Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4041Visninger
AA

9. Mirakelbarnet

 

 

"Du er et mirakelbarn," siger manden, mens han smiler et varmt faderligt smil. Jeg smiler lidt usikkert tilbage og er ikke helt sikker på, hvad jeg skal synes om situationen.

     Vi går i den tyste skov i sensommervarmen. Fantom kommer frem fra buskene, gumlende på et eller andet bytte. Der er lidt blod i mundvigen. Jeg sætter mig ned på hug for at tage imod katten, som blidt lader mig kæle ham bag øret.

     "Det er godt at have en kat hos sig," siger manden. "Især når man er en troldmand - eller heks som du. De beskytter en."

     "Han har ikke gjort andet end at beskytte mig," siger jeg og rejser mig. "Hvorfor kaldte du mig et mirakelbarn?"

     "Fordi det er du," siger manden.

     "Men hvorfor?"

     "Du kan ting - ting som andre ikke kan."

     "Og hvad er det for eksempel?"

     "Det er noget, som du er nødt til selv at finde ud af. Men du har en opgave - en vigtig opgave. Noget der kan redde os alle sammen."

     "Prøver du at fortælle mig, at jeg er "den udvalgte" eller sådan noget?" Det hele begynder at virke lidt latterligt.

     Skoven er stille, helt stille, jeg kan ikke høre nogle fugle eller dyr, ikke andet end vores egne skridt, indtil han svarer:

     "Nej, det er ikke noget i den stil. Der er ingen profetier indblandet her. Der er kun den evne, der gør det muligt for dig at udføre opgaven."

     "Og denne her evne gør mig til et "mirakelbarn"?" spørger jeg. Han nikker. Vi er stille lidt, imens vi trasker igennem skoven. Jeg betragter ham. Han er højere end mig, meget højere, klædt i smukke gevandter. Hans øjne er faderlige og grønne ligesom mine.

     Det er tredje gang, jeg fører samtale med ham. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvor de fører hen. Fantom er også ved at blive mistænksom.

     "Hvad er det for en opgave?" spørger jeg så.

     "Du skal finde noget."

     "Hvad?"

     Han svarer ikke. I stedet stopper han op og rækker mig sin bue og en enkelt pil. Jeg tager lidt forbavset imod udstyret - jeg har aldrig skudt med bue og pil før, jeg ved ikke engang, hvordan man gør, så jeg glor bare spørgende på ham.

     "Sigt."

     "Sigt efter hvad?"

     "Og så skyder du."

     "Skyder efter hvad?"

     "Dit bytte."

     Jeg ved ikke, hvad han vil have ud af det, men stumt gør jeg bare som han siger. Jeg lægger pilen på buen, spænder den og sigter ind i skoven. Hvad sigter jeg efter?

     "Hav fokus," siger manden.

     Jeg har fokus - på en lille bevægelse et mellem bladene og træerne.

     "Skyd."

     Jeg skyder. Pilen suser af sted og rammer mit bytte.

     "Nu skal du bare hente det," siger manden. Jeg smiler og ser frem - jeg vil hente det. For jeg er nysgerrig efter at se, hvad jeg har ramt.

     "Hvem... hvem er du egentlig?" spørger jeg og vender mig om. Men han er væk. Jeg er helt alene i skoven sammen med Fantom.

 

Jeg åbner øjnene, da jeg bliver vækket af støjen omkring mig. Fantom strækker sig i fodenden. Jeg spekulerer lidt på, om han har drømmene sammen med mig, eller om det bare er mig, der fantaserer mig ham der.

     "Du skal op nu, Jeanna," siger Helena, som hun går forbi min seng mens hun reder sit lange hår.

     "Ja ja," gaber jeg og får sat mig op. Vi er halvvejs igennem den første uge af skoleåret. Det har været min første skoleuge nogensinde - og den mest interessante. Jeg kan slet ikke forestille mig, at Mugglerne har det lige så interessant, når de bliver tvunget til at sidde og læse gamle skrifter, mens munke plaprer løs om et eller andet. Godt nok skal vi også lære at læse, os alle sammen, det er ret vigtigt for lærerne. Jeg er ikke selv særlig god til det, men Helena hjælper mig, hun har et enormt forspring, fordi hun lærte at læse for evigheder siden.

     "Du bliver nødt til at være frisk," synger Tarah. "Vi skal have Forsvar i dag - og det er din tur til at kæmpe i dag."

