Big Brother del 2 - A New Chapter - Genudgivelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2018
  • Status: Igang
Sidste gang vi hilste på Justin Bieber og Aimée Diamond var i Big Brother huset. De havde et heftigt forhold til hinanden og lige hvor vi alle troede det ville gå godt for dem, så endte alt i en pludselig graviditet, som langtfra var planlagt. Aimée var fast besluttet på at beholde sit kommende barn og det var underordnet om det skulle være med eller uden Justin i sit liv. Vil Justin og Aimée finde sammen igen og vil Justin kunne acceptere faderskabet, og vil han i så fald kunne holde sig på måtten med hensyn til en vis ekskæreste? - Følg med i Big Brother del to - A New Chapter.

145Likes
113Kommentarer
18851Visninger
AA

4. Ups and downs and a little help!


Jeg sukkede hårdt. Jeg følte pludseligt det akavede i at jeg stod midt i en baby-butik - alene - uden pigen jeg faktisk stadigt elskede mere end nogen anden. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Det var en realitet. Aimée var virkelig gravid og jeg var faderen til barnet, men jeg følte det som et hårdt slag i hovedet, at jeg ikke kunne være en del af det. Det var måske i sidste ende også det bedste for alle parter.

"Justin, kommer du?"

Ryans stemme rev mig ud af mine tanker og mit lange blik på Aimée, der stadigt gik rundt i sin helt egen verden. Optaget - af en masse baby-ting. Hun havde med garanti ikke mig i sine tanker længere. Fedt! Det var så hendes valg, og jeg syntes da kun at det var utroligt stærkt gået af hende, at hun ville kunne overskue at opfostre et barn alene, eller måske hun havde fundet en anden fyr? Man skulle jo aldrig sige aldrig vel?

"Justin, lad os gå. Hun ser dig jo alligevel ikke...", brød Ryan igen ind.

Jeg så hen på ham og opdagede at han stod og vuggede drillende med en spritny barnevogn, så jeg ikke kunne lade være med at ryste svagt på hovedet i et lille indestængt grin.

"Var det ikke noget for dig Justin? Vi kunne proppe alle dine kæledyr der op i og gå ture med dem!", grinte Ryan drillende.

"Haha, hold kæft du er dum main!", grinte jeg og klaskede ham let i baghovedet, så hans røde omvendte cap røg løs. Ryan grinte bare smørret.

"Lad os gå Butsy, vi har intet at gøre her længere.", tilføjede jeg bestemt og Ryan nikkede med et stramt smil og vi begav os ud af den kæmpestore Baby Sam butik. Han så sig flygtigt bag ud.

"Hvad med Aimée?", spurgte han lavt.

Jeg rystede på hovedet med et ligegyldigt smil.

"Bare lad hende være.. Hun har brug for at være sig selv...", svarede jeg med et lille suk, og vi nåede endelig ud ad butikken og blev mødt af Kenny og Chantel, der sad på en stålbænk midt på torvet i centret og ventede på os.

"Er hun gravid?", spurgte Ryan yderligere, men i lav tone.

Jeg så op på ham og smilte falsk.

"Ja, åbenbart!", svarede jeg, som om jeg intet havde kendt til hendes graviditet før, men det passede selvfølgelig ikke.

Ingen kendte til Aimées graviditet ud over hende og jeg og måske Aimées venner og familie vidste det, men hverken mine nærmeste venner eller familie kendte til Aimées graviditet og hvem pokker hun ventede barn med. Alt dette var en fortiet hemmelighed mellem Aimée og jeg. Ja, jeg satte virkelig pris på, at hun holdte det hemmeligt, for sådan en verdensnyhed kunne i værste tilfælde give mig et bagslag og min karriere ville med garanti gå ned ad bakke.

Ja, lige for tiden kæmpede jeg for at komme ovenpå igen og vinde folks respekt, men det var en kamp uden videre. Jeg ville ende med at blive skældt og disset på i sådan en omfang fra pressen, mine fans og alverdens mennesker, hvis de opdagede, at jeg havde kneppet en pige gravid. Min popularitet ville gå i spåner af det og mine ellers trofaste Beliebers ville vende mig ryggen, måske ikke alle, men mange ville.

"Hun har da godt nok haft travlt, hva'?", grinte Ryan smørret og klappede mig venskabeligt på ryggen. Jeg smilte bare svagt og nikkede.

