Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4019Visninger
AA

11. Et had og et håb

Nå, det var da godt nok på tide, hva'? ;)

 

"Og de tog den bare?" spørger Nico, mens vi følges ad op ad trapperne for at komme op i Astronomitårnet.

     "Jep," svarer jeg med blikket rettet på Fantom, der springer op af trapperne med ti gange så hurtig hastighed, som vi gør.

     "Og du er slet ikke bange?"

     "Hvad skulle jeg være bange for?"

     "Det ved jeg ikke... der er tydeligvis nogen, der har i sinde at komme i kontakt med dig."

     "Nej, det er jo ikke det, det betyder. Jeg fik bare tilfældigvis fat på en meget farlig halskæde. Den var ikke bestemt til at havne i mine hænder."

     "Sådan lød det nu temmelig meget i mine ører," lyder en stemme for oven. Vi kigger op. Helt oppe ved lemmen op til tårnet står Helena sammen med Annabella og Louise. Hun ser koldt på mig. Det har hun gjort lige siden hun opdagede halskæden i nat. Som om jeg på en eller anden måde er blevet hendes værste fjende.

     "Der er ikke noget ved den halskæde," siger jeg. "Der er ikke sket noget." Jeg går helt tæt på Nico og siger lavmælt: "Jeg sværger, jeg vil erobre den halskæde tilbage. Det er min. De kan ikke bare... tage den fra mig."

     "Hvorfor betyder den halskæde så meget for dig?" spørger Nico. "Havde du ikke lige fået den?"

     "Jo... men... min mor gav mig altid penge til når kræmmerne kom. Hvert år. Dette var min sidste gave fra hende før hun..."

     "Nå... undskyld."

     "Du skal ikke undskylde," siger jeg bare. Vi sætter os på trappen. Fantom springer op på mit skød og spinder.

     "Har du egentlig indset, at det er første gang, vi har Astronomi?" siger Nico så.

     "Det har jeg faktisk."

     "Og ikke nok med det, så har ham McClowens slet ikke været på skolen. Jeg har i hvert fald slet ikke set ham."

     "Det har jeg faktisk heller ikke. Og han kom jo heller ikke for at hente dig, da du skulle af sted hertil."

     "Det er rigtigt. Der er et eller andet lurvet ved ham."

     Jeg trækker på skuldrene. Jeg har i hvert fald en plan om at opsøge manden og udspørge ham om min halskæde. Jeg ved, at han ved et eller andet, for han er viceinspektør og kender de fire stiftere. Han skal hjælpe mig med at få fat på min halskæde igen.

     Alle de andre elever fra Ravenclaw og Hufflepuff kommer trippende lidt efter lidt, hvorefter døren ind til Astronomilokalet bliver åbnet, og vi går alle sammen ind.

     Nico og jeg sætter os helt bagerst - så langt vi overhovedet kan komme. Nico vil helst sidde foran, så han har mere kontakt til McClowens, men jeg har ikke lyst til at blive stirret på. Det er virkelig mærkeligt, som alle stirrer på mig. Er det på grund af det, der skete i Forsvarstimen? Eller måske har hele skolen allerede hørt om det, der skete i nat. Jeg er allerede blevet til en særling her på stedet, ser det ud til.

     "Godmorgen, elever," siger McClowens oppe fra katederet af. Der bliver mumlet godmorgen rundt omkring blandt eleverne. "Velkommen til jeres første Astronomitime."

     "Har De fået det bedre, professor McClowens?" spørger Helena. Hun sidder helt oppe foran.

     "Meget bedre, tak," svarer McClowens med et smil. Så går han om bag katederet og finder en gammel bog frem. "Siden det er jeres første time, vil vi starte blødt ud og snakke om stjernetegn. Hvor mange herinde er bekendte med stjernetegn?"

     Helena og nogle ganske få andre rækker hånden i vejret.

     Den første halvdel af timen går virkelig langsomt, hvor McClowens bare fortæller os om de dér pokkers stjernetegn og hvilken effekt, de har på os.

     Og så kommer den sidste halvdel, hvor han vil have os selv i aktion. Han beder os om at finde vores egne stjernetegn, hvorefter vi skal skrive, hvilke relationer stjernetegnet har til os.

     "Det giver ingen mening," siger jeg. "Hvordan kan det tidspunkt, vi er født, have nogen relation til, hvordan vores personlighed er?" spørger jeg.

