Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4016Visninger
AA

17. Hvad der skal til for at få det bedre

 

 

Jeg ligger i min seng med Fantom uden rigtig at have lyst til at stå op. Jeg havde en drøm i nat - om min far og hvad i alverden han foretager sig. Ikke den slags drømme, som halskæden gav mig, men en naturlig... spekulerende en.

     Og nu kan jeg ikke andet end at spekulere.

     "Jeanna?" lyder Helenas stemme på den anden side af min himmelsengs gardiner.

     "Ja?" siger jeg, og hun trækker dem forsigtigt for.

     "Har du tænkt dig at stå op snart?" spørger hun. Jeg trækker bare på skuldrene.

     "Men... jeg vil gerne spørge dig om noget."

     "Så spørg."

     "Kunne du... tage dig af Merlin i dag?"

     "Tage mig... af Merlin?" Jeg rejser mig op på albuerne og kigger undrende på Helena.

     "Ja," siger hun. "Merlin og Mira har det jo stadig ret... slemt over... du ved nok. Jeg tager med Mira til Diagonalstræde i dag - med min mor. De har sine fordele af være en af De Fires datter. Jeg tænkte... ja, jeg tror hun ville have godt af det."

     "Så... mens du "passer" Mira, så skal jeg "passe" Merlin?"

     "Ikke passe, Jeanna," bider Helena, "hjælpe - du skal hjælpe ham til at få det bedre. Han er helt tynget af skyld, det gør ondt at se ham på den måde."

     "Så jeg skal hvad... finde hans gnist?"

      Hun nikker ivrigt. "Præcis - find hans gnist! Få ham tilbage til livet. Lav noget med ham han vil elske."

     "I det tilfælde, så skulle du hellere tage og duellere med Mira - det tror jeg hun elsker højere end at tage på indkøb."

     Helena himler med øjnene. "Bare rolig, jeg tager mig af Mira, og du tager dig af Merlin." Og med det bakker hun væk.

     "Men jeg aner ikke engang, hvilke interesser Merlin har!" råber jeg efter hende.

     "Du finder på noget!" råber hun tilbage.

 

Vi suser igennem luften på vores koste. Jeg flyver lidt højere end Merlin og Nico, og da jeg ser Lynet, som vi fik lov til at låne, dykker jeg hårdt ned og griber efter det, men det smutter fra mig, og jeg styrter direkte i jorden.   

     Merlin og Nico er stadig i luften, på jagt efter den lille gyldne bold. Jeg skynder mig op på kosten og suser efter dem. Jeg haler hurtigt ind på dem, og snart er vi tre på side, der alle er lige efter Lynet. Jeg rækker min hånd ud, det samme gør de to andre. Den er lige ud for min hånd, og jeg strækker så langt jeg overhovedet kan, så jeg nærmest sidder ude på spidsen af min kost. Men netop da bliver Lynet grebet for næsen af mig. Merlin bremser i luften og lander. Den lille bold slapper af i sine små lette vinger og ligger til sidst bare stille i hans hånd.

     "Du klarede det, Merlin!" jubler jeg - normalt ville jeg være bitter, men i dag handler det om at gøre HAM glad, så nu må jeg være en god taber for en gangs skyld.

     Nico ryster på hovedet af mig, det er åbenbart tydeligt, at jeg ikke er sandfærdig.

     Men Merlin vandt, så han burde juble lige nu. Men i stedet står han bare og ser tænksomt på den lille bold.

     "Hvad er der, Merlin?" spørger Nico. "Du vandt - burde du ikke være glad?"

     "Det... det er jo bare en bold," svarer Merlin. "Den betyder ikke noget."

     "Kom nu, Merlin," siger jeg. "Du elsker at vinde."

     Merlin svarer ikke først, men ser bare på mig med hævede øjenbryn. "Ikke når der ikke er nogen glæde ved det. Jeg tror jeg går tilbage til min sovesal eller noget."

     Jeg og Nico veksler blikke, hvorefter vi haster efter ham.

     "Vi kunne også lave noget andet," siger Nico. "Lige hvad du har lyst til."

     "Jeg har lyst til at lægge mig og dø," siger Merlin barskt.

     "Men, Merlin..."

     "Nej! Forstår I det ikke?!" udbryder Merlin, vi stopper alle sammen op, og han vender sig imod os. "Miras familie er død på grund af mig, og der er INTET jeg kan sige eller gøre for at få hende til at få det bedre. Hun hader mig, og... Bare lad mig ligge og dø, vil I ikke nok?"

     Men så let slipper han ikke, for nu har jeg en idé. Da han vender sig væk fra og for at gå videre, tager jeg fat om hans arm. "Nej, Merlin," siger jeg. "For jeg har idéen til noget rigtig vildt."

     "Som hvad?" spørger han med det ene øjenbryn hævet.

