Hogwarts - Jeannas historie

Jeanna Snow er elleve år og født i en landsby som enhver anden sammen med mennesker som alle andre. Men hun er afskåret fra dem - hvorfor? Fordi hun kan ting. Ting ingen andre kan, og det skræmmer hende, fordi hun ved, hvad der sker med mennesker, der kan ting ligesom hende. Mennesker, der er anderledes. Og ikke nok med det, så nægter hendes mor at lade hende så meget som nævne det, så hun føler sig frygteligt alene. Men en dag møder hun en mand - en gammel mand klædt i lange gevandter i grønt og sølv som kalder sig Salazar Slytherin. Og snart går det op for hende, at hun ikke er helt så alene, som hun altid har troet. Hun bliver ført ind i en verden, hvor hun ikke behøver at skjule sig - hvor folk er ligesom hende. Men også her opdager hun, at hun er anderledes. For her starter en konflikt, som hun ganske ufrivilligt ender med at have hovedrollen i.

19Likes
66Kommentarer
4029Visninger
AA

19. Basilisken

 

 

Sikke en uge, jeg har mig. Først dør Miras familie, hvilket får hende og Merlin til at slutte deres venskab. Dernæst finder jeg min halskæde for så at blive kidnappet. Og nu er skolen under angreb. Fedt.

 

En eller anden besværgelse flyver hen over hovedet på mig og Nico, og vi dukker os ned bag en statue, som går i stykker i stedet for os.

     "Vi er døde," siger Nico.

     "Det skal du ikke sige," siger jeg, selvom jeg ikke ved om jeg selv tror på det. Det virker lidt, som om vi er temmelig døde.

     På alle gangene strømmer det med mennesker. Elever som lærere som Øjefolk. Alle lærere prøver desperat at beskytte så mange elever som muligt og få dem til at løbe tilbage til deres sovesale, men alle er i for stor panik til rent faktisk at gøre det.

     "Hvor er John egentlig?" spørger jeg Nico. Nico ser omkring sig og trækker til sidst på skuldrene. "Har vi mistet John?!" udbryder jeg.

     "Jeg kan ikke holde styr på alle!"

     "Men han... det er ham der er SKYLD i det her, den agurk!"

     "Agurk?"

     "Undskyld, jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke komme på ordentlige ting at kalde ham."

     "Rimeligt nok. Hvad gør vi?"

     "Jeg... jeg ved det ikke." Jeg kryber mig lidt sammen her i vores skjul og ville af en eller anden grund ønske, at Fantom var her. Han er godt nok bare en kat, men han er en KLOG kat, det har det med at redde mig. "Lad os prøve at finde de andre, skal vi ikke?"

     Det nikker Nico til. Og så rejser vi os op og skynder os væk fra statuen. Jeg gør os usynlige, og vi løber ned ad gangene.

     Efter at have undgået utallige besværgelser og en masse farligt stads, får jeg øje på Merlin, der er i duel med en fra Øjet. Han er faktisk ret god til det. Den dreng har altså talent.

     Jeg løber hen til fyren fra Øjet og sender en magisk energi efter ham, der får ham til at besvime. Så gør jeg mig synlig for Merlin, der bare ser komplet forbløffet ud. Da han ser mig lægger han to og to sammen.

     "Jeanna, hvad foregår der?" spørger han.

     "Jeg tror, de er kommet efter mig eller noget," siger jeg og tager fat om hans arm. "Vi er nødt til at finde de andre."

     "Og hurtigt," lyder Nicos stemme i luften. Jeg gør ham synlig. "Jeg foreslår, at jeg finder Mira. I to kan finde Helena."

     "Det lyder fint," siger Merlin, og sådan skilles vi.

     "Hvor leder vi henne?" spørger Merlin. "Opholdsstuen?"

     Jeg nikker. "Det kunne ligne hende at blive derinde i sikkerhed." Det kunne det virkelig. Det ville ikke overraske mig.

     Vi løber op i Ravenclawtårnet. Da ørnen stiller os en gåde har jeg lyst til at slå den, men Merlin holder hovedet koldt og svarer ret let på spørgsmålet. Ørnen lukker os ind.

     "HELENA!" råber jeg. Jeg løber op ad trapperne til vores sovesal. Og der sidder hun ganske rigtigt. Da hun ser mig smiler hun stort - så får hun øje på Merlin, og smilet bliver hurtigt sænket.

     "Jeanna, du ved, at du ikke må tage elever fra de andre kollegier med ind!" siger hun irettesættende.

     "Er det her en situation der omhandler liv eller død?" spørger jeg. Det lukker munden på hende.