     Nico trækker på skuldrene. "Hvordan kan magi eksistere?"

     Jeg kniber øjnene sammen af ham.

     "Så, hvordan går det hernede?" lyder der en stemme ved vores bord. Vi kigger frem og ser McClowens.

     "Hvordan det går?" spørger jeg.

     "Ja? Har I fundet ud af jeres stjernetegn?"

     "Jeg er en Tyr," siger Nico. "Altså... siden jeg er født den 13. maj, så... må jeg vel være en Tyr."

     "Hvad med dig, frøken Snow?"

     Jeg ryster på hovedet. "Og er det ikke lidt nyttesløst? Hvordan har vi nytte ved at vide, hvilket tegn vi er født under?"

     "Det hjælper os til at forstå os selv, frøken."

     "Men... hvordan kan de passe sammen med os?"

     McClowens vender sig imod Nico. "Nico, hvad vil du sige om det du har læst om dit stjernetegn?"

     "Jeg ved ikke... Det... passer faktisk ret godt. Tyren er ret sådan... rolig og fast. Jeg er selv meget rolig."

     "Præcis. Stjernetegn hjælper også en til at indse de ting, man måske ikke selv vil erkende. Hvornår er du født, frøken Snow?"

     Jeg mumler surt: "5. januar."

     "Så du er altså en stenbuk, ser det ud til. En af de negative ting ved stenbukke er, at de er lidt for pessimistiske over de ting, der tværtimod skulle sætte deres syn lidt mere i perspektiv."

     Jeg hæver det ene øjenbryn. McClowens går videre.

     "Det passer," siger Nico med hovedet ned i bogen. "Du er en perfekt stenbuk."

     "Hold mund."

 

Efter timen, når alle går op for at aflevere deres bøger til McClowens, bliver vi deroppe.

     "Har I noget på hjerte?" spørger McClowens, da han lægger mærke til, at vi ikke går ud ligesom de andre.

     "Ja," siger jeg. Jeg smider min astronomibog på katederet og ser indgående på ham. "Jeg ved, at du ved, hvor de har gjort af min halskæde."

     "Snakker du om den dér sjove en med øjet på?"

     "Ja."

     "Ja... den skal du holde dig fra. Det er for dit eget bedste."

     "Det er min halskæde. Jeg fik den - jeg købte den."

     "Fordi det var arrangeret. Der er nogen derude, der ønskede, at netop du skulle have den halskæde."

     "Det er mit eget ansvar - fordi det er min ejendom. Det er ikke jeres ret at tage mine ejendomme fra mig."

     "Ikke for noget, frøken, men siden begge dine forældre er ude af spil, så er det vores pligt at tage vare for dig. Om ikke andet, så er det professor Ravenclaw, siden hun er opretter af dit kollegie."

     "Ravenclaw er ikke mit kollegie," siger jeg. McClowens og Nico ser spørgende på mig. "Hatten ville have placeret mig et andet sted, men nogen havde sagt, at den ikke skulle det. Hvad er det, I folk holder hemmeligt for mig?!"

     Jeg kan simpelthen ikke håndtere, hvor vred jeg er på voksne lige nu.

     "Jeanna... lad os bare gå," siger Nico og tager fat i min arm for at trække mig med ud.

     "Vent," siger McClowens.

     Vi vender os om imod ham.

     McClowens sukker og retter på sin kappe. "Jeg bør egentlig ikke fortælle jer det her, og jeg kan heller ikke fortælle jer mere end det, men... jeg håber at det vil være svar nok på dit spørgsmål for nu, frøken Snow. Kom herhen."

     Vi går hen til ham. Fantom springer op på katederet.

     "Det har været min opgave i årevis at undersøge en speciel sag nærmere. Jeg har haft temmelig travlt med det - det er blandt andet derfor, det ikke var muligt for mig at finde dig, hr. Dallin."

     "Hvad er det for en sag?" spørger Nico.

     "Det er en slags... Kult. En Kult, der kalder sig selv Øjet. De er en slags oprørere mod samfundet. Det er sandsynligvis dem, der arrangerede, at du fik fat på halskæden, frøken Snow."

     "Men hvorfor?" spørger jeg. "Hvorfor skulle de det?"

     "Fordi deres mål er... uopnåeligt for almindelige hekse og troldmænd. De har brug for dig, ser det ud til. Og efter det, der skete i går, ser det også ud til, at vi ved hvorfor."

