Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4031Visninger
AA

12. Mugglerdrengen

 

 

"Bær ham herind," siger sygeplejersken. De er to om at bære drengen ind, og Nico går ved siden af med det her blege ansigt og store øjne, der gør mig helt bekymret for ham.

     "Nico," siger jeg, men jeg kan af en eller anden årsag ikke få ham til at høre mig. Han hører ikke andet end, når sygeplejerskerne siger, at han skal lægges ned i en eller anden seng, eller Nico skal flytte sig eller et eller andet. Men hans blik bliver fastholdt på denne fremmede dreng. Jeg undrer mig. Hvem er han, og hvordan fandt han frem hertil? Og hvorfor i det hele taget komme løbende igennem Den Forbudte Skov mens man råber på hjælp?

     "Hvad foregår her dog?" spørger en stemme bag mig. Jeg vender mig om og ser professor Hufflepuff, som kommer styrtende ind efterfulgt af professor Ravenclaw.

     Nu løfter Nico blikket og kigger op imod sit kollegieoverhoved. "Han... jeg... kender ham."

     "Kender ham?"

     Nico nikker. Men han siger ikke mere. Professor Ravenclaw vender sig imod mig med det hårde blik, hun sender alle. Det som minder mig så meget om Helenas.

     "Du bør nok gå tilbage til din sovesal, frøken Snow, kom med."

     "Men..." siger jeg, men jeg får ikke nogen chance for at stritte imod, Ravenclaws tager mig hårdt på skulderen og får mig uden videre til at gå med hende ned ad gangen - væk fra Nico.

 

Jeg ser ikke Nico den næste dag. Vi har ellers Astronomi sammen, hvor jeg sidder og føler mig ensom sammen med Fantom, siden de andre fra Ravenclaw foragter mig. Heldigvis er Hufflepufferne så rare som nogen kan være.

     Dagen efter står vi ude på græsplænen foran slottet på række med gamle koste liggende ved vores sider da vi har vores første lektion i Flyvning. Hvilket da også er på tide.

     Men vi har det sammen med Hufflepuff, og jeg kan virkelig mærke trangen efter at se Nico. Han har ikke været i skole, og ingen vil fortælle mig noget eller lade mig komme ind i sygefløjen, hvor jeg bestemt regner med, at han befinder sig.

     "Godformiddag, elever," siger professor Mountain med sin brummende kraftkarlstemme. Vi alle retter automatisk ryggen lidt og ser lige frem. Da Mountain bliver mødt af tavshed, gentager han: "Godformiddag, elever."

     "Godformiddag," mumler vi alle.

     "Det hørte jeg ikke."

     "Godformiddag," gentager vi alle tydeligt.

     "Godformiddag, professor Mountain."

     "Godformiddag, professor Mountain," snerrer vi.

     Han er ikke tilfreds, det ser vi tydeligvis, men han lader det heldigvis bare ligge og siger:

     "Velkommen til jeres første flyvetime. Det var da også på tide, hva'?" Vi nikker alle sammen istemmende. "Lad os starte. I har alle en kost liggende i græsset ved siden af jer. Det første, I skal lære at gøre, er at kommandere den op i jeres hænder."

     Vi ser spørgende på ham. Jeg gør i hvert fald. Der er flere, der ikke virker synderlig overraskede over hans udtalelse.

     "I rækker jeres hånd ud, så den er over jeres kost," forklarer Mountain. "Så siger I højt og tydeligt: Op." Han nikker som tegn til, at vi skal gøre det.

     "Op," siger jeg, og kosten bliver suget direkte op i min hånd. Flere er nødt til at gentage det flere gange, før deres kost vil adlyde. Det er ellers ikke særlig svært.

     "Hvordan gjorde du det?" spørger Helena. Jeg trækker på skuldrene.

     "Jeg... jeg sagde op."

     "Det gør jeg jo også."

     "Sig det tydeligere."

     "Jeg siger det tydeligt!"

     "Sig det endnu tydeligere."