     "Åh gud," mumler jeg.

     "Og gæt, hvem det er med," siger Annabella.

     "Det er ikke Merlin, vel?"

     "Det er MERLIN!" skjaller de alle fire. Jeg stønner.

 

Det er tredje gang, vi har Forsvar i denne uge, og jeg er så træt af det. Professor Slytherin lærer os et par teknikker til selvforsvar hver time, hvorefter vi to og to skal kæmpe. Merlin slår altid alle, han er et naturtalent. Ingen har lyst til at føre en duel med Merlin. Og nu er det min tur.

     Alle de andre trøster mig en anelse med det, beder mig om at være stærk. Drengene fra Slytherin griner bare af mig, når vi passerer hinanden på gangen.

     Apropos gange... så er der MANGE. Hogwarts er seriøst det mest forvirrende sted på Jorden. Det. er. fysisk. umuligt. at. finde. rundt. I går, da vi skulle ned i krypten for at finde Eliksirlokalerne, var vi over en time over det, vi nåede først frem, da lektionen var forbi. Så gav professor Hufflepuff os et kort og bad os om at skynde os videre, så vi kunne nå til Besværgelser. Og det gør det ikke ligefrem bedre, at fire af lærerne er De Fire. Vi er begyndt at kalde dem det, da hele skolen nærmest forguder dem. Der er ingen, der sætter sig op imod dem. Man er konstant bange for at sige noget forkert eller komme for sent, fordi man er bange for, at man risikerer bortvisning. Det er dog ikke sket endnu.

     "Nico!" råber jeg, da jeg får øje på den krølhårede dreng længere fremme på gangen, da vi er på vej til Besværgelser. Nico vender sig om. Han gør sammen med hende Willow et-eller-andet. Han har gået sammen med hende hele ugen. Vi har knap nok set hinanden. Gid jeg dog i det mindste var kommet på Hufflepuff - eller han var kommet på Ravenclaw.

     "Hej, Jeanna," siger han med et smil. Willow smiler også venligt, men jeg har lyst til at kvæle hende.

     "Ikke meget, jeg har set til dig, hva'?" siger jeg.

     "Nej, vi er jo på forskellige kollegier. I øvrigt, det her er Willow - "

     "Jeg ved godt, hvem hun er," siger jeg. Willows smilebånd bliver vendt nedad. "Jeg vil gerne snakke med dig om noget."

     "Hvad da?"

     "Jeg... havde en drøm i nat."

     "Det sker for ret mange."

     "Nej... denne her var speciel. Den var underlig."

     "Det er vist også ret normalt," siger Willow.

     "Jeg talte ikke til dig," siger jeg.

     "Nå..." Willow retter lidt på sin taske, så vender hun blikket imod Nico. "Vi ses til derovre, Nico. Jeg går i forvejen." Så stryger hun af sted uden at se sig tilbage.

     "Hvorfor var du så strid imod hende?" spørger Nico. "Du opfører dig som en fra Slytherin."

     "Hvad er der nu i vejen med Slytherin?"

     "Har du slet ikke lagt mærke til, hvordan typerne er på det kollegium? Merlins slæng - tramper på alt og alle. Der er noget galt med de børn."

     Jeg føler pludselig ikke for nogensinde at fortælle om min lille samtale med hatten.

     "Hvor bor du?" spørger jeg så.

     "Hvor jeg bor?"

     "Hvor er din opholdsstue?"

     "Det kan jeg da ikke fortælle dig."

     "Er der noget i vejen med, at jeg gerne vil vide, hvor du bor?"

     "Hufflepuffernes opholdsstue er aldrig blevet betrådt af andre end dem fra Hufflepuff."

     "Hvad er der så galt med det? Jeg har da ikke noget imod at fortælle dig, hvor jeg bor!"

     "Jeanna, det synes jeg altså ikke, at du skal gøre..."

     "Jeg har ikke noget imod det, Nico. Ravenclaws opholdsstue ligger oppe i - "

     "Du ved godt, at det ikke er meningen, at de andre skal vide, hvor vi bor, ikke, Jeanna?" lyder Helenas stemme lige pludselig. Jeg fnyser. Helena og de andre piger kommer hen forbi os, hun smiler til Nico, der smiler tilbage.

     "Jeanna skal gå nu," siger Helena så. "Gryffindor og det dér med at komme for sent... det er ikke så godt sammen."

