Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4037Visninger
AA

5. Gadedrengen Nico

 

 

Gaden ved mit hus er helt øde her midt om natten. Ved min side står Slytherin med sin lille pind. Den lyser i toppen som en lille lygte.

     Vi træder indenfor døren, der er helt smadret. Jeg gyser, da jeg ser det spektakel, der er indenfor. Alle vores møbler er enten væltet eller ødelagt. Krukker er smadret, så indholdet flyder ned over køkkenbordet.

     "Har de tager hende?" spørger jeg hæst, som vi står i det køkken, som jeg er vokset op i.

     "Ja," svarer Slytherin roligt. "Og de leder med garanti også efter dig."

     "Du er sikker på, at de ikke vil kunne se os, hvis de kommer herind?"

     Slytherin nikker. "Jeg kan mit fag - godt. De vil hverken kunne høre eller se os, hvis de kommer herind. Du kan være ganske rolig. Men jeg vil foretrække, at du finder dine ting hurtigt, så vi kan komme af sted."

     Jeg nikker tavst og går ind i mit rum.

     Derinde er alt heldigvis uskadt. Dog kan man se, at der er blevet gennemsøgt herinde. Ting ligger spredt rundt omkring. Men efter min første skimning af rummet at dømme, ser det ikke ud til, at de har taget noget overhovedet.

     Jeg har ikke særlig mange ting af værdi. Ikke nogen overhovedet, faktisk. Og derfor undrer det mig også en smule, at jeg overhovedet ville tilbage. Måske var det bare for at se, hvordan huset endte efter jeg flygtede. Men jeg har også et vist behov for at have noget med, for jeg kommer ikke tilbage hertil. Aldrig nogensinde igen.

     Så jeg finder min taske, hvorefter jeg tager forskellige ting, som jeg ikke mener, at jeg kan leve uden. Min notesbog, som jeg ikke har lavet andet end at tegne kruseduller i. Mit hårspænde, som jeg fik af min mor, da jeg var fem. Et par af de værdiløse ting, jeg har købt hos kræmmerne i årenes løb.

     Til sidst bukker jeg mig ned under min seng og hiver en kasse frem og åbner den. I den ligger en gammel støvet kappe. Min far havde denne her. Jeg kan huske, hvordan min mor brændte alt, hvad der havde tilhørt ham for at gøre hendes løgn sandfærdig. Men jeg snuppede denne her, før hun kunne nå at brænde den og gemte den herunder. Det er det eneste, jeg har fra ham udover mine få minder. Jeg tager den over skuldrene. Så rejser jeg mig op og skal til at gå ud af rummet, da jeg får øje på noget, der ligger på mit sengebord. En halskæde. Der kommer jeg i tanke om den. Det er den halskæde, som jeg købte af kræmmerne for en uges tid siden. Jeg går hen og samler den op og tager den om halsen, hvorefter jeg lader den glide ind under min bluse.

     Så går jeg ud af mit kammer og ud til Slytherin i køkkenet. Han står med et skrin i hænderne. Min mors skrin, som hun altid har liggende i køkkenskabet, og som jeg aldrig kan finde ud af at åbne.

     "Den er forseglet med magi," mumler Slytherin. "Mændene har forsøgt at åbne den men måtte opgive. Lad mig se..." Han fumler lidt med sin pind hen over skrinet, hvorefter det flyver op.

     Op tager han en bunke gulnede breve. "De er adresseret til dig, Jeanna," siger han og ser på bagsiden. "Og de kommer fra min skole. Det er med højeste sandsynlighed dine optagelsesbreve." Han rækker bunken til mig, og jeg tager imod den, stirrer lidt på symbolet på bagsiden.

     "Den var forseglet med magi," mumler jeg, hvorefter jeg vender blikket mod Slytherin. "Så min mor var virkelig en heks, var hun ikke? Hun holdt det bare hemmeligt for mig."

     Slytherin nikker. "Jeg og de andre forstandere på Hogwarts var ikke engang klar over, at hun var en heks. Hun har gjort det godt."

     "Men hvorfor? Hvorfor ville hun skjule det? Hun vidste udmærket godt, at jeg var en heks."

     Slytherin nikker en smule dystert. "Hun må have ment, at det var for dit eget bedste, Jeanna."