     De første ti minutter af timen går med, at eleverne kæmper med at få kostene op i hænderne, hvilket åbenbart er sværere, end jeg oplever det.

     Så har alle endelig deres kost i hænderne, og Mountain siger:

     "Så, nu er vi vist klar til at komme ordentligt i gang. Alle sammen, sæt jer oven på jeres koste."

     Vi skræver alle sammen over vores koste.

     "Og nu - når jeg har talt til 3 - skal I alle sammen løfte jeres fødder fra jorden, så jeres kost hæver sig i luften."

     Det lyder bindegalt, og jeg tror ikke et sekund på, at det faktisk vil virke.

     "En - to - tre!"

     Jeg løfter fødderne, og Fantom springer op på mit skød.

     "Hop ned!" hvæser jeg, men hans spring gør egentlig ikke nogen forskel. Kosten letter ubesværet op i luften, og jeg stirrer måbende ned på jorden.

     "Se på frøken Snow, Murgery! Du skal bare løfte dine fødder!"

     "Jeg tør ikke!" tuder Hufflepufpigen. Jeg hæver mig stille højere og højere op. Fantom sender mig et miav og et advarende katteblik, men jeg ignorerer ham. Jeg trækker mig ind imod kosteskaftet og suser opad, så jeg kommer helt op til astronomitårnet. Udsigten heroppefra er helt enestående. Det er samme følelse som da jeg var oppe i den flyvende karet, men dog med langt mere kontrol. Jeg har det virkelig, som om jeg kan flyve.

     Og jeg føler mig ordentlig meget som en heks her på mit kosteskaft med Fantom på skødet af mig.

     Og jeg er ligeglad. Her er jeg fri. Fri til at gøre hvad jeg vil.

     "Frøken Snow!" råber Mountain et sted dernede. "KOM HERNED!"

     Jeg glipper med øjnene og ser ned. Alle står på landjorden, og Mountain står med armene over kors og med den ene støvle bankende i jorden. Jeg gulper og flyver ned og lander.

     "Undskyld," siger jeg og lægger kosten ned i græsset. Helena sender mig et stift blik.

     "Nå, nu hvor I alle sammen har været rundt og mærke jeres koste," siger Mountain, "vil jeg lade to af jer vise jeres værd. Jeg har nemlig en lille opfindelse her i min taske." Mountain roder rundt i sin skuldertaske og finder en lille gylden bold på størrelse med et hønseæg.

     "Dette er hvad jeg kalder et gyldent lyn."

     "Et gyldent lyn, professor?" spørger Helena.

     "Ja, frøken Ravenclaw. Jeg har selv opfundet den, og jeg ved, at man en dag vil gøre nytte af den i flyvende kostelege."

     Jeg sukker.

     "Dette lyn kan flyve superhurtigt," forklarer Mountain. "Og man kan næsten ikke se det, fordi det er så småt. Og jeg har en lille øvelse. Vil to af jer melde jer frivilligt?"

     Jeg ved godt, hvad denne her øvelse går ud på, og at jagte en lille bold og suse igennem luften? Lyder fedt.

     "Hvad med dig, frøken Ravenclaw?" spørger Mountain. "Kunne du tænke dig at være med?"

     "Jeg... Ja... Ja, det vil jeg gerne." Forsigtigt træder Helena hen til Mountain.

     "Og hvem vil være den anden?" spørger Mountain.

     Jeg rækker hånden i vejret. "Mig, mig, mig!"

     "Udmærket, frøken Snow." Han vinker mig hen, og Helena bakker væk.

     "Jeg har ombestemt mig," siger hun.

     "Vås," siger Mountain. "Jeg slipper lynet her fri, og I to skal så ud og se, om I kan fange det. Se det som en øvelse i flyvetaktik."

     Jeg er så klar. Helena skælver en lille smule.

     "Bange?" spørger jeg.

     "Ikke det mindste," svarer Helena koldt, men jeg kan høre nervøsiteten i hendes stemme.

