Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4027Visninger
AA

6. Fantom

 

Wuihi, nu kan jeg omsider kalde mig selv for 1.g'er (Jeg føler mig voksen)

Og jeg fik endelig tid til at skrive det næste kapitel - mine dage er faktisk utrolig travle, jeg har knap nok haft tid til noget som helst hele ugen, så de kommer nok ikke så ofte, som de gjorde før.

 

Jeg går ned ad en meget lang gang. Langs siderne er der ophængt brændende fakler. Væggene er malet mørkerøde som blod, gulvet er af koldt brosten, og mine bare tæer fryser imod dem. Selv er jeg klædt i den fineste kjole af lyseblåt tyndt silke. Det ser jeg, da jeg passerer spejle, som pludselig dækker væggene. Jeg stirrer på mig selv, kan slet ikke kende mig. Mit grimme leverpostejfarvede hår er pludselig smukt som en engels. Det er sat nydeligt bagud, flettet i en havfruekrans rundt om mit hoved, ellers hænger det ned langs ryggen i smukke bølger. Mit ansigt er rent og fint, mine grønne mandelformede øjne ser tilbage på mig og ligner smaragder, så smukke er de.

     Jeg ved ikke, hvad det skal betyde, og det forvirrer mig, så jeg går videre.

     For enden af gangen er en dør. Døren åbner sig automatisk med en let knibende lyd, og jeg får gåsehud. Jeg synker en klump, hvorefter jeg går ind ad den.

     Rummet bag døren er stort og mørkt. Jeg kan intet se herinde.

     Men pludselig er der et eller andet, der lyser op - virkelig kraftigt lyser op, så kraftigt, at jeg lukker øjnene og skriger.

     Og pludselig ser jeg et meget langt bord. Mit blik stryger hen over det, ser på alle de chokerede ansigter, der alle stirrer på mig, som jeg farer forbi dem. De er alle sammen mænd i lange gevandter. Og mit blik stopper helt oppe for enden, lige foran et komplet stivnet blik, et par smaragdgrønne øjne, der er spærret op i dyb chok.

 

"Fisk?"

     Jeg sidder med en lugtende fisk pakket halvt ind i noget papir. Katten stirrer på det, men rører det ikke, hvorefter den vender sit gule blik mod mig.

     "Nej?" siger jeg. "Hvad så med en mus?"

     "Jeanna..."

     Jeg finder en lille brun markmus frem, som jeg holder dinglende i halen foran katten. Dens øjne følger den, men rører den stadig ikke. Så vender den igen sit blik imod mig.

     "Nej? Jamen hvad vil du så have?"

     "Jeanna?"

     "Ja?" Jeg vender mig imod Nico.

     Vi sidder på kroværelset morgenen efter. Jeg med den forbandede kat på skødet og Nico ved skrivebordet.

     "Jeg tror altså ikke, at den kat forsvinder bare ved at du giver den mad."

     Jeg sukker. Det ved jeg egentlig godt, men stadig. Jeg har altså ikke lyst til at have en sort kat rendende ved min side døgnet rundt.

     "Jeg forstår bare ikke, hvad den vil mig," mumler jeg og stirrer fjendtligt på katten, der stirrer igen.

     Nico svarer ikke.

     Jeg vender mig imod ham og lægger hovedet en smule på skrå. "Så... hvordan endte du på gaden?"

     Nico trækker bare på skuldrene og ser væk fra mig. Jeg spekulerer over, om det er et spørgsmål med et alt for personligt svar at give. Jeg ser væk fra ham og kaster musen til katten, som spiser den gladeligt, men det får den ikke til at smutte.

     "Havde du mareridt i nat?" spørger Nico nu.

     "Jeg vil ikke tale om det," siger jeg hårdt.

     "Du var ret urolig natten igennem, og det var mig, der skulle sove ved siden af dig, så jeg mærkede det ret meget..."

     Jeg ser på ham. "Det var bare et mareridt, ikke noget specielt."