     Jeg har lyst til at protestere. Det er netop det, hun hele tiden har fortalt mig, men jeg nægter at tro det. Men i stedet for at vade i det, siger jeg en anelse grådkvalt: "Er hun død? Har de slået hende ihjel?"

     Slytherin er stille lidt, imens han roder rundt i sagerne i skrinet. Til sidst vender han blikket mod mig og nikker.

     "Vi bør nok gå nu," siger han så, og sammen forlader vi Egehuset.

 

Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab

 

Skoleledere:

Godric Gryffindor, Rowena Ravenclaw, Helga Hufflepuff og Salazar Slytherin

 

Kære J. Snow

Det glæder os at meddele Dem, at De er selvskreven til optagelse på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab. Vi vedlægger en liste over nødvendigt udstyr til skolen. Første semester starter d. 1. september. Vi afventer Deres ugle senest d. 31. juli.

 

Venlige hilsner

Rick McClowens

Viceinspektør

 

 

"Så Hogwarts er en skole for magi," siger jeg, som jeg folder brevet sammen. Godt nok vidste jeg det vel godt i forvejen, men det er godt at få det bekræftet.

     "Ja," svarer Slytherin.

     Vi går på en stille vej igennem den store skov.

     "Og det er dér, jeg vil lære at kontrollere min magi...?"

     "Ja."

     "Og du og de tre andre leder den?"

     "Vi er oprettere af den. Det er en ny skole, den har været åben i ti år nu. Vi ønskede, at vores børn skulle have et sikkert sted at komme hen, hvor de kunne lære at kontrollere deres magi indenfor trygge rammer."

     "Går alle børn der er hekse og troldmænd der så?"

     "Ja, alle dem vi kan opsnappe i hvert fald. Vi må endda også tage de Mugglerfødte ind."

     "Hvad er en Mugglerfødt?"

     "En Mugglerfødt er et barn, hvis forældre er Mugglere - altså ikke magikyndige mennesker."

     "Kan det virkelig lade sig gøre?"

     "Det kan det. Jeg begriber ikke hvordan, men det kan det." Han siger det temmelig foragteligt, som om han virkelig ikke bryder sig om idéen om Mugglerfødte. På en måde kan jeg godt forstå ham. De er børn af de mennesker, som forsøger at jage og dræbe os. Men samtidig virker det også uretfærdigt.

     "Hvor lang tid skal jeg være på skolen?" spørger jeg efter lidt stilhed. "Hvor mange år?"

     "Skoletiden varer syv år. Vi giver børnene lov til at rejse hjem et par gange om året, men det er ofte, at deres forældre lader dem blive inde på skolen, hvor de er trygge."

     "Hvad er det, der gør skolen så tryg?"

     "Vi har forseglet den, så den er umulig for Mugglere at finde. De vil blot tro, at den er en gammel faldefærdig ruin."

     "Og det er der, vi skal hen nu? Til Hogwarts?"

     "Nej, vi skal en lille omvej først."

     "Hvortil?"

     "Til Diagonalstræde.

 

Jeg har lige oplevet det absolut mest mærkelige og mest ubehagelige i mit liv.

     For et par sekunder siden tog Slytherin fat om min albue, og pludselig skete der noget, som jeg ikke rigtig kan sætte min finger på. Alt blev bare sort, og jeg mærkede et underligt pres fra alle sider, mens alt hev i mig, hvorefter jeg pludselig følte mig helt normal og... befandt mig et helt fremmed sted fra hvor jeg var lige før.

     Nu står jeg ved et skovbryn og kan se noget af en storby foran mig. Jeg har aldrig været i en storby før. Den er gigantisk og virkelig imponerende.

     Så bukker jeg mig forover og holder mig for munden. Det føles virkelig, som om jeg skal til at kaste op.

     "Ja, du er lidt for ung til den slags," siger Slytherin og rækker mig en vanddunk. "Men det ville have taget uger at vandre hertil desværre. Det var en nødvendighed."

     Jeg tager vanddunken og tager mig en kæmpeslurk, hvorefter jeg chokeret spørger: "Hvad gjorde du?"

     "Jeg transfererede os," svarer Slytherin, som han tager vanddunken ind under sine gevandter igen. "Det er en lang hurtigere måde at transportere sig rundt på."

     Gud, hvor har jeg meget kvalme. Men jeg siger ikke noget, som vi bevæger os ned imod byen.