     Jeg rynker panden. McClowens beder os om at gå ud og går om bag katederet igen.

     Nico og jeg går ud med Fantom halsende efter os.

     Da vi er ude på gangen, veksler vi blikke.

     "Jeg er nødt til at have fat på den halskæde," siger jeg. "Jeg er nødt til at opklare det her."

 

I Magiens Historie er vi sammen med Slytherinerne. Ravenclawernes foragt. Selv står jeg et sted, hvor jeg ikke helt ved, hvilken side, jeg skal støtte. Ravenclawerne virker for arrogante til min smag, og det samme er Slytherinerne. Vi har mere til fælles end vi aner.

     Der bliver helt stille i lokalet, som vi har sat os ned. Så begynder en at fløjte, og ind ad døren kommer en meget livlig og frejdig mand.

     John Weedrick.

     Han er så irriterende. Kæk og glad hele tiden med et stort smil på læben døgnet rundt.

     "Godmorgen," synger han. "I dag skal vi lave gruppearbejde. Find sammen to og to."

     Jeg aner ikke, hvem jeg skal anbringe mig selv sammen med. Louise finder hurtigt sammen med Annabella, og Tarah og Helena finder også hurtigt sammen. Før jeg ved af det, har alle fra Ravenclaw fundet sig en makker. Jeg kigger hen imod Slytherinernes halvdel af klassen. Er der nogen blandt dem, jeg kunne finde sammen med?

     "Du overvejer det ikke, gør du?" spørger Helena. Jeg ser spørgende på hende. "At gå i gruppe sammen med en Slytherin?"

     "Det er ikke særlig loyalt," istemmer Tarah.

     "Gå dog sammen med Herbert," foreslår Helena.

     Jeg kigger ned imod Herbert, der også sidder alene. Nej, det kommer ikke til at ske. Herbert er ordentlig irriterende, og han piller næse, når han tror, at ingen ser det.

     "Mangler du en makker, frøken Snow?" spørger professor Weedrick med et alt for utroværdigt smil.

     "Nej," siger jeg prompte og rejser mig op. Jeg kan se en Slytherin, der sidder alene oppe foran, så jeg haster op imod ham. "Jeg har en makker, han er lige her."

     Slytherinen glor på mig. Jeg ser til min forbavselse, at det er Merlin. Ravenclawerne glor på mig, som om jeg lige har vist min sande identitet som forræder. Og det med, at det var Merlin var nok heller ikke den bedste Slytherin, jeg kunne have valgt - ikke medmindre mit mål var at fornærme Ravenclawerne dybt.               

     "Hvorfor har du ikke nogen makker?" spørger jeg.

     "Hvorfor har du ikke nogen makker?" spørger Merlin.                  

     "Højtidelige Ravenclaw ignorerer mig."

     "Når du siger Ravenclaw, mener du så ynglet af gudinden selv eller klogoverne derovre?"

     Jeg trækker på skuldrene. "Begge. De tror, at jeg er giftig. Men hvorfor er du alene? Jeg troede, at du var Slytherinernes gud?"

     Merlin trækker også på skuldrene. "Jeg har ikke lyst til alle deres spørgsmål i dag. Jeg vælger det selv."

     "Hvilke spørgsmål?"

     "Folk er... ret nysgerrige efter at vide, hvorfor Mira forsøgte at banke mig sønder og sammen i går."

     "Det vil jeg egentlig også gerne vide."

     "Jeg vil ikke tale om det," siger Merlin.

     "En af jer bliver altså nødt til at fortælle mig det, for jeg er ved at dø af nysgerrighed."

     "Det er kompliceret, ingen af os har lyst til at mindes det, der skete."

     Jeg sukker opgivende.

     "I øvrigt..." siger Merlin, da vi får opgaven udleveret. "Jeg er ked af alt det med halskæden. Jeg sværger, at jeg ikke vidste, at den var forbandet."

     "Den var heller ikke forbandet - De Fire syntes bare ikke, at den var god for mig."

     Merlin fnyser. "De ville sikkert bare gerne sælge den, fordi den er så meget værd, siden den er af elfenben."

     "Hvad er elfenben?"

     "Aner det ikke," siger Merlin og trækker på skuldrene. Så sender han mig et skævt smil. Jeg sender ham et skævt smil tilbage.

