Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4043Visninger
AA

10. Halskæden

 

 

"Jeg bliver nødt til at være ærlig over for dig, Jeanna," siger Slytherin, da vi har fundet os et roligt sted med udsigt over haven.

     "Hvad er det, du vil være ærlig om?" spørger jeg - der er en hel del ting, som jeg godt kunne tænke mig at få svar på.

     "Angående... det der skete i dag. Til Forsvarstimen."

     "Nårh, du mener det dér komplet normale, som hele skolen ser ud til at være uvidende om er normalt?" Ironien kan tydeligt høres i min stemme.

     "Hør..." siger Slytherin. "Det er måske ikke helt så normalt, som jeg fortalte dig, at det var. Det er faktisk det modsatte. Det er ikke noget... som sker blandt troldmænd. Troldmænd kan kun beherske deres magi gennem deres tryllestave. Det er sådan det fungerer."

     "Men alligevel kan jeg gøre det bevidst uden?"

     "Ja."

     "Og... ved du, hvordan det kan være?"

     "Ja - det gør jeg."

     Jeg lægger armene over kors og ser afventende på ham.

     "Jeg tror ikke, at det vil være nogen god idé, at du får det at vide - ikke endnu."

     "Hvorfor ikke? Hvor farligt kan det være, at jeg er klar over det? Det vil måske hjælpe mig til at forstå det hele. Der er så meget, der er så forvirrende. Min far forlod min mor og mig, da jeg var lille, og jeg aner ikke hvorfor, min mor holdt sin magi skjult for mig hele mit liv - og det har jeg heller ingen anelse om hvorfor. Og ikke nok med det, så nægtede den pokkers gamle hat at placere mig på Slytherin, selvom den mente, at det var der, jeg hørte til."

     Slytherin vender blikket væk fra mig, imod haven, vi har udsigt over, hvor Fantom render rundt og jager et eller andet.

     "Du ved et eller andet," siger jeg. "Du kender svarene på alle de her spørgsmål, gør du ikke?"

     Slytherin svarer ikke. I stedet siger han med blikket på Fantom: "Det er en god kat du har der. Den beskytter dig."

     Jeg glipper med øjnene og glor på ham. Det han lige sagde minder mig forfærdelig meget om noget, en fremmed sagde til mig i en drøm.

     "Hvad?"

     "Jeg siger bare, at du bør værdsætte, at den er her," siger Slytherin. "Du vil ende med at være taknemmelig for det."

     Pludselig har jeg en vis interesse for at tale om noget, som jeg egentlig har tænkt en del over. "Jeg... havde en drøm - i nat - og de to nætter tidligere."

     "Det er meget normalt."

     "Ja, det ved jeg," siger jeg med et fnys. "Men de her drømme er anderledes. Det føles... som om det er virkeligt på en eller anden måde. Jeg går og snakker med en fremmed mand."

     "En fremmed mand?" Slytherin ser for første gang interesseret ud.

     "Ja, han vil have mig til at skyde noget med sin bue. Han kalder mig et mirakelbarn. Hans øjne er grønne, ligesom mine."

     Slytherin virker komplet målløs lige nu, han stirrer bare på mig, som om det er slået klik for ham.

     "Professor Slytherin?" spørger jeg.

     Så kommer han til sig selv. "Det er bare en drøm, Jeanna. Du skal ikke være bekymret. Og du skal ikke finde det, som han vil have dig til at hente - gør det ikke."

     "Professor Slytherin, hvad foregår der?" spørger jeg. "Skal jeg... være bange eller sådan noget?"

     "Lov mig, at du passer på. Og prøv... ikke at bruge magi, medmindre du har en tryllestav i hånden."

     Så begynder han at gå væk fra mig, og jeg ser efter ham. Råber så efter ham: "Jeg kommer til at kræve et svar på et eller andet tidspunkt!"

     Men Slytherin ser ikke ud til at vende sig om eller svare mig, han fortsætter bare, indtil jeg ikke kan se ham mere. Så sukker jeg og vender selv om på hælene for at gå tilbage til Storsalen.

 

"Jeg kan ikke lide det," siger Helena, da jeg sætter mig ved Ravenclawbordet.

     "Hvad kan du ikke lide?" spørger jeg.

     "At du har så tæt et forhold til professor Slytherin. Du støtter ikke ligefrem kollegiet."

     "Hold dog op. Han er en lærer. Der er ikke noget forkert ved det."

     "Min mor bryder sig ikke om ham."

     "Kender din mor ham overhovedet?"

