Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4031Visninger
AA

2. Et glemt minde

Jeg vågner stadig nogle gange, stirrende op i loftet, hvor jeg tror, at han vil være ude ved brønden og hente vand, at han vil være i værelset lige ved siden af, eller at han vil stå ude i køkkenet og omfavne min mor, mens hun laver morgenmad.

     Men hver gang bliver jeg skuffet.

     Jeg kan kun huske det meget svagt nu. Jeg var meget lille, da det skete. Måske fem eller seks år.

     Det var dengang, min far forsvandt.

     Mange gange drømmer jeg om de få minder, jeg kan huske om ham. Men det er næsten kun følelser, jeg kan huske, og måske et smil i ny og næ. Og så selvfølgelig de mandelformede grønne øjne, der er så lig mine.

     Jeg fortæller aldrig min mor om de minder, jeg har. Fordi jeg ved, at det er en hemmelighed. Hun nævner aldrig min far, som om han aldrig har eksisteret. Det er det, hun ønsker, at jeg også skal tro. Og jeg har ikke lyst til at miste mine få minder om ham, så jeg holder dem for mig selv, fordi jeg ved, at hun kan tage dem fra mig, hvis hun vil.

     Jeg ved ikke, hvordan hun kan gøre det. Jeg har kun oplevet hende gøre det en gang. Og det er så lang tid siden, at det lige så godt kunne have været en drøm. Men jeg ved, at hun stadig kan gøre det, selvom hun holder meget stille med det.

     Om aftenen lægger jeg mig til at sove i min lille alkove, pakker mig godt ind i dynen og drømmer drømmen - eller rettere drømmer om det minde, som jeg stadig husker så klart, som om det skete dagen før og ikke for næsten seks år siden.

    

Et stort bål brænder på torvet. Jeg kan ganske svagt ane legemet i ilden. Hun skriger ikke længere, men jeg kan stadig høre det. Og jeg græder ved tanken om, at nogle mennesker kan gøre det mod andre.

     Jeg holder godt fast i mor, som hun trykker mig ind til sig og prøver at trøste mig.

     "Du skal ikke være ked af det," hvisker hun. "Hun er et bedre sted nu."

     Jeg svarer ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan ikke overkomme tanken om det mord, der er blevet begået foran mig, og hvordan landsbyborgerne er troppet omkring det. Hvordan de har bu'et af kvinden og kaldt hende en masse grimme ting. Heks, troldkvinde... djævel...

     Så lyder der et råb - eller rettere et skrig et sted bag os. Mor vender sig om, og jeg gør store øjne.

     En flok mennesker klædt i kutter kommer langsomt gående hen imod os. Den forreste skikkelse løfter et eller andet op, som vedkommende holder. Jeg synes mest af alt, at det ligner en pind. En lysstråle skyder mod os, vi bukker os alle ned for at undvige, mor holder stramt om mig, så jeg falder ikke af, da hun falder forover. Lidt efter rejser vi os op og ser bag os for at se, hvad strålen ramte. Den ramte bålet, som nu er slukket nu. Jeg kan se de forkullede rester af legemet. Sekundet efter lukker jeg skrækslagent øjnene og skriger ligesom resten.

 

Jeg ligger i min lille seng og ser skrækslagent op på mor. Hun forsøger at trøste og berolige mig, men jeg kan ikke sove nu.

     "Hvor er far?" spørger jeg.

     "Han kommer snart. Bare rolig."

     Der er stilhed imellem os lidt. Hun prøver at få mig til at drikke lidt, mens jeg ligger helt stille i sengen og ser ud i luften. Jeg ser stadig ilden og de kutteklædte for mit indre blik. Jeg forstår ikke noget mere. "Hvorfor dræbte de hende?" spørger jeg stille.

     "Fordi hun var anderledes," svarer mor stille. Hun lukker øjnene og tørrer nogle tårer væk. Jeg rynker forvirret panden. "Verden er ond, min pige. Mennesker som hende må gå i skjul."

     "Mennesker som hende?" spørger jeg.

     Men jeg får ikke svar på det. For i det samme åbnes døren ind til huset. Jeg hører min fars stemme. Mor rejser sig og forlader rummet.

     Og jeg falder i søvn.

    

Jeg vågner ved, at der bliver rusket i mig. Jeg når ikke engang at komme helt til bevidsthed, før jeg bliver hevet op af min seng og båret ud af værelset.

     "Mor?" mumler jeg søvndrukkent, da jeg kan genkende den forpustede vejrtrækning.

     "Tag det roligt, sov videre," prøver min mor at berolige, hvilket ikke virker specielt, siden man kan høre panikken i hendes stemme lige så tydeligt, som jeg kan mærke hendes hamrende hjerte mod min side.

     Mor har en stor rygsæk med dig, som hun haster ud af vores lille hus og ud på brostensgaden. Her er helt stille, og det er endnu mørkt. Der går ikke lang tid, før jeg så småt døser væk igen.

