Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4035Visninger
AA

13. Mugglerdrengen med magi

 

 

"Så... " siger jeg, som vi bliver smidt ud af hospitalsfløjen. De andre holder sig tavse, især Nico, og det er ham, jeg vil have til at sige noget.

     Han kigger på mig og lægger mærke til, at jeg kigger ret så indtrængende på ham.

     "Hvad?"

     "Så?"

     "Så hvad?" Nico stopper op nu, det samme gør jeg. Mira, Helena og Merlin holder sig lidt i baggrunden.

     "Er han en troldmand eller hvad?"

     "Hvad mener du med det? Hvorfor tror du det? Han er bare forvirret."

     "Nico, jeg voksede op blandt Mugglere præcis ligesom dig! Du ved udmærket godt, hvad det vil sige at være et uhyre fra Helvede. Det vil sige, at han er en troldmand."

     Fantom miaver som for at give mig ret, og jeg smiler og lægger armene over kors.

     "Han... Han er et år ældre end os," siger Nico. "Hvis han er en troldmand, hvorfor er han her så først nu? Burde han ikke være blevet opdaget for et år siden ligesom resten af os? Det giver ingen mening, at han er en troldmand."

     "Faktisk," siger Mira. "Er det den eneste forklaring på, at han er her." Merlin og Helena nikker istemmende.

     "Hogwartsslottet er magisk," siger Helena. "Min mor, Gryffindor, Slytherin og Hufflepuff har forhekset det, så kun troldmænd og hekse kan se det som det rigtigt er. Alle normale Mugglere vil kun se en gammel ruin, og en kraft i dem vil give dem lyst til at vende om. Men det gjorde John ikke. Det er bevis for, at han er en troldmand."

     "Men..." siger Nico. "Jeg har kendt ham i lang tid, han har aldrig vist tegn på magi. Aldrig nogensinde."

     "Hvornår så du ham sidst?" spørger jeg.

     "Nogle år siden. Jeg var vist ni, sidst vi sås. Han var en gadedreng ligesom mig. Men jeg har ikke hørt fra ham siden, og han... Hvorfor er der ikke nogen, der har opdaget ham?"

     "Skolen er jo ret ny," siger Helena. "Systemet med at spore Mugglerfødte er stadig lidt ustabilt. Der kan være mange derude med magi, som aldrig er kommet på skolen, simpelthen fordi de aldrig blev opdaget."

     "Men John er her nu," siger Mira. "Han er i sikkerhed fra hvem han nu flygtede fra."

     Nico nikker. "Lad os bare gå ned til aftensmad."

 

Der er en vis ulempe ved, at alle mine venner er fra de andre huse. Jeg sidder sammen med frøken Noget-så-fin og de andre kloghoveder, og ingen af dem kan lide mig, så jeg spiser bare min mad for mig selv. Og jeg skutter hele tiden over til de andre borde.

     Mira snakker med sine kammerater fra Gryffindor. Merlin blærer sig med sine magitricks til nogle ældre Slytheriner. Kun Nico virker lige så ensom som jeg, selvom han tydeligvis gør det med vilje. For hende Willow dér prøver hele tiden at få ham til at sige noget, men han sidder bare med sin suppe og ser ud i luften.

 

Den næste dag kommer jeg lidt tidligt ned til morgenmaden for at spise i ro. Der sidder nogle få ved de fire borde, men her er roligt nok til, at jeg kan spise min mad uden at skulle bekymre mig om det had alle fra Ravenclawhuset har til mig.

     Så ser jeg Nico komme ind ad døren til salen. Jeg sender ham et skævt smil og et vink, og han går direkte hen til mig og sætter sig på bænken ved Ravenclawbordet.

     "Jeg har lige snakket med professor Hufflepuff," siger han.

     "Ja?" spørger jeg.

     "De vil gerne snakke med os. Os to. Angående John."

     "Hvorfor? Hvad drejer det sig om?"

     Nico trækker på skuldrene. "Jeg er ikke sikker. Men i det mindste får vi noget at vide."

     "Hvornår vil de snakke med os?"

     "Omgående."

 

Et par minutter efter står Nico og jeg foran De Fire på deres fælles store kontor. Jeg tygger af munden, da jeg sådan set var ved at spise min morgenmad, da Nico kom hastende.

     "Hr. Dallin," siger professor Gryffindor. "Frøken Snow. Undskyld, at vi sådan hiver jer ind lige før time."

     "Det gør ikke noget, professor," siger Nico. "Hvordan har John det?"

