Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4041Visninger
AA

24. Epilog: Ravenclaw, Holmes, Wiggum & Snow

 

 

Ravenclaw

 

Helena Ravenclaw betragtede sin mor med misundelse, mens hun underviste sine elever. Altid så yndefuld, klog og stolt. Præcis ligesom den ørn, der var hendes patronus og sjæledyr. Helena minundede hende altid det. Det var, som om hun aldrig rigtig kunne leve op til de standarder. Da hun var lille havde hun spurgt sin mor hvorfor hun var så klog. Hun havde drillesygt svaret, at hendes diadem havde magiske kræfter.

     Og nu... evigheder efter, kunne Helena ikke slippe tanken. Hvad nu, hvis hendes mor ikke havde løjet til sit barn? Hvad nu hvis hun havde sagt sandheden?

     Da timen var slut skyndte Helena sig ud. Hun havde af en eller anden sær årsag ikke lyst til at snakke med sin mor, ikke engang komme i nærheden af at være nødt til det. Ude på gangen stillede hun sig op ad væggen og gemte sit ansigt bag sin bog, mens hendes mor gik forbi. Hun betragtede hende, som hun gik med sine yndefulde skridt. Hvor hun dog misundte hende.

     "Nogle gange er det hårdt at være en Ravenclaw," mumlede hun for sig selv.

     "Det tror jeg på," lød en stemme ved hendes side. Helena så sig til siden og så en dreng, hun aldrig havde lagt mærke til før. Han var fra Slytherin, og han stod og talte på den måde, som kun adelige gjorde det.

     "Hvad ved du om det?" spurgte hun.

     "Altså... jeg ved ikke noget om specifikt at være en Ravenclaw, men... jeg har rige forældre. Vi er en... adelig slægt. Baroner. Og jeg... kan se frem til selv at blive baron, som voksen."

     "Åh..." sagde Helena. "Lyder fint. Jeg kan se frem til at være min mors nummer 2 indtil jeg dør."

     "Nej... det tror jeg ikke på," sagde drengen. "Jeg tror du er mere end det."

     "Tror du?"

     "Ja... det tror jeg."

 

Holmes og Wiggum

 

Merlin Wiggum sad ved et bord på biblioteket og forsøgte at komme igennem sine lektier. Hvilket var virkelig kedeligt, for han vidste det hele i forvejen. Men alle han kendte sagde, at han skulle studere alligevel. Selvom alt magisk relateret kom komplet naturligt til ham.

     Mira Holmes satte sig ved bordet  og så på ham, som om hun ville sige noget. Det ville hun også. Noget hun virkelig havde taget sig sammen til at sige.

     "Jeg tilgiver dig," sagde hun. Merlin lukkede forsigtigt bogen i. "Jeg tilgiver dig, fordi jeg inderst inde godt ved, at det ikke er din skyld. Din far er en idiot - din far dræbte min... min familie. Det gør ondt hver gang jeg tænker på det, men det er sådan det er. DU dræbte ikke min familie. Og du er min ven. Min allerbedste ven i hele den vide verden, og jeg vil aldrig nogensinde miste dig. Og du må love mig, at du aldrig dør. Aldrig."

     Merlin var helt stum. Han sad bare og stirrede på sin bedste ven. Han følte sig helt paf. Så åbnede han munden og sagde: "Jeg... undskyldning godtaget. Men så... så skal du også love mig, at du aldrig vil dø."

     "Det lover jeg," sagde Mira med et smil. "Jeg lover det af hele mit hjerte."

     Et kort øjeblik sad de bare og så på hinanden lidt. Så sagde Mira:

     "Gryffindor vil træne mig i at kæmpe med sværd. Jeg vil være ridder."

     "Ridder?" fnes Merlin. "Du er en heks! Det er meningen du skal lave magiske ting."

     "Men... jeg ved ikke... jeg har bare lyst til at bruge mit liv på slås med sværd i dueller sammen med Mugglere. Jeg kommer godt ud af det med Mugglere, de er så fredelige."