     "De Fire har erobret noget af mit," siger jeg. "Og DU skal hjælpe mig med at få det tilbage." Jeg smiler lokkende.

     Merlin regner den ud ret så hurtigt og smiler også lidt. "Tror du det er en god idé?"

     "Nej," siger jeg.

     "Ehm... hvad?" lyder det fra Nico.

 

"Jeg skal... jeg skal hvad?" stammer Nico da vi slæber ham ned mod pedellens kontor den aften.

     "Vi har lige sagt det?" bider Merlin.

     "Ja, jeg hørte det godt," bider Nico igen. "Men sagen er den, at jeg ikke har lyst! Det her er skørt! Og hvorfor er det også så vigtigt for dig at få den halskæde, Jeanna?"

     "Fordi den tilhører MIG, Nico," siger jeg. "Ikke De Fire - mig. Og jeg har i sinde at få den tilbage, fordi den er min ejendom. Så... gør hvad du skal. Vi venter her."

     Vi stiller os rundt om hjørnet, mens Nico gnavent tramper ind på kontoret. Jeg kan høre ham fortælle pedellen det vi har aftalt, og snart er de begge på vej ned ad gangen for at låse det klasselokale op, hvor Nico har glemt sine fiktive læderhandsker.

     Imens smutter Merlin og jeg ned på kontoret.

     "Han har faktisk fat i noget," siger Merlin, mens vi roder rundt efter nøglen til loftet, hvor alle den slags ting er gemt. Men man kan ikke bare bruge en oplåsningsbesværgelse, den er forseglet magisk, så man må dermed bruge en magisk nøgle. Og den er her, jeg ved det.

     "Hvad for noget?" spørger jeg.

     "Hvorfor vil du så gerne have den halskæde tilbage? Den er jo farlig."

     "Det... jeg vil bare gerne vide hvad min far foretager sig, det er det - og siden alle er så overbeviste om, at det er ham, der leder de dér skøre folk, så må det vel være ham halskæden kan føre mig til."

     "Men... hvorfor? Hvorfor har du overhovedet lyst til at finde ham? Efter alt det, han har gjort?"

     "Han er min far," siger jeg, jeg ved ikke engang, om jeg selv tror det. "Han ville aldrig gøre noget, der kunne skade mig - aldrig."

     "Sig mig... har du slet ikke HØRT hvad der skete med Mira?"

     "Det var DIN far, Merlin. Fædre er ikke de samme. Måske er din far en rigtig skidt fyr, der ikke har noget imod at skade folk, der burde betyde noget for ham, men sådan er min far i hvert fald ikke. Jeg kan mærke det. Og jeg... jeg har brug for mine svar, er det så svært at forstå?"

     Merlin svarer ikke først, men siger så til sidst: "Vi har vel alle vores små ting, som vi... bare har brug for for at få det bedre."

     "Jah..." siger jeg.

     "Fandt den."

     "Hvad?"

     "Nøglen."

     Jeg smiler stort og går hen til ham. Sandt nok, der er den.

     "Lad os skynde os ud," siger jeg, og det gør vi. Faktisk når vi ud sekunder før Nico og pedellen drejer om hjørnet tilbage imod kontoret, pedellen højlydt brokkende sig over, at handskerne pludselig var blevet "stjålet", og Nico der bare undskylder og undskylder.

     "Det hjælper faktisk," siger Merlin. Jeg vender mig imod ham.

     "Hvad?"

     "Det her, at bryde reglerne på den måde. Det hjælper."

     "Jeg tænkte det jo nok. Der er ikke noget som at bryde reglerne for en Slytherin."

     "Du minder selv langt mere om en Slytherin end en Ravenclaw."

     "Synes du?" Jeg smiler, mens jeg i baghovedet tænker på en vis HAT der sagde noget i den retning engang.

    

 

Ved midnat står jeg op. Jeg griber nøglen fra under puden og trækker i tøjet. Fantom ser næsten gnavent på mig.

     "Hvad?" hvisker jeg til ham.

     Han miaver et langtrukkent og skeptisk miav. Jeg vælger at ignorere det og går ud fra sovesalen.

     Jeg møder Merlin nede på gangen, og vi lister os af sted imod loftet.

     "Hvis vi bliver opdaget får vi sådan en..." begynder Merlin.

     "Det gør vi ikke," siger jeg og tager om hans håndled. "Bare rolig."

     Det næste sekund er vi begge usynlige. Jeg kan ikke se ham - jeg kan ikke engang se mig selv.

     "Hvordan GØR du det dér?" udbryder han. Jeg trækker på skuldrene, men kommer så i tanke om, at han ikke kan se det og siger:

     "Jeg er bare sej, altså."

     Vi finder loftet ganske hurtigt, jeg propper nøglen i nøglehullet og drejer om - og så er vi inde.

     Loftet er kæmpestort, støvet og fyldt med gamle ting, der ikke interesserer mig. Jeg gør os begge synlige igen.