     Som hun trækker mig af sted ser jeg tilbage på Nico, som ser på mig.

     "Hey, hvad var der med den dér drøm?" råber han efter mig.

     "Jeg fortæller det senere!" råber jeg tilbage.

 

Besværgelser går langsomt.

     Professor Gryffindor bruger mere af timen på teori end praksis. Og jeg bryder mig ikke om, hvordan Gryffindorerne sidder og ser beundrende på ham, som han taler. Helena ser på ham med en vis kølig respekt, mens Mira, der sidder sammen med nogle piger fra Gryffindorkollegiet, direkte sidder og savler. Gud, lad det her snart være ovre.

 

Da dobbelttimen omsider er forbi kan jeg ikke lade være med at juble. Men så kommer jeg i tanke om, hvad jeg skal nu. Nu skal vi til Forsvar - og jeg skal kæmpe mod Merlin.

     Vi ankommer til Forsvarslokalet, hvor professor Slytherin byder os velkommen.

     "Så, i dag skal vi så have afgjort, hvem der er den endelige mester," siger han, da vi alle har sat sig. "Indtil videre har hr. Wiggum - Kom nu over det, Wiggum, man kan ikke bestemme sit eget efternavn - slået alle, som han har været oppe imod. Og i dag mangler vi kun... Jeanna Snow." Han smiler til mig - men det er ikke det sædvanlige høfligt kølige smil, som han sender alle andre elever. Dette smil er direkte påtaget, som om han prøver at skjule en slags uro. Det kan da ikke passe, at han er blevet komplet øm overfor mig, kan det?

     Som alle de andre gange danner vi en stor cirkel, hvor Merlin og jeg stiller os ud i, lige overfor hinanden. Jeg holder min tryllestav parat, og det samme gør han.

     "Så blev det endelig Dem, frøken Snow," siger Merlin flabet.

     "Jeg tværer dig ud, Wiggum," siger jeg i et forsøg på at lyde modig. Jeg er ikke helt sikker på, om det lykkes. Men jeg får da tværet smilet af Merlins fjæs, da jeg siger hans efternavn.

     Imens vi står der og venter på Slytherins signal, kan jeg se Mira komme ind i klassen, hun sender os lidt af et blik, hvorefter hun haster hen til Slytherin og hvisker et eller andet til ham. Slytherin nikker hen imod os, hvorefter han siger:

     "I kender rutinen."

     Og det gør vi. Vi vender os væk fra hinanden, og jeg går med lange skridt helt hen i enden af cirklen. Så vender jeg mig om og stiller mig parat med min tryllestav til at skyde. Merlin gør det samme, vi ser hinanden dybt ind i øjnene.

     Da Slytherin tæller ned fra tre, og et lyder, skyder vi begge besværgelser efter hinanden. Jeg rammer ved siden af, men Merlin rammer mig med sin hæmmer, og jeg rammer gulvet med et par bandeord.

     Men jeg gider ikke give op nu - ikke så hurtigt. Godt nok tabte alle andre også til Merlin, men jeg hader hans lille irriterende smil og hans latterlige efternavn.

     Så jeg griber ud efter min tryllestav, svinger min venstre arm imod Merlin, peger på ham, og råber:

     "Hæmmer!"

     Merlin havde ikke set det komme, den rammer ham, og han bliver kastet bagud.

     Alle stirrer på mig, som om jeg er en galning. Tja, det er vel også imod reglerne. Slytherin ser på mig, som om jeg er et eller andet slags spøgelse og Mira har tabt underkæben.

     Så går det op for mig, hvorfor de måber sådan. Jeg har ikke min tryllestav i hånden. Den ligger faktisk lige der, hvor jeg tabte den - jeg fik den aldrig samlet op.

     "Hvordan gjorde du det?!" råber Merlin til mig, mens han vaklende kommer op og stå. "Kan det godt lade sig gøre?!" siger han så hen imod Slytherin, der er komplet tavs.

     Jeg synker en klump og ser ned på min tryllestav, som jeg netop nu har fået samlet op. Den føles bare som en død pind i mine hænder.

 

Mira hiver fat i mig i det sekund, jeg er flygtet ud af klasselokalet.

     Hun trækker mig ned ad gangene til vi ankommer til pigetoilettet, hvor hun skubber mig ind imod væggen.

     "Giv mig din tryllestav, nu," siger hun.

     "Hvad skal det her til for?!" protesterer jeg.

     "Giv mig den!"

