Things Can Change {Justin Bieber}

Den verdens berømte Justin Bieber lever i bedste velgående, og svømmer i succes. Dog går det ikke helt så godt for hans bedsteveninde Andrea Jones, som nemlig har fået konstateret den livs troende sygdom KRÆFT. Hun vælger at holde tæt omkring hendes sygdom, da hun ved det ville tage alt for hårdt på Justin. Så derfor holder hun det skjult for ham.. men mon han finder ud af det?

2Likes
2Kommentarer
307Visninger

1. Hospitalet


*Andreas P.O.V* 

Mine ben rystede under mig, tanken om at jeg skulle ind og tjekkes for det jeg frygtede allermest tog livet af mig.

”Andrea Jones, dr. Franklin har tid nu.” sagde sygeplejersken.  Jeg stivnede da hun sagde mit navn, og så over på hende med et skræmt ansigt. Hun så bare på mig med et stille og roligt ansigt, og smilede medfølende til mig.

Dog hjalp det ikke på min nervøsitet, jeg var stadig rædselsslagen for at få ret i det jeg troede jeg fejlede – men der er kun en måde at finde ud af om det er det jeg tror det er, og det er ved at få det tjekket.

Der var ingen ud over mine forældre som vidste jeg var her i dag. Ikke engang min bedsteven Justin, ja Justin Bieber. Hvis han vidste jeg bare stod på et sygehus ville han tro det værste, som jeg også selv gør. Det er en af de ting Justin og jeg har tilfælles.

Min mor vækkede mig fra mine dagdrømme, og tog min hånd. Jeg rejste mig med det samme, og gik over mod hvor sygeplejersken stod.

Jeg så på min mor, som også så temmelig skræmt ud. Inden vi gik ind stoppede jeg op og gav hende et stort knus. Som om vi skulle væk fra hinanden. Jeg kunne se på min mor at hun skulle til at fælde en tårer, det ville jeg ikke have så jeg så på hende og sagde;

”Mor, det er ikke noget alvorligt!” Hun smilte falsk, kunne jeg se på hende.

Lige siden vi havde fået en aftale med lægen havde jeg ikke set noget smil på hendes ansigt.

Vi kom ind i rummet hvor lægen stod, vi gav ham begge hånden og satte os ned i de to stole der stod bag hendes skrivebord.

”goddag mit navn er dr. Franklin, det er mig der skal undersøge Andrea i dag. Først vil jeg høre dig Andrea hvad der får dig til at komme til mig?”

”Ja.. Det var sådan at for et par dage siden opdagede jeg en knude ved venstre brysthule. Jeg har ikke opdaget den før der, i et par dage i forvejen har jeg haft svært ved at trække vejret og har haft feber. Jeg har ikke haft magtet noget de sidste par dage. Jeg har bare ligget derhjemme, og lukket mig inde på værelset..”

”Okay, jeg tænker at jeg vil tage en biopsi ved brysthulen, også ser vi hvad den siger okay? ” Jeg nikkede og så over mod min mor, som prøvede at smile.. Dog forgæves.

Hvis det var det jeg troede det var, ville min mor være den der tager det slemmest. Det vil en hvilken som helst mor, der elsker sit barn nok gøre! Det er nok de færeste mødre der vil have, deres barn har en slem sygdom.

Jeg var ikke så bange på mine egne vegne.. eller jo, selvfølgelig var jeg det, men altså tanken om at forlade mine forældre og gøre dem ulykkelige – det skæmte mig endnu mere.

Det gik ikke så lang tid for lægen at tage den biopsi, men jeg kan ikke vente med at få svar på hvad det er, og jeg vil gerne vide det så hurtigt som muligt.

”Ja Andra, der går nogle dage før vi har resultatet” Jeg sukkede og kiggede ned i mit skød.

”Ja, jeg ved det godt. Man vil gerne kende svarerne så hurtigt som muligt, men vi skal lige have nogle læger til at se på det. Også giver vi dig besked. Vi skal nok ringe til dig, også bliver der ringet til jer. Så du kan få en ny tid”

Jeg nikkede og rejste mig fra briksen, jeg kunne jo ikke gå rundt i flere dage uden at vide hvad det er jeg fejler.

Hvad skulle jeg sige til min familie? I tænker vel, hvorfor tænker hun ikke på hvad hendes venner vil sige? Og det kan jeg også godt fortælle jer.

Jeg vil ikke have mine venner skal vide, at jeg har været på hospitalet. De skal ikke være bekymret for mig, de har nok at se til. De skal ikke gå og tænke på mit helbred dagen lang, det kan jeg ikke byde dem.

”Nå, men så vi vi jo bare vente på at I ringer til os” Kom det fra min mor, jeg kunne godt fornemme på hende at hun var i chok. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.

Okay, jeg ved heller ikke hvordan jeg skulle have reageret i sådan en her situation. Jeg tog min jakke på, og gik sammen med min mor ud fra hospitalet.

I bilen på vej hjem var der helt stille, jeg visdste virkelig ikke hvad jeg skulle sige til hende, og jeg tror hun har det på samme måde som mig.

Jeg ville ikke nævne noget omkring hospitalet, for så tænker hun bare på det værste der kan ske.

Det er nok hende jeg har arvet min skræk fra. Jeg tror min far er den der tager det mest ’roligt’ altså.. Jeg tror ikke han tænker på det værste ligesom min mor gør. Jeg ved det ikke, men det virker bare ikke som om han gør det.

Jeg må hellere ringe med det samme til ham, nu når jeg kommer hjem. Ja, mine forældre er skilt. De blev skilt da jeg ca. var de 9-10 år gammel. Min mor fandt sig en anden mand, men den dag i dag kan de stadig godt snakke sammen. Og min far indtroducerede også min mor for hendes nuværende mand. Det var min fars bedsteven, så der var intet hate mellem dem. Vi holder også alle sammen jul sammen, og nytår og alle de store højtider. Vi ses også alle sammen ofte!

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige til ham i telefonen, og specielt fordi jeg ikke ved resultaterne endnu, og endnu værre hvad skal jeg sige til Justin??.. 

__________________________________________________________________________

Det er så første kapitel af; 'Things Can Change' håber i kan lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...