Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4022Visninger
AA

23. Kampen i London

 

 

Vi løber ned ad mange snoede gader og gyder, mens vi hele tiden kan høre byvagterne et eller andet sted i nærheden. Så, pludselig, tager Nico fat i mit ærme og hiver mig med ind i en smal skyggedækket gyde. Her hiver han mig med ind så langt, som vi kan komme, hvor han stiller mig med ryggen til gaden og hiver min hætte over hovedet på mig.

     "Hey - " protesterer jeg.

     "Ti stille," hvisker han. "Lad, som om du snakker med mig, så tror de, at vi bare er helt almindelige beboere."

     Så begynder hans ansigt og hår at forandre sig. Hans brune hår bliver glat og lyst, og hans kindben bliver høje, hans grønne øjne bliver brune og hans fregnede hud bliver helt glat og bleg. Jeg stirrer målløs på ham.

     "Hvordan kan du...?"

     "På samme måde, som du bevægede den tønde, går jeg ud fra," hvisker han. "Men nok om det, bare lad, som om du snakker med mig."

     Vi mimer en samtale til hinanden, imens kan jeg høre mændene komme tættere og tættere på os, passere vores gyde og så forsvinde igen.

     Jeg vender mig om mod gaden. Den er helt tom nu.

     "Smart," mumler jeg.

     "Jeg er vant til det," fortæller Nico mig og forvandler sig til sit krølhårede jeg igen. "Jeg er ikke god til så meget, men det her kan jeg da finde ud af. Mit liv afhænger af det."

     Jeg børster en leverpostejfarve hårlok væk fra mit ansigt og om bag mit øre. "Er du en troldmand?"

 

Det var sådan vi mødtes. Han blev jagtet af byvagter, der havde gennemskuet ham som troldmand. Nico var så skræmt over, hvem han var, at han stivnede da jeg spurgte ham. Han var opvokset blandt Mugglere... han var født som Muggler.

     Og nu er han død. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han var min første ven her i troldmandsverdenen, og vi har været sammen så længe. Jeg gav ham en pokkers ugle, og han kaldte den Sne. Det er for hårdt at tænke på.

     Men alligevel er det det eneste jeg kan tænke på. Hvordan Nico er død, og hvordan jeg aldrig nogensinde kommer til at se hans smil igen, og hvordan jeg aldrig kommer til at opleve hans milde og rolige natur.

     Dagene snegler sig af sted - eller... jeg ved det egentlig ikke. Jeg sidder bare i min celle og stirrer ud i luften, mens jeg holder fast i det ene minde om Nicolas Dallin. Somme tider kalder Mira på mig. Eller Helena. Eller Merlin. En af dem prøver et par gange om dagen, hver dag, at komme i kontakt med mig, men jeg svarer dem ikke. De betyder ikke noget. Ikke nu, hvor Nico er væk.

     Og så en dag lyder der et brag, og jeg kan høre støvleskridt - og stemmer. Voksne stemmer. Nogle af dem lyder bekendte. Og pludselig ser jeg en lille sort skygge ved tremmerne. Jeg ser derhen og får øje på Fantom. Eller... Arius er det jo egentlig. Men jeg har ikke set ham i katteform siden han bare var Fantom. Da han ser mig kravler han igennem tremmerne og hen på mit skød. Jeg ser på ham, ned i hans grønne øjne, der egentlig ser ret bekymrede ud. Så løber han ud igen.

     "Hun er hernede," siger Arius' stemme et sted længere nede ad gangen. Og pludselig står Salazar Slytherin der. Først siger han ikke noget, han lægger bare sine hænder på tremmerne og betragter mig med den type blik, der gør, at jeg ved, at han ved det.

     "Vær sød ikke at sige noget," siger jeg hæst. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget i... hvem ved hvor længe.

     "Det vil jeg heller ikke," siger Slytherin. "Lad os få dig ud herfra. Og så har vi ellers travlt." Han finder sin tryllestav frem.