     Jeg fnyser og giver hende den. Hun slipper mig straks og betragter den tynde pind. "Den ser ellers ud til at være af god kvalitet. Der er intet i vejen med den."

     "Hvad ved du om tryllestave?"

     "Mine forældre er kræmmere, jeg ved lidt om alting." Hun vender sig imod mig. "Så? Hvad skal det her betyde? Hvad skete der? Hvordan kan du udføre bevidst magi uden din tryllestav? Den slags kan ikke lade sig gøre."

     Jeg trækker bare på skuldrene. "Det er sket før."

     "Så det var ikke bare et eller andet uheld? Hvordan kan det lade sig gøre?!" Hun ser ud, som om hun er ved at gå ud af sit gode skind, fordi hun ikke forstår noget.

     "Hvad er der så meget galt i det? Vi er hekse og troldmænd - det er meningen, at vi skal kunne praktisere magi."

     "Ja, men vi kan kun gøre det kontrolleret, hvis vi har en tryllestav! Det er sådan det fungerer! Du kastede en besværgelse UDEN at have den i hånden!"

     "Okay, og hvad så? Jeg kan da umuligt være den eneste, der kan gøre det."

     "Det er netop det - jeg har ALDRIG oplevet, at nogen kunne gøre det - aldrig. Det er magisk umuligt."

     Jeg stirrer helt paf på hende. Så hører jeg et miav og ser ned på Fantom, der bare ser på mig med det der blik, som katte nogle gange sender en - det blik, der får en til at føle sig som en idiot.

     "Du bliver nødt til at tale med en eller anden om det," siger Mira. "Tal med professor Ravenclaw. Hun vil med garanti hjælpe dig."

     Det bliver nok ikke Ravenclaw, jeg taler med. Men der er en vis person, som jeg i hvert fald skal have fat i.

 

Helena får pludselig denne her trang til at have mig, hvor hun kan se mig hele tiden. Det samme med Mira. Og ikke nok med det, så har Ravenclawerne en time aflyst, så nu er jeg tvunget til at følge med Mira hen til hendes første flyvetime, hvor de skal lære at flyve på kosteskafter. Hun vil have, at jeg skal være der hele tiden. Vi skulle have haft Astronomi med Hufflepufferne, men Rick McClowens har meldt sig syg i dag - han er ikke at se nogen steder.

     Men det betyder, at Nico slutter sig til os, og Helena, ham og mig ender med at sidde ude på græsplænen og betragte flyvetimen, som Mira har sammen med Merlin og de andre fra Slytherinkollegiet.

     Merlin sender mig hele tiden stjålne blikke, imens de står dér med deres koste i hånden og lytter til lærerens instrukser, en stor kleppert ved navn Quor Mountain.

     "Er det rigtigt, det jeg hører?" spørger Nico, som vi sidder der.

     "Hvad hører du da?" spørger jeg.

     "Det dér, der skete i din Forsvarstime. At du kom til det dér... du ved... maginoget igen, og at hele skolen flipper over det?"

     "Ja, det er vist meget rigtigt."

     "Vent - vidste DU, at hun kunne det?" spørger Helena. Nico nikker. Helena glor nu på os begge, komplet paf over det hele. Så sukker hun. "Man kan sandelig godt fornemme, at I er vokset op blandt Mugglere - I ved intet om noget som helst."

     "Wiggum! Lad være med at fjolle!" råber professor Mountain med sit kæmpe købeparti. "Sæt dig op på den kost. Du og frøken Holmes! Frøken Holmes, kom her, vær ikke så genert, kom nu, søde pige."

     Mira er ikke særlig villig til at gå hen til Merlin. Jeg ved ikke engang, hvad de skal til, jeg ved bare, at de ikke har lyst. Merlin ser heller ikke for glad ud for det.

    "I er begge gode flyvere," siger Mountain. "Så jeg har lavet en lille øvelse. Det her er et gyldent lyn, som jeg har forklaret jer tidligere. Jeg slipper det løs, og I skal så sætte jer op på jeres kosteskafter og prøve at fange det."

     Jeg har ingen anelse om, hvad han mener. Og både Nico og Helena ser også helt blanke ud.

     Men vi ser hurtigt, hvad et gyldent lyn er, for snart flyver der en lille gylden bold på størrelse med et æg lige for næsen af mig - den har små gyldne vinger.

     Så flyver det væk, og jeg mister det ud af syne. Mountain fløjter, hvorefter Mira og Merlin suser opad på deres kosteskafter.