     Men jeg vågner hurtigt igen, da jeg hører skrig og et højt brag. Jeg kigger mig forvirret og forskrækket omkring og kan se landsbyen over min mors skulder. Der bliver sprængt huse i stykker, og jeg kan høre en masse folk skrige.

     Men det, som i den grad forvirrer mig mest, er, at jeg meget svagt kan se en kutteklædt skikkelse skyde en rød stråle mod et hus, hvorefter det sprænger i høje flammer.

     "Mor!" råber jeg. "De ødelægger landsbyen!"

     Mor svarer ikke. Jeg hiver og slider for at komme fri. Jeg vil  ikke forlade far! Han må da stadig være der!

     "Hvor er far?! Mor, hvor er far?!" råber jeg panisk, mens jeg græder hysterisk.

     Mor svarer mig stadig ikke, hun fortsætter tavst imod skoven foran os, væk fra mareridtet.

     "MOR!! SLIP!!" råber jeg så højst, som mine lunger kan magte. Og der sker noget vildt. Mor slipper mig, som om hun har brændt sig på mig, og jeg falder ned i det fugtige græs. Jeg stirrer op på hende, og hun ser helt forskrækket på mig, mens hun trækker hånden ind til sig.

     "Hvad skal det betyde?" hvisker hun med øjnene spærret op.

     Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun mener. Men hun har sluppet mig, det er det vigtigste, så jeg styrter om mod landsbyen for at redde far fra de kutteklædte.

 

Ikke lang tid efter står jeg på åben gade og er forstenet i mine handlinger. Jeg stirrer lige frem for mig. Folk løber omkring mig, skriger panisk og prøver at finde deres forældre eller deres børn. Hvem de så end mangler.

     Tårerne løber ned ad mine kinder, da jeg ser hætten falde af min fars hoved. Jeg ser ham stå med en af de tynde pinde og affyre røde stråler mod husene sammen med de andre kutteklædte. Hvorfor gør han det? Ved han ikke, at det er forkert, det han gør? Er det ikke derfor, mennesker brænder dem, der er anderledes? Fordi de kan finde på at skade dem?

     Det er en af de sidste minder, jeg får om min far. Hvordan han vender sig imod mig, får øje på mig og spærrer øjnene skrækslagent op. Og hvordan min sidste tanke om ham bare udløser forvirring.

     "Jeanna!"

     Jeg hører en ekkoagtig råben. Jeg er ikke helt sikker på, hvor den kommer fra. Det er først, da den er helt tæt på, at det går op for mig, at det er min far. Han siger et eller andet mærkeligt, som jeg ikke forstår noget af, og pludselig svæver jeg i luften. Det var vist i sidste øjeblik, for i det øjeblik mine fødder hæver sig, sprænger jorden væk under mig. Jeg svæver længere op, for til sidst at falde direkte ned i min fars favn.

     Han bærer mig ud af byen. Jeg er i dyb chok, og alle stemmer omkring mig er stadig ekkoagtige. Ganske svagt kan jeg høre min fars og min mors stemme, der skændes om et eller andet. Så slipper min far mig og siger en sidste ting til min mor, hvorefter han tager hætten på igen og forsvinder.

     Min mor bukker sig ned over mig, ser mig i øjnene. Selv er hun helt tårevævet.

     Med et lille hulk vender hun en lille træpind imod mig ligesom dem, de kutteklædte og min far havde haft, og hvisker lavt, så jeg knap nok selv kan høre det. Ordet giver ingen mening:

     "Obliviate."

     Og så falder jeg i søvn.

 

Den næste uges tid talte jeg ikke rigtig som en del af mit liv, nærmere som en slags drøm. Det var en dejlig uge, hvor jeg åbenbart var i den overbevisning, at min far var død, da jeg var meget lille, jeg havde ingen minder om ham. Min mor og jeg var to ganske almindelige mennesker, der netop skulle flytte til en ny by på den anden side af den store skov. Jeg gik fløjtende rundt, fyldt med spænding over de nye oplevelser, mens jeg plukkede skovjordbær. Jeg lagde ikke mærke til hvor bedrøvet min mor syntes at være.

     Men morgenen efter vi var ankommet til den nye by, flyttet ind i en gammel hytte i udkanten, som ingen brugte længere, vågnede jeg op og kunne igen huske alt.

     Jeg stod op og gik ud til min mor, fordi jeg ville have hende til at forklare, hvad der var sket. Men da jeg så hende sidde ved køkkenbordet og græde, og da jeg så hende pakke en træpind ned i en æske og lægge den ned i en lem under gulvet, for derefter at skubbe et møbel ud efter det, forstod jeg på en eller anden måde, hvad det hele handlede om. Jeg forstod i hvert fald, at det var en hemmelighed, det der var sket, og at det ikke var meningen, at jeg skulle vide noget.

     Så jeg konfronterede hende aldrig med det.

     Jeg så aldrig min far igen.

     Og hun blev aldrig den samme igen.

     Det blev jeg heller ikke. Fra den dag af begyndte jeg at forandre mig. Fra den dag af blev jeg... anderledes.

    

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...