langborde, hvor der sidder hundredevis af ældre elever og stirrer på os, mens vi går hen imod et langbord, der står på langs, og der sidder lærerne.

     Vi kommer hen for enden, hvor der står en lille skammel, hvor der ligger en slidt troldmandshat. Jeg kigger op imod lærerne. Jeg genkender straks Slytherin, men han har ikke øjnene rettet imod mig. Jeg skimmer de andre, men ingen af dem genkender jeg. Men de fire i midten skiller sig alligevel ud. Slytherin sidder ved siden af en bistert udseende mand med kastanjebrunt fuldskæg. Ved siden af ham sidder to kvinder, den ene minder mig om Helena med det lange mørke hår og det skarpe ørneblik, den anden ligner en rar tante, der smiler imødekommende til os alle sammen. Jeg ved næsten med de samme, at de er de fire stiftere.

     Der bliver helt stille, ingen snakker eller rører på sig. McClowens og lærerne har blikket rettet mod hatten, og det samme har Nico og de andre. Jeg ser på hatten og det er lige før, at jeg regner med, at den vil udføre et dansenummer. Og jeg er næsten helt overbevist, da den begynder at ryste.

     Men det, den rent faktisk gør, er meget værre...

     En aflang lap åbnes i hatten, som ligner en mund, og den lasede hovedbeklædning begynder at synge:

 

Ni år er gået nu

Siden fire gamle pjok

Havde en idé så snu

Og det går nu meget godt

 

Stiftede en skole gjorde de

For unge magikyndige

Magi ville de undervise i

Indtil børnene var myndige

 

Men selv fordele dem

Mellem de fire

Denne plan var ikke så nem

Så nu skal jeg spire

 

Godric Gryffindor

Vinder sværdturneringen hvert et år

Han værdsætter tapperhed og mod

Svigt ham, og du mister en fod

 

Rowena Ravenclaw

Prægtig kvinde der guldkorn sår

Hendes speciale er hovedet og visdom

Hun optager alle der er ligesom

 

Helga Hufflepuff

Vil du aldrig rime på

Men er du bare flittig og arbejder hårdt

Så vil hun smile og du ved du klarer det godt

 

Salazar Slytherin

Spotter slangers sind

Han er en mand af ambition og snuhed

Men nu skal du ikke tro, at han alt for led

 

Så nu hvor end

Ind på det hus, som jer vil kalde

Hogwarts er nu jeres hjem

Så held og lykke til jer alle

 

 

Hele salen bryder ud i klapsalver, mens jeg bare står og stirrer komplet forfjamsket.

     Merlin fnyser. "Det var den værste sang, jeg nogensinde har hørt."

     Hverken Nico eller jeg erklærer os uenige.

     "Vi har kun haft hatten i nogle år," undskylder McClowens til os. "Den er stadig ved at lære det."

     Han går hen ved siden af taburetten og finder et langt stykke pergament frem. "Jeg vil nu kalde eleverne op en efter en, og I skal hver især tage denne hat på, som så vil afgøre, hvor I skal placeres." Han læser fra pergamentet: "Averell, Jack."

     En mager mørkhåret dreng sætter sig på taburetten, og McClowens giver ham hatten på. Et sekunds tid efter råber hatten: "GRYFFINDOR!"

     Jack smiler nervøst og efter en vejledning fra McClowens springer han ned til Gryffindorbordet.

     "Jeg bryder mig ikke om det her," hvisker Nico, da drengen sætter sig. I samme sekund kaldet McClowens: "Dallin, Nicolas."

     Nico synker en klump. Jeg giver hans hånd et klem. "Bare rolig." Han ryster bare og sætter sig på taburetten, hvorefter hatten kommer på.

     Der går nogle minutter, hvor hatten vist skumler over Nicos personlighed og værdier. Jeg kan slet ikke trække vejret. Hvad nu, hvis hatten slet ikke vil placere ham noget sted, fordi han er Mugglerfødt? Hvad nu, hvis han slet ikke har tilladelse til at være her?

     Så, til sidst, råber hatten: "HUFFLEPUFF!"

     Nico smiler lettet og løber ned mod Hufflepuffbordet i midten. Han glemmer at give hatten tilbage, så McClowens må tage den af ham i forbifarten.

     Den næste er en pige ved navn Willow Fields. Hun bliver sendt til Hufflepuff ligesom Nico. Efter hende kommer en høj blond pige ved navn Annabella Hill, som bliver sendt til Ravenclaw.

