Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4037Visninger
AA

20. Magiens kerne

 

 

Jeg sidder i skrædderstilling på en eller anden type grund, som jeg ikke kan se. Faktisk kan jeg ikke se noget omkring mig, udover mig. Det er, som om jeg sidder i ingenting. Bag mig står den fremmede mand, som åbenbart er min far. Den far, som jeg ingen problemer har med at kunne genkende i den virkelige verden, men i mine drømme er han fremmed.

     "Find den til mig," siger han med sin fremmede stemme. Jeg svarer ikke. "Find den til mig, og hun vil blive fri."

     "Mira?" siger jeg. "Du har kidnappet min ven for at få mig til at samarbejde."

     "Hvad skulle jeg ellers gøre? Du er ikke så samarbejdsvillig."

     "Nej," siger jeg. Det er jeg ikke. Ikke det mindste.

     "Jeg foreslår en byttehandel," siger den fremmede, og han sætter sig ned ved siden af mig. Jeg skænker ham ikke et blik. "Du... kunne finde det, som jeg beder dig om. Og jeg kunne give dig din ven tilbage. Uskadt."

     "Og det har jeg dit ord på?"

     "Det har du da."

     Jeg er stille lidt. Så spørger jeg: "Betyder jeg noget?"

     "Du betyder alt."

     "Jeg mener... betyder jeg noget for dig?" Og med det ser jeg ind i hans grønne øjne. Hans fremmede grønne øjne, hvor jeg ikke på nogen måde kan se min far.

     Han svarer ikke.

     Jeg får ikke svar.

 

I stedet vågner jeg op.

     Først ligger jeg bare og er bitter. Fantom ser en anelse træt på mig, men stadig med sit årvågne blik. Han holder altid øje med mig. Altid.

     "Hvad ville du sige, hvis du kunne snakke?" spørger jeg. "At jeg er en idiot?"

     Han miaver. Det tager jeg som et ja.

     Jeg springer op af sengen og går hen til Helenas. Hun ligger dér og sover så fredfuldt. Jeg tager min hovedpude og smider den i hovedet på hende.

     "Hey!" råber hun morgengnavent.

     "Du skal op," siger jeg. "Det her er vigtigt."

 

Vi går alle fire - fem med Fantom - ind i et lille hjørne af biblioteket, lige ved et vindue. Det er den kedelige afdeling, så her kommer aldrig nogen.

     "Det her har bare at være virkelig vigtigt," siger Nico. "Solen er kun lige stået op, og det er søndag."

     "Det er vigtigt," siger jeg. "Jeg har en plan."

     "En plan om hvad?" spørger Helena søvndrukkent.

     Men Merlin har vist allerede fanget den, og han er lysvågen på et sekund. "Mira?"

     Jeg nikker. "Ja, Mira. Vi har vist alle sammen regnet ud, at min kære far har taget hende som gidsel. Sagen er den, at... det er meningen at jeg skal finde noget for ham. Der er en grund til, at jeg har de her... kræfter. D lader til, at jeg har fået mine kræfter fra... en slags... kraftkilde." Jeg begynder at indse, at det her lyder en smule dumt.

     "Kraftkilde?" siger Helena. "Hvad for en kraftkilde."

     "Den... oprindelige kraftkilde. Den kraftkilde vi ALLE har vores magi fra. Det... lader bare til, at jeg har fået mere end andre. Jeg har en slags ubetinget mængde af magi fra denne her kraftkilde. Det er grunden til, at jeg ikke engang behøver en tryllestav."

     "Men hvorfor?" spørger Merlin. "Hvorfor har du det?"

     "På grund af min mor. Kraftkilden findes et sted, og den bliver vogtet. Af en speciel slags vogtere. De oprindelige vogtere havde ubetinget magi fra kraftkilden, så de var bedre i stand til at beskytte den. Og jeg er nedarvet fra de vogtere - ligesom min mor er. Så... min mor måtte også have været i stand til de ting, som jeg er."

