Månelys og sorte skygger

Månelys og sorte skygger er en novellesamling om små skumle ting. Fra dem, som bare var gale, til dem, som ikke kunne undgå virkelighedens gys. Fra opdigtede lejemordere, til skræmmende historiske begivenheder. Det er små korte historier, som jeg har nydt at skrive, og nogle er utroligt forvirrende, men jeg er sikker på, at du, kære læser, sagtens vil kunne finde rundt. Er historierne gode? Det håber jeg. Vil de hjælpe den kedelige flyvetur eller de alt for lange matematik timer med at gå lidt hurtigere? Det håber jeg virkelig. Fordi når det sker, er det ligesom en trylleformular. Jeg vil lade dig læse i fred, men før jeg går, vil jeg takke dig for at komme. Ville jeg stadigvæk gøre dette hvis ikke du var her? Ja, selvfølgelig. Fordi det gør mig glad, når ordene falder sammen på den helt rigtige måde. Men det er bedre med dig, kære læser. Altid bedre med dig.

2Likes
2Kommentarer
357Visninger
AA

3. Whistle

Som i en gammel sort/hvid film fyldte rummet hele hendes hjerte. Hun fandt sig selv siddende på en af de smukke stole, som dengang var helt nye. Fremmede til den kultur, som de pludselig var blevet slæbt in til, men skønne med de dyre udskæringer. Hun så sig omkring- der var helt tomt for mennesker, som der plejede at være efter lukketid. Noget andet tydede også på, at det var efter lukketid- langt efter lukketid. Stolen, som hun sad på, så ud til at være den eneste, der ikke var stillet op på bordet, med benene i vejret og spindelvæv imellem. Hvis altså, man ikke talte de gamle barstole og små sofaer med. Hun rejste sig ikke, og den eneste form for bevægelse hun lavede, var at dreje hovedet, fange hver eneste detalje, se, om noget havde ændret sig, og hvis ja- så hvad? Men de eneste ændringer som var til at få øje på, var alderen. Udevendigt og indeni, i te huset og i hendes øjne. De var for længst ikke lige så dybe og friske som dengang.  Derhenne, i enden af rummet hvor der efter en gammel tradition var tomt, dansede hun for første gang, efter at have bestået sin eksamen.

Te huset myldrede med liv, og selvom Akira-san og Michiko tit kom forbi, føltes alting anderledes. Hun var stadigvæk Mi'-chan, men ikke på samme måde. Alle smilede, da hun trådte ind ad døren, og de to piger blev vist videre ind, hvor deres selskab ventede. Flere smil mødte Mi'-chan, da hun åbnede døren og lod sin storesøster komme ind først. Så satte hun sig til at hælde te op, og fortalte en overdreven historie om dagens begivenhed og uheldene, der fulgte, som de alle blev underholdt af.
Da lyset blev dæmpet og Akira-san tog sin shamisen op, rystede Michikos ben. Hun rejste sig uden at vide hvad hun laver, og gik langsomt frem.

Hun var god til at fløjte, og kendt for det dengang. Det blev mørkere i den gamle stue for hvert minut der gik, kun spindelvævene glitrede i et svagt lys fra en lille lygte, men det kunne hun ikke tage sig af. Foran øjnene dukkede et gammelt billede op. Et billede af noget smukt. Noget stærkt. Noget så sødt, og noget... Hemmeligt.

Hun dansede, som om ingen så på hende. Det var hvad de lærte hende, så blev man ikke så genert. Men én person kunne hun ikke ignorere, og det var te husets ejers unge søn, som tit var med, når Akira-san engang besøgte dem alene, og senere også sammen med Michiko. Kin, var hans navn, og ved lyden af hans stemme rødmede Mi'-chan. 
Efter hendes første offentlige dans, tilbød Kin hende, at gå en tur i te husets have, og Michiko så ned på Akira-san. Men den smukke storesøster var dybt optaget af en samtale om en truende krig, og så ikke ud til at bemærke noget. Kin og Michiko gik. 
Det var helt stille udenfor, og aftenen var dejlig varm. For en stund var det eneste man kunne høre lyden af en lille spingvand i haven, vindspil og Michikos kimono rasle, idet hun gik.
-Den krig derude er da forfærdelig,- bemærkede Michiko, for bare at bryde stilheden.
-De siger, at den vil ramme os før eller siden. 
-Det vil den også, hvis kejseren fortsætter sine handlinger. 
-Jeg ville ønske, at det kunne undgås.
-Det kan det også. Det kan altid undgås. Det er det bare ikke alle, som forstår.
De stoppede op på den lille grusvej, lige ved jasmintræet. Kin tog Michikos hænder, og kyssede hende.

Hun havde ikke fløjtet i lang tid. Hun holdt op af sig selv, da Akira-san rejste., og vidste ikke engang om hun efter al den tid ville kunne finde ud af det. Hun holdt aldrig op med at kalde hende Akira-san, selv når aldersforskellen ikke var så utroligt stort igen. Nu, med de gamle tæpper rullet sammen ved væggen, huskede hun sin storesøsters og vejleders yndlingsmelodi. Hendes læber åbnede sig let, helt automatisk. 

