Månelys og sorte skygger

Månelys og sorte skygger er en novellesamling om små skumle ting. Fra dem, som bare var gale, til dem, som ikke kunne undgå virkelighedens gys. Fra opdigtede lejemordere, til skræmmende historiske begivenheder. Det er små korte historier, som jeg har nydt at skrive, og nogle er utroligt forvirrende, men jeg er sikker på, at du, kære læser, sagtens vil kunne finde rundt. Er historierne gode? Det håber jeg. Vil de hjælpe den kedelige flyvetur eller de alt for lange matematik timer med at gå lidt hurtigere? Det håber jeg virkelig. Fordi når det sker, er det ligesom en trylleformular. Jeg vil lade dig læse i fred, men før jeg går, vil jeg takke dig for at komme. Ville jeg stadigvæk gøre dette hvis ikke du var her? Ja, selvfølgelig. Fordi det gør mig glad, når ordene falder sammen på den helt rigtige måde. Men det er bedre med dig, kære læser. Altid bedre med dig.

2Likes
2Kommentarer
361Visninger
AA

5. Væk fra det hvide hus

Jeg ved ikke hvordan jeg er endt her. Jeg kender ikke stedet. En lang allé, træer farvede i smukke, gyldne og røde efterårsfarver. Et hus af røde mursten til højre virker så bekendt, men jeg kan ikke huske hvor jeg har set det før. Der er ikke mange folk på gaden, men dem jeg møder, ser underligt på mig. Ja, de kan bare stirre. Jeg er på vej til… Ja… Det har jeg glemt. Jeg kigger tilbage. En stor, hvid bygning med et lige så stort skilt kigger tilbage på mig. Det kalder mig til sig, men jeg vil ikke. Jeg vil ikke tilbage dertil. De hvide værelser uden vinduer er til at blive sindssyg af. Der er koldt. Der er mørkt. Alle ser ned på én.
Aftenen er ikke rar, men jeg ignorerer det og fortsætter ned ad alléen. Mens jeg går der, kommer en masse tanker til mig. Jeg kan ikke huske min barndom eller ungdom. Det må være alderen.
Der er nogen der følger efter mig, pludselig kan jeg mærke det. ”Måske er det folk fra den hvide bygning, ” det er min første tanke og jeg giver mig til at løbe. En gang imellem ser jeg mig tilbage. Jeg ser ingenting, men jeg vil ikke risikere og fortsætter med at løbe. Måske tror de at de kan snyde mig. Min hørelse er som hos en kat og mine fornemmelser tager aldrig fejl, det kan man ikke lave om på og det er faktisk meget nyttigt. Alléen deler sig i to ved enden af vejen. Uden at tænke mig om, drejer jeg til venstre. Eller var det højre… Lige meget. Jeg fortsætter bare.
Og så ser jeg det. Mørke skikkelser vandrer uden ro i deres sjæle (hvis de da overhovedet har sjæle) fra kirkegården og op mod gaden jeg lige i øjeblikket løber ned ad. Himlen er grå, det er ved at blive mørkt allerede og jeg ser mig desperat omkring i håb om at få øje på noget jeg kan bruge som våben. Men der er intet, som om det var bevidst at jeg ikke skal kunne forsvare mig.
Dog får jeg øje på noget som måske kan bruges, men det er lidt for langt væk til at jeg kan se helt præcist hvad det er. Zombierne fra kirkegården kommer nærmere og nærmere, så jeg må skynde mig. Jeg løber hen mod tinge jeg fik øje på og det er lige hvad jeg har brug for.
En økse står lænet op ad en væg.
Jeg undskylder hurtigt overfor øksens ejere for at låne det uden at spørge om lov først, men jeg skal nok betale dem tilbage. Ved at redde denne by fra undergang! Solen er nu næsten helt væk, og det er svært at skelne alting. Træerne svajer langsomt i den stille vind og er meget nemme at forveksle med noget… Ondt. Dødt. Blodtørstigt. De er ikke en særlig stor gruppe, men det ville være dumt af mig at angribe dem først. Der må være flere, de har sikkert delt sig op. Derfor snupper jeg øksen og løber lynhurtigt om på den anden side af huset. Jeg gemmer mig der, til de kommer nærmere og så… Nu er det helt mørkt, men det er ikke fordi solen er gået ned. Det er skyerne, som har trukket sig sammen og tågen, som lige pludselig dukkede op. De høje, mørke skygger går forbi gyden hvor jeg står, uden at lægge mærke til mig. Så er det vidst tid.

Jeg springer frem i fuld fart mod de rådnende kroppe med øksen løftet højt over hovedet. De ser på mig med skræmte ansigter, ja, for nu skal de dø for anden gang. De almindelige forbipasserende ser også helt blege ud, og da jeg hugger den første arm af zombien som stod tættest på, begynder skrigene. De levende skriger, de døde skriger. De beder mig om at holde op, men det vil jeg ikke. Jeg vil have dem til at forsvinde. Væk. Tilbage til helvede, hvor de kom fra. Fire, ud af de tolv i gruppen, stikker af. Det er utroligt så hurtigt de kan løbe når de vil. Resten prøver også at undgå mig, men jeg er hurtig på benene og de får ikke lov. To hoveder ryger, samt arme, og ét ben. Jeg har blod udover alt mit tøj, men min sejrsbeviser ligger for fødderne af mig. De fleste forblødte, da de fik nogle ret seriøse sår. Ser man det, zombier har også blod. Så er der ikke mere at gøre her. Jeg kommer i tanke om noget- det her kan jeg leve for! Redde hele verdenen fra en for tidlig døds gab! Stille og roligt træder jeg ud af blodbadet, stiller øksen fra mig- læner den op ad væggen hvor den hører til, og går langsomt min vej. Der er næsten fuldkommen stilhed, og det er næsten akavet. Men en irriterende, høj lyd fylder hurtigt luften, røde og blå lys skærer gennem natten. Jeg går ind i skyggerne, i en stille, smal gyde i nærheden, kommer ud på den anden side og fortsætter derefter min rejse som superhelt- væk fra det hvide hus. De hvide folk med de hvide uniformer fra det hvide hus kan da bare komme an. De ligner bar sygeplejersker alle sammen. Ha ha ha.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...