     "Hvorfor?" spørger jeg. Jeg har ingen idé om, hvorfor i alverden vi skulle have travlt.

     "Fordi min lillebroder og din fader er ved at rense London for Mugglere."

     "Åh... fint nok."

     Slytherin kaster en besværgelse, og ganske let bliver celledøren sprunget åben. "Rejs dig op," siger han og går hen til mig. Han rækker en hånd ud. Først har jeg virkelig ikke lyst. Han beder mig om for meget. Kan han da ikke forstå, at jeg er ligeglad? "Jeanna," siger han med et lidt mere insisterede tonefald. "Vi har brug for din hjælp til at tage Magiens Kerne fra ham. Du er en vogter - den sidste vogter. Du ved vi har brug for dig. Jeg er... forfærdelig ked af... af hvad der skete, men du er nødt til at hjælpe os."

     "Jeg ville ønske jeg ikke var nødt til noget som helst lige nu."

     "Det ved jeg. Og det samme ønsker jeg. Men desværre er du. Kom nu."

     Jeg betragter hans hånd lidt. Den er glat - som huden på en slange. Det er egentlig et meget smukt dyr. Smidigt, farligt og yndigt på samme tid. Den er bare misforstået. Stærkt misforstået. Så nikker jeg, tager hans hånd og går med ham ud af cellen.

 

Sidst jeg var i London var her fyldt med mennesker. En smule kaos, men ikke mere end hvad man kan forvente i en storby. Nu er det... slemt. Meget slemt.

     Troldmænd og hekse i sorte kapper jagter Mugglere på alle gader, og der synes ikke rigtig at være noget, nogen Muggler kan stille op.

     "Jeanna," lyder Slytherins stemme. Jeg vender mig om imod ham. Han ser helt lettet på mig. "Du var helt... lige meget. Du er nødt til at finde din far, det er du klar over, ikke?"

     Jeg nikker en smule forvirret. Jeg føler mig overhovedet ikke i stand til det her. Slet ikke.

     "Du er nødt til at finde Magiens Hjerte og tage det fra ham. Er det forstået?"

     Jeg nikker igen. Så løber jeg og forsøger at undgå så meget ulykke som overhovedet muligt. Fantom - nej Arius - er lige bag mig i sin katteform.

     Jeg får øje på et lys, et blåligt lys, der skyder en lys streg direkte op i skyerne. Jeg stander op og stirrer på det. Det er helt klart lyset fra kernen. Jeg kan mærke energien. Jeg skal vel bare følge den og så lyset, så skal det nok gå alt sammen.

     Og pludselig er vi der. Inde i centeret af byen på en slags plads. Den er hel tom. Bortset fra en enkel mand, der står derinde med en lysende halskæde i sin hånd. Halskæden. Min halskæde. Det ser ud, som om den lader op på en eller anden måde. Jeg kan hele tiden mærke, hvordan energien bliver stærkere og stærkere.

     Jeg sætter mig ned på hug og ser på Arius. "Arius," siger jeg. "Så snart jeg har fået ham væk, løber du ind og griber halskæden. Forstået?"

     Arius nikker, hvilket bare ser mærkeligt ud som kat. Jeg rejser mig op. "FAR!"

     Min fremmede far vender sig om imod os, mig faktisk, for Arius er gået. "Jeanna."

     "Så du vil dræbe alle Mugglere?"

     "Ja - det er temmelig meget min plan."

     "Og du vil ikke fortryde det en eneste dag i dit liv? Nogensinde?"

     "Aldrig."

     "Vi kunne finde en anden løsning," siger jeg med en tryglende overbevisning. "Vi kunne få det til at fungere uden at nogen behøver at dø. Hvis vi bare overvejer alle muligheder!"