     Hernede fra, kan vi kun se, hvordan de suser af sted deroppe og jagter et eller andet, der må være det gyldne lyn. Jeg kan ikke vente, til det bliver min første flyvetime.

     Pludselig flyver Merlin og Mira direkte imod hinanden, og jeg går ud fra, at lynet er et sted i midten, men ingen af dem får vist fat på det, i stedet støder de ind i hinanden og styrter til jorden.

     Mountain laver en besværgelse, der gør, at de lander blødt, bandende, men blødt.

     "Du er en idiot, Merlin!" råber Mira. "Hvorfor skulle du også flyve lige imod mig?!" Hun tager sig til panden.

     "DU fløj imod MIG!" råber Merlin. Han får rejst sig op og går væk. Så begynder han at grine hånligt. "Du skulle se dig selv, du har lidt af en bule."

     "Tal for dig selv, Wiggum."

     "Kald mig ikke Wiggum - aldrig igen."

     "Hvad med bare at skride tilbage til din Wiggumslægt! Der er alligevel ingen, der vil have dig her!" Mira kaster sin tykke fletning ned ad ryggen, hvorefter hun går tilbage imod læreren.

     "I det mindste har jeg et hjem!" råber Merlin. Lige så snart det sidste ord er ude af hans mund, falmer det hånlige smil. Mira stopper op.

     "Nej, Mira, jeg - " stammer Merlin og bakker bagud. Men jeg kan se raseriet i Miras øjne. Hun sætter i løb imod Merlin, springer på ham på Mugglermanér og banker løs på ham. Merlin kæmper ikke engang imod - han prøver at komme fri, men han slår ikke igen, han har sin tryllestav i hånden, men han bruger den ikke.

     "Stop!" råber jeg, som vi alle tre løber imod dem. Vi når hurtigere frem til dem, end læreren gør. Nico og Helena får Mira væk fra Merlin, og jeg hjælper Merlin op og stå, hvorefter jeg stiller mig imellem dem i tilfælde af, at en af dem skulle gå til angreb.

     "Hvad foregår der mellem jer?!" råber jeg. "Var det ikke meningen, at I skulle være venner eller sådan noget?!"

     Ingen af dem siger noget, Merlin står bare dér med forslået ansigt og ser bare ned på sine fødder. Mira ser på ham med vanvittigt raseri.

     "I to! I går op til kontoret - nu," siger Mountain. "Jeg finder jeres kollegieoverhoveder."

    

Vi står alle fem i kontoret. Egentlig var det vist meningen, at det kun skulle være Merlin og Mira, men vi andre nægtede at lade dem være alene.

     Så kommer de to mænd ind ad døren. Godric Gryffindor og Salazar Slytherin.

     "Sæt jer," siger Gryffindor, vi sætter os alle sammen.

     "Det var noget med en Mugglerslåskamp?" siger Slytherin, hans blik er stift rettet imod Mira og Merlin, som begge ser væk.

     "Frøken Holmes, hvorfor angreb du hr. Wiggum?" spørger Gryffindor Mira.

     Mira svarer ikke.

     "Wiggum?" siger Slytherin koldt. Merlin svarer heller ikke.

     De to mænd ser nu på os. Vi ved egentlig ikke så meget mere end de gør.

     "Mira angreb Merlin," siger Nico. "Merlin... sagde vist et eller andet."

     "Hvad sagde du?" spørger Slytherin Merlin.

     "Noget forkert," mumler Merlin. "Jeg skulle ikke have sagt det."

     Merlin og Mira forsøger at se på alt andet end hinanden, og jeg kan skimte et par tårer i Miras øjne.

     De to stiftere indser vist, at der ikke kan gøres mere ved sagen, for begge børn er komplet usamarbejdsvillige.

     "Gå til aftensmad," siger Gryffindor. "Angrib aldrig hr. Wiggum igen, frøken Holmes. Vi forventer en forklaring, hvis noget lignende sker igen, hvilket det forhåbentlig ikke gør igen. I kan gå."

     Vi rejser os op og går imod døren. Så siger Slytherin:

     "Frøken Snow."

     Jeg vender mig om og ser spørgende på Slytherin.

     "Kom med mig," siger han.

     De fire andre går ned ad gangen, mens de over skulderen glor på, mens jeg og Slytherin går den modsatte vej med Fantom lige i hælene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...