     "Hvad handlede det om?"

     Jeg sukker. Katten lægger sig ned på mit skød, og jeg stryger den over den sorte pels. "Hvis du fortæller mig om, hvordan du havnede på gaden, kan det være, at jeg fortæller dig om min drøm."

     Jeg finder ikke ud af, om Nico rent faktisk har tænkt sig at svare, for i det samme kommer Slytherin ind på værelset.

     "Vi tager af sted nu. Det er på tide, at vi kommer i gang, så vi kan komme ud til skolen."

     Nico og jeg har været klar i evigheder, så vi rejser os begge op så brat, at katten falder hvæsende ned fra mit skød. Bagefter stiller den sig ved siden af mig. Jeg kigger stift på den.

 

Vi går ud fra værelset og ned i krostuen. Slytherin betaler for opholdet, hvorefter vi begiver os ud. Både Nico og jeg tager vores hætter over hovedet i tilfælde af, at vagterne skulle komme forbi. Og så begynder vi ellers at gå med den åndssvage kat lige efter os.

     På vejen begynder Slytherin at fortælle om at byen, som han fortæller er London, hvilket får mig til at måbe og begynde at stirre rundt, jeg havde ikke engang lagt mærke til, at det var London, og nu kan jeg ikke være mere bevidst om, at jeg befinder mig i landets hovedstad, de sidste tusind års tid har været centrum for troldmandsverdenen. Det er her, Diagonalstræde har ligget i flere århundreder, det er her, vi skal afgå mod Hogwarts.

     Og pludselig er vi nået frem.

     Vi står alle tre og ser frem mod et lille usselt sted presset sammen mellem de andre højere bygninger. Folk passerer det uden så meget som at kaste et blik imod det, som om det slet ikke er der. Jeg selv havde ikke lagt mærke til det, før Slytherin drejede vores hovedet mod det.

     "Den Utætte Kedel," siger Slytherin, og mit blik bliver automatisk vendt mod skiltet over døren, hvor der med falmede gotiske bogstaver står navnet. "Porten til Diagonalstræde. Hvor værtshuset er, er gaden."

     "Hvordan kan det lade sig gøre?" spørger Nico.

     Slytherin svarer ikke, men går bare ind ad døren. Vi følger komplet stumme med.

     Værtshuset er næsten mere lurvet indenfor end udenfor. Væggene er faldne, gulvet er ufejet, men alligevel strømmer her med mennesker. Ikke almindelige mennesker, men mennesker klædt ligesom Slytherin i lange kåber i de mest usandsynlige farver. Nogle har en ugle tudende på skulderen, andre en kat gående mellem benene (En rødpelset kat hvæser af min forfølgerkat, der blot ignorerer den).

     Al snak forstummer lige så snart vi træder ind, og alles blikke bliver vendt imod os.

     I flere sekunder stirrer folk bare på os - på Slytherin faktisk. Så begynder nogle få at hviske.

     "Pr-professor Slytherin," lyder en slesk stemme henne fra bardisken af. "Hv-hvilken ære."

     Jeg glor med ærefrygt på Slytherin, der synes at være komplet uberørt af alles stirrende og endda beundrende blikke. Han nikker blot let til kroværten.

     "Jeg bliver her ikke længe," siger han. "Jeg skal blot igennem med børnene her."

     Nu glor alle pludselig på os, og jeg bliver pludselig meget bevidst om, at jeg ikke er klædt ligesom dem og ligner en af dem, som Slytherin kalder Mugglere. Nico virker lige så bevidst om det.

     Uden at nogen siger mere, går Slytherin med spankulerende skridt igennem krostuen, og Nico og jeg følger bare tavst med, mens vi prøver at ignorere de stirrende blikke.

     Han fører os ud i en lille aflukket baggård. Jeg ånder lettet op over at være sluppet for alles blikke.

