Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4024Visninger
AA

18. Byttet

 

 

Byttet ligger foran mig, på jorden. Jeg kan endnu ikke se, hvad det er for et... meget mærkeligt lys.

     "Jeanna?" lyder en stemme bag mig. Jeg vender mig om. Der står han, manden. Den fremmede mand med mine grønne øjne. Jeg ved godt, hvem han er. Eller... jeg mistænker det. Men jeg kan ikke se ham klart. Jeg kan ikke genkende ham, som jeg burde være i stand til. Denne mand er komplet fremmed, og jeg føler ingen relation til ham.

     "Hvem er du?" spørger jeg så.

     Manden svarer ikke på mit spørgsmål, i stedet kaster han et blik på byttet. "Tag den."

 

Jorden er kold. Selvfølgelig er den kold, det er vinter. Den første sne er ikke faldet endnu, men det er stadig... enormt koldt. Mine fingre er bare, og de fryser. Jeg har min fars kappe på, men den er ikke nok til at beskytte mig imod kulden. Jeg ligger bare dér, rystende og med klaprende tænder. Midt i skoven. Jeg ved ikke, hvor nogen er. Jeg har ingen anelse om, hvad der er sket.

 

"Nej, jeg fortjener nogen svar," siger jeg trodsigt. Jeg genkender ikke denne mand, men hvis han SIGER det, vil jeg måske kunne se det i hans øjne. "Hvem... er du?"

     "Det er lige meget, hvem jeg er," siger den fremmede. "Det vigtigste er, hvem DU er." Han ser mig direkte ind i øjnene, da han siger det. Der er ingen følelse i det blik, og jeg forstår ikke hvorfor.

     "Hvis jeg... hvis jeg tager det bytte... vil du så... fortælle mig det?"

     Han siger ikke noget. Men han nikker.

     Og jeg vender mig om og griber om byttet. Og jeg mærker alverdens magiske kraft strømme ind i mig.

 

"Merlin!" råber jeg. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg kan ikke stoppe dem. Hvor er Merlin? Hvor er alle henne? Hvor er de folk... de folk som kidnappede os? Jeg har ingen anelse om, hvad der foregår. Jeg er nødt til at fortælle dem... Jeg er nødt til at finde Merlin, og Slytherin. Nej, De Fire, eller en eller anden. Jeg ved, hvad de vil have af mig. "Hjælp!"

     "Jeanna!" råber en fjern stemme et eller andet sted. En stemme som jeg ikke genkender.

     "Jeg er her!" råber jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg prøver at komme op og stå, men jeg føler mig slet ikke i stand til det. Så får jeg øje på en lille skygge komme løbende imellem træerne og buskadset. Og pludselig står Fantom ved mig og sender mig et lille miav. Jeg smiler svagt.

     Og øjeblikket efter finder de mig.

 

Jeg vågner op i en blød varm seng. Først har jeg ingen anelse om, hvad der foregår, men så går det op for mig, at jeg befinder mig i sygefløjen på Hogwarts. Jeg løfter hånden op til mit bryst. Jeg kan mærke halskæden inde under mit tøj, hvilende mod min hud.

     Den er farlig.

     Jeg får øje på Merlin, der sidder henne i en anden seng. "Merlin!" råber jeg. Han er uskadt! Min lettelse kan ikke engang beskrives. Da Merlin ser mig, smiler han stort, hvorefter han febrilsk løber hen til mig.

     "Jeg fortalte dem ikke om halskæden, Jeanna," siger han. "De... du kan beholde den."

     "Jeg... den førte dem lige til os, gjorde den ikke?" spørger jeg. Merlin nikker. "Hvad skete der?"

     "De... bedøvede os, tror jeg. Det var meget kraftfuldt. Du var helt bevidstløs. Men det lykkedes mig... jeg fik dem overrumplet, og jeg hentede hjælp."

     "Hvor er de?" spørger jeg.

     "De flygtede. De nåede ikke at gøre noget." Han siger det med komplet lettelse, og jeg synker en klump. "De fik ikke hvad de kom for."

     "Jo... Merlin," siger jeg, og jeg husker min drøm. "Det gjorde de."

     "Hvad... mener du?"

     "Jeg ved hvad de vil have af mig, Merlin," siger jeg, da døren går op. "Jeg ved hvad det er meningen jeg skal gøre."

     Og da kommer professor Ravenclaw og professor Slytherin ind, og de går hen imod min seng.

     "Jeg ser, du er vågnet, frøken Snow," siger professor Ravenclaw. "Herligt."

     "Ja..." siger jeg, jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige.

     "Hvordan har du det, Jeanna?" spørger Slytherin.

     "Salazar," irettesætter professor Ravenclaw.

     "Jeg har det fint," siger jeg.