     Så bliver Mira Holmes råbt op. Hun er ivrig og løber nærmest op for at få hatten over hovedet. De spinkle ben dingler under taburetten, som hatten et øjebliks tid overvejer hendes skæbne. Da den råber GRYFFINDOR! smiler Mira stort. Så fik hun sit ønske opfyldt. Jeg smiler til hende, og hun giver mig et gigantisk tandsmil.

     Hvor bliver jeg mon placeret? Imens nogle flere elever bliver fordelt over de forskellige kollegier, bliver jeg mere og mere nervøs. Hvor mon jeg skal hen? Jeg kender jo Slytherin, og jeg kan lide Slytherin. Måske er det der, at jeg skal være? Alle de andre virker i hvert fald så fjerne. Jeg har kun lyst til at blive undervist af Slytherin, Ravenclaw og Gryffindor skræmmer mig en lille smule. Samtidig har jeg heller ikke noget imod at komme på Hufflepuff, for professor Hufflepuff ser meget venlig ud, og så kan jeg da være sammen med Nico.

     "Ravenclaw, Helena," kalder McClowens. Alle strækker hals, som Helena går op til taburetten og sætter sig. Jeg kan godt følge dem, når jeg kigger på de to Ravenclawkvinder. De ligner virkelig mor og datter, de har den samme skrappe og hårde udstråling. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan hele skolen har stor respekt for professor Ravenclaw, og mange er sikkert interesseret i at se, hvor hendes datter bliver sendt hen. Selv professor Ravenclaw ser en anelse nervøst til, da Helena får hatten på hovedet. Professor Hufflepuff er nødt til at klemme hendes hånd. Jeg har lyst til at klemme Helenas, for hun ser ud til at gå ud af sit gode skind af nervøsitet.

     Men heldigvis råber hatten efter knap et halvt sekund: "RAVENCLAW!"

     Helena går med yndefulde skridt ned til Ravenclawbordet og gør sit bedste for ikke at springe op og ned og juble ud i lokalet.

     De næste to, Herbert Roberts og William Smith, bliver også sendt til Ravenclaw.

     Og så er det mig. Nu vender Slytherin endelig blikket mod mig. Fantom går ved min side, da jeg med rystende ben sætter mig på skamlen og tager den store hat på. Den falder ned over mine øjne, så jeg ikke kan se noget.

     "Hmmm..." funderer en stemme inde i mit hoved. Den samme stemme, som sang sangen og den samme stemme, der råbte alle kollegierne op som eleverne blev fordelt.

     "Hvad mener du med "hmmm"?" tænker jeg en smule irriteret.

     "Jeg har hørt om dig," siger stemmen.

     "H-har du?" tænker jeg.

     "Jeanna Snow. Du har ambitioner og du har det let med at sno dig ud af farlige situationer. og så er du slangehvisker."

     "Er jeg?" Det vidste jeg ikke engang selv. Hvad er en slangehvisker overhovedet.

     "Du ville passe perfekt på Slytherin."

     "Så sæt mig da på Slytherin," tænker jeg let tryglende.

     "Nej... det kan jeg ikke."

     "Hvorfor ikke?"

     "Ravenclaw... hmmm... Du er også klog og vis, ingen tvivl om det. Men... du ville altså passe bedre på Slytherin."

     "Jamen så sæt mig da på Slytherin!"

     "Det kan jeg ikke."

     "Hvorfor ikke?"

     "Det vil være for... farligt for dig."

     "Hvad mener du med farligt, din dumme hat? Gider du ikke godt bare sætte mig på Slytherin?!"

     "Nej... jeg bliver nødt til at sætte dig på RAVENCLAW!"

     Jeg mærker, hvordan hatten bliver løftet op, og febrilsk holder jeg den nede med hænderne og råber inde i mit hoved:

     "Hvorfor vil du ikke sætte mig på Slytherin?! Fortæl mig det!"

     Men hatten bliver hevet af, og jeg ser surt op på McClowens. "Jeg var ikke færdig endnu," siger jeg.

     "Det mener hatten, at du er," siger McClowens. "Der er måske en, der ikke er tilfreds?"