"Hvem har travlt?", kom det nysgerrigt fra Chantel, der rejste sig fra bænken.

Jeg smilte skævt og rystede på hovedet.

"Det er ikke noget...", mumlede jeg med et skævt smil.

Ryan grinte bare, mens Chantel så forundret på os begge på skift.

"Altså, nu vil jeg gerne vide det. I har gjort mig nysgerrig!", klukkede Chantel som en lille-pige. Jeg smilte bare smørret over det.

"Det er Aimée.. Hun er åbenbart gravid med en eller anden random fyr?", grinte Ryan smørret.

Jeg nægtede at bryde ind i samtalen, og valgte så bare at se væk fra Ryan og Chantel.

"Guuud, er det rigtigt? Hun er ellers sådan en flot pige og så vil hun ødelægge sin modelkrop med en graviditet?"

Chantels sarkastiske svar bag min ryg, fik mig til at græmmes. Det var måske ikke lige den pæneste reaktion at komme med, men hvad vidste Chantel også om det? Chantel var trods alt ikke den der var gravid, og det kunne jo ligesom være at Chantel og Aimée prioriterede helt forskelligt fra hinanden.

Nu vidste jeg også at Chantel gik meget op i sit udseende. Jeg dømte hende heller ikke. Chantel var smuk på sin egen måde og det samme var Aimée. Jeg mente dog ikke at Aimée ligefrem ødelagde hendes krop, bare fordi hun havde taget den beslutning at gennemføre graviditeten. I mine øjne så Aimée stadig brandlækker ud, men hun havde jo heller ikke ligefrem lagt sig ud, af hvad jeg kunne se på hende før.

Men jeg vidste som sagt ikke hvad der skjulte sig under den store sweatshirt, som hun rendte rundt med i øjeblikket, og skulle jeg være helt ærlig? Jeg var faktisk lettere ligeglad. Det var Aimées krop og hendes valg og hun afskyede mig jo, så det ændrede vel intet i sidste ende.

"Tja, det er jo hendes valg, ikke?"

Ryans svar bag min ryg, fik mig til at smile en anelse. Jeg vendte mig mod dem.

"Skal vi komme videre eller hva'?", spurgte jeg lettere distræt.

Chantel nikkede med et stort smil og hun greb fat i min arm og lod sig gå arm i arm med mig. Ja, den slags generede mig heller ikke.

"Hvad er det næste der kalder?", spurgte Kenny, der gik på den anden side af Chantel.

Jeg så flygtigt hen på ham, mens vi alle fire gik.

"Jeg tror en cappuccino kunne være på sin rette plads lige nu. Jeg trænger bare til noget lige nu!", svarede jeg og så lettere hen over det blankpolerede hvide granit-gulv, der var som en endeløs løber i storcentret. 

"Den er jeg med på! Starbucks kalder!", udbrød Ryan ivrigt ved min venstre side...

~

Vi nåede hen til Starbucks og heldigt for os, var køen ikke så langt til kassen. Dog kom det slet ikke bag på mig, at vi fik en masse opmærksomhed, som sædvanlig. Jeg følte det godt nok lettere køligt med flere kolde blikke på mig.

"Hey douchebag! Skrid hjem til Canada! Vi gider ikke se på dig!", kom det spydigt fra en stor kronraget bodybuilder-type med mindst lige så mange tattoos som jeg, hvis ikke flere.

Han sad ovre ved et lille rundt café-bord med sin blonde og solariebrune barbie-kæreste, der fnes på en klam måde. Jeg valgte at se væk fra ham og hans kæreste eller what ever de var? Sådanne mennesker havde jeg intet til overs for og jeg vidste efterhånden, at når den slags spydigheder og mobning overgik mig, så valgte jeg at lægge den anden kind til.

Alt hvad omverdenen forventede, var at Justin Bieber ville skabe skandale og overskrifter i nyhederne, så folk kunne bruge det imod mig. Jeg så i stedet på Ryan og begyndte bare at grine, som om Ryan skulle have sagt noget sjovt til mig og at jeg intet havde hørt fra den tomhjernede bodybuilder. Ryan grinte smørret, for han kendte udmærket til reglerne.