     "Så... skal vi dele os?" spørger Merlin. Jeg nikker.

     "Sig til, hvis du finder den."

     Vi roder rundt iblandt alle tingene i evigheder - og jeg mener evigheder. Her er simpelthen så mange magiske genstande, som der overhovedet eksisterer. Jeg fatter ikke, det er her de bare lægger al deres skrot og suspenderede ejendele - som min kære halskæde. Men til sidst får jeg øje på den.

     Den ligger på en piedestal flere meter fra den nærmeste genstand. Jeg kan herfra mærke, at den er magisk forseglet - de passer sandelig godt på den. Men den er min, og jeg har ubegrænsede magiske evner, så her kommer jeg for at tage den, om de vil have det eller ej. Jeg går frem imod den, jeg føler det magiske skjold omkring den. Jeg skal bare lægge hænderne imod det og koncentrere mig lidt, så bliver det brudt. Derefter styrter jeg hen til halskæden, og jeg tager den op. Den føles kold, medaljonen, øjet indtegnet i den. Jeg tager den op.

 

"Jeanna..."

 

"Jeanna?! Vågn op!" Nogen rusker i mig. Jeg stirrer direkte op i Merlins ansigt. Hvad...? Jeg kan mærke halskæden om halsen på mig.

     "Slip mig," siger jeg og får sat mig op.

     "Hvad... hvad skete der? Du lå bare pludselig på gulvet! Vi skulle virkelig ikke have fundet den halskæde. Læg den nu på plads og lad os - "

     "Nej, den er min!" insisterer jeg. "Den bliver hos mig, gør den, og du - "

     Jeg bremser op, da jeg hører døren blive åbnet og pedellens stemme snerre:

     "Den ER åben, så havde jeg altså ret."

     Vi er opdaget. Jeg får ganske lydløst rejst mig op og tager om Merlins håndled. Og vi er dermed begge usynlige. Vi går komplet lydløst forbi alle de mange genstande, forbi pedellen, der ser sig desperat omkring efter gerningsmændene. Døren står på vidt gab - heldigt for os. Jeg tager forsigtigt nøglen og sætter den ind i låsen, hvorefter vi skynder os ned ad trapperne og ud i sikkerhed.

 

Vi løber som om fanden selv var i hælene på os. Jeg har om Merlins håndled, så vi begge ved hvor vi er. Vi løber ud af porten og ud imod skoven, hvor vi griner helt over adrenalinsuset. Så står vi lidt og får vejret. Jeg tager halskæden op og betragter den. Den er min igen.

     "Se, det var lidt af en oplevelse," siger Merlin. "Kunne du gøre mig synlig igen? Jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan se mig selv."

     "Selvfølgelig," siger jeg, og snart er vi begge synlige.

 

Jeg går ind imellem skovens grene, jeg leder.

 

"Jeanna?" spørger Merlin.

     "Ja?" spørger jeg.

     "Ikke... noget, du så bare så... fraværende ud."

     "Ja, jeg..." Jeg kigger hen imod skoven, hvorefter jeg uden et ord begynder at gå over imod den. Jeg føler mig så mærkeligt draget af den.

     "Jeanna?!"

     "Et øjeblik." Jeg går ind i skoven og træder over buske, dukker mig fra grene og ind imellem træerne. Jeg kan høre, at Merlin følger med mig.

 

Mit bytte. Det ligger lidt fremme. Meget snart vil jeg kunne se det. Snart er det mit.

 

Merlin følger efter mig, mens jeg blot går længere og længere ind i skoven. Vi kommer til en lysning, hvor jeg stopper op, i tvivl om hvor jeg skal gå hen. Der er noget her... det er så tæt på.

 

Lige foran mig. Jeg rækker armen frem. Byttet, det jeg har skudt, det er lige der, så snart mine fingerspidser rører ved det, vil jeg vide, hvad det er. Jeg ved det når jeg ser det.

 

"Jeanna, hvad går der af dig?!" Merlin tager fat om mine hænder og tvinger mig til at se ham i øjnene, hvilket jeg i den grad ikke finder behageligt.

     "Jeg ser mig bare omkring!" siger jeg. "Slip mig dog."

     "Nej, jeg vil ej, ikke når du opfører dig som om du er besat eller sådan noget. Se på mig!"

     Jeg var ellers ved at se på noget inde i skoven, noget som meget vel godt kunne være... men nu skal jeg åbenbart kigge på ham igen.

     "Du forstår det ikke," siger jeg. "Der er noget - der er noget jeg er nødt til at finde, det er... det er så tæt på." Jeg prøver at rive mig løs, men Merlin skal absolut være stærkere end mig, og jeg slipper ikke fri.

     Og netop i det øjeblik stivner vi begge to. Vi kan begge høre skridt i skoven fra alle hjørner. Skridt der kommer imod os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...