     "Hvad er Diagonalstræde?" spørger jeg, da vi går på en stor hovedgade fyldt med myldrende folk. "Og hvad skal vi der?"

     "Diagonalstræde er en handelsvej. Det er der, vi skal købe dit udstyr."

     "Mit udstyr?"

     "Ja, der er vedlagt en seddel i dit optagelsesbrev."

     Jeg tager konvolutten frem og trækker en anden liste op af den. Så begynder jeg at læse.

 

Uniform

Førsteårselever skal bruge:

1. Tre almindelige arbejdskapper i sort

2. En almindelig spids hat til dagbrug

3. Et par beskyttelseshandsker af drageskind eller lignende

4. En vinterkappe

 

Udstyr

1 tryllestav

1 kedel af tin i standardstørrelse nr. 2

1 sæt kemibægre af krystal

1 teleskop

1 sæt messingvægte

Eleverne må også medbringe en ugle ELLER en kat ELLER en tudse

 

"Wow," er min eneste kommentar.

     "Det kommer til at koste dig lidt."

     "Men eh... jeg har ikke nogen penge."

     "Åh... jamen det har jeg." Slytherin trækker en pose frem fra gevandterne og rækker mig den. Den er fyldt med mønter. De er i guld.

     "Flot," mumler jeg. "Så... hvad hedder de her?"

     "Galleoner."

     "Galleoner?" Jeg kommer i tanke om den dreng og pige, der rejste sammen med kræmmerne. Drengen, Merlin, nævnte Galleoner. Det var også ved kræmmervognene, at jeg hørte Hogwarts omtalt.

     Så de var altså troldmænd? Betyder det, at de to børn også skal med mig til Hogwarts?

     "Men vi venter til i morgen med at gøre indkøb," sagde Slytherin. "Det er temmelig sent efterhånden. Vi har gået langt i dag, og du sov ikke hele natten."

     "Men jeg er ikke træt."

     "Jeg insisterer."

     Jeg sukker.

 

Vi finder en stille kro i en stille del af byen. Bare fordi jeg har en seng at sove i gør det mig ikke mere træt, så jeg beslutter mig for at gå en tur i byen. Slytherin beder mig bare om at passe på mig selv, det er lidt underligt bare at få lov til at gå, som jeg vil.

     "Husk," siger han, inden jeg forlader værelset. "Hvis nogen ser dig lave magi..."

     "Jeg husker det. Intet magi. Jeg kan alligevel ikke finde ud af det," tilføjer jeg mumlende, da jeg går.

     Som jeg går ned ad brostensgaderne spekulerer jeg over det udstyr, jeg skal have købt. Især tryllestaven. Det virker mest sandsynligt, at en tryllestav er den dér sjove pind, både Slytherin, min mor og min far har brugt. Det må det være.

     Jeg kommer til en markedsplads. Det er sen eftermiddag, og folk sælger og køber på kryds og tværs. Jeg kan slet ikke se mig mæt. Det her er hundrede gange mere end hvad kræmmerne har. Men mange af tingene er også frygtelig dyre, og jeg tror ikke, at Galleoner gælder her.

     Jeg har knap været der i fem minutter, før et råb bryder folkelarmen:

     "Dreng, giv dig til kende!"

     Alle strækker hals for at se, hvem der har råbt, deriblandt mig. Jeg kan se en gruppe af mænd i de samme uniformer, som dem, der kom og dræbte min mor og nær havde gjort det samme med mig.

     "Nu er de igen på udkig efter et offer," mumler en kone, der står nær mig til sin veninde. "Gad vide, om det er en rigtig troldkarl denne gang."

     Veninden nikker. "De sidste fem viste sig at være almindelige mennesker - efter de blev brændt selvfølgelig. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af det her, lad os gå."

     Folk trækker sig tilbage, så mændene har fri bane.

     Den forreste mand, en gigantisk fyr med fuldskæg, siger ud til de tilbageblevne: "Han er lille og har krøller - det meste af tiden. Han kan ændre skikkelse. Han kan se ud præcis som han vil."

     "Nu rabler det," mumler en ung fyr ved en bod.

     "Men han er cirka på pigens dérs alder!" råber den fuldskæggede nu og peger med sin behandskede hånd på mig, og jeg stivner. "Han er en gadedreng! Og dem der finder ham vil blive belønnet."