     "Snow, du glemte din kost," siger Mountain. Jeg kigger mig over skulderen. Fantom sidder henne ved min kost og sender mig et af de dér onde katteblikke, katte har med at sende folk.

     "Ups," siger jeg. "Op."

     Kosten flyver ubesværet hen i min hånd, selvom der er flere meter imellem mig og den.

     Jeg smiler flabet til Helena, og Mountain ser yderst imponeret ud.

     "Ja, nå," siger han. "Lad os komme i gang. Op på jeres koste, I to."

     Vi sætter os op på vores koste.

     Mountain kaster lynet op i luften. "Fang den!"

     Jeg letter i et hop fra jorden og suser efter bolden, som jeg lige netop kan se fremme, men den er utydelig, især i den kraftige sol, der hele tiden skinner i øjnene på mig.

     Helena kommer op på siden af mig, og jeg smiler til hende.

     "Så?"

     "Så hvad?" spørger Helena med blikket stift rettet fremad, mens vi begge jagter lynet.

     "Hvordan går det med at være bange for mig? Ved at være træt af det?"

     "Jeg er bestemt ikke bange for dig, frøken Snow."

     "Nå, er vi pludselig ikke på fornavn længere, frøken Ravenclaw?" Jeg bukker mig fremover og øger farten en del.

     Så, lige pludselig, kan jeg se lynet komme tættere og tættere på, jeg haler ind på det! Så jeg rækker hånde ud efter det, men jeg ser en anden hånd - Helenas hånd - gøre det samme.

     "Nej!" råber jeg og strækker armen imod hende for at få hende væk - jeg vil have den først!

     Men... ja, det går en smule galt. Min hånd misforstår åbenbart mine ønsker ved denne handling og sender en strøm af ufrivillig magi ud, der virker præcis som en Hæmmer. Helena giver et gisp fra sig og bliver skubbet af sin kost. Hun styrter imod jorden.

     Jeg gisper og standser i luften. Jeg dykker med fuld fart imod hende, men jeg ved, at jeg ikke kan nå hende, før hun rammer jorden.

     Men en kæmpestor boble er pludselig mellem hende og den visse død. Hun lander i boblen, hvorefter den springer, og hun falder den sidste meter til jorden med et støn.

     Jeg lander og farer imod hende. "Helena, er du - ?!"

     "Hold dig fra mig!" hvæser Helena og rejser sig op. Det beviser da, at hun er uskadt i det mindste. "Hvad er der galt med dig?!"

     "Der er intet galt med mig!" siger jeg. Men jeg ved ikke engang, om jeg selv tror på det mere. Alle her synes i hvert fald at tænke det om mig.

     "Er der sket dig noget, frøken Ravenclaw?" spørger Mountain, som han kommer styrtende imod os. "Godt, jeg fik lavet den boble."

     "Jeg har det fint," siger Helena, stadig med blikket på mig. "Helt fint."

     "Godt," siger Mountain. Så ser han rasende på mig. "Du brugte en tryllestav imod hende! Det er imod reglerne! Ikke, at jeg opfandt nogen - men det burde enhver kunne regne ud."

     "Det var et uheld!" siger jeg.

     "Sludder og vrøvl! Timen er aflyst. Jeg følger frøken Ravenclaw her til sygefløjen. I andre... nyd jeres fritid." Han sender mig et blik, der siger, at mig er han ikke færdig med endnu.

 

Jeg sidder lænet op ad muren udenfor sygefløjen med Fantom på skødet. Den store port er lukket, så jeg har ingen idé om, hvad der foregår derinde. Jeg ved bare, at Ravenclaw hastede derind for en fem minutters tid siden. og Nico er også derinde et sted.

     "Jeanna!" råber Mira nede ad gangen, som hun og Merlin kommer hastende.

     "Hej," siger jeg selvmedlidende.

     "Hvad er der sket?" spørger Mira.

     "Jeg... jeg kom en smule til at skade Helena. Men altså, det virker som om hun har det fint."