     "Så, nu har vi Helena," siger Merlin. "Nu må vi bare håbe, at Nico finder Mira."

     Jeg nikker. "Lad os håbe det."

     Mit blik lander på den store moppedreng af en bog ved min seng. Den Slytherin gav mig. Jeg har læst lidt i den, især det, der står om basilisker. Jeg ved ikke, hvorfor Slytherin ønskede jeg skulle have den, når der ikke står noget nyttigt i den. Medaljonen ligger ved siden af. Jeg går hen og samler den op. Og der lægger jeg mærke til noget. Der stikker et lille hjørne af en lap papir ud fra dens åbning. Jeg åbner medaljonen og ser det lille stykke papir. Der står kun et eneste ord på det.

 

Wilhelm

 

Og nu aner jeg ikke mine levende råd længere.

     "Wilhelm?" lyder Merlins stemme. Nu lægger jeg mærke til, at både Helena og Merlin står helt henne ved mig og læser med over skuldrene på mig. "Hvad skal det betyde?"

     "Det lyder bekendt," siger Helena. Det har hun ret i, det gør det.

     "Er der ikke en statue, som de kalder Wilhelm?" spørger jeg.

     "Jo, det er den dér, der står i studererummet," siger Merlin. "Det studererum, der stinker så meget, at ingen nogensinde er der."

     "Måske er det meningen, vi skal..." siger jeg. Jeg afslutter ikke min sætning. I stedet tager jeg medaljonen over hovedet og styrter ud af rummet. Merlin og Helena løber forvirrede med.

 

Jeg ankommer til studererummet med de to lige i hælene. Og der står statuen. Den forestiller en mager gammel gut ved navn Wilhelm, som var en fælles ven af De Fire.

     "Og hvad så nu?" spørger Merlin forpustet. Ja, jeg ved det ikke, jeg improviserer. Jeg går hen til statuen og nærstuderer den. Der synes ikke at være noget specielt ved den. Og så... så får jeg øje på det her ganske lille mærke af en slange. Det er næsten usynligt. Åh du store. Jeg begynder at få nogle anelser.

     "Jeanna...?" spørger Helena.

     "Vent lidt," siger jeg. Så tager jeg en dyb indånding og vender mig imod den lille slange. Og på en eller anden måde ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre. "Åbn op," siger jeg og rejser mig op.

     Og da begynder statuen at ryste, hvorefter den flytter sig for at danne et hul i gulvet. Jeg smiler stort, da jeg åbenbart er et geni. "Hvem havde troet, det skulle være så enkelt, hva'?" siger jeg og ser på de to andre. De stirrer på mig. "Hvad?"

     "Jeg vidste ikke du var Slangehvisker?" hvisker Helena.

     "Ja, giv mig lige den hemmelighed," siger Merlin. "Det vil jeg også være."

     "Jeg... vent hvad?"

     "Du snakkede lige slangehvisken!" siger Helena. "Lagde du ikke selv mærke til det?"

     Jeg ryster på hovedet. "Nej..."

     Da hører jeg en mærkelig lyd komme fra hullet af. Jeg går hen imod det, da jeg får et ordentligt chok og farer tilbage.

     Op af hullet kommer den største slange jeg nogensinde har set. Den er sort og -

     "KIG DEN IKKE I ØJNENE!" råber jeg og ser væk. "Det er en basilisk!"

     "Åh du..." Helena og Merlin vender sig begge to væk.

     Ganske forsigtigt vender jeg blikket tilbage imod det store uhyre, som Slytherin åbenbart har tænkt sig at jeg skulle finde. Hvis jeg fik brug for det... Den mand er altså fuld af gåder.

     Nu lægger jeg mærke til, at uhyret ligger ganske stille - med sine øjne lukkede.

     "Jeg tror ikke den vil os ondt," siger jeg og går hen imod den.

     "Jeanna, lad være," siger Helena.

     "Nej," siger jeg. Så siger jeg til slangen, skør som jeg er: "Du er her for at hjælpe os, er du ikke?"

     Igen måber Helena og Merlin - hvilket må betyde jeg snakker slangesprog. Og jeg kan fornemme, at slangen nikker ja, selvom den hverken nikker eller siger ordet. Jeg synker en klump.

     "Hvis du kunne fjerne alle de dér folk fra Øjet, som prøver at dræbe os alle sammen ville det være fint," siger jeg. Og da glider den store basilisk hen ad gulvet og ud af studererummet.

     Merlin og Helena stirrer efter den. Jeg vender blikket imod dem. "Den vil hjælpe os," siger jeg.

