Månelys og sorte skygger

Månelys og sorte skygger er en novellesamling om små skumle ting. Fra dem, som bare var gale, til dem, som ikke kunne undgå virkelighedens gys. Fra opdigtede lejemordere, til skræmmende historiske begivenheder. Det er små korte historier, som jeg har nydt at skrive, og nogle er utroligt forvirrende, men jeg er sikker på, at du, kære læser, sagtens vil kunne finde rundt. Er historierne gode? Det håber jeg. Vil de hjælpe den kedelige flyvetur eller de alt for lange matematik timer med at gå lidt hurtigere? Det håber jeg virkelig. Fordi når det sker, er det ligesom en trylleformular. Jeg vil lade dig læse i fred, men før jeg går, vil jeg takke dig for at komme. Ville jeg stadigvæk gøre dette hvis ikke du var her? Ja, selvfølgelig. Fordi det gør mig glad, når ordene falder sammen på den helt rigtige måde. Men det er bedre med dig, kære læser. Altid bedre med dig.

2Likes
2Kommentarer
358Visninger
AA

2. Tilgivelse? Ikke i dag

Blikke. Så mange blikke. Selv i en ukendt by som jeg slet ikke har set før. De har selvfølgelig også gode grunde til at stirre. Jeg er forfatter. En meget kendt forfatter, som egentlig bare lever af sine bøger hvilke mere eller mindre altid handler om noget med middelalderens England og noget feministisk. Tænk at man kan tjene formuer på noget man elsker at lave.
London er helt overfyldt med mennesker. Det er metroen selvfølgelig også og jeg kommer ikke af hvor jeg skal. Hvor typisk. Jeg ved ikke om det er mængden af mennesker der har skyld i det, men det bestemmer jeg mig for at det er og laver en aftale mig selv om at jeg ikke skal snakke med nogen resten af dagen. Jeg har brug for lidt alene tid. Mit navn er Penelope Blake og jeg er lige flyttet til London.
I stedet for Bethnal Green, hvor jeg egentlig skulle være stået af, kører jeg to stationer længere- nemlig til Stradford. Jeg sender min skæbne et mentalt dræberblik. Nej, jeg er ikke i humør til det her. Derfor, når jeg endelig kommer ud af den metro, stiller jeg mig stille og roligt ud til siden for at vente på det næste tog der kører den anden vej, mens jeg mærker hvordan min tålmodighed lige så stille og roligt er ved at slippe op. Nogle folk skynder sig forbi, mens andre tager sig god tid til at undersøge mit ansigt.

-Du godeste! - En stemme så uforudset giver mig lyst til at dræbe dens ejer, hvem end det måtte være. Også selvom det ikke var særlig højt.

-HVAD!? - Vender jeg pludselig rundt og ser en kvinde i starten af 20’erne. En kvinde på alder med mig selv, tydeligvis skræmt af min tone.
-Undskyld, det var ikke...

-Det er i orden, - smiler hun genert. -Jeg tænkte bare måske at du ville... Underskrive denne her? Hun rækker mig en af mine første værker- Georgia- og slår op på den aller første side i bogen, som af ukendte årsager altid er blank. Samtidig giver hun mig en kuglepen.

-Selvfølgelig,- siger jeg næsten (kun næsten) overdrevet venligt.
-Hvad hedder du?
Det lykkes mig at skrive en kort lille hilsen; Til Leia, som skræmte livet af mig på metrostationen i Stradford. Hilsen Penelope. Hun trækker på smilebåndet da hun ser min korte bemærkning.

-Hør, jeg er ked af at jeg råbte ad dig. Det har bare været... Noget af en dag.- Smiler jeg tilbage til hende. Denne gang uden skuespil.

-Det er i orden. -Hun kigger ned som om hun var utryg ved at tale med mig. -Jeg er bare ikke vandt til at snakke så... Almindeligt til så kendte personer,- siger hun så, som om hun kunne læse mine tanker.

-Måske kunne vi være venner?- Foreslår jeg med et smil. -Jeg kender ikke London og heller ikke nogen der bor i London, for den sags skyld.
Leia lyser op. Ja ja, rolig nu pigebarn. Jeg ved godt du har noget af en grund til at være glad.

-Hvor er du på vej hen?- Spørger hun så.