Var der had, så ignorerede jeg det på bedste positive måde, selvom den regel ikke altid kunne holdes. Så skulle folk virkelig bare blive ved med at træde på mig, mens jeg lå ned i forvejen, så kunne de sikkert forvente en reaktion fra mig, men jeg kæmpede virkelig. Jeg ville gøre alt for at vise mig fra den positive side, så folk igen kunne opnå respekt over for mig og omvendt. Ja, jeg gjorde virkelig alt for at vinde offentlighedens tillid tilbage.

"Bare lad som ingen ting...", hviskede jeg til Ryan, som nikkede enigt.

"HALLO, er du damp eller hvad?! Du tror kraftedeme, at du bare kan gøre som det passer dig her i USA! Fuck dog hjem til dit eget land Bæver!"

Manden nægtede at holde en respektabel stil. Jeg lukkede øjnene i for det øjebliks had. Ordene blev ved med at flyve ud af den mands mund og flere i caféen mumlede i snak.

"Så lad ham dog være for pokker!", hørte jeg en kvindelig stemme et andet steds i caféen.

"Hold dog kæft kvindemenneske! Den knægt der, har ikke bestilt andet end at lave respektløs ballade og overtrådt så mange paragraffer. Han skal fandeme UD!"

"1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8....", mumlede jeg med lukkede øjne, bare for ikke at komme til at flippe ud på den mand.

"HALLO BÆVER! Jeg ved du kan høre mig, du er fandeme en narrøv og så fucking respektløs man!"

"Så er det godt! Vi har alle sammen hørt dine meninger og læg så låg på det min fine herre. Hvis du ikke stopper det infernalske ordforråd, så må vi bede dig om at forlade caféen og centret øjeblikkelig!"

Jeg slog blikket op og så chokeret over mod manden og blondinen, hvor jeg så to centervagter stående ved deres bord.

"Den lille bøsserøv skal fandeme ikke tro han er noget man!", udbrød manden endnu engang. Jeg fnøs. Jeg følte bare at jeg ikke kunne holde til det nu. Jeg begyndte at træde nogle skridt frem hen mod manden og vagterne.

"HØR HER JE....", begyndte jeg at råbe, men straks var både Kenny og Ryan foran mig.

De så mig begge dybt i mine øjne.

"Hør her Justin, han er slet ikke det værd.", sagde Kenny bestemt.

Jeg så fra Kennys brune øjne og fik kontakt med Ryans blå øjne.

"Rend ham Justin, han er slet ikke det værd!", sagde Ryan med et bestemt blik.

Min vejrtrækning var helt oppe i højeste gear. Jeg følte mig frustreret, men jeg slappede lettere af kroppen og Ryan og Kenny blev stående foran mig, men slap begge grebet om mine arme og skuldre. Jeg betragtede vagterne følge manden og hans kæreste ud af caféen med lettere magt. Jeg tog en dyb indånding.

"Er du okay Justin?", spurgte Chantel med lille dirrende stemme.

Jeg så tilbage på hende. Hun virkede selv noget chokeret over det der skete før. Jeg nikkede med et lille smil og trak hende ind i et knus. Jeg slap knuset med hende og jeg fik bestilt kaffe til os alle fire. Jeg var vidst ikke ene om, at synes, at det var på tide at forlade stedet her...

~

Vi endte dog ikke så langt væk fra Starbucks, som vi ellers havde planer for. Chantel stoppede op ved smykkeforretningen ved siden af caféen.

"Ej se Justin! Hvor er den flot!", udbrød hun ellevild over en ret enkel guldarmlænke med et par små diamanter i.

Jeg smilte smørret over den og de andre smykker, der lå i glasmontren. Chantel så op på mig med et bedende smil. Hun behøvede dårligt nok sige noget. Jeg vidste udmærket godt hvad hun ville spørge om. Jeg grinte smørret.

"Hey Justin! Er du og Chantel Jeffries kærester?!"

"Må vi få et kyssebillede?!"

Jeg sukkede med ryggen til. Jeg kunne sagtens høre at det var paparazzia der var dukket op, for deres kameraer larmede vildt med alle deres knipse-lyde og blitzen herinde i centret.

"Vil I venligst træde væk?! Justin vil sætte pris på noget fred, tak!", kunne jeg høre Kenny sige højt bag mig.

Jeg sukkede og så slet ikke på alle de blitzende kammeraer, men greb fat i Chantels hånd.

"Kom, lad os gå lidt ind i butikken søde.", sagde jeg kortfattet og straks forstod Chantel en hentydning, for hun fulgte frivilligt med.