     "Desværre," siger han og vender sig om. "Men det her er den eneste mulighed - "

     Så lægger han mærke til, at noget mangler. Og han vender sig tilbage imod os og får øje på Arius, der løber som om fanden selv er i hælene på ham - med min halskæde i munden.

     "Dumme kat," hvæser min far og retter sin tryllestav imod ham. Der kommer et lys, og Arius springer op i luften og taber halskæden. Jeg kan høre den ramme jorden, men jeg kan også høre Arius' hjerteskærende hvæs, da han bliver såret.

     "Nej!" råber jeg. Så får jeg øje på halskæden, og min far, der løber hen imod den. Jeg kan ikke tænke på Arius nu. Han er voksen, han kan klare den. I stedet sætter også jeg i løb imod halskæden.

     Jeg kan praktisk talt mærke min fars ånde i nakken, da der kommer et lys lige ud af øjenkrogen.

     "Hæmmer!" råber Helenas stemme. Jeg bliver skubbet væk fra halskæden og ruller nogle gange. Og så seks par fødder, der stiller sig i vejen for mit udsyn.

     "Få fat på halskæden!" råber jeg da jeg indser, at det er Helena, Merlin og Mira der har stillet sig i forsvarsposition foran mig.

     Merlin er den, der løber. Imens kommer jeg på benene ved hjælp fra Mira og Helena.

     "Klarer du den?" spørger Mira.

     "Ja..." siger jeg. "Det er det jeg burde spørge dig om."

     Så kommer der noget, der føles som en eller anden stor eksplosion. Vi bliver alle sammen kastet væk fra hvor vi står. Jeg ligger på brostenene med en let ringen for mine ører. Så ser jeg, hvordan de alle sammen ligger rundt omkring mig, sårede og med lukkede øjne. Selv Arius, der engang var Fantom.

     Så får jeg øje på halskæden lidt længere fremme. Jeg smiler svagt og rækker min hånd ud.

     Så står der pludselig et par støvler imellem mig og den. Min far sætter sig ned på hug og løfter min hage op.

     "Kunne du være mere irriterende?" spørger han køligt. "Du har ret i øvrigt."

     "Hvad snakker du om?" næsten hvisker jeg.

     "Jeg burde være blevet hos jer," svarer han - næsten blødt. "Så jeg kunne opdrage dig til at vise lidt mere respekt. Det må være din tåbelige mor - og min tåbelige bror, der har lært dig at være så uopdragen."

     Mest af alt har jeg lyst til at gøre noget meget slemt ved ham. Lige nu og her. Men i stedet siger jeg bare: "Jeg hader dig virkelig. Accio..." jeg ser hen på halskæden, "halskæde."

     Den ryger direkte ind i min hånd. Jeg ser smørret på min far, der ser komplet forskrækket ud. "Du glemmer, at jeg ikke har brug for en tryllestav. Jeg er vogter." Så lukker jeg hånden om halskæden og koncentrerer mig et kort sekund, og alt lyser op.

 

Jeg åbner øjnene og opdager, at jeg ligger i en seng. Den samme bløde seng. Sygefløjen. Hogwarts. Det føles rart.

     "Jeanna!" siger Merlin med et smil, da han ser, at jeg er vågen. De er her alle fire! Nej... alle tre. Jeg tog mig i at forvente at Nico var der. Han er der ikke.

     "Hvad... hvad skete der?"

     "Ikke andet end, at du futtede dem alle af," siger Mira, også med et stort smil. "Vi vågnede bare op, og pludselig lå de alle sammen på jorden - døde. Hver og en. De dér Magiens Kerne er altså noget sejt noget."

     "Hvor lang tid...?"

     "En dags tid," siger Helena blidt med et smil. "Jeanna... din eh..."

     "Min far døde også, ikke?" siger jeg.

     De nikker alle tre.

