Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4032Visninger
AA

15. Grønne øjne

 

 

"Hvem dér?" brummer manden, da han hører Mira knække en gren. Men det er alligevel for sent, for i det samme springer Mira frem og gør, som vi har planlagt. Hun retter sin tryllestav imod ham.

     "EXPELLIARMUS!" råber hun, og mandens tryllestav flyver ud af hånden på ham og lander i Miras hånd. Hun smiler selvtilfredst.

     Merlin, Nico og jeg springer frem fra vores skjulested og retter vores tryllestave imod ham.

     "Overfaldet af børn," knurrer manden. "Hvad skal jeg dog gøre?"

     Jeg åbner munden for at sige noget til ham. Hvad som helst. Hvem er han? Hvad vil han med mig? Hvorfor gav han halskæden til Merlin og Mira? Men alle de spørgsmål, de sidder bare fast i halsen på mig, og jeg når ikke at sige noget som helst, før Helenas stemme lyder bag os:

     "Immobulus!"

     Og ingen af os kan bevæge os - heller ikke Mira. Manden går nu hen og tager sin tryllestav tilbage, sammen med min, Merlins og Nicos.

     Helena træder forbi os, og jeg kan se i hendes blik, at hun ikke er sig selv. Den nar har forhekset hende.

     "Og nu," siger manden grumt. "Bliver jeg jo nok nødt til at tappe lidt af jeres hukommelse, medmindre - " Manden ser nu på mig. "Jeanna Snow, du vil måske hellere komme med os nu?"

     "Nej," siger jeg. Mine øjne og mund er bevægelige. Og jeg lægger mærke til, at mine fingre kan bevæge sig så småt. Den holder ikke længe. Hvis bare jeg er lidt smart, kan jeg overvinde ham. Er han mon klar over, hvad jeg er i stand til?

     "Nå," siger manden. "Så... desværre." Manden løfter sin tryllestav og retter den imod os. "Oblivi -"

     Mere når han ikke at sige, før jeg slipper ud af min forfrysning og strækker min hånd imod ham. Han ryger bagud i luften og støder ind i et træ.

     "Desværre, min gode herre," siger jeg og retter min hånd imod Helena, bare for at fryse hende til hun er god igen. Helena kan ikke røre sig. Så går jeg hen imod manden. "Men magi har det med... ikke at virke på mig. Og desuden har jeg ikke brug for en tryllestav for at kaste det."

     Manden ser i chok på mig. Så smiler han. "Fantastisk... Det er virkelig sandt."

     Jeg ser grumt på ham og ønsker at gøre ham alvorligt fortræd. Men i stedet retter jeg en hånd imod Mira, Merlin og Nico, så de kan bevæge sig igen. De kommer Helena til hjælp.

     "Har du tænkt dig at fortælle os, hvordan vi gør hende normal igen?" spørger jeg. "Eller skal jeg selv gøre det?"

     Manden fnyser. Det tager jeg som et nej. Jeg går hen til Helena og tager min pegefinger til hendes pande. Hun synker sammen, så Mira må gribe hende. De stirrer alle sammen temmelig imponerede på mig. Helena ser nu på mig.

     "Jeanna..." mumler hun. Jeg siger ikke noget og vender mig i stedet imod manden. Han får rejst sig op, men gør ikke noget. Han ved vel, at hans tryllestav ikke er til nogen nytte.

     "Hvem er du?" spørger Mira. "Det var dig, der gav den sindssyge halskæde til Merlin!"

     Manden genkender nu først Mira og Merlin. Han smiler svagt. "Åh ja, I er kræmmerne. Tilgiv mig, men det var nødvendigt."

     "Hvorfor?" hvisler jeg. Fantom hvæser. "Hvem er I folk? Hvorfor har I sådan en interesse i mig lige pludselig? Er det på grund af min magi?"

     "Selvfølgelig er det da på grund af din magi," siger manden. "Du er et mirakelbarn."

     Jeg gyser. Det var præcis, hvad den fremmede mand i mine drømme fortalte mig. "Hvorfor?"

     "Vi skal bruge dine evner til at finde noget. Noget vi kan bruge til at nå vores mål."

     "Hvilket mål?"

     "Nemlig at skaffe os af... med en vis pestilens."

     Ingen siger noget. Men jeg ved godt, hvilken pestilens, det er. Det er Mugglerne. "Du kommer fra Øjet," siger jeg. Den kult, som McClowens fortalte mig og Nico om. Nico sender mig et blik.