     "Hvis... du siger det," siger Merlin.

 

Jeg føler mig seriøst som den mest magtfulde heks i verden, som jeg roligt går ned ad gangene lige bag basilisken. Den skal bare SE på folk fra Øjet, og de falder døde om. Alle elever og lærere undgår nænsomt at få øjenkontakt. Jeg er lige ved at tro, at det hele nok skal gå fint, da slangen pludselig stopper op, da den skal til at konfrontere en fra Øjet. Manden hvisker vist et eller andet på slangesprog, hvilket ser ud til at virke på den.

     "Hallo," siger jeg til slangen. "Dræb ham, gider du."

     Men overalt på slangen kan jeg mærke dens modvilje. Og nu kigger jeg på manden. Han er klædt i en kappe med hætte over hovedet.

     "Du har min kappe på," siger manden med en stemme, jeg kan genkende. Han tager hætten af og ser på mig med et par grønne øjne, jeg kan genkende. Jeg stivner.

     Det er min far.

     Det er i sandhed min far.

     Jeg aner ikke engang, hvad jeg skal sige som reaktion til hans udtalelse. JA, jeg har hans kappe på, det er det eneste, jeg har, der var hans.

     "Basilisk, tag ud og dræb nogle andre," siger jeg til basilisken, der straks glider væk. Jeg løber med den.

     "Jeanna, vent - " lyder min fars stemme bag mig.

     "Hold dig væk fra mig!" råber jeg, og jeg løber hurtigere. Og jeg bliver ved med at løbe. Lige indtil jeg støder ind i Merlin. Jeg falder ham om halsen.

     "Jamen Jeanna dog..." siger Merlin og omfavner mig igen. "Hvad er der galt?"

     "Ikke noget," snøfter jeg. Ikke andet end at jeg såmænd lige så min far, men det er lige meget.

     Og pludselig begynder alle fra Øjet at trække sig tilbage. Alle som én. Vi stirrer efter dem, som de alle sammen forsvinder ind i skoven. Og min far med dem.

     "Jeanna...?" spørger Helena.

     "Ja?"

     "Hvor er din... slange?"

     Jeg kigger mig om efter den, men den er væk. Jeg løber ind i studererummet og lægger mærke til, at statuen er på sin plads. Alt er, som det skal være. Jeg havde aldrig tænkt, at en slange rent faktisk ville prøve på at beskytte os.

     "Gutters!" hører jeg Nicos stemme. Vi vender alle sammen blikket imod ham, som han kommer løbende - sammen med Fantom endda. Den kat har været væk hele natten, og så kommer den her? Nu?

     "Nico!" siger Merlin. "Hvor er Mira?"

     "Det... er et godt spørgsmål," siger Nico forpustet. "Og jeg har tænkt mig at svare på det, ja..." Han står lidt og bare prøver at få vejret. Så tager han en dyb indånding og ser på Merlin. "Jeg er virkelig ked af det..."

     "Ked af... ked af hvad, Nico?"

     "Hun... jeg kunne ikke gøre noget."

     Merlin bliver helt bleg. "Siger du, at hun er...?"

     Nico ser helt forvirret ud et øjeblik. Så går det op for ham, og han ryster på hovedet. "Hvad? Nej! Overhovedet ikke. Det er... det er værre..."

 

På professor Gryffindors kontor er der vild diskussion. De Fire er vendt hjem, og nu står de alle sammen og diskuterer med lærerne om det, der er sket.

     "Hvordan KUNNE det ske?!" siger Ravenclaw og lyder helt håbløs.

     "Jeg hører det er... Johns skyld," siger Hufflepuff. "Ham den mugglerfødte, som Jeanna og Nico fandt for lidt siden."

     "En mugglerfødt er skyld i det her?" snerrer Slytherin. "Hvorfor undrer det mig slet ikke?"

     "Salazar, nu skal du ikke..." begynder Gryffindor.

     "Vi skulle aldrig have lukket ham ind! Takket være ham blev skjoldet nedbrudt. Der kunne være sket de frygteligste ting."

     "Men det gjorde der ikke."

     "Udover, at der ligger flere døde folk fra Øjet rundt omkring. Hvordan skete det lige? Uden sår fra nogle former for besværgelser."

     Ingen har nogen forslag til den gåde.

     "Hvor er ham John henne?" spørger Slytherin så. Heller ingen svarer på det.

     "Måske er han taget med Øjet væk," foreslår Gryffindor.

     "Eller også ligger han død et sted," siger Ravenclaw.

     Jeg banker på døren.