     Helena rynker panden. "Min mor er Rowena Ravenclaw - Hun er en af stifterne - en af De Fire. Selvfølgelig kender hun ham, hun har kendt ham i årevis."

     Jeg tager nogle kartofler og gider ikke engang at svare. Så er der en, der sætter sig ved min side. Jeg vender mig imod vedkommende og ser, at det er Mira.

     "Mira, forkert bord," siger jeg.

     "Jeg vil gerne tale med jer," siger hun og vender blikket imod mig. "Eller med dig, nærmere."

     "Nå? Hvad vil du snakke om?" Jeg glæder mig til en lang og spændende forklaring på hendes angreb på Merlin.

     "Sig, at du spurgte professor Slytherin til råds. Det gjorde du, gjorde du ikke?"

     Nu begynder jeg bare at grine. "Åh nej nej, du kan ikke snige dig udenom. Du er her for at forklare mig - os - hvorfor du angreb Merlin."

     "Hvad nu, hvis det er, fordi jeg ikke kan lide Merlin?" Mira er elendig til at lyve.

     "Hør her, min ven. Du kan ikke skjule det. Jeg mødte dig og Merlin før Hogwarts, husker du det? Jeg ved, at I var venner før. Nu... Hvis dine blikke kunne dræbe, ville Merlin være død mindst en million gange. Du er som en basilisk!"

     "Det rager ikke jer, hvad der er mellem mig og Merlin. Det er vores problem." Så rejser hun sig op og går væk fra os.

     "Jeg begynder at blive nysgerrig," siger Helena og drikker noget af sin te.

 

Den nat har jeg min drøm igen.

Jeg står præcis det samme sted, som jeg gjorde, da drømmen sluttede. Fantom er der også, han jager små ting i krattene. Jeg har stadig den fremmedes bue i min hånd, og jeg kommer i tanke om, at jeg har ramt et eller andet. Der er et eller andet, som jeg skal have fat på. Og jeg kan mærke, at det er vigtigt. Alt afhænger af, at jeg finder det, som jeg har ramt med min pil.

     Så jeg sætter simpelthen i løb. Jeg løber igennem skoven og taber min bue. Jeg bliver nødt til at finde det. Det er jeg nødt til. Og det virker også lidt som en protest imod Slytherin. Han vil ikke have mig til at finde det, så derfor vil jeg netop finde det. Det har bare gjort mig endnu mere nysgerrig.

     Længere og længere frem, til jeg kommer til det sted, hvor pilen ramte et eller andet. Jeg kan mærke et eller andet ved min venstre side. Jeg skal lige til at vende mig om, se, hvad det er, da...

 

... Jeg vågner.

     Jeg slår øjnene op og ser rasende ud i luften. Der er nogen, der griner. Jeg trækker forhænget fra og ser hen imod vinduet, hvor Helena, Louise og Tarah står og griner fjoget sammen.

     "Hvorfor sover I ikke?!" råber jeg. De vender sig alle imod mig.

     "Oh..." siger Helena. "Undskyld, at vi vækkede dig."

     "Gud..." siger jeg surt og står op. Jeg går hen til spejlet og betragter mig selv. Mit leverpostejfarvede hår er helt filtret, og jeg kan se trætheden. Hvad er klokken? Det er i hvert fald stadig nat efter himlen at dømme.

     "Hvorfor er du så gnaven?" spørger Tarah.

     "Fordi jeg sov," brummer jeg. "Sikke et dumt spørgsmål."

     Drømmen... jeg var SÅ tæt på at se, hvad jeg skulle finde. Jeg må bare... lægge mig til at sove igen og drømme videre, så jeg kan finde det.

     Jeg lægger hånden på mit bryst og mærker noget inden under natkjolen. Jeg tager halskæden frem fra under stoffet og betragter det indtegnede øje, der ser på mig.

     "Hvad har du der?" spørger Helena.

     "Det er bare min halskæde," siger jeg og tager den af, hvorefter jeg viser den til dem. "Jeg kø-"

     Jeg stopper midt i en sætning, da jeg ser deres ansigter. Komplet stivnede alle sammen.

     Helena handler hurtigt. Hun sender en eller anden besværgelse, der slår mig ind imod væggen, hvor jeg besvimer.

 

Så vågner jeg igen. Rummet omkring mig svimler en anelse, jeg har hovedpine.

     Der er en skikkelse foran mig.