     Mira og Merlin stirrer på mig. Jeg rejser mig og løfter Fantom op i mine arme. "Jeg... jeg kom til at gøre det dér... maginoget."

     "Arh..." siger Merlin. Han smiler. "Det fortjente hun også en lille smule."

     Mira sender ham det ondeste blik, og jeg selv kan ikke lade være med at se lidt paf på ham.

     "Jeg bliver smidt ud," siger jeg panisk. "Hun er professor Ravenclaws datter!"

     "Du bliver da ikke smidt ud, Jeanna," siger Mira.

     "Hørte du mig ikke?! Hun er professor Ravenclaws datter!"

     "Det er ikke så slemt," siger Merlin. "Hvordan går det egentlig med Nico og ham Mugglerdrengen?"

     "Jeg har slet ikke hørt noget. Men de er vel begge derinde nu."

     "Måske skulle vi gå ind."

     "Jeg kan da ikke gå derind. De to Ravenclawer foragter mig."

     Mira himler med øjnene. "Du kan gå ind og vise, at du er ked af det ved at... du ved... sige undskyld - igen. Du har vel sagt det før, ikke?"

     Jeg trækker på skuldrene. "På en måde."

     "Så lad os gå ind," siger Merlin.

     Jeg åbner den store dør og går ind i den store hall fyldt med senge.

     Helt henne i den anden ende sidder Helena, Ravenclaw, Mountain og sygeplejersken. Der er trukket for hos en af sengene. Det må være dér, Nico opholder sig. Ganske ufrivilligt går jeg lige forbi og hen til sengen fuld af had.

     "Jeg vil gerne undskylde igen," siger jeg. "Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg forsikrer jeg om, at det ikke var min mening."

     "Sket er sket," siger professor Ravenclaw med et hårdt blik. "Der er jo ikke sket Helena noget, og jeg ved, at det formentlig var et uheld."

     Jeg nikker lettet. Hun vil ikke smide mig ud.

     "Nå, men jeg må tilbage til mine lektioner," siger Ravenclaw og giver Helena et kys på panden, hvorefter hun rejser sig. Hun vender sig imod mig og åbner munden, men får ikke noget sagt, før Nico pludselig hiver forhænget fra og råber til os:

     "John er vågnet!"

 

John sidder i hospitalssengen med et tæppe over sig og drikker noget varm urtedrik. Han ryster en anelse, som vi alle sammen står omkring ham. De tre andre stiftere er endda kommet til.

     "Så, John, kan jeg forstå?" lægger Gryffindor ud.

     "John Zandor," siger John med rystende stemme.

     Jeg sidder på sengen ved siden af sammen med Nico, Mira og Merlin. Helena står ved siden af professor Ravenclaw.

     "Har professor Ravenclaw fortalt dig, hvor du befinder dig?"

     John nikker. "På et slot. I kalder det Hogwarts. Det er en slags... skole?"

     "Det er rigtigt. Kan du fortælle os, hvordan du kom hertil?"

     "Jeg løb," svarer John. "Jeg var på flugt." Han kigger på Nico nu. "Jeg fik pludselig øje på tårne, der ragede over trætoppene, og så kom jeg pludselig til et skovbryn, og der så jeg Nico og hende dér." Han peger på mig. "Så besvimede jeg."

     "Hvem flygtede du fra?"

     "Alle," hvisker John. "Alle jeg nogensinde har kendt. De vendte mig alle sammen ryggen. Jagtede mig med fakler. Stak mig med... spyd. De ville slå mig ihjel."

     Hans ord har en tung effekt på rummet. Faktisk kan jeg høre, at det med det samme begynder at storme udenfor. Samtlige potteplanter herinde falder til gulvet. Vi ser forskrækkede rundt.

     "Hvorfor jagtede de dig, John?" spørger Ravenclaw stille.

     "Fordi..." John synker en klump og ryster, så han næsten spilder. "Fordi jeg er et uhyre fra Helvede. Det er, hvad jeg er."

    

    

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...