     "Kom ind," siger Gryffindor. Jeg går ind og betragter alle fire. De ser enormt udmattede ud alle sammen. De har heller ikke lavet så meget andet end at arbejde hele dagen - og natten.

     "Frøken Snow," siger Ravenclaw. "Er alt vel?"

     "Ja," siger jeg. Så ombestemmer jeg mig og ryster på hovedet. "Nej."

     "Hvad er der sket, Jeanna?" spørger Slytherin, da han vist har tolket mit ansigtsudtryk.

     "Det omhandler Mira Holmes," siger jeg. De spidser alle ører. "Hun er blevet kidnappet - af Øjet."

 

Ingen sover den nat, virkelig. Alle går lidt småchokerede rundt på de ødelagte gange eller sidder og græder eller noget andet barnligt. Selv har vi ledt efter John. Og vi har fundet ham. Han ligger død på gulvet ved en af trapperne. Så død som man nu kan blive.

     "Han fortjente ikke det her," siger jeg for at bryde den stilhed, der ligger over os, mens vi bare betragter drengens lig.

     "Nej," siger Nico. "Det gjorde han ikke."

     "Hvorfor gjorde han det?" spørger Helena. "Hvorfor lukke Øjet ind? Hvad fik han ud af det?"

     "Øjet... dræber Mugglere," siger Nico. "Almindelige mennesker, der jagter... forfølger og myrder folk som os, hvis de får chancen. John var udsat for det. Øjet lovede ham sandsynligvis at gøre en ende til pinslerne, så han... altid ville være sikker."

     "Tåbe," siger Merlin.

     "Alle ønsker at være sikre," siger jeg og tænker på min mor.

     "Jeanna?" Jeg vender mig om. Bag mig står Slytherin. Slytherin, som jeg egentlig ikke føler for at tale med lige nu.

     "Hvad?" spørger jeg.

     "Kan vi snakke?"

     "Om hvad? Om at min far leder Øjet og har forsøgt at dræbe mig?" spørger jeg koldt. De andre stirrer på mig.

     "Blandt andet," siger Slytherin efter en lille pause. Nå, så det skal være på den måde. Jeg bestemmer mig for at gå med ham.

     Vi går op ad nogle trapper til en lille krog, hvor vi kan være i fred. "Så?" siger jeg. "Fortæl mig det."

     "Din far leder Øjet," siger Slytherin, lige ud.

     "Du behøver ikke være så barsk," mumler jeg. "Så min far er en Mugglermorder."

     Slytherin nikker.

     "Fantastisk," siger jeg. "Og... den slange dér..."

     "Du fandt basilisken?"

     "Ja, hvorfor tror du ellers der ligger så mange døde folk rundt omkring. Jeg fandt din pokkers basilisk."

     Slytherin smiler skævt. Jeg ser afventende på ham.

     "Hvad?" spørger han.

     "Hvorfor har du en basilisk på slottet?"

     "For at beskytte folk - i situationer som disse."

     "Er... det ikke ret farligt?!"

     "Jo. Men slangen adlyder kun folk i min familie. I min slægt."

     "I din..." Jeg stivner, da det går op for mig, hvad det betyder. "Vent. Stop lige en halv..."

     "Jeanna, jeg er..."

     "Vil du virkelig fortælle mig, vi er i familie? Dig og mig? Gennem... gennem min far, for han kunne altså også styre slangen! Hvem ER du?!"

     "Din far er min lillebror," siger Slytherin, hvilket bare får mig til at stivne. "Så ser du, jeg er din onkel. Og det er også derfor, du blev lukket ud fra min undervisning. Vi ønskede ikke, du skulle komme for tæt på mig... og dermed for tæt på HAM."

     "Min far..."

     "Ja."

     Vi står stille lidt. Så siger jeg: "Min far vil have mig til at finde noget. Noget der kan sikre os alle sammen fra nogensinde at blive jagtet af en Muggler igen."

     "Ja," svarer Slytherin. "Hvordan vidste du det?"

     "Jeg har mine metoder. Men jeg bør ikke finde det til ham, vel?"

     "Uanset hvor meget jeg gerne ville ønske, at vi kunne være fri for Mugglerne... så nej. Du må under ingen omstændigheder finde den til ham."

     "Nej... men hvad med Mira?"

     "Holmes?"

     Jeg nikker.

     "Hende må du glemme."

     "Glemme?"

     "Ja, for din kære far har sandsynligvis kidnappet hende alene for at nå til dig, og det går jo ikke."

     "Nej..." siger jeg. "Det går ikke..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...