Ryan fulgte trop og bagefter bemærkede jeg Kenny komme ind i butikken og jeg så flere centervagter få gelejdet paparazzia væk fra området. Jeg åndede lettet ud og lod min opmærksomhed gå ud over Chantel og smykkebutikken. Jeg følte det lidt, som om det bare var en selvfølge at det var mig, som pungede ud gang på gang.

Selvfølgelig vidste jeg godt at jeg var den rigeste af mine venner, men nogen gange føltes det lidt som om de nassede lidt på mig, nok ikke ligefrem Chaz, Ryan, Christian og Caitlin, men Chantel havde særligt fået et flip med, at hun åbenbart kunne tillade sig at spørge mig om materielle ting hele tiden. Jeg var jo rig, men alligevel var det til tider for meget for mig.

Jeg kunne bare ikke sige nej til hende og nogle af mine andre venner. Jeg ville ikke fremstå som nærig. Havde jeg haft Aimée, som kæreste nu, ja så havde jeg med garanti forkælet hende på alle måder ligesom med Selena, men jeg havde ikke Aimée og det drev mig faktisk til vanvid. Jeg kørte mine hænder gennem mit hår.

"Fuck, nu tænker jeg jo på hende igen...", mumlede jeg fraværende.

"Sagde du noget skat?", spurgte Chantel.

Ja, altså vi var stadig kun venner, selvom Chantel til tider kaldte mig skat. Hun mente det kun af god mening, fordi hun holdte af mig. Det var det samme med at jeg kaldte hende søde og smukke, uden at de havde nogen dybere betydning end venskab, så jeg kunne slet ikke se at det var et problem, men Selena kunne og Chantel var absolut problemet mente Selena. Hun om det! Jeg smilte til Chantel og rystede på hovedet.

"Der var ikke noget søde. Skulle du have den armlænke, som du så på?", spurgte jeg med et smil.

Chantel nikkede febrilsk smil og så glad som hun blev, så gav hun mig resolut et lettere hårdt tantekys på mine læber. Jeg kunne ikke lade være med at grine og det samme gjorde Chantel.

"Jamen, jeg sætter pris på din taknemmelighed søde.", grinte jeg smørret og Chantel grinte højt.

"Du ved jeg altid sætter pris på dine søde gaver, Justin.", klukkede hun.

Jeg nikkede enigt og betragtede sælgeren pakke armlænken ned i en fin æske. Jeg proppede straks mit Guldkort i aflæseren og tastede min kode ind, mens manden i jakkesættet stod og proppede æsken ned en lille sort og charmerende stofpose beregnet til smykker.

"Til den yndige unge dame!", sagde sælgeren galant.

Chantel klukkede glad over smykket.

"Nå, skal vi smutte hjemad?", spurgte Ryan mindre distræt.

Jeg nikkede med et træt smil. Jeg kunne ikke være mere enig.

"Fortsat god dag og kom endelig igen en anden god gang!", udbrød sælgeren.

"Tak...", mumlede jeg i nik med et lille smil og vi gik ud af butikken.

Vi kom langt om længe udenfor på parkeringen og det at få noget frisk luft, var nok det bedste øjeblik i dag for mit vedkommende ved denne shoppingtur.

"Er det ikke din lille veninde, der slæber poser derhenne?!", kom det i en svagt snobbet tone fra Chantel, der straks tog sine store Diór solbriller i ansigtet igen.

Jeg så undrende den vej Chantel pegede. Hun havde ret. Aimée gik og slæbte på fire store fyldte hvide poser, hvor der stod Baby Sam med store lyseblå bogstaver på poserne og pludseligt revnede en af poserne og en masse ting røg ud på parkeringspladsen.

"FUCK!", kunne jeg høre Aimée råbe irriteret. Chantel begyndte at grine.

"Ej, stakkels hende!", grinte Chantel.

Jeg stak bilnøglen til Ryan.

"Hent bilen imens, så render jeg over og hjælper Aimée!", sagde jeg forhippet.

Ryan nikkede og jeg rendte hurtigt imellem flere parkerede biler, der stod på flere rækker. Jeg nåede hen til Aimée og jeg satte mig på hug ved siden af hende og hjalp med at samle alle baby-tingene op. Aimée så overrasket på mig.