     "Er han berømt eller sådan noget?" hvisker Nico til mig så lavt, som det er muligt. Jeg når hverken at trække på skuldrene eller give andre former for udtryk for, at jeg virkelig ikke har nogen anelse om noget som helst længere, da Slytherin svarer:

     "Jeg bliver ikke kaldt professor Slytherin for ingenting, dreng."

     "Undskyld."

     "Det gør ikke noget."

     Jeg når lige at begynde at undre mig over, at vi står i en fuldstændig lukket baggård uden nogle veje ud, da Slytherin tager sin tryllestav og banker den let imod stenmuren tre gange.

     Så begynder murstenene at flytte på sig. Rykke og vride sig. De danner et hul, som vokser sig større og større. Nico og jeg måber da der pludselig er en hel dør foran os. Og på den anden side af døren er intet andet end en lang lang gade og en masse mennesker. Slytherin leder os uden et ord ind.

     Også herinde viser Slytherin sig for at være noget populær. Mange strækker hals for at kigge på ham, andre trækker sig tilbage eller skynder sig væk. Gaden er enestående, butikkerne er enestående. Der er butikker, der sælger kedler af messing og sølv, der er butikker, der sælger... både Nico og jeg gisper, da vi ser det... flyvende koste! Der er en dyrehandel, en skrædder, en boghandel med de mærkeligste bøger. Og vi skal ind i op til flere af dem for at købe vores udstyr.

     Både Nico og jeg er helt paf halvdelen af tiden, og det samme er alle de andre i butikkerne på grund af Slytherins tilstedeværelse.

     Vi er først inde i kedelbutikken, dernæst er vi inde hos skrædderen, hvor vi får os nogle sorte skolekapper. Jeg stirrer på mig selv i spejlet og synes, at det eneste, der forhindre mig i at ligne en rigtig heks, er en kost i hånden. Især med katten siddende ved siden af mig.

     Efter godt to timers indkøb er vi helt smadrede. Slytherin giver os lov til at holde pause, og det første, Nico gør, er at gå hen til dyrehandelen for at betragte uglerne i vinduet.

     "Jeg gad godt have en ugle," mumler han.

     "Har du råd til sådan en?" spørger jeg.

     Han ryster på hovedet. "Men alligevel..." Så kigger hen ned på min kat, der stirrer fjendtligt op imod uglerne. "Vi kan måske gå ind og spørge, hvad der er galt med katten?"

     Hvorfor kom jeg ikke på det?!

     Jeg nikker ivrigt og tager katten op i favnen, hvæsende og protesterende, men jeg er helt kold.

     Vi går ind i dyrehandelen, der er tom for kunder på nuværende tidspunkt. Alle uglerne tuder, da vi kommer ind, og en masse forskellige typer katte i burene miaver af min kat, der hvæser tilbage.'

     "Er der noget galt med din kat, min ven?" lyder en kvindestemme henne fra disken af. Det er en gammel dame med langt gråt hår og en gammel kappe om sig. Hun smiler venligt.

     "Det er netop problemet," siger jeg og går hen til hende sammen med Nico. "Det er ikke min."

     "Jamen hvorfor har du så taget den med herind?"

     "Fordi den bliver ved med at følge efter mig," siger jeg. "Den vil ikke lade mig være."

     "Hvor lang tid har den gjort det?"

     "Halvanden uges tid."

     Kvinden ser tænksomt på katten, som jeg nu har stillet på bordet. Så rækker hun ud imod mig for at undersøge et eller andet, og i det sekund hvæser katten af hende og river ud efter hendes arm. Hun trækker den tilbage og stirrer på den.

     "Kat!" siger jeg. "Hvorfor i alverden - ?"

     "Den har tydeligvis udviklet et beskytterinstinkt for dig," siger kvinden. "Det sker nogle gange mellem katte og hekse. Har du på nogen måde reddet dette dyrs liv?"

     Jeg ryster paf på hovedet.