     "Tilstrækkeligt," svarer professor Hufflepuff. "Han er stadig en smule i chok, men han har det i hvert fald bedre."

     "Hvad drejer det her sig om?" spørger jeg.

     "Vi ønsker, at I to skal tage jer af John den næste tid. Tage ham med til jeres timer, sørge for, at han kan finde rundt på skolen og den slags."

     "Selvfølgelig," siger Nico. "Hvor skal han bo?"

     "Indtil videre lader vi ham overnatte i mit hus," siger Hufflepuff. "Nico, han kan vel sove i din sovesal?"

     Nico nikker. "Men skal han ikke selv have et hus?"

     "Ikke før vi ved, om Hogwarts er det rigtige sted for ham."

     "Det... det rigtige sted?" spørger jeg.

     "Indtil videre er vi ikke helt sikre på, om han er en troldmand eller ej," forklarer Ravenclaw. "Han har endnu ikke vist nogen tegn på magi. Og før han gør det, kan vi ikke vide, om han hører til her."

     "Men han fortalte, at han blev jagtet af Mugglere, der kaldt ham et uhyre fra Helvede. Er det ikke bevis nok for at han har magi?"

     De Fire er meget enige om at ryste på hovedet på dette punkt. Men det er Slytherin, der taler:

     "Mugglere er så bange for magi, at forveksler det med deres egne latterlige vrangforestillinger." Han siger det med en undertone af foragt, der får mig til at stirre på ham. "De fleste mennesker, de fanger, er blot almindelige Mugglere som dem selv. Alt for mange uskyldige er blevet brændt på bålet på grund af Mugglernes had og idioti."

     "Som min mor," mumler jeg.

     "Ja," siger Slytherin. "Som din mor."

     "Men..." siger Nico. "Hvad nu, hvis han i virkeligheden ikke er en troldmand, og vi er nødt til at sende ham væk? Så vil han jo kende til Hogwarts, og er det ikke farligt for os?"

     "Hvis nu John ikke viser sig at være en troldmand, så ja, så kan han ikke blive her," svarer Gryffindor. "Men der er ikke nogen fare, for så vil vi kaste en hukommelsesbesværgelse på ham, der vil få ham til at glemme alt, der er sket her."

     Jeg kommer til at tænke på dengang min mor kastede sådan en på mig for at få mig til at glemme min far. Og hvordan jeg brød igennem den. "Men de virker vel ikke altid, gør de?"

     "De har en meget stor sandsynlighed for at virke," siger Hufflepuff."

     "Men... de kunne fejle?" spørger jeg.

     "De er endnu ikke fejlet hos en troldmand, der har styr på sin magi," siger Ravenclaw. "Er der noget specielt, du tænker på?"

     Jeg ryster bare på hovedet, men med hovedet fyldt med undrende spørgsmål. "Nej, det er ikke noget. Jeg var bare nysgerrig."

 

John ser lidt nervøst ud over astronomilokalet, som vi træder ind ad den buede indgang til det øverste rum i tårnet. Vi er for sent på den, så selvfølgelig er undervisningen lige gået i gang, der er helt stille, rummet er fyldt op - og hver eneste Hufflepuff- og Ravenclawelev stirrer på os.

     Eller rettere - på John.

     "I er sent på den," siger McClowens - der for en gangs skyld ikke er.

     "Undskyld," siger Nico og siger lavmælt til os. "Lad os sætte os her." Han går hen imod et hjørnebord helt omme bagerst. John er helt bleg og ligner en, der er på nippet til at få et anfald af en art. Jeg holder mig parat til at gribe ham, hvis han skulle besvime.

     Vi sætter os ned, og undervisningen fortsætter. McClowens beder os slå op midt i bogen på en side, der fortæller om stjernetydning. Så begynder han ellers at fortælle om et eller andet, som vi ikke hører med på.

     "Så John," siger jeg lavmælt, og John ser en smule skræmt på mig. "Så du er en troldmand?"

     "Nej!" siger John højt nok til, at alle igen vender blikket imod os. Jeg tysser på ham, og alle vender opmærksomheden mod McClowens igen.

     "Men hvis du ikke er en troldmand, John..." siger Nico.

     "Jeg er jo ikke en troldmand, Nico," siger John, nu med stemmen skruet ned. "Det er bare misforståelser. Håber jeg. Som om jeg har lyst til at være et uhyre."

     "Du er ikke et uhyre, John," siger jeg. "Vi er mange magikere. Hele skolen her er bare for at undervise magi, så vi kan lære at håndtere den. Du bør ikke gemme den væk."