     "Men hvad vil din far med kraftkilden?" spørger Nico.

     "Den kraftkilde er i stand til mere end nogen nogensinde kan forestille sig. Mere end jeg nogensinde bliver i stand til. Mit... umiddelbare gæt er, at min far vil bruge den til at... udslette alle Mugglere i verden. Så vi aldrig behøver at gemme os... og frygte dem igen."

     Det får de tre til at stivne. Fantom slikker bare sin forpote med en tilfreds knurren.

     "Så..." siger Merlin til sidst. "Hvis du finder den dér kraftkilde til din far, så giver han os Mira tilbage?"

     Jeg nikker.

     "Okay... så lad os gøre det."

     Jeg stirrer på ham, forskrækket over hvad jeg lige hørte.

     "Det kan vi da ikke!" siger Nico. "Hvis han dræber hver eneste Muggler så - "

     "Så hvad? Hvad vil det gøre andet end godt for os? Så vil vi endelig være FRIE. Vi skal aldrig gemme os mere, vi skal aldrig blive frygtet at blive brændt på BÅLET! Miras familie DØDE på grund af Mugglere. Hun ville have ønsket det, det ville hun."

     "Merlin..." siger jeg.

     "Nej! Jeg er TRÆT af Mugglere! De burde fortjene at dø, alle som én."

     "Det kan vi IKKE!" råber jeg, og jeg frygter, at det kan høres over hele biblioteket. Jeg sænker min stemme øjeblikkeligt. "Jeg er opvokset blandt dem, det samme er Nico. Hans forældre var endda Mugglere. De er kun bange, de myrder os kun, fordi de ikke forstår det. Men vi kan LÆRE dem at forstå det. Der er SÅ mange bedre måder at løse det problem på end ved simpelthen at myrde dem alle sammen. Men nu må vi fokusere på DET her problem. Nemlig Mira."

     "Men hvordan skal vi dog få Mira fri, hvis vi ikke giver dem kraftkilden?" spørger Helena.

     "Ved at vi finder stedet, hvor den er gemt," siger jeg. "Og vi finder den. Og vi lader som om vi giver den til ham. Simpelthen."

     Fantom springer ned fra bordet og sætter så ned og slikker lidt videre på sine poter. Jeg sender ham et knottent blik.

     "Så... hvor er dette... skjulested?" spørger Helena.

     "Eh..." siger jeg. Jeg klør mig i nakken. "Jeg har ingen anelse."

     "Men hvordan skal vi så finde den?" siger Merlin. "Hvis du ikke engang ved, hvor den er?"

     Jeg trækker på skuldrene. "Måske... kommer det til mig i en drøm." Det ville i hvert fald være hjælpsomt.

     "Det vil det ikke," siger en stemme, jeg ikke kender. Jeg farer om - VI farer om. De står en ung mand ved siden af Helena lige pludselig. Han er høj og ser... ret smidig ud. Hans hår er sort, og hans øjne grønne. "Hvis din far vidste det, var han skam allerede ude for at få fat på den."

     Vi er alle sammen temmelig stivnede og bare stirrer på ham. Men han må vel være fin nok, ellers ville jeg høre en hvæsende lyd fra Fantom af. Så går det op for mig, at jeg heller ikke kan høre et tillidsfuldt miav. Jeg ser ned på gulvet. Han er væk. Hvor fanden er min kat henne?

     "Hvem fanden er du?" spørger Merlin og skærer grimasse.

     Manden svarer ikke. I stedet ser han på mig, ser mig ind i øjnene. Der er noget... virkelig... uhyggeligt... bekendt ved de øjne. Jeg spærrer øjnene op.

     "Åh... du... store..." gisper jeg og tager hænderne op for munden. "Fantom?"

     Manden nikker. "Det er i hvert fald hvad du kaldte mig. Mit rigtige navn er nu Arius."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...