     Kvinden betragter katten lidt, der knurrer misfornøjet af hende. Så siger hun til sidst til mig:

     "Du bør give den et navn. Det styrker båndet mellem jer."

     "Jamen jeg har ikke lyst til, at der skal styrkes noget bånd imellem - "

     "Du har ingen anelse om, hvilken nytte det vil bringe at have en dyrevogter."

     Jeg ser nu lige så misfornøjet på hende som katten.

     "Jeg ved ikke engang, hvilket kø - "

     "Det er et hanvæsen."

     Det blev så mit første besøg hos en dyrehandler i troldmandsverdenen. Råd i, hvordan man holder kat. Hun begyndte at give mig så mange råd om, hvordan jeg skal behandle den, at jeg bare skred lige så snart jeg fik chancen. Nu sidder jeg på en bænk med katten spindende på skødet.

     "Hvad vil du så kalde den?" spørger Nico.

     "Fantom."

     Nico rynker panden. Jeg trækker bare på skuldrene.

     "Det passer da meget godt, gør det ikke?"

     Nu trækker Nico på skuldrene.

     Så kommer Slytherin tilbage, og vi rejser os for at komme videre. Vi mangler faktisk kun en ting nu - nemlig at købe vores tryllestave. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke omkring det. Jeg glæder mig til at få en, men samtidig er jeg ved at gå ude af mit gode skind, fordi jeg kun har haft dårlige erfaringer med dem. Det var sådan en, der forsøgte at slette min hukommelse. Det er dem, der bærer disse stave, der bliver brændt på bålet. Igen må jeg minde mig om, at jeg er i sikkerhed her. Der kan ikke ske mig noget.

     Nu står vi foran tryllestavsbutikken, Ollivanders.

     Butikken er lille, men ser alligevel flot ud. Skiltet over døren er med fine, en smule falmede, guldbogstaver. Ollivanders: leverandører af fine tryllestave siden 382 fvt.

     "Det var lang tid," mumler jeg.

     "Professor Slytherin!" lyder en stemme et sted i nærheden fra. Vi vender alle sammen blikket mod stemmen, og jeg ser en kæk udseende mand komme løbende. Hans brune hår er ret sjusket, hans gevandter er af adelig udseende, men er helt uvasket og iturevet.

     "Nå, nu viser De Dem, professor McClowens," næsten snerrer Slytherin.

     McClowens. Altså Rick McClowens? Viceinspektøren på Hogwarts? Og ham der skulle have hentet Nico?

     McClowens kommer hen til os og standser forpustet. "Jeg undskylder dybt, professor."

     "Spar dig. Du ved, at det er vores opgave at beskytte børnene - det er hele idéen med skolen. Og den dreng kunne have været død, fordi du glemte ham. Han ville sikkert være brændt på bålet af de forbandede Mugglere på nuværende tidspunkt, hvis ikke frøken Snow var stødt ind i ham."

     McClowens sender mig et kort blik, hvorefter han ser skyldbetynget på Slytherin. "Jeg beklager..."

     "Lad være med at beklage dig og se bare at - " siger Slytherin komplet rasende. Han holder inde og vender sig imod os. "Gå I to bare ind."

     "Men..." siger Nico.

     "Der er intet at være bange for, Ollivander er ganske ufarlig."

     Jeg sukker og kigger ned på Fantom, der bare sidder ved mine ben og kigger vagtsomt på McClowens. Så går vi ind.

     En klokke ringer et sted i det fjerne, som vi træder ind ad døren.

     Butikken indeni er temmelig snæver på en eller anden måde. Det er ikke, fordi der er enormt møbleret. Der er et par lænestole ved vinduet og så en disk oppe ad væggen. Der er en dør med et mørkerødt gardin for ved siden af den.

     Vi ignorerer lidt lænestolene og bliver bare stående. Jeg selv føler alt for uvelkommen i det her samfund til så meget som at overveje at sætte mig i deres lænestole.