     Pludselig har jeg det, som om jeg har fundet min medsærling. Merlin bliver gloet på af alle, og det samme gør jeg. Måske er han slet ikke så slem, som alle tror.

 

Det eneste, førsteårseleverne snakker om under frokosten, er Klassens Time. En speciel time, man har hver anden uge, som udelukkende handler om det kollegie, man nu engang befinder sig på. Og man bliver undervist af stifteren selv. Det vil sige en hel lektion med professor Ravenclaw. Jeg ved ikke helt, om jeg skal konfrontere hende med halskæden, eller om jeg bare skal lade det ligge for nu.

     Men Helena, hun er nervøs. Vi har først vores første Forvandlingstime i morgen, hvilket betyder, at det er vores første lektion med Helenas mor som lærer. Jeg kan godt forstå, at hun er nervøs.

     "Tag en dyb indånding," siger Tarah "Og husk at tygge din mad."

     Helena ville se komplet uforstyrret ud, hvis ikke det var for hendes bryst, der hævede og sænkede sig med utrolig hastighed.

     "Hvad nu hvis jeg gør hende til skamme?" siger Helena.

     "Med din personlighed?" siger jeg. "Du minder mere om hende end hun selv gør."

     "Ingen har bedt om din mening," siger Helena.

     "Du har heller ikke bedt om Tarahs mening," giver jeg igen.

     "Bare bland dig udenom," vrisser Helena.

     "Der er ikke noget, jeg hellere vil," vrisser jeg.

     Vi vender os væk fra hinanden og spiser vores frokost.

     Efter frokosten har jeg mest af alt lyst til bare at stikke af og gemme mig i en eller anden fjern korridor indtil skoledagen er ovre. Men alligevel går jeg sammen med resten af Ravenclaw ned imod et lokale i den anden ende af slottet.

     Derinde står Rowena Ravenclaw og venter på os.

     Hvis ikke jeg hadede hende så inderligt, ville jeg beundre hende. Jeg aner ikke engang, hvorfor jeg hader hende sådan. Hun er bare så... det var hende, der tog min halskæde! Og hendes datter er Helena, og jeg kan ikke lide Helena, siden hun pludselig foragter mig på grund af noget, der ikke er min skyld. Jeg kan ikke lide familien Ravenclaw med deres smukke sorte hår, stålsatte blik og slanke former. Ikke nok med, at de får mig til at føle mig som en lille grim dværg, så gør de mig også enormt irriteret ved deres jeg-ved-det-hele-agtige måde at tale på.

     "Goddag, elever," byder Ravenclaw os velkommen med et meget imødekommende smil. Alle andre smiler tilbage til hende, som om hun er en eller anden slags gud. "Hvordan har jeres første tid på Hogwarts så været?"

     De andre rækker hænderne i vejret og svarer hende med sådan en entusiasme, at jeg ikke kan forstå, at den er ægte.

     "Hvad med dig, Helena?"

     Helena smiler sødt. Indtil nu har hun faktisk været helt tavs og har skjult sig lidt bag de andre piger. "Jeg synes, her er skønt," svarer hun. "Jeg kan meget godt lide de nye udfordringer og alle de nye ting, vi lærer om vores verden."

     "Jeg er glad for, at du synes det, Helena," siger Ravenclaw moderligt. "Det har netop været et af formålene ved denne skole hvis ikke for at beskytte jer imod truslerne ude i verden."

     De andre istemmer enigt. Selv jeg må erklære mig enig. Ude i verden mistede jeg min mor og min far på grund af uvidende Mugglere. Her har jeg kunne udfolde mig frit uden at blive set ned på. Eller... undtagelsesvist. Jeg vil ikke sige, at jeg er gået helt ubemærket frem siden jeg startede her.

     "Og hvad siger du, frøken Snow?" spørger Ravenclaw. Alle vender nu blikket mod mig, selvom jeg har skjult mig her omme bagved og håbede på, at jeg ikke ville blive henvendt til.

     "Her er fint," siger jeg. "Her er skønt." Men man kan vist tydeligt høre, at jeg ikke mener det. Fantom miaver.

     "Du kommer jo fra en Mugglerfamilie, frøken Snow - " starter Ravenclaw, men jeg afbryder hende.