     Manden lægger hovedet på skrå og smiler nu igen. Han rører på sig, og alle retter deres tryllestave imod ham. Han bremser op og løfter sine hænder.

     "Det er noget godt, vi gør for verden, Jeanna," siger han. "Det må du da kunne indse. Mugglerne ER en pestilens for alle. De dræber os, myrder vores børn, tvinger os til at skjule os for at overleve."

     "Det er bare, fordi de ikke ved bedre," tvinger jeg mig selv til at sige. Men inden i kan jeg selv mærke til dybt dybt had til dem. De dræbte min mor. De myrdede hende.

     "Hm..." siger han. "Hvis det er det, du mener. Men du kan ikke blive her og blive beskyttet for evigt. En dag vil vi finde dig og tvinge dig til at hjælpe os. Det er trods alt i dit blod."

     "Nej..." hvisker jeg. Han lyver. Nej nej nej.

     Men mit minde. Mit ældste minde om ham. Han nedbrændte en hel landsby i iskoldt raseri.

     "Manden, der leder os, frøken Snow, han - "

     "Nej - sig det ikke - "

     "Han er din far."

     "NEJ!" råber jeg, og han ryger nu direkte ind i træstammen alligevel. Jeg styrter imod ham.

     "Jeanna, stop!" råber Nico og tager fat i min arm, men jeg rusker ham af.

     "Du er en løgner!" råber jeg af manden og ønsker, at han skal dø. Han skal dø for sin løgn. Det er ikke sandt. Det er det ikke. "FORTÆL MIG SANDHEDEN!"

     "Vores leder..." siger manden stille, med blod løbende ned ad hagen. "Han er din far. Han har besøgt dig i dine drømme. Du har vel lagt mærke til øjnene ikke? Du har de samme. Grønne grønne øjne."

     "STILLE!" skriger jeg, og alt lyser op, så vi alle bliver blændet en smule. Da lyset blegner igen, ligger manden og er død.

     Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg falder på knæ. Det er løgn. Det må det være. Det ville min far da aldrig gøre... Oprette en kult... og prøve at tvinge mig til at slutte mig til den. Udnytte mine evner... det ville han aldrig gøre. Aldrig.

     Jeg mærker en hånd på min skulder, og jeg ser op på Nico. Han omfavner mig, og jeg lader mig bare omfavne. Og snart slutter Mira, Merlin - og Helena - sig til, og vi sidder i en klump og bare krammer hinanden her midt om natten med uglerne tudende i skoven.

 

Vi lister os ind på slottet så stille, som vi overhovedet kan.

     Hvert eneste trin lyder bare så højt, når vi ved, at vi både får eftersidninger og ekstraopgaver, hvis vi bliver opdaget her midt om natten udenfor vores kollegiestuer.

     Vi skilles undervejs, og til sidst er det kun Helena og mig, der er tilbage op på vej imod Ravenclawtårnet.

     Helena, der selvfølgelig er så kvik, svarer hurtigt på ørnens gåde, og vi kommer ind i kollegiestuen.

     "Du, Jeanna?" siger Helena og tager sin kappe af. Jeg vender mig om imod hende.

     "Ja?"

     "Jeg... jeg vil gerne sige tak. Og undskyld på samme tid. Du kan ikke gøre for, at du er som du er. Altså at du kan det du kan. Og desuden... så var det ret nyttigt derude. Jeg har været så strid imod dig."

     Jeg er mundlam. Stædigheden løber i Ravenclaws årer, og jeg havde ikke regnet med, at Helena ville undskylde så let. Men skønt, der kom den. Hun har undskyldt.

     "Jeg håber ikke det er for sent?" spørger Helena.

     "For... for sent til hvad?"

     "For sent til, at vi kan være venner...?" Helena ser på mig med de grå øjne, der nu er spærret op i spørgsmålet. Jeg kan ikke rigtig se en anden udvej end at omfavne hende.

     "Selvfølgelig kan vi da stadig være venner," siger jeg. Jeg smiler til hende. Hun smiler til mig.

     Så går vi i seng.