     "Hvad... foregår der?" spørger jeg fjernt og har det, som om jeg skal brække mig. Jeg opdager, at jeg er bundet til en stol. Jeg kan ikke komme fri. Og kvinden foran mig er Rowena Ravenclaw. Dette er hendes kontor.

     "Er hun vågen?" spørger en pigestemme henne ved døren - Helena.

     "Frøken Snow?" spørger professor Ravenclaw. "Er du vågen?"

     "Nogenlunde," mumler jeg med brækfornemmelser.

     I det samme braser nogle flere ind i rummet.

     "Hvad drejer det her sig om?" himler Godric Gryffindor op.

     "Det er angående frøken Snow," siger professor Ravenclaw.

     "Har pigen gjort noget galt?" spørger Helga Hufflepuff.

     "Vil du venligst fortælle mig, hvorfor hun er bundet?" lyder en rasende stemme - Slytherin. "Hvornår er det blevet en tradition at binde vores elever?"

     "Det er på grund af denne her," siger Ravenclaw og viser dem halskæden - min halskæde. Er det virkelig den, der er grund til det her?

     De tre andre stiftere ser tomt på den, som om de slet ikke kan fatte, hvad det er, de kigger på.

     "Hun havde den på," siger Helena med let rystende stemme. "Hun er spion, er hun ikke? Er Jeanna spion?"

     "Frøken Snow er ikke spion," hvæser Slytherin.

     "I hvert fald ikke før det modsatte er bevist," siger Ravenclaw og vender blikket mod mig. Jeg føler mig komplet forvirret. "Hvor har du denne her halskæde fra?"

     "Hvad foregår der?" spørger jeg.

     "Bare svar på spørgsmålet, frøken Snow," siger Slytherin koldt.

     "Jeg... købte den," svarer jeg så.

     "Af hvem?" spørger Hufflepuff.

 

Merlin klør sig lidt ved næsen.

     Mira er komplet bleg.

     De sidder nu begge to i stolene i kontoret - dog er de ikke bundet. Jeg selv står ved siden af Helena og betragter dem.

     "Frøken Snow siger, at hun købte denne halskæde af jer," siger Ravenclaw og viser dem min halskæde.

     "Nårh ja," siger Merlin. "Det var DEN du købte. Jeg har prøvet at komme i tanke om det i dagevis nu.

     Vi sender ham bare spidse blikke, Miras blik er tilintetgørende.

     "Hun købte den af ham," siger hun.

     "Af os," siger Merlin.

     "Det var din halskæde, du fandt den."

     "Jeg fik den, og det var dig, der sagde, at den ville bringe sygt meget, fordi den var lavet af... hvad kaldte du det?"

     "Elfenben - den er lavet af elfenben."

     "Ja, det - du sagde, at vi ville få så mange penge, at vi kunne dele dem lige over, og stadig begge købe os mætte  bolsjer eller sådan noget."

     "Det var jo bare for sjov. Det er din halskæde, så du har ansvaret for den. Jeg gider ikke det her." Hun rejser sig op, men et blik fra Gryffindor får hende til at sætte sig ned igen.

     "I fik altså denne her halskæde?" siger Ravenclaw. "Hvem gav den til jer?"

     "En eller anden fyr," siger Merlin. "Sort kappe, karsekort hår, han havde kun et øje."

     "Og hvorfor gav han den til jer?"

     "Han sagde, at vi kunne få en del penge for den. Det var mens vi var ude med kræmmerne i sommers. Faktisk sagde han, at vi sikkert ville have den solgt ved den næste by. Og den næste by var Jeannas by - der solgte vi den til hende."

     "Hm," siger Ravenclaw og vender sig imod de andre stiftere. "Så, hvad gør vi?"

     "Er det ikke indlysende?" siger Gryffindor. "Vi tager halskæden fra hende og ødelægger den."

     "Ødelægge den?!" udbryder jeg. De fire stiftere vender blikkene imod mig. "Det er min halskæde, jeg købte den. I kan da ikke bare tage den fra mig!"

     "Denne halskæde er enormt farligt, frøken Snow," siger Ravenclaw.

     "Hvorfor? Hvorfor er den farlig?"

     "Det er en... Forbindelseshalskæde. Der findes to af dem. Den anden ligner denne på en prik. Hvis du har den på, kan den, der har den anden halskæde, opsøge dig i dine drømme."

     Jeg vender blikket imod Slytherin. "Den fremmede mand..."

     Slytherin siger ikke noget. Men jeg har indset det nu.

     Den fremmede mand eksisterer. Han har den anden halskæde. Og han vil virkelig have mig til at finde noget.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...