     "Godt," hvisker jeg. Lige nu mener jeg det. Senere vil jeg nok bliver bitter. Senere vil jeg nok ønske, at vi fik en chance for at arbejde det ud. Men lige nu... lige nu er jeg bare glad for, at han er død. "Hvad med Fantom? Jeg mener Arius."

     "Åh, han er frisk som en havørn," fortæller Mira.

     "Så alle... alle har det godt? Ingen er... ingen er døde?"

     De ryster på hovedet. "Ingen, undtagen..." Helena tager sig selv i at nævne hans navn.

     "Nico er død," siger jeg. Jeg konstaterer det. Og jeg prøver at respektere det. Selvom det nok vil tage lidt tid. Det vil nok tage lang tid, før jeg accepterer, at han ikke længere er her. At han aldrig nogensinde kommer til at være her igen. Jeg kan mærke tårerne løbe.

     "Nej... Jeanna." Mira lægger armene om mig. Det samme gør Helena - og Merlin efter at have tøvet lidt.

     "Nej," siger jeg og skubber dem væk. Jeg tørrer tårerne væk og smiler. "Ikke det nu... der er noget jeg er nødt til at gøre." Jeg står op af sengen.

     "Hvad?" spørger Mira.

     "Det... jeg er nødt til at gøre hvad han ville have ønsket," siger jeg. "Jeg er tilbage om lidt, det lover jeg." Jeg transpererer mig væk.

    

"Jeg er glad for, at du kommer tilbage med Kernen, Jeanna," siger den gamle kone, da jeg går hende i møde. "Det gjorde mig urolig, at den ikke var hvor den hørte til."

     "Og med god grund," siger jeg med et lille smil. Vi går ned i kælderen, hvor krystallen er blevet lagt tilbage af en heldig sjæl, der har fundet den. Jeg har en fornemmelse af, at det er Arius.

     Jeg sætter mig på hug ved den og tager min halskæde frem. Så gør jeg som jeg gjorde sidst. Tager energien fra halskæden og overfører den ned til krystallen. Og snart svæver den let lysende i øjenhøjde igen. Det føles som det rette. Så står jeg lidt med min halskæde i hånden. Så smider jeg den på jorden, for så derefter at tage min fars kappe på og også smide den på gulvet. Så koncentrerer jeg mig, og snart er begge materialer blevet til aske.

     "Hvad gjorde du dog det for?" spørger den gamle kone. "Det var sådan en fin kappe."

     "Det ved jeg," siger jeg. "Men den var ikke min. Den var aldrig min." Jeg vender mig om imod hende. "Jeg har en bøn."

     "En bøn?"

     "Ja... jeg havde en ven... Nicolas Dallin. Han var min bedste ven."

     "Jeg kan godt huske ham."

     "Ja... han havde et ønske om, at Mugglerne ganske enkelt ikke vidste at vi eksisterede."

     Den gamle dame rynker panden spørgende.

     "Tror du... vi kunne gøre det? Hvis vi brugte Magiens Kerne, tror du så, at vi kunne slette alle minder om magi, troldmænd og hekse fra enhver Mugglers hukommelse?"

     Kvinden tænker lidt over det. "Jo... jo det ville nok kunne lade sig gøre, men... men det ville være en stor omvæltning. Mange ville få deres liv helt forandret."

     Jeg nikker. "Men det er det bedste for alle parter. Ingen behøver at dø. Ingen behøver at være bange. Ingen frygt."

     Den gamle tøver lidt. Så nikker hun.

     Jeg smiler svagt. Så lægger jeg hånden på krystallen.

     "Men... jeg må advare dig," siger hun. "Det ligger i ethvert menneskes natur at opfinde ting, når de ser ting, der ikke giver mening. Der vil formentlig ikke gå så længe, så vil de se magi alligevel, hvor end de går."

     "Det ved jeg," siger jeg. "Men det må vi tænke på bagefter. Et problem af gangen. En... ting af gangen."

     Og jeg koncentrerer mig dybt. Så lyser krystallen op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...