     John ser lidt på mig, hvorefter han så ser på Fantom, der ligger og spinder på bordet. "Du er en heks?" spørger han.

     "Øh... ja."

     "Smukt," siger John blegt og synker en klump. Han virker som en, der er ved at dø af skræk for alt det her.

    

Efter time stikker Nico og jeg hovederne sammen for at aftale, om det vil være bedst for John at komme med mig til Besværgelser eller med Nico til Forsvar.

     Vi er ikke længe om at blive enige om, at han nok skal lægge ud med Besværgelser.

     "Så kan han også lære, hvordan magi fungerer," siger Nico. "Og jeg tror ikke, at alle de mørkevæsner, han kommer til at lære om i Forsvar vil gøre ham mindre skræmt for magi."

     "Ja, du har ret," siger jeg, hvorefter vi skilles.

     John og jeg taler ikke sammen, som vi følges ned ad gangen imod Besværgelseslokalet. Det er heldigvis en praktisk time, og professor Gryffindor lader bare de andre øve sig på dagens besværgelse, mens han udelukkende fokuserer på mig og John.

     "Du kan bruge en af skolens tryllestave," siger Gryffindor og rækker ham en slidt tryllestav. "Den er fremstillet af et universalstof, så den kan bruges af alle til låns."

     John fatter vist ikke et ord af, hvad manden forklarer, han tager bare blegt imod tryllestaven og stirrer på den.

     "Du skal svinge med den," hvisker jeg til ham. Han nikker og giver den et sving, men der sker ikke noget.

     Gryffindor betragter ham tænksomt. "John, ingen grund til at være så skræmt, bare slip det løs."

     John ser skræmt på ham. "Men... slip hvad løs?"

     "Din magiske energi."

     "Hvad nu hvis jeg ikke har nogen? Det hele kan være en misforståelse?"

     "Sludder og vrøvl, John," siger jeg og træder op overfor ham. "Kom, kast en besværgelse på mig, hvilken som helst en. Jeg vil ikke engang bruge min egen tryllestav til at forsvare mig, du kan være helt rolig."

     Fantom sender mig et gustent blik, da vi begge to ved, at jeg ikke behøver en tryllestav for at forsvare mig. Men jeg ignorerer ham.

     "Kom nu," siger jeg igen. Gryffindor ser lidt nervøst på mig og så på John. John nikke bare stumt.

     "Hvad ehm... skal jeg sige et eller andet?"

     "Prøv med Ascendio," siger Gryffindor.

     "Skal jeg bare sige det?"

     "Mens du peger på hende med tryllestaven."

     Vi lærte om Ascendio sidste gang. Det gjorde nas, da jeg blev ramt med den. Jeg håber, at det viser sig, at John IKKE er en troldmand.

     "Ehm..." John peger på mig med lånetryllestaven. Så siger han: "Ascendio."      

     Jeg kan faktisk se, at det gnister ud af spidsen på tryllestaven, og jeg kan et kort øjeblik høre mit hjerte slå, inden jeg bliver trukket op i luften og falder ned på min bagdel flere meter derfra.

     "Av for søren," mumler jeg surt. Eleverne omkring os griner helt vildt, og Mira kommer mig til hjælp, mens hun prøver at holde det inde.

     "Mugglerdrengen slog dig, Jeanna," fniser hun.

     "Årh hold dog mund," brummer jeg og ser hen på John, der taber tryllestaven på gulvet. Jeg kan se det i hans øjne.

     Det er frygt. Så sætter han i løb ud fra lokalet. Og han kommer ikke tilbage.

 

"John!"

     "John, er du herude?!"

     Det er allerede sen eftermiddag, og vi har ledt rundt hele dagen. Merlin og Nico er kommet mig og Mira til hjælp. Hvorfor er Hogwarts også så forbandet stort? Lige i dag hader jeg Hogwarts.

     "Han kan da ikke være løbet... væk for alvor, vel?" spørger Mira forsigtigt.

     "Jeg ved det virkelig ikke, jeg håber det ikke."

     Der går flere timer, hvor vi bare leder. Til sidst er Mira og Merlin gået ind til aftensmad, kun Nico og jeg leder endnu.

     Vi beslutter os for at splittes igen.

     Jeg går rundt på den store græsplæne og skæver lidt smånervøst ind imod skoven og overvejer muligheden. Men nej, John ville da ikke gå ind i Den Forbudte Skov, ville han? Så skør ville han da ikke være? Efter allerede at have været der en gang.