     Jeg bakker ind i folkemængden bag mig og skjuler mig bag alle dem, der er højere end mig. Og så lægger jeg mærke til en skygge imellem to af boderne, skjult bag et par tønder.

     Det er en krølhåret dreng på min alder. Han sidder skrækslagen, og da han opdager, at jeg har set ham, tysser han på mig med et bedende blik. Det er vist ham, de leder efter.

     Jeg vender igen blikket mod mændene, der går rundt over det hele og leder. Så får jeg en idé, da jeg får øje på en vintønde, der står op ad en tom bod, der ser temmelig ustabil ud. Hvis jeg nu virkelig koncentrerer mig...

     Jeg stirrer stift på tønden og koncentrerer mig udelukkende om den. Forestiller mig den svæve. Koncentrerer mig dybt, mens jeg skærer tænder.

     Og så - på mirakuløs vis - hæver tønden sig fra jorden og svæver op over boden, for så derefter at falde direkte ned i den og smadre den fuldstændig, så det skaber et ordentligt spektakel.

     Alle vender blikkene derover, deriblandt uniformmændene. Jeg sender drengen et sigende blik, og han rejser sig for at skynde sig væk fra markedspladsen. Jeg løber med ham.

     "Hey vent! Han er derovre! Og hende pigen er med ham!" råber en mandestemme bag os.

     Flot...

     Vi løber nu begge to ned ad de mange snoede gader og gyder, mens vi hele tiden kan høre dem et eller andet sted i nærheden. Så, pludselig, tager drengen fat i mit ærme og hiver mig med ind i en smal skyggedækket gyde. Her hiver han mig med ind så langt, som vi kan komme, hvor han stiller mig med ryggen til gaden og hiver min hætte over hovedet på mig.

     "Hey - " protesterer jeg.

     "Ti stille," hvisker han. "Lad, som om du snakker med mig, så tror de, at vi bare er helt almindelige beboere."

     Så begynder hans ansigt og hår at forandre sig. Hans brune hår bliver glat og lyst, og hans kindben bliver høje, hans grønne øjne bliver brune og hans fregnede hud bliver helt glat og bleg. Jeg stirrer målløs på ham.

     "Hvordan kan du...?"

     "På samme måde, som du bevægede den tønde, går jeg ud fra," hvisker han. "Men nok om det, bare lad, som om du snakker med mig."

     Vi mimer en samtale til hinanden, imens jeg kan høre mændene komme tættere og tættere på os, passerer vores gyde og forsvinder så igen.

     Jeg vender mig om mod gaden. Den er helt tom nu.

     "Smart," mumler jeg.

     "Jeg er vant til det," siger drengen og forvandler sig til sit krølhårede jeg igen. "Jeg er ikke god til så meget, men det her kan jeg da finde ud af. Mit liv afhænger af det."

     Jeg børster en leverpostejfarve hårlok væk fra mit ansigt og om bag mit øre. "Er du en troldmand?"

     Drengen bliver helt bleg og åbner munden, men netop i det øjeblik råber en skingrende kvindestemme oppefra: "Kan I så komme væk derfra! Det er min private gyde!"

     Jeg kigger op og ser en gammel kone læne sig ud af sit vindue. Vi lader hende ikke sige det to gange og styrter ud af gyden og ud på gaden.

     "Der er de!" råber en uniformeret mand, som står lidt længere oppe ad gaden. Jeg stivner. Resten af gruppen slutter sig til ham, og så må vi tage benene på nakken igen, som vi bliver jaget gennem gaderne.

     Sådan går nogle hektiske fem minutter. Indtil vi løber om et hjørne, og to af mændene er der til at overraske os. Den ene tager hårdt fat i drengen, så han skærer tænder.

     "Slip ham!" råber jeg.

     I det samme flyver noget sort igennem luften og springer direkte i fjæset på manden, der holder drengen, så han skriger i smerte og falder bagover. Den sorte lille pelsklump hvæser og kradser ham i ansigtet.

     Så er der en, der tager hårdt fat i mig bagfra, og jeg farer om med et hæst skrig, og netop som jeg vender mig om, står jeg ansigt til ansigt med en uniformeret mand, der står stivnet midt i en bevægelse og stirrer på mig med et par øjne, der ligner glas. Jeg river min arm løs fra hans, men han gør ikke noget, ikke en eneste bevægelse. Det her er altså underligt...