     Så træder en mand ind i lokalet. Han er ældre, men ikke direkte gammel. Han ser på os med et blegt blødt blik. Han er enormt spinkel, man kan se, hvordan gevandterne er alt for store til hans tynde skikkelse. Men han går ret op som en værdig og højt hævet mand, hvilket virker helt malplaceret her i denne snævre butik.

     "Lad mig gætte," siger han med et skævt smil. "I skal starte på Hogwarts."

     Vi nikker tavst.

     "Der er egentlig en lov om, at børn ikke må købe tryllestave. Eller det var der - men med Hogwarts til at lære en af bruge den, så er det sikkert nok. Det er nye tider."

     Jeg er ikke helt sikker på, om det er meningen, at vi skal sige et eller andet. Nico siger i hvert fald ikke noget, og det virker heller ikke, som om han forventer en kommentar.

     "Hvilke herkomster er I fra?" Da vi bare ser forvirrede på hinanden, tilføjer han: "Jeres slægter - familie."

     "Ehm... " siger jeg. "Jeg hedder Jeanna Snow. Min mor var en heks, men jeg har aldrig vidst meget om min familie."

     "Hvad med din far?"

     "Han forlod os, da jeg var lille, men jeg tror også, at han var en troldmand."

     Han nikker let og vender sig imod Nico.

     "Jeg har været alene på gaden siden jeg var lille, men så vidt jeg ved har ingen af mine familiemedlemmer været... eh... troldmænd eller hekse."

     "En Mugglerfødt," mumler han. "Det er altså et underligt fænomen - og det overrasker mig ikke, hvorfor nogen finder det upassende, at de skal starte på Hogwarts."

     "Hvorfor?" spørger jeg.

     "Mugglere har i århundreder jaget vores slags, hvor de har kunnet finde os. Forestil dig at have din fars eller mors morderes barn gående i klasse med dig. Professor Slytherin havde meget imod, at de skulle tillades adgang på skolen, men de tre andre stiftere insisterede på, at alle skulle have mulighed for at blive oplært i sikkerhed."

     "Jeg kan godt... forstå det," mumler Nico. "Men vi bliver jo også selv jagtet af... Mugglere. Jeg har måttet flygte fra dem hele mit liv, det er lige før, at jeg hader alle normale mennesker lige så meget som I andre gør."

     "Og det forstår jeg skam godt, men mange troldmænd har meget svært ved at acceptere det, for disse børn er opdraget af Mugglere, måske deler de endda samme syn på vores folk som dem. Og det gør dem farlige - hvis det er tilfældet."

     Jeg vender blikket imod Nico, han ser ned i gulvet.

     "Nå, men nu til sagen," siger hr. Ollivander. "Jeres tryllestave. Skal vi sige damerne først?" Han smiler til mig. Jeg nikker lidt usikkert og aner ikke, hvad jeg skal forvente. Han rækker ud efter min hånd, jeg tager den.

     "Venstrehåndet," siger han tænksomt. Han siger det, som om det er noget vildt stort, og jeg hæver det ene øjenbryn. Så måler han min højde, beder mig om at se ham i øjnene, så han kan se min øjenfarve, stiller mig et par spørgsmål, som jeg ikke kan se den store idé med. Han stiller også en lille kiste foran mig, hvor jeg skal vælge en af de genstande, der ligger der.

     Og så begynder han ellers at finde tryllestave. Han rækker mig dem en efter en og lader mig afprøve dem, nogle af dem når jeg knap nok at få i hænderne, før han tager dem igen.

     Og så, til sidst, rækker han mig en, som jeg faktisk godt kan lide.

     "Gran," siger han. "Gran med enhjørningehår. Ti og trefjerdedele tommer, komplet ubøjelig. Prøv den, jeg tror, at den vil passe dig glimrende."

     Jeg trækker på skuldrene og svinger lidt med den. Den føles usædvanlig behagelig i min hånd, som om den er en forlængelse af den. Det slår gnister fra dens spids.