     Resten af natten sover jeg ikke. Jeg ligger bare i min seng, vender og drejer rundt og tænker på det, manden sagde. Det passer ikke, tænker jeg til mig selv. Om og om igen. Han løj bare for at gøre mig samarbejdsvillig. Men jeg husker den fremmede mand med de grønne øjne i mine drømme. Sludder! Der er masser, der har grønne øjne! Nico har grønne øjne! Mange, mange har grønne øjne. Det er en helt normal øjenfarve. Det behøver ikke at betyde noget. Det gør det altså ikke.

     Jeg husker den allersidste gang, jeg så ham. Han bar mig væk fra landsbyen, han lige have brændt ned. Jeg lå i hans favn, i chok, mens han skændtes med min mor. Men på det tidspunkt fornemmede jeg aldrig, hvad det hele handlede om. Og så forlod han os. Bare sådan. Og min mor fik mig til at glemme alt om ham.

     Hvis min far virkelig elskede mig... hvorfor ville han så bare forlade mig uden et sidste ord til mig, uden et kys på panden eller bare det eneste tegn på, at jeg betød noget for ham?

     Og hvis han holdt af mig og ville mig det bedste, hvorfor ville mor så have fjernet alle mine minder om ham?

     Nej, Jeanna, tænker jeg. Nej. Du lyver for dig selv. Din far er GOD, din far elskede din mor, din far elskede dig. Han elsker dig. Det gør han. Han ville aldrig skade dig. Han ville aldrig udnytte dig.

     Fantom springer op i sengen, og jeg får et chok. Han kravler helt op til mig og lægger sig op ved mit ansigt, så jeg kan mærke hans pels imod min kind, lugte den friske naturlige duft, der hænger over ham. Jeg stryger ham over ryggen, og han spinder og giver mig et stille miav.

     "Han ville aldrig skade mig, Fantom," hvisker jeg. "Han elsker mig."

 

 

Efter skole den næste dag går jeg hen til Slytherins kontor for at træne sammen med Fantom.

     "Jeanna!" råber en stemme bag mig. Jeg ser mig over skulderen. Det er Nico. Ham gider jeg ikke at snakke med, så jeg fortsætter bare. Han haler dog ind på mig. "Jeanna, vent lige."

     "Hvorfor?" spørger jeg koldt. Jeg ved, hvad han vil snakke om. Det, han har prøvet at snakke om hele dagen.

     "Har du virkelig slet ikke lyst til at snakke om det?" spørger Nico. Nu stopper jeg op. Jeg vender mig imod ham.

     "Min far har ikke gjort det her," siger jeg stædigt. Fantom miaver. Nico sender ham et skævt blik.

     "Hvordan kan du vide det, Jeanna? Hvordan?"

     Er det meningen, det dér skal få mig til at få det bedre? "Hvad mener du?"

     "Du sagde det selv," siger Nico. "Dine drømme. Den grønøjede mand. Du HÅBEDE det var din far, det gjorde du."

     "Jah, men det var før, jeg vidste de folk var onde!" næsten råber jeg. "Min far er ikke ond! Min far ville aldrig udnytte mig!"

     "Hvordan kan du vide det, Jeanna?" spørger Nico, roligt. "Det er flere år siden sidst du så ham. Du kender ham jo ikke."

     "Hvad er det, du prøver på?" spørger jeg og tørrer en tåre væk. "Hvordan skulle det her være godt for noget?"

     "Jeg vil bare gerne have, at du skal se ting i øjnene i stedet for at ignorere dem."

     "Bare... bare lad mig være!" Jeg sætter i løb. Væk fra ham.

    

Jeg forvandler trækoppen på skrivebordet mellem mig og professor Slytherin til et krystalvinglas med et enkelt sving fra min finger. Slytherin betragter vinglasset med forbløffelse, før han så hælder noget ingefærøl op i det og rækker mig det. Jeg tager imod det.

     "Jeanna," siger han.

     "Ja?" siger jeg.

     "Du er uopmærksom."

     "Hvad ved du om det?"

     "Et krystalvinglas er ikke det samme som et kobberkrus."

     "Åh..." Jeg ser på krystalvinglasset i mine hænder og tager en slurk. Jeg har faktisk ikke smagt ingefærøl før. Det... det er lidt for sødt til min smag, så jeg stiller det på bordet igen. "Undskyld."

     Slytherin betragter mig lidt. Hans ene hånd er lukket om medaljonen om hans hals. Det minder mig bare om min halskæde. Og den fremmede mand, som... Nej, jeg vil ikke tænke på det.

