Bladets skrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Færdig
En enkelt tekst afslører Hannas personlige problemer, og da hun læser den op i klassen, fyldes der med stilhed. Men Lukas sidder tilbage som den eneste ven, mellem de mange ubetydelige figurer. Ham, som har renset hendes sår og ham som er den eneste i hendes liv. Kun han kan få Hanna væk fra tanken om en afslutning på livet.

2Likes
2Kommentarer
86Visninger
AA

2. Bladets skrig

Jeg tog en dyb indånding. Åndede ind, pustede ud. 21 nedladende blikke hvilede på mig. Jeg havde svært ved at finde de rigtige ord, selvom de stod lige der på det krøllede A4 ark.

”Skridt.
Endnu et
Hen ad stiens gådefulde retning
Mens bladet skraber mod træernes stammer
Jeg drejer rundt
Overvældes af et blåt skær
Med blikket vendt mod den tomme himmel.
Og jeg falder til jorden ved skovens udmunding
Med et fast tag om det iskolde skæfte
Bladet bevæger sig omkring min brystkasse
Over mod hjertet
Galoperende slag slår mod mit bryst
Og jeg giver et lille skrig
Et skrig med længsel
Da kniven borer sig ind i mit hjerte
Og jeg forsvinder
Forsvinder væk
Væk fra skovens mørke”

Min lærers forsøg på at klappe gav ekko i det lille lokale. Hurtigt svandt den ind og stilheden overtog. 21 lamslåede blikke hvilede nu på mig. Nej, ikke lamslåede. Tilfredsstilede? De kiggede tomt på min ene sårede arm. Jeg rødmede. Prøvede at skjule den kraftige farve på mine kinder, men det mislykkedes. Jeg gik stille hen til min plads og satte mig ned. Jeg havde bare lyst til at skrige, bryde den uhyggelige stilhed. Men jeg kunne jo godt styre mig, det kunne jeg da. Ja, altså i hvert fald lige nu.

Jeg kiggede på uret. Tik tak. Et halvt minut endnu. Tik tak. Hvorfor var her så stille? Nu kun 24 sekunder. Jeg kradsede mig på armen, men mærkede sårene mellem mine fingernegle. Hurtigt tog jeg hånden væk fra armen, og med et enkelt blik, så jeg blodet løbe drastisk ned af neglerødderne. Jeg trak ærmet ned over min sårede hud. 15 sekunder tilbage. Stille kiggede jeg rundt i lokalet. Hver eneste elev sad med hovedet nede i hænderne. Skammede de sig? 3 sekunder… 2 sekunder… 1 sekund.

 

* * * * *

 

Endelig brød skoleklokken den dybe, gennemtrængende stilhed. Lige så stille begyndte alle at pakke sammen og skyndte sig ud af klassen. Undtagen ham. Lukas. Uventet, gik han hen imod mig. Med skridt der var lydløse og velovervejede nærmede han mig. Han stod nu kun 1 meter fra mig, så mig dybt ind i øjnene, og jeg overvældedes af hans skønhed. En smuk, klar himmelblå farve tegnede sig i hans øjne, rundt om hans sorte pupil. Hans øjenfarve var så modsat min; mine sorte pupiller var omsluttet af en mørk brun - de var ikke særlig fangende. Et intenst blik borede sig ind i mine mørke øjne, og han strakte sine arme ud, mens han gik nogle skridt længere frem, indtil der kun var få centimeter imellem vores læber. ”Du gør det aldrig. Aldrig nogen sinde. Hanna…” Og med ét vendte han sig rundt og luntede ud af klassen.