"Justin, lad det være, jeg kan altså godt selv!", sagde hun frustreret. Jeg rystede blot på hovedet.

"Lad mig nu bare hjælpe dig, ikke? Du burde heller ikke slæbe på alt for meget i din tilstand...", forklarede jeg stille og fattet. Aimée grinte sarkastisk.

"Justin jeg er gravid, ikke syg, vel?", svarede hun med et svævende spørgsmål.

"Netop...", svarede jeg kortfattet og fik samlet en masse af varerne op i min favn og rejste mig samtidig med hende. Hun så målløs på mig.

"Altså Jus...", begyndte hun lamslået. Jeg smilte kærligt til hende.

"Giv mig en af de tunge poser, så hjælper jeg dig over til din bil med det!", svarede jeg bestemt.

Aimée så ned i jorden et øjeblik og sagde ikke noget, men rakte mig pludseligt en af poserne og hun begyndte at gå med de to sidste poser og jeg fulgte bag hende over mod en okay lækker lille bil. Hun åbnede bagagerummet og proppede de to poser ind. Jeg kom hen til hende og lagde den tredje pose ind og alle de løse varer ind. Hun smækkede bagsmækken i og så op på mig. Hun smilte svagt.

"Tak...", svarede hun lavt. Jeg nikkede med et forsigtigt smil.

"Har du det godt?", spurgte jeg roligt. Aimée trak på skuldrene.

"Tja, jeg har det vel fint. Jeg klarer den jo...", svarede hun med et stramt smil.

Jeg nikkede og lagde en hånd på hendes skulder. Hun så på min hånd, som om hun væmmedes over synet, så jeg fjernede den hurtigt igen.

"Aimée, kan vi ikke være venner?", spurgte jeg roligt og velovervejet. Hun så målløs op på mig.

"Sig mig, laver du sjov?!", spurgte hun lettere sarkastisk.

Jeg rystede på hovedet med et forsigtigt smil.

"Jeg synes bare ikke, at du skal stå alene med alt det, som du gennemgår...", forklarede jeg forsigtigt med et nervøst bid i læben. Hun så målløs på mig.

"Hvem pokker siger, at jeg overhovedet er alene?", svarede hun med et falsk smil. Jeg nikkede.

"Nå, du har måske en kæreste?", mumlede jeg nærmest.

Hun sukkede og tog nogle solbriller i ansigtet.

"Ærlig talt, det rager jo sådan set ikke dig, vel?", svarede hun stramt.

Jeg nikkede blot. Jeg kunne ligesom ikke tillade mig at snage i hendes privatliv.

"Nej, du har vel ret...", mumlede jeg.

Hun smilte sarkastisk og klappede et par gange på min skulder.

"Tak for hjælpen Justin!", sagde hun bestemt og begav sig hen til bildøren, som hun åbnede og satte sig ind bag rattet. Jeg stoppede døren i at smække og hun så forfærdet op på mig.

"Hvad nu?", spurgte hun med et hårdt suk.

"Min dør er altid åben for dig.. Du kan altid ringe til mig, hvis du har brug for hjælp med noget.", forklarede jeg bestemt. Aimée grinte tørt.

"Tak! Men jeg klarer mig fint Justin!", svarede hun sarkastisk. Jeg sukkede.

"Bare lad mig give dig mit nummer, så kan du altid ringe hvis det er?", svarede jeg fattet.

Hun så op på mig og vendte blikket væk og jeg kunne se at hun rodede i sin taske efter en lille blok og kuglepen. Jeg gloede da hun gav mig det.

"Det kan jo bare blive tastet ind i din telefon med det samme?", spurgte jeg med et skævt smil. Hun smilte sarkastisk.

"Bare skriv dit nummer på blokken, eller lad være!", svarede hun med et sarkastisk smil.

Jeg nikkede og skrev nummeret og mit navn ned.

"Jeg giver dig også min adresse, så har du den...", sagde jeg med et smil.

Hun nikkede bare med et sarkastisk smil og jeg skrev min adresse på også og gav hende kuglepennen og blokken, som hun tog imod.

"Hyg dig Justin!", svarede hun sarkastisk og smækkede døren i.

Jeg sukkede og betragtede hende køre væk. Jeg håbede, at hun i det mindste ville ses igen. Hvis ikke som kærester, men så forhåbentligt som venner. Jeg kunne kun håbe...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...