     "Vildt..." mumler drengen. Han stirrer ned på den anden vagt, som den sorte pelsklump gik til angreb på. Han er også stivnet midt i en bevægelse, som om tiden er fuldstændig frosset for dem. Nu springer pelsklumpen af, og min sorte forfølgerkat lunter lystigt hen og sætter sig ved mine fødder.

     "Sej kat, du har," siger drengen.

     "Det er ikke min... tror jeg." Jeg stirrer helt befippet ned på katten, som åbenbart har udnævnt sig selv til min beskytter og evige forfølger.

     "Men hvordan gjorde du det dér?" spørger drengen så. "Hvordan fik du dem til at fryse?"

     Jeg ryster på hovedet. "Ingen anelse."

 

Vi går ned ad de stille veje og prøver at undgå de store og befolkede på vej hen til kroen. Drengen har skiftet udseende igen, og jeg har taget min hætte på. Min beskytterkat går ved mine fødder.

     "Hvordan kan du skifte udseende?" spørger jeg.

     "Det ved jeg ikke," svarer drengen. "Det... har jeg ligesom altid kunnet."

     "Jeg hedder Jeanna i øvrigt," siger jeg.

     "Jeg hedder Nico."

     Til sidst ankommer vi til kroen, hvor vi skynder os ind på værelset, hvor Slytherin sidder ved skrivebordet med et hårdt blik vendt mod os.

     "Hvem er det?" snerrer han til mig.

     "Det er Nico. Han blev jagtet af de dér uniformmænd."

     Slytherin vender blikket mod Nico, som står fuldstændig stivnet. "Hvorfor var de efter dig?"

     Nico forvandler sig om til sit krølhårede jeg igen. "Jeg kan skifte udseende og... mærkelige ting sker omkring mig. De tror, at jeg er en troldkarl."

     "Hvad er dit fulde navn?" spørger Slytherin og trækker et stykke pergament frem fra sine gevandter.

     "Nicolas Dallin."

     Slytherin skimmer pergamentet. Så hæver han sine øjenbryn. "Du burde allerede være på vej mod Hogwarts på dette tidspunkt. Min kollega Rick McClowens burde have hentet dig på nuværende tidspunkt."

     "Jeg... forstår ikke..."

     "Har du modtaget et brev for nylig?"

     Nico står helt stiv i lidt tid. Så tager han en gulnet konvolut frem fra sin slidte rygsæk og viser den til Slytherin.

     "Har du læst det?"

     Nico nikker. "Men jeg forstår det ærlig talt ikke..."

     "Du kommer med os. Du skal med os hen til Hogwarts, hvor du vil lære at kontrollere din magi såvel som din formskiftning dér. Er du født med det?"

     Nico nikker igen.

     "Det kaldes at være en Metamorfmagus. Det er usædvanligt, men velkendt blandt vores slags. I to bør se at få noget søvn. Jeg løber et ærinde imens." Han rejser sig op og forlader rummet. Jeg sætter mig tavst på min seng og ser på Nico. Han står stadig fuldstændig chokeret midt på gulvet.

     "Det vil sive ind... på et tidspunkt," siger jeg. Selv har jeg endnu ikke helt vænnet mig til tanken. Den sorte kat springer op i favnen på mig og lægger sig spindende ned. Jeg begynder at stryge den over ryggen. Nico sætter sig ved siden af mig.

     "Så jeg er en troldmand?"

     Jeg nikker.

     "Og du er... en heks?"

     Jeg nikker igen.

     "Og der er mange af os, ser det ud til. Vi er et helt samfund. Og vi bruger tryllestave til at kontrollere vores magi. Vi skal ud og købe min og en masse andet udstyr i morgen."

     "Hvad så med mig?"

     "Jeg tror også, at Slytherin har til dig."

     "Slytherin, var det ham manden?"

     Jeg nikker. "Salazar Slytherin. Han er en mægtig troldmand."

     Vi er tavse lidt. Så siger Nico:

     "Så... tryllestave hjælper os med at kontrollere vores magi. Men du... du kunne da både få ting til at svæve og mænd til at stivne uden sådan en. Hvordan kan det være?"

     Jeg trækker på skuldrene. "Det ved jeg ikke... Jeg bør nok spørge Slytherin i morgen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...