Viden var ved at tage til, havde hun haft de høje sko på, ville det have gjort det svært for Mi'-chan at holde balancen, men silke og kimonoer tænkte man ikke på længere. Ikke på det tidspunkt. Man skulle bare holde varmen. 
Hun græd. Ikke med ansigtet i hænderne, og uden hulken. Det var stille tårer, og hun stod alligevel rank, og så Akira-san i øjnene. Akira-san græd også.
-Hvorfor skal du? - Hviskede hun.
-Der er folk derude, som har det værre end os. Jeg vil bare hjælpe dem. Folk dør, børn bliver forældreløse. 
-Det gør de da også her.
-Her er det sikreste sted man kan være i øjeblikket. Ikke alle er så heldige.
-Så nyd at du er en af de få.
-Jeg lover dig, jeg er tilbage før du kan nå at tælle til fem.
Sådan stod de et øjeblik, gav hinanden et sidste knus og så kaldte resten af gruppen, som Akira-san rejste med. Michiko blev stående langt efter de forsvandt i horisonten, men mere var der ikke at gøre. Hun vendte sig om, og gik tilbage til gården. Barfodet. Alene.
Først en uge senere fik hun et brev om en række vogne overfaldet af amerikanere, uden overlevne. Fire dage efter det, kom et brev mere, til samme adresse. Okiyaen havde stået over for samme skæbne. Endnu mere alene.
Siden var der kun én hun endnu ventede på. Den brave soldat, som drog ud for at forsvare landet. Men da endnu et krøllet brev nåede hendes hænder, vidste hun, at alt var slut. Hun åbnede ikke brevet, men smed det direkte i ilden. Alting var sløret for dage, hun bevægede sig mekanisk og smilede falsk, indtil hun en dag besluttede sig for at tage ind til byen. Det var farligt, men hvad var ikke? Hun ville se te huset. 
Ejeren boede der stadigvæk, de hvide soldater fra vesten elskede det, og ingen lagde mærke til en tynd, grå skikkelse, klædt i uelegant, gråt tøj, som hurtigt, og uden at kigge til siderne, gik til det værelse, hvor ejerne opholdt sig. 
Hun bukkede da hun gik ind, og det samme gjorde ejeren, da han så hende. Han genkendte hende, og huskede hende godt, men de første ord han sagde til hende, var;
-Rejs. Du må ikke blive her, du skal væk. Man siger her, er et af de værste steder du kan være lige nu. Du er så smuk, selv en soldat fra vesten ville ikke have noget imod at hjælpe dig. Du skal aldrig komme tilbage. Find et nyt liv, og vær lige så smilende og succesfuld som du var før alt det her.

 

Men hun kom tilbage. Efter mange år væk, vendte hun tilbage til det samme sted hun sidst så i sit hjemland. Fløjtemelodien blev højere og mere lægselsfuld. Hun syntes at se noget bevæge sig i øjenkrogen, og da hun drejede hovedet for at se efter, sad en ung kvinde på stolen to borde væk. Den unge kvinde fløjtede også, den samme melodi, fuldstændig synkroniseret. Hendes sorte hår var sat op, med bånd og smykker, ansigtet var hvidt som sne, og kimonoen genkendte den anden kvinde som en, hun fik af okiyaen, da hun bestod. De så kun på hinanden, den ene med lettere rynker under øjnene og i mundvigene, og hår, som i den nærmeste fremtid truede med at blive sølvfarvet og den andet, ung og smuk, som alle kiggede på og elskede. Den ene i en kjole fra vesten, og den anden, som stadigvæk havde det svært ved at gå i de uhyrligt høje sko. Men begge med de samme, grøn-brune øjne. Igen bemærkede kvinden en bevægelse, og drejede hoved endnu en gang. Der, ved et bord længere væk sad en anden kvinde. Også med sort hår, og hele påklædningen, var hun lidt højere end den anden kvinde, som dukkede op af ingenting. Hendes dybt brune øjne strålede med al den glæde, kærligden og på samme tid tristhed, den ældre kvinde havde kun kendt én med det udtryk. De fløjtede alle tre, og lyden flød sammen og lød som én. 
Da hun tredje gang vendte sig om, for at se, hvem det nu var, der kom for at holde de tre damer med selskab, fyldtes hendes øjne med tårer, og hun rejste sig. I hjørnet bagerst i lokalet, sad en ung mand, den smukkeste unge mand, og fløjtede. Han løftede hovedet for at se op på hende, og rejste sig også. Hun gik nærmere, og strøg hans kind, men det lod ikke til, at han mærkede det. Kvinden gik til de andre to unge piger, og tog deres hænder. Alle fire stod de, midt i det gamle te hus. 
Den høje kvinde med de smilende brune øjne tog den ældre kvindes hånd, idet de alle sammen bevægede sig op ad trappen til første sal. Så fortsatte de til anden sal, derefter loftet, og helt op på taget. Udsigten var skøn herfra, solen var ved at stå op. De stod på række ved tagets kant, den lave, unge geisha, den høje geisha med de smilende øjne, den ældre kvinde, med et sløret fortid og den smukke mand. Da de sidste toner af fløjtemelodien svandt hen og blev taget af vinden, sprang de alle ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...