     "Godt," siger Ravenclaw. "Jeg håbede du kunne fortælle mig lidt mere om... hvad der skete i nat."

     "Jeg... jeg er ikke sikker. Jeg kan huske at jeg lå på jorden, da... da folk fandt mig."

     "Hr. Wiggum fortæller, at det var Øjet, der havde fat i jer. Hvad kan du sige om det?"

     "Jeg husker ikke noget om... jeg kan kun huske, at vi blev omringet. Så må jeg være besvimet eller noget. Jeg ved det ikke."

     Ravenclaw sukker. "Javel ja. Måske kommer du i tanke om noget mere senere. God bedring, frøken Snow."

     "Tak, professor."

     "Kom, Salazar," siger hun og gør mine til at gå.

     "Jeg bliver lidt," siger Slytherin.

     "Salazar..." Ravenclaw bider tænderne sammen og ryster på hovedet.

     "Det gør ikke noget," siger Slytherin med en vis bestemthed, der gør, at Ravenclaw forlader lokalet. Så vender Slytherin sig om imod os.

     "Hr. Wiggum," siger han til Merlin.

     "Ja?"

     "Vil du være venlig at lade os være alene."

     "Ja... professor." Merlin forlader også rummet. Nu er vi alene.

     Slytherin sætter sig på sengen, og jeg ser afventende på ham, lidt bange for, at han på en eller anden måde har fundet ud af det hele på. At han ved, hvad jeg tænker. Hvad jeg ikke kan lade være med at tænke på lige nu.

     "Det her er nødt til at slutte," siger han. Jeg hæver øjenbrynene.

     "Hvad... hvad er nødt til at slutte?"

     "Det Øjet har gang i," forklarer Slytherin. "Det er derfor... vi... professor Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og jeg, vi forlader slottet i noget tid, for vi er nødt til at finde Øjet og gøre en ende på, hvad de har gang i."

     "Virkelig?" spørger jeg.

     Han nikker. "Og... derfor vil jeg gerne give dig de her."

     Først nu lægger jeg mærke til, hvad han har i hænderne. En stor bog og en lille læderindpakning. Han rækker dem til mig, og jeg tager imod dem. "Hvad er... det her?"

     "Åbn den," siger han.

     Jeg tager om læderindpakningen og folder den ud. Da jeg ser Slytherins medaljon ligge der, med S'et formet af en slange, ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal reagere. "Du..."

     "Ja."

     "Men det er din, hvad skal jeg med den?"

     "Det vil du vide, hvis du på et tidspunkt får brug for det."

     Det får mig bare til at stirre på ham, som om han er gak. Hvad snakker manden om?

     "Og bogen," siger han så. Nu kigger jeg på bogen, der er stor nok til at være på 1000 sider eller sådan noget. Og mig der er så dårlig til det med at læse...

     "Hvad skal jeg med den?"

     "Den... den vil være nyttig," siger Slytherin og rejser sig op. "Ligesom medaljonen. Pas godt på de to ting. Og hvis du vil have mig undskyldt, jeg skal ud og... jagte Mugglermordere." Og med de ord forlader han rummet, så JEG nu er helt alene.

     Jeg kigger lidt på bogen, den er så gammel og slidt, at jeg ikke kan se nogen titel. Så lægger jeg mærke til noget rødt fløjl, der stikker ud fra en af siderne. Jeg åbner siden og ser nu en tegning af noget, der ligner en kæmpestor slange. Der står et ord ovenover den, og så en masse tekst under den.

     "Ba..." prøver jeg mig frem. Jeg synker en klump. "Basilisk."

 

"Så... der er intet i vejen?" spørger Nico, som vi går op til ugleriget.

     "Nej... alt er fint," svarer jeg, selvom jeg ikke ved, hvor meget jeg mener det. "De Fire er taget ud for at bekæmpe dem... det hele skal nok gå fint."

     "Nu... mente jeg dig, personligt."

     "Jeg... har det også fint." Da vi kommer ind i ugleriget går Nico hen til sin ugle, han fik af mig.

     "Har du givet hende et navn endnu?" spørger jeg.

     "Ja," siger Nico. "Sne."

     "Sne? Som i...?"

     "Som i Snow, ja. Det er jo trods alt dig, jeg har fået den af."

     Jeg smiler svagt, da jeg bemærker, at der er et brev fastgjort til uglens fod.

     "Der er brev til dig," siger jeg.

     "Åh... nej, det er ikke til mig, det er til John. Han har fået lov til at låne hende til at føre samtale med nogen, han kender."

     "Hvem dog? Hvem kender han af troldmænd."

     Nico trækker bare på skuldrene og løsner brevet. Han giver det til mig. Jeg tager det, og der får jeg øje på noget mærkeligt. Rullen er forseglet med et... ganske lille øje. Det præcise symbol der er på min halskæde. "Nico..." hvisker jeg.