     Merlin lo. Så sagde han: "Det bliver du aldrig kendt på. Ingen vil huske en simpel ridder ud i fremtiden."

     "Berømthed er ikke alt," sagde Mira og trak på skuldrene. "Jeg vil bare gerne leve livet. Vil du måske gerne blive berømt?"

     "Åh ja," sagde Merlin med et suk. "Jeg vil blive så berømt, at jeg vil være den absolut mest kendte, mest respekterede, mest magtfulde troldmand i hele den vide verden. Jeg vil blive til en gammel mand, der ikke KUNNE have være styr på magi, jeg vil have et laangt skæg, og jeg vil blive så kendt for bare DET skæg, at når folk bander, så vil de ikke sige "pokkers" eller "fandens" - nej, de vil sige "ved Merlins skæg". Så berømt vil jeg blive."

     "Vil du virkelig gerne blive husket for dit skæg?"

     "Ja! Eller... ikke KUN mit skæg! Men det skal være et af mine kendetegn. Det og en spids lille hat. Ja... det lyder godt."

     Og med den tanke lænede han sig tilbage i stolen og smilte ved tanken. Mira fik et grineanfald. Det ville hun se før hun troede det.

 

Snow

 

Jeanna Snow lå i sin seng og kunne ikke sove. Det var sådan hun hørte skridtene tidligt om morgenen. Da de var forsvundet trak hun sin gardin fra og så, at der på sit sovebord lå et lille brev - og Slytherins medaljon.

     Hun stod op straks og løb efter skridtene. Hun fandt Slytherin gående ud af skoleporten. Men hun løb efter ham.

     "Salazar!" råbte hun. Salazar Slytherin vendte sig om imod hende.

     "Du var vågen?" spurgte han.

     Jeanna nikkede og så olmt på ham. Så tog hun sedlen frem. "Du forlader SKOLEN?! Hvorfor?"

     Slytherin rystede på hovedet, så sagde han: "Jeg... indså at jeg ikke kunne være her længere. De vil lukke Mugglerfødte ind... selv efter alt det, der er sket. Selv efter at vi har slettet deres hukommelser, vil de stadig lukke Mugglerfødte ind."

     "Men..."

     "Jeg ved, hvad du tænker. Men jeg har set for meget til at kunne acceptere det. Jeg er trods alt din fars bror. Vi voksede op med de samme meninger, selvom hans nok var stærkere end mine. Jeg... kan bare ikke stole på en Mugglerfødt. Ikke igen. Især ikke efter John. De er for farlige for os, det er de."

     Jeanna sagde ikke noget til det. I stedet tog hun medaljonen frem. "Det her er din. Hvorfor efterlod du den hos mig?"

     "Fordi jeg ønsker du skal have den."

     "Nej..."

     "Jo, Jeanna. Du er det tætteste jeg har på et barn. Jeg vil have, at du skal have den. Jeg vil have, at du skal lade den gå i arv hos dine børn, og børnebørn... oldebørn og så videre. Du er en Slytherin, trods alt."

     Jeanna var helt mundlam. Hun sagde ikke noget.

     "Farvel, Jeanna," sagde Slytherin så. "Det har været en fornøjelse at kende dig." Så tog han sin kappe.

     "Er... er det her farvel?" spurgte Jeanna så.

     "Det ved jeg ikke," sagde Slytherin. "Det må tiden vise." Og så transpererede han sig væk. Og tilbage stod Jeanna med hans medaljon med den lille slange på og mindet om, at Slytherin altid ville være på Hogwarts. Hvis ikke selv, så i form af den slange, han havde gemt i kælderen.

 

 

Hey, Troglo her.

Det var så det allersidste kapitel. Historien har snart været... et år undervejs. Lidt under. Okay nogle måneder under - men det er fandeme tæt på. Så her er min historie bag... ja, meget. Jeg har det med at putte nye vinkler på skurke der kun findes i legender - og Slytherin er en af dem. Det har været fornøjeligt, og jeg håber, at I nød det undervejs :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...