     Men det føles som det eneste sted på hele området, vi endnu ikke har kigget, så ja, jeg ender med at bruge Lumos og gå ind i skoven sammen med Fantom.

     "John...?" kalder jeg forsigtigt. Det her er møguhyggeligt.

     Jeg fortsætter længere ind, og da jeg til sidst ikke kan se skovbrynet længere, stopper mine ben ufrivilligt op, og jeg står lidt og bare ser mig skræmt omkring.

     "John, er du her?!" råber jeg nu ud imellem træerne, og håber inderligt på, at ikke de forkerte vil høre mig.

     Efter at gå i evigheder, hvor jeg bare kalder og konstant farer omkring af frygt for, at et eller andet skal snige sig ind på mig, er der omsider en menneskestemme, der svarer mit kald.

     "Hve-hvem er det?"

     Det er Johns stemme. Jeg sætter i løb imod stemmen og kommer til en træstamme, hvor han sidder.

     "John, hvad laver du her?" Jeg er både inderligt lettet og inderligt rasende over, at han sådan tvinger mig til at gå herud for at lede efter ham.

     "Jeg... Jeg ved det ikke. Vil du ikke nok holde dig væk fra mig?"

     "John. John, du er en troldmand."

     "Nej, jeg er ej. Lad være med at kalde mig det."

     "Det er ikke noget, du skal være bange for. Magi er det sejeste i verden."

     "Magi kan få mig dræbt! Troldmænd og hekse bliver dræbt dagligt på grund af deres tryllekunster!"

     "Det er sandt," siger jeg. "Men ikke her. Ikke på Hogwarts. Her er du i sikkerhed. Her kan du lærer at praktisere magi uden at Mugglerne vil skade dig. Du kan være sikker her, stol på det."

     "Men hvorfor skulle jeg overhovedet have lyst til at praktisere magi? Hvad kan jeg bruge det til?"

     Jeg trækker på skuldrene. "Se her."

     Jeg bruger ikke min tryllestav, jeg kigger på målrettet på et træ, hvorefter det begynder at lyse guldagtigt. Det samme gør de andre træer, blomsterne og planterne. Som om tusindvis af ildfluer har slået sig ned omkring os. John stirrer omkring os.

     "Hvordan... hvordan gjorde du det?" hvisker han.

     "Det er magi," siger jeg. "Det kan skabe sådan noget som det her. Nyttesløse ubrugelige - men ret så smukke ting."

     "Kan jeg... lære at gøre sådan noget som det her?"

     "Ja, det kan du."

     "Ligesom i alle eventyrerne."

     John smiler nu, og jeg kan for første gang kun se fascination i hans øjne. Jeg selv kan heller ikke lade være med at smile, som vi står her omringet af lysende guldtræer.

 

John og jeg finder Nico, der bliver helt åndeløs af lettelse. Derefter meddeler vi til de mange lærere, der også er ude og lede, at han er fundet. Vi går alle sammen ned imod Storsalen for endelig at få noget at spise, men jeg indser, at der måske er noget, der er vigtigere for mit vedkommende.

     Så jeg skilles fra de andre og går ned ad gangen og op af en trappe og så videre ned ad flere gang. Lige indtil jeg når Slytherins kontor. Jeg banker på.

     "Kom ind," lyder Slytherins stemme derindefra.

     Jeg går ind. "Vi fandt John."

     "Det hører jeg," svarer Slytherin. Han sidder ved sit skrivebord og retter noget, der ligner opgaver. Jeg håber ikke, at en af dem er mine, for den blev ærlig talt noget lort.

     "Slytherin, jeg vil gerne snart i gang med træningen," siger jeg så. Slytherin kigger op på mig.

     "Ja?"

     "Jeg har ikke lyst til at være bange for det, som jeg kan, men som ingen andre synes at kunne. Jeg har lyst til at være i stand til at udnytte det."

     "Selvfølgelig."

     "Men... professor. På et eller andet tidspunkt... kommer jeg til at bede om svar. Som hvorfor min mor opførte sig, som hun gjorde, hvad der helt præcist skete med min far. Og så først og fremmest - hvorfor mine evner er som de er."

     Slytherin rejser sig op fra sin kontorstol og går hen imod mig. "Jeanna, jeg vil love dig, at en dag vil jeg give dig svar. Ikke endnu. Det er ikke et passende tidspunkt. Men jeg lover dig, at en dag vil jeg fortælle dig alt."

     Jeg nikker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...