Jeg fulgte hans eksempel. Tog mig til hovedet, da små gule stjerner dansede foran mine øjne. Men jeg tog mig sammen og gik ud af skolen. Store regndråber ramte mit ansigt. Efter kun 10 sekunder var jeg gennemblødt fra top til tå. Men det var bestemt ikke det, jeg tænkte på lige nu. Hvad mente han med det? Han vidste, hvor svært jeg har haft det. Hvor var han? Hvor var Lukas? Ham, som var den eneste der nogensinde havde været der for mig. Ham der lagde kniven til side, da jeg ellers var så fast besluttet på at dette var sidste kapitel. Min ven. En slags erstatning for min fordrukne mor, og min far som jeg aldrig havde kendt. Min eneste ven. Hvor var han?

Jeg løb. Ud på vejen, rundt om hjørnet og endte på markvejen. Den hivende vind fik mine øjne til at gå i vand, men jeg ignorerede det. Mit brune, næsten sorte lange hår fløj rundt omkring. Mine næsebor udvidede sig i takt med mit åndedræt, og varme strømmede ud til hver en del af min krop. Hivende efter vejret stoppede jeg op. Blodsmag fyldte min mund. Jeg faldt og lukkede mine øjne. Lå ubevægeligt på markvejens mudrede sand, mens regnen plaskede ned på mig. Jeg ville have ham. Lukas. 

 

* * * * *

 

Jeg slog øjnene op. Hvad var klokken? Hvor længe havde jeg ligget her? Regnen larmede stadig mod mine røde øre, men vinterhimlens farver fortalte mig aftensmadstid. En skikkelse vandrede alene rundt for enden af markvejen, måske 60 meter fra mig. Jeg løfter hovedet en smule. I det samme vidste jeg hvem det var. Lukas. Hans solbrune hud var lagt i skygger, og hans normalt smukke brune hår lå vildt om hans øjne. Det mindede mig om en fuglerede. Men jeg vidste, det var Lukas. Beskyttede han mig, eller hvorfor var han her? Jeg rejste mig op, vidste ikke helt hvad jeg ville gøre af mig selv. Men mine ben tog styringen. I fuld fart løb jeg hen mod ham. Løb, som jeg aldrig havde løbet før. Jeg løb, løb, løb.
Og han løb mig i møde.

Efter et kort øjeblik slyngede vores gennemblødte kroppe sig sammen. Som én person. Jeg lukkede mine øjne. Mine sprukne læber mødte hans bløde. Hans venstre hånd kørte op og ned af min ryg, op omkring nakken. Rundt i mit uglede kastanjebrune hår, og fingrene kærtegnede blidt min kind. Førte sig ned over hagen, halsen, skulderen. Han nåede ned til min højre arm. Blidt strøg han tommelfingeren hen over mine røde, udtørrede sår. Selvom han nærmest ikke rørte min arm, mine sår, kunne jeg mærke smerten gennembore mig. Men jeg bed smerten i mig.

Omkring os dannedes regn pytter. Et pludseligt kraftigt vindstød væltede os ned i en af dem, så vandet plaskede over os. Men vi var ligeglade. Stadig med omslyngede kroppe, lå vi nede i det mudrede vand. Omklamrede hinanden. Jeg mærkede Lukas’ hjertebanken. Hurtig banken i den samme takt som min hjertebanken. Som galoperende heste. Og jeg mindedes. Jeg mindedes en aften under stjerner, hvor vi dansede i mørket. Vi dansede hele natten. Og jeg mindedes, for i netop dette minde følte jeg mig tryg. Og jeg følte mig tryg nu, her, i dette øjeblik af verdens øjeblikke, netop nu følte jeg mig tryg og stærk og modig. Jeg var klar til mit skridt ud i denne vaklende verden, og bekæmpe hver en sten på min sti.

Jeg lagde mig på ryggen. Vores kolde fingre flettede sig sammen. Det var aften. Måske snart nat. Stjerner begyndte at glimte rundt omkring på den vintermørke himmel. Og de blev ved og ved med at blinke. Som trafiklys en lørdag aften. Eller solen som reflekterer havets nuancerede bølger. Eller en dans under stjernerne. Smukt. Lige som det skal være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...