     "Jeg..." Jeg kigger mig over skulderen på professor Ravenclaw, der meget bevidst kigger ned på sin tomme tallerken. Så kigger jeg på Slytherin, der heller ikke kigger på mig. "Det er fint," siger jeg så og går ned til Ravenclawbordet og sætter mig ved siden af Helena og de andre. Helena ser spørgende på mig, men jeg kigger bare op imod de elever, der stadig er tilbage.

     Lige efter mig kommer en rødhåret dreng ved navn Weasley, han kommer på Gryffindor.

     "Merlin Wiggum!" råber McClowens, og komplet forpint går Merlin op imod taburetten. Folk fniser.

     "Wiggum?!" siger Helena. "Wiggum?!"

     Jeg trækker bare på skuldrene. Jeg har hørt en masse sære navne i mit liv, så jeg magter ikke engang at kommentere på det.

     Sekundet efter er Merlin til min store misundelse placeret på Slytherin.

     Der er nogle få elever tilbage, og da den sidste er placeret på Ravenclaw og sætter sig ned til os, sætter McClowens sig ned ved lærerbordet. I nogle sekunder sidder jeg og tænker over, hvad der mon nu skal ske, da jeg hører en sige: "Kartofler, frøken?" Jeg vender blikket mod en høj dreng, der rækker et stort fad med kæmpekartofler til mig, og til min store overraskelse ser jeg et hav af fade med de lækreste retter.

     Jeg takker ja og hiver to kæmpekartofler i land. Så begynder jeg ellers at øse op.

     "Nu må du lige beherske dig," siger Helena. "Ellers får du bare mavepine."

     "Er du gal? Jeg skal smage ALT."

     "Er du fattig eller sådan noget?"

     "Jeg ved bare, at jeg aldrig har haft så meget mad stående foran mig før. Og jeg forspilder ikke chancen."

     Mens vi spiser får jeg hilst på de andre fra kollegiet, som er på alder med mig selv. Annabella Hill, Tarah Johnson, Louise Marceau, Edward McXera, Herbert Roberts, William Smith og Kennedy Willson.

     Lidt senere kommer desserten. Jeg indser, at jeg aldrig har fået noget mere dessertagtigt ende et par havrekager og honning på ovnbagt æble. Jeg kommer simpelthen i himmerige, da der dukker alverdens kager op ud af det blå. Hvor kommer al den mad fra?!

     Senere bliver jeg helt igennem træt. McClowens rejser sig efter maden op og pladrer løs om nogle forholdsregler og informationer. Ingen vandringer i Den Forbudte Skov, tilmeldelse til noget Kviditchholdnoget, og så ønsker han os ellers en god nat, hvorefter vi splittes.

     Jeg kaster et blik på Nico, der smiler svagt til mig, som vi skilles. Jeg følger med Ravenclawer'erne ned ad de mange gange, op ad et hav af trapper - som oven i købet bevæger sig.                                          Vi går til sidst op ad en trappe, som jeg har en fornemmelse af fører op i et tårn. Helena og jeg danner bagtrop, og jeg er så træt lige nu, at jeg bare læner mig op ad væggen, da vi stopper op, vel for at vi skal blive lukket ind et eller andet sted.

     "Har du det godt?" spørger Helena.

     "Ja... jeg er bare lidt træt."

     "Det var ikke det, jeg mente," siger Helena. "Jeg hentyder til... du ved... angrebet."

     Nårh ja, angrebet. I nogle lykkelige timer havde jeg næsten fortrængt det. "Det... Jeg..."

     "Det er fint nok. Du behøver ikke snakke om det."

     I det samme fortsætter vi. Vi bliver ledt ind i et luftigt tårnrum med lænestole, borde og pejse.

     "Dette er så Ravenclaws opholdsstue," siger den ældre elev, der har ført os herhen. "Det er her, vi hænger ud, som man siger. Pigerne sover op ad døren til venstre, og drenge til højre. Godnat."

     De andre piger og jeg går bare ind ad den viste dør, op ad nogle trapper, til vi kommer til en dør, hvor der står 1. årgang på. Vi går ind.

     Derinde står der fem himmelsenge. Vores bagage er båret op. Fantom ligger allerede i en af sengene, og jeg lægger mig op til ham.

     "Tænk, at det er her, vi skal bo nu," siger Tarah.

     "Det bliver skønt," siger Louise.

     Vi siger ikke rigtig mere, vi hopper bare i seng, og jeg går ud som et lys ovenpå den hårde dag.

    

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...