     "Faktisk kommer jeg sandsynligvis fra en fuldblodsfamilie, men min mor mente ikke, at det var sundt for mig, at jeg kendte til min egen magi - eller hendes for den sags skyld. Måske mente hun, at det var det bedste for mig, men det har ikke skaffet andet end mistillid og et hav af strabadser. Og nu er hun død."

     Ravenclaw må tydeligt kunne høre anklagen i mit toneleje.

     Men hun lader som ingenting og nikker. "Jeg kondolerer."

 

Efter en hel time, hvor vi bare har snakket om ligegyldige ting som vores forventninger til året, hvilke nye udfoldelser vi har fundet interesser i, og en lang prædiken fra Ravenclaws side for, hvad hun forventer af os som kollegie, skynder jeg mig ud, da jeg kan fornemme, hvordan begge Ravenclawer skal til at hive fat i mig.

     Men jeg har ikke lyst til at tale med nogen af dem.

     "Jeanna! Jeanna Snow!" råber en stemme bag mig, mens jeg spadserer ned ad gangen.

     "Hvad?!" råber jeg og vender mig om. Det er en eller anden dreng, jeg ikke kender. Han er nogle år ældre end mig.

     "Ro på, jeg... jeg har et brev fra dig," siger drengen. Han rækker mig en konvolut, hvor der står mit navn.

     Jeg hæver det ene øjenbryn og ser spørgende på ham.

     "Professor Slytherin gav det til mig," forklarer drengen. "Han sagde, at du skulle læse og afgive svar så hurtigt som muligt."

     Så forsvinder han igen videre til time. Mine timer er heldigvis slut for i dag, så jeg havde ellers planlagt at slappe af og ikke lave en skid. Men nu har jeg noget andet i sinde.

     Jeg går ned ad gangen og stirrer på brevet. Fra Slytherin. Hvad mon han vil mig? Er det mon vigtigt? Altså, det må det jo være, når drengen sagde, at jeg skulle svare tilbage så hurtigt som muligt.

     Jeg går hen til broen ud over kløften og stirrer på brevet. Der kommer ikke folk på broen særlig ofte, fordi den fører over til Astronomitårnet, og ellers er der ikke så meget på den anden side, som man rigtig gider at spadsere over en gammel bro for at komme hen til. Så her regner jeg med at kunne være i fred.

     Men nej.

     Ikke lang tid efter jeg har stillet mig der kommer Mira og Nico gående over broen, snakkende om et eller andet dybt spændende, ser det ud til.

     "- Og jeg er sikker på, at han vil lære mig det, så glad som han virker for det," siger Mira.

     "Men er det virkelig nødvendigt at lære det?" spørger Nico. "Vi har jo magi."

     "Men jeg vil være ridder, Nico!" siger Mira begejstret. "Det er min største drøm bare at slås på en arena med sværd, mens kongen af England drikker sin vin og hepper på mig."

     "Det er altså en mærkelig drøm at have, når man er heks!"

     "Vel er det ej!"

     "Hvad snakker I om?" spørger jeg. Først nu lægger de mærke til mig. De stiller sig ved siden af mig.

     "Har du også været til Klassens Time?" spørger Mira mig. Jeg nikker.

     "Det tror jeg hele årgangen har."

     "Nå, jamen jeg var jo også til Klassens Time med Gryffindor. Han siger, at han holder lige så meget af at kæmpe med sværd som at svinge med en tryllestav. Du skulle se hans sværd, det er nissesmedet og så helt igennem smukt."

     "Og du tror, at han vil lære dig at kæmpe med sværd?" spørger jeg.

     "Ja, hvorfor skulle han ikke det? Han fortæller mig allerede, at jeg er som en yngre og mere pigelig version af ham!"

     Nico fniser.

     "Men Mira," siger jeg. "Du er jo netop en pige. Kvinder bliver ikke riddere. Og desuden har Nico ret. Hvorfor vil du dog blive ridder, når du kan magi? Du kan udfolde dig så meget mere end bare at slås kampe for kongen."

     "Det er jo ikke kun det," siger Mira. "Det handler også om at beskytte mit land. Som kongens ridder kommer jeg til at beskytte alle mod røvere og soldater fra andre lande. Og måske med lidt hjælp fra min magi vil jeg blive den højestsiddende i hele ridderhierakiet!"

     "Du er tosset," siger jeg himmelfaldent. Nico bryder ud i et latteranfald.

     Så får Mira øje på brevet. "Hvad har du dér?"