     Ollivander klapper lystigt i hænderne. "Det er den. Den perfekte stav. Men hvad synes De selv, frøken?"

     "Ehm... Den er fin," siger jeg med et skævt smil.

     Så er det Nicos tur. Jeg placerer mig i lænestolen med Fantom på skødet og betragter dem, mens Ollivander laver den nøjagtige samme undersøgelse på Nico, som på mig. Og i sidste ende står han også med en tryllestav, som de begge finder tilfredsstillende."

     "Cypres med drageskæl, tolv og en halv tommer - smidig," siger Ollivander med et tænksomt smil.

     Dernæst betaler vi for vores tryllestave, siger farvel til Ollivander, hvorefter vi går ud til Slytherin.

     Slytherin og McClowens står stadig i snak, men det ligner, at de er kommet frem til en slags overensstemmelse. Slytherin vender sig imod os, da vi kommer ud.

     "Fik I jeres stave?"

     Vi nikker.

     "Godt. Rick McClowens her vil tage sig af jer de næste par dage og følge jer mod perronen til Hogwarts."

     "Tager du ikke med os?" spørger jeg og må indrømme, at jeg lyder ulykkelig ved tanken. Og faktisk ville jeg også foretrække, at han blev hos os, han har ligesom Fantom beskyttet mig når jeg har haft brug for det.

     Han ryster på hovedet. "Jeg er skoleleder, jeg bliver nødt til at komme derhen nu. Og desuden stoler jeg fuldt og fast på, at professor McClowens vil gøre sin pligt." Det sidst siger han sammenbidt med blikket på McClowens. McClowens kvækker sagte og ser ned.

     Slytherin sukker og vender sit blik imod mig. "Kom med mig, Jeanna, jeg skal lige tale med dig."

     Jeg går med ham lidt væk fra Nico og McClowens og ser afventende på ham. Jeg føler mig pludselig lidt sur.

     "Jeg kan ikke være her for at passe på dig, Jeanna," siger han. "McClowens er en dygtig troldmand, men en værre kujon, så du må love mig, at du er forsigtig de næste dage."

     "Bliver vi da ikke i Diagonalstræde, indtil vi skal af sted?"

     "Selvfølgelig."

     "Jamen hvorfor skal jeg så passe på? Her er jeg jo blandt troldmænd og hekse - min egen slags."

     Slytherin sukker og tager sig til panden. "Jeanna, bare lov mig, at du vil passe på. Gå IKKE ud om natten, følg IKKE med fremmede."

     "Det dér er ting, jeg har lært siden jeg var lille..."

     "Lov mig det."

     "Men..."

     "Lov mig det."

     "Jeg lover det!" siger jeg og lægger armene over kors. "Fint, jeg lover det, jeg skal nok passe på, jeg gør intet overilet eller farligt."

     "Godt," siger Slytherin med et lille skævt smil.

     Jeg smiler skævt tilbage. Så kommer jeg i tanke om noget, jeg havde lovet mig selv at gøre. "I går..."

     "Ja?"

     "Jeg... Nico og jeg blev jagtet af nogle mænd... Hør, du siger, at uden tryllestave kan vi ikke... lave magi... bevidst og med kontrol."

     "Det er rigtigt."

     "I går... jeg ønskede at få en tønde til at svæve, og den svævede. Og jeg... jeg fik to mænd til at fryse... De blev nærmest forstenede."

     Slytherin ser ikke på mig. "Det er muligt at lave magi uden sin tryllestav - det sker i pressede situationer."

     "Du forstår det ikke... Det var - "

     "Jeg forstår det, Jeanna," siger han hårdt. "Det sker, der er intet anderledes ved det. Det er normalt for børn i din alder. Lad være med at gruble så meget over det. Vi ses på skolen." Han svinger sin kappe om sig og forsvinder. Jeg sukker dybt.

     Og jeg ved, at han lyver.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...