     "Hvad er der, frøken Snow?" spørger Slytherin høfligt.

     Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at svare. Det har det bare med at gøre mig depressiv. Fantom springer op i favnen på mig og spinder. Slytherin betragter også katten lidt, og Fantom kigger på ham.

     "Der er noget, der nager dig," siger han, da jeg ikke svarer.

     "Og hvad så?" siger jeg defensivt og stryger Fantom over pelsen.

     Slytherin himler med øjnene, hvilket bare ser mærkeligt ud, når han gør det. Han læner sig tilbage i stolen. "Bare fortæl mig det."

     Jeg tænker lidt over det, som jeg betragter manden. Og jeg har en vis lyst til at fortælle ham det. Jeg har brug for, at han skal svare på mine spørgsmål og ordne alt for mig. Og at han skal forsikre mig for, at det ikke er min far.

     "Ved du, at vi blev angrebet på vej hertil, professor Slytherin?" spørger jeg så stille, uden at se på ham. "Nogle mænd kom flyvende på koste og skød efter vores karet. En af dem så direkte på mig. "Der er du," sagde han."

     Slytherin ser vagtsomt på mig, nok mest for at se, om jeg bluffer eller ej. Så åbner han munden, og han siger en smule hæst: "Hvorfor har I ikke sagt det?"

     "McClowens... han sagde, vi ikke kunne sige noget. Men det er ikke det hele. I nat. Ursula Arakoph - "

     "Hvad er der med Ursula Arakoph?" sagde Slytherin med øjnene let spærret op. Jeg husker den måde, han talte til hende. Han vidste, at hun bragte ondt med sig.

     "Du kender dem," siger jeg. "Du ved, hvem de er, gør du ikke?"

     "Hvad snakker du om, Jeanna?"

     "Arakoph, hun... Hun var ikke engang en hun! Det var en mand, der havde forklædt sig. Det var den mand, der gav Forbindelseshalskæden til Merlin og Mira! Han er fra den dér kult. Øjet. Han narrede Helena, men vi... vi reddede hende."

     "Hvor er han nu?"

     "Død," siger jeg følelsestomt. "Jeg dræbte ham."

     Der er en stilhed over lokalet i lang tid. Man kan ikke høre andet end Fantoms spinden.

     Så, til sidst, siger Slytherin: "Jeanna. Er der andet, jeg bør vide?"

     "Er der noget, jeg bør vide?" spørger jeg. Fortæl mig det, Slytherin. Fortæl mig, om manden er min far.

     "Fortalte han dig, hvorfor de var ude efter dig?"

     Jeg nikker med en klump i halsen. "Det er på grund af det, jeg kan. De skal bruge det... til at finde noget."

     Slytherin nikker.

     "Hvorfor er jeg sådan her, professor?" spørger jeg. "Hvorfor kan jeg de her ting?"

     "Du..." siger Slytherin. "Jeanna, du kan de her ting på grund af din mor."

     "Min... min mor?" Det kommer bag på mig.

     "Jah. Din mor stammer fra en... meget speciel familie. Der kan det, du kan. De er en slags... vogtere."

     "Vogtere af hvad?"

     "De er vogtere af nok den mest magtfulde magiske genstand her i verden. Selve kernen for magi."

 

"Sagde han... andet end det?" spørger Nico.

     Vi står på broen over den store kløft. Man kan se vandet nede for enden. Det er koldt, så vi har kapperne trykket omkring os. Jeg ryster på hovedet.

     "Og du spurgte heller ikke om mere?"

     Jeg ryster igen på hovedet. "Jeg ved ikke, om jeg kan tåle at høre mere lige nu."

     "Tror du... hvad tror du så?"

     "Jeg... jeg ved det ikke." Igen tørrer jeg nogle tårer væk. Hvorfor græder jeg hele tiden? Jeg plejer ikke at have let til tårer.

     "Jeanna, måske ER det ikke din far," siger Nico så en smule desperat. "Der findes mange folk med grønne øjne. Måske løj han virkelig."

     "Nico..." hvisker jeg næsten. "Min far nedlagde en landsby fuld af Mugglere - præcis ligesom denne her kult gør det. Min mor stammer fra denne her slægt, der kan føre ham til denne her kerne for magi. Og de fik mig, og jeg kan også de her ting. Og han forlod os - uden et ord til mig. Hvad tror du selv?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...