     "Øh... bare et brev..." siger jeg og forsøger at gemme det lidt væk, men Nico hiver det ud af min hånd.

     "Der er Hogwarts' segl på bagsiden af det," siger han. "Hvem er det fra?"

     "Ikke fra nogen," vrisser jeg.

     "Det er skrevet med grønt."

     "Slytherin!" udbryder Mira. "Har Slytherin sendt dig et brev?! Hvad skriver han?! Åbn det! Nu!"

     Jeg fnyser. Egentlig er jeg jo også temmelig nysgerrig efter at se, hvad han skriver. I mit stille sind tænker jeg, at det bare har at være en undskyldning for at holde mig for nar og en invitation til straks at møde ham på hans kontor, hvor han så vil forklare mig alle de ting, han indtil nu har holdt kæft med.

     Jeg åbner.

     Jeg læser.

     Jeg læser det en gang til efter skjulte små tegn.

     Jeg krøller det sammen og kaster det ud over kløften.

     "Hvad laver du?!" råber Nico.

     "Den gamle nisse!" vrisser jeg og tramper i gulvet af arrigskab.

     "Hvad skrev han?" spørger Mira.

     "Han skrev, at han gerne vil se mig her en af de kommende dage, hvor han vi lære mig lidt om mit lille problem med magien."

     "Mener du det dér halløj med, at du kan kaste besværgelser uden at have en tryllestav i hånden?" spørger Mira.

     "Ja... det."

     "Svar tilbage lige nu og sig, at du godt kan," siger Nico.

     "Nej, jeg vil ej!"

     "Hvorfor ikke?" spørger Mira. "Det er jo idiotisk ikke at få hjælp til det. Slytherin er gammel og temmelig klog, du bør virkelig lytte til ham. Du kan komme galt af sted ved bare at kunne slynge magi ud hist og her uden at have noget til at kontrollere det. Måske er dit magiske felt i stykker eller sådan noget."

     "Mit magiske felt?" mumler jeg.

     "Ja - det er bare et ord for den magi, der er inde i os."

     Jeg fnyser. "Jeg går op til ugleriet lige nu - og jeg svarer tilbage, at den gamle nar skal blande sig udenom."

     Mira og Nico følger efter mig op mod slottet og op ad trapperne til ugleriet.

     "Jeanna, du bør virkelig tænke dig om," siger Nico. "Indtil videre har Slytherin ikke gjort andet end at beskytte dig. Når han finder det nødvendigt, at du kommer til ham, så må det være, fordi det du kan, det er farligt på en eller anden måde."                     

     "Jeg er ligeglad," siger jeg og træder ind ad døren. I ugleriet er der komplet mennesketomt, men ugler er der masser af. Jeg styrer hen imod den afdeling, hvor alle skolens ugler hænger ud.

     "Skal du sende brev?" lyder en stemme. Jeg vender mig rundt og ser Merlin. Vi er åbenbart ikke de eneste. Merlin står henne ved muren med sin egen ugle på skulderen.

     "Ja," svarer jeg.

     "Du må gerne låne Herald, hvis du vil," foreslår Merlin.

     "Hun vil ikke låne din pelsklump af en ugle," vrisser Mira. Da Merlin ser, at hun er her, tier han fuldstændig. Jeg ser en smule fjendtlig på Mira. Der har bare at være en virkelig god grund til, at hun er så fjendtlig overfor ham.

     "Jeg vil gerne låne Herald, faktisk," siger jeg. "Hvis jeg altså må."

     "Selvfølgelig. Du skal bare være opmærksom på, at han ikke kan flyve særlig langt - han er lidt doven."

     "Han skal heller ikke særlig langt."

     Jeg tager noget pergament og blæk frem fra min taske og skriver et meget høfligt brev tilbage til Slytherin om, at han ikke skal blande sig i mine anliggender.

     Derefter binder jeg den lille papirrulle fast om Heralds ben og sender ham af sted. Mira og Nico ser ud, som om jeg netop har slået mig selv ihjel, men jeg føler mig tilfreds og fri.

 

Eftermiddagen går hurtigt med at lave lektier, og det bliver mørkt udenfor. Nico og jeg sidder på en af gangene, siden vi ikke ligefrem kan lave dem i en af vores opholdsstuer.

     "Så jeg synes, at mit stjernetegn passer godt til mig," afslutter Nico og sætter punktum.