     Nico ser spørgende på mig, og jeg viser ham øjet. Da han indser, hvad det er, stivner han og stirrer bare på det. Så stirrer han på mig, og jeg stirrer på ham.

     "Skal vi... åbne det?" spørger jeg.

     Under alle normale omstændigheder ville han svare nej, det ved jeg, men nu nikker han bare tavst. Vi bryder forseglingen og læser det ene ord, der står der:

    

Midnat

 

Helt tavst folder jeg brevet sammen igen, og med en smule koncentration lukker jeg forseglingen som om intet er sket.

     "Vi..." siger jeg. "HAR JOHN EN AFTALE MED ØJET?!"

     Nico tysser på mig. "Det ved jeg ikke... åbenbart. Fald ned, Jeanna."

     "Jeg kan ikke falde ned, Nico! De her folk forsøger at dræbe mig... eller et eller andet. Og han samarbejder med dem!"

     Nico kører en hånd igennem sit hår og tager en dyb indånding. "Jeg er sikker på, at alt det her har en forklaring. Der... der må være en forklaring."

     "Ikke andre forklaringer end, at John er en kujon."

     "Han... jeg vil nu ikke kalde ham en kujon."

     "Han er en kujon! Og han samarbejder med den mand, der åbenbart kalder sig min far!"

     Nico åbner munden men lukker den igen. Så siger han: "Hvad skal vi gøre?"

     "Vi afleverer brevet til John, som om vi ikke har læst det."

     "Hvad... hvad?"

     "Vi lader ham møde dem ved midnat eller hvad han nu har tænkt sig. Vi følger efter ham, og vi tager ham med fingrene i kagerne!"

     Nico sukker. "Så... gør vi vel det."

 

Jeg har gjort mig usynlig og sidder på gangen og venter på Nico. Da klokken bliver lidt i midnat, ankommer Nico.

     "Jeanna?" hvisker han.

     Jeg gør mig synlig. "Jeg er her."

     Han nikker og synker en klump. "John har lige forladt sovesalen. Han... han er på vej op imod et af tårnene, tror jeg."

     "Så lad os finde ham," siger jeg og tager hans hånd. Og dernæst er vi begge usynlige. Nico gisper kort, og jeg tysser på ham.

     "Jeg fatter stadig ikke, at John kunne finde på det her," siger Nico, som vi går.

     "Du kendte ham bare ikke lige så godt, som du troede," foreslår jeg.

     "Eller også ligger der noget helt andet bag."

     Vi løber ned ad gangene og op ad trapper til vi til sidst får øje på John. Han går op ad trapperne til en af tårnene, og vi følger efter ham. Han ser nervøs ud, meget nervøs.

     Han ankommer til en stor dør, der er forseglet med magi. Han mumler en besværgelse, jeg ikke har hørt før og træder ind bag døren. Vi går med ham. Derinde er der helt tomt, lige med undtagelse af en enkelt piedestal, hvor der er en slags... kugle. John går helt hen til den og lægger sine hænder på dem. Jeg gør mig selv synlig.

     "John!" råber jeg. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af det her.

     John farer om og stirrer på mig. Og på Nico, der også er blevet synlig.

     "Hvad laver I her?!" spørger han skræmt.

     "Hvad laver du, John?" spørger Nico stille.

     "Jeg... jeg fjerner skjoldet."

     "Skjoldet...?" spørger jeg.

     "Skjoldet om Hogwarts," siger Nico tonløst og betragter John, der ligner en, der ikke ligefrem benægter det.

     "Hvorfor... hvorfor ville du dog gøre det?" spørger jeg.

     "De... de lovede mig, at jeg ikke skulle være bange længere," siger John og vender sig tilbage imod kuglen. "De sagde, de ville... De sagde jeg aldrig behøvede at frygte Mugglerne igen!"

     Jeg stirrer på Nico, og han sætter af og løber hen imod John og kuglen. Men da drejer John på kuglen, og alt omkring os begynder at ryste voldsomt. Jeg snubler og ender med at sidde på bagen. Nico griber fat i John.

     "Jeanna! Drej om på den igen!" råber han, mens han holder fast på en kæmpende John. Jeg rejser mig op og løber hen til kuglen for at få den tilbage på plads. Men intet sker. Hvorfor sker der ikke noget?!

     "Det virker ikke!" råber jeg. Og der får jeg øje på noget mærkeligt lilla lys udenfor tårnvinduet. Jeg går derhen og ser nede på græsset, der omringer slottet. I en lang linje kommer kappeklædte folk gående, og de retter alle sammen deres tryllestave imod slottet. Jeg synker en klump, da jeg har en mærkelig fornemmelse af, at vi er under angreb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...