     "Jeg er forbløffet over, at du allerede kan skrive," siger jeg.

     "Jeg kan mange ting, som folk bare ikke er klar over."

     "Jeg kan ikke engang stave et ord uden en eller anden fejl. Det er enormt irriterende."

     "Du... Jeanna?"

     "Ja?"

     Jeg vender mig imod Nico, der ser ud til at kæmpe med at få et eller andet frem. Jeg ser spørgende på ham.

     Så siger han: "Hvorfor er det egentlig så vigtigt for dig at få den halskæde tilbage? Er det ikke dybest set ligegyldigt? Det er jo bare et smykke, og du virker ikke ligefrem som smykketypen."

     "Jeg har jo fortalt dig det," siger jeg. "Min mor gav mig det smykke lige inden hun døde. Det er det sidste, jeg har tilbage af hende."

     Nico sukker og retter sig op. "Min mor døde for et år siden."

     "Det... det er jeg ked af."

     "Jeg så hende dø. Vi... hun... Vi var seks børn, som hun skulle beskytte, og vi havde ikke engang noget hjem. Ikke andet end det, hun kunne finde fra dag til dag. Det blev sjældent mere end en gyde, en gammel ruin eller måske et kroværelse, hvis vi var heldige. Hun var nødt til at stjæle for at skaffe os mad nok. Jeg har mistet mange af mine søskende til sulten den seneste tid, fordi hun simpelthen ikke kunne få fat på nok mad. En dag stjal hun et brød, men nogle soldater så hende gøre det. Og de... de skød hende i ryggen med en armbrøst. Jeg stod gemt væk bag en tønde og så det. Jeg så dem trække hende væk."

     Jeg er tavs lidt og betragter ham. Nico er ikke begyndt at græde, han virker ikke engang dybt ulykkelig, bare stille.

     "De få søskende, jeg havde tilbage, var yngre end mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med dem. Den ældste af dem var syv - syv år, Jeanna. Jeg bankede på hver en dør i byen i ugevis for at finde en, der måske ville adoptere en af dem. Ikke engang børnehjemmene ville tage imod dem. Tre måneder gik, hvor jeg bare desperat forsøgte at holde styr på dem i byens gader og skaffe os mad. Men... de faldt om som fluer til sidst. Alle tre - døde af sult. Og der var kun mig tilbage."

     "Hvorfor fortæller du mig det her?" spørger jeg efter at have været lidt tavs.

     "Der gik så lang tid efter de alle sammens død, hvor jeg ikke kunne gøre noget. Jeg kunne ikke tale, jeg kunne ikke bevæge mig, jeg kunne knap nok trække vejret. At finde mad til overlevelse var der slet ikke tale om. Mest af alt havde jeg bare lyst til at dø. Ende det forfærdelige liv, jeg var født ind i. Men efterhånden som tiden gik, kom jeg på benene igen med lidt hjælp fra andre gaderotter, der gav mig en hjælpende hånd. Men jeg... jeg glemte aldrig min mors smil og mine søskendes latter, når jeg fortalte dem historier. Og der går ikke et døgn, hvor jeg ikke tænker på dem og savner dem."

     Jeg så stadig forventningsfuldt på ham. Hvad var idéen med at sige det her?

     "Du siger, at det var din mors sidste gave til dig," siger Nico. "Og at det er derfor du er så besat af at få fat på den igen. Men jeg køber den ikke. Jeg ved, hvordan det føles at miste sin eneste familie. Man er ulykkelig døgnet rundt. Det er ikke så lang tid siden, hun døde, men alligevel er du helt fattet. Du er kold og irriterende, men du er fattet. Du virker slet ikke ulykkelig, overhovedet. Som om du bare har glemt hende igen, eller fordi du er ligeglad med, at hun ofrede sit liv for dig."

     "Det passer ikke..." hvisker jeg.

     "Der er kun to ting, der kan være grund til det, men jeg ved ikke hvilket et af dem, det er, eller om det er begge to. Enten er der et had, et dybt dybt had, som du føler til hende, som dækker sorgen, eller også... er der et håb."

     "Et håb for hvad?"

     "Et eller andet. Et lille lys, du kan se i mørket, der får dig til at glemme det faktum, at du har mistet hende."

     Jeg er tavs lidt og læner mig op ad væggen. Jeg kan på en eller anden måde mærke, hvordan hans ord har sat sig fast. Hvordan han på en eller anden måde synes at vide alt om mig allerede.

     "Det er begge ting," mumler jeg. "Jeg tror, at det er begge ting."

     "Hvorfor hader du hende?"

     "Jeg... hader hende ikke. Jeg... det er bare, min mor har løjet for mig hele tiden. Hun fortalte mig aldrig, at hun var en heks, og hun nægtede at lade mig tale om det, så meget som nævne det. Jeg... jeg følte mig så alene. Og da hun døde... der var jeg så vred på hende, fordi hun aldrig gav mig en chance til at lære denne her verden at kende, før den blev smidt direkte i hovedet på mig som en lussing uden jeg var forberedt på det."

     "Tror du ikke, at hun prøvede at beskytte dig?"

     "Men mod hvad?"

     "Mod... Mugglere?"

     "Nej, det var ikke imod Mugglere. Jeg kan fornemme det. Men der ved jeg, at hun også har holdt noget hemmeligt for mig. Præcis som De Fire gør det. Og da de tog den halskæde, jeg... den halskæde er speciel."

     "Så det var en Forbindelseshalskæde, og hvad så? Hvilken nytte ville DU have af den?"

     "Jeg havde en drøm..." siger jeg og får øjenkontakt med ham. Det dæmrer for Nico. Han stirrer på mig.

     "Om hvad?" spørger han. To simple ord, jeg prøvede at få ud af ham. "Hvad handlede den om?"

     "Jeg... jeg talte med en mand. Han ville have mig til at finde et eller andet. Og han... han havde de samme grønne øjne som mig."

     Nico stirrer på mig og taber sin fjerpen. "Tror du, at han...?"

     "Jeg ved det ikke... Kunne det være sandsynligt?"

     "Han forsvandt jo for lang tid siden, gjorde han ikke?"

     "Han er håbet, Nico," mumler jeg. "Jeg håber, at han er et eller andet sted derude, og at han har alle svarene til mig."

     "Ved du hvad, Jeanna?"

     "Hvad?"

     "Jeg tror, at der er en her, der måske er et andet håb for dig også."

     "Hvem?"

     "Salazar Slytherin."

     "Han har løjet for mig, Nico."

     "Men nu tilbyder han sin hjælp. Og det var ham, der reddede dig dengang din mor døde. Og det er ham, der har fulgt dig hele vejen til Diagonalstræde. Det er ham, der har passet på dig, hvor der ikke har været andre til at gøre det. Jeg synes, at du skal stole på ham. Jeg synes, du skal tage imod hans hjælp."

     Jeg sidder lidt og overvejer det. Så nikker jeg.

     Nico finder pergament frem, og jeg skriver to små sætninger og lidt til:

 

Jeg vil gerne alligevel

Hvad tid passer?

 

Hilsen Jeanna Snow

 

Ps. Bare glem det sidste brev - især alle forbandelserne

    

Nico og jeg går så hen i ugleriet, hvor vi finder en af Hogwarts ugler og sender brevet af sted. Jeg lægger mærke til, at Herald sover på en af pindene. Det betyder, at Slytherin fik det sidste brev. Jeg gulper ved tanken om det, og håber, at han kan tilgive mig.

     Vi går sammen langs skovbrynet op imod slottet.

     "Nico...?" spørger jeg.

     "Ja?"

     "Kender du din far?"

     Nico er tavs lidt. Så svarer han: "Nej. Nej, det gør jeg ikke."

     Han siger det i sådan et tonefald, der fortæller mig, at vi ikke skal tale mere om det.

     "HJÆLP!"

     Nico og jeg stivner og ser hen imod skoven - ind i skoven. Vi kan høre en, der råber på hjælp, og et eller andet bevæger sig derinde, kommer løbende direkte imod os. Jeg kniber øjnene sammen for måske at kunne se det tydeligere.

     Så kommer der en løbende ud lidt væk fra os. Da han ser - det er en dreng - at han er udenfor skoven, og da han ser slottet, ser han enormt lettet ud. Og han falder ned på knæ. Vi løber hen til ham.

     Han ser op på os. Han er helt svedig og beskidt over det hele. Hans bryst hæver og synker sig med høj hastighed. Han ser på Nico.

     "Dallin...?" mumler han, hvorefter han besvimer.

     "John...?" hvisker Nico og stirrer på drengen.

     "Hva'?" siger jeg forvirret og glor på dem begge to.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...