-Bethnal Green. -Siger jeg og kigger ned. Jeg hører på ingen måde til her. Jeg kan ikke engang finde ud af at komme de rigtige steder hen. Men det ser ikke ud til at hun bemærker noget. Siden jeg ser på mine fine, nye sko, kan jeg ikke se hendes ansigtsudtryk. Men hendes stemme er i hvert fald lykkelig.

-Bethnal green? Jeg bor på Bethnal green! Der er toget, kom så! - Jeg når knap nok at reagere, da hun allerede har mig under armen og vi løber frem og skubber uhøfligt alle til side for at komme ind. Det koster os en masse sure blikke fra andre, men vi sidder bare der i toget, som to gale hattemagere og griner af noget vi ikke selv ved hvad er. Vent hvad? Har jeg lige fået en ny veninde? På en dag som denne, hvor jeg mere end alt andet ønsker at være helt alene for mig selv?

***


-Hvad??? Så det du fortæller mig er, at du er flyttet fra Florida til London? London? Den evige regns by? - Leia er målløs. Helt unødvendigt.

-Altså... Ja? Jeg trænger til forandring og jeg ville bare bo et sted hvor ingen kender mig. Komplet frihed. -Jeg trækker uskyldigt på skuldrene og hun ryster bare på hovedet. Hvad skule det nu betyde?

-Hvad nu?

-Ingenting,- Leia kigger op. -Jeg kan bare stadig ikke tro at det virkelig er dig jeg taler med. Penelope.

-Du vænner dig til det,- siger jeg muntert og hun fniser.

-Ja, det må vi jo se.
Vi sidder ved et stort vindue på Starbucks coffee og drikker den samme slags cappuccino, mens regnen bliver kraftigere og kraftigere udenfor. Gud, fiks dit brusebad eller få fat på en håndværker for det ser ud til at være slemt.
Som vi sidder der og finder flere og flere ting vi har til fælles, ringer min BlackBerry. Jeg tror jeg ved hvem det er og min fornemmelse får ret når jeg ser på skærmen.

-Hvad?- Vrisser jeg vredt, men stille. Så lytter jeg til stemmen på den anden side. Jeg ser kort på Leia, som bare sidder der og lader som om hun er komplet uinteresseret. Dog bliver hendes blik meget uforstående og overrasket da jeg på flydende japansk udbryder:

-Jeg er i London, for helvede, jeg har ikke tid til dit nonsens! Kyoko!? Hende må du selv klare. - Jeg ender den med en tone der minder om lyden af en vred, hvæsende kat og jeg lægger på. Jeg kan mærke at mine øjne udsender lyn og torden, men det kan jeg ikke tage mig af. Leias ansigt er blegt og udtryksløst.

-Jess...- Hvisker hun, mens hun ser ud ad vinduet. -Du har forandret dig. Udseende, mener jeg. Ikke stemmen og heller ikke væremåden.

-Hej Christie. Eller Leia, som du jo åbenbart hedder.
Hun ser stadigvæk ikke på mig og et øjeblik sidder vi i stilhed.

-Jeg tror vi har en del at tale om,- fortsætter jeg så. Hun følger en mand med en grå paraply med øjnene.

-Hyde park?- Siger hun så stille og spørgende. Jeg nikker. Uden at sige noget betaler vi og går vores vej. Regnen er pist væk og solen skinner. Londons vejr har nogle seriøse humørsvingninger. På enhver anden dag ville det være fantastisk at gå gennem Hyde park på samme måde som vi gør nu.

-Var det Haru , der ringede? - Christine er den første til at bryde stilheden mellem os med det kolde spørgsmål.

-Ja,- mit svar er stille. Jeg havde glemt hvor godt hun kendte min stemme når jeg blev vred og hvor godt hun kunne japansk. Det kan hun åbenbart stadigvæk.

-Så du er ikke holdt op endnu.- Samme kolde tone. Har nogen holdt hende lukket inde i et køleskab i alle de her år? Nej? Nå ja, det er sikkert bare mig...

-Nej det... Er jeg vel ikke... -Jeg ser ned. I modsætning til Green park, er her ingen egern.

-Så er det derfor jeg er så glad for dine bøger, -det er ikke til at forstå om hun bare tænker højt eller om hun synes at det er noget vigtigt som jeg skal vide.- Din fantasi har altid været noget for sig selv.

-Du taler til mig som var jeg skyldig,- siger jeg med en anelse af et smil og kigger op i luften. Men ét vender hun sig, så hun ser mig lige i øjnene. De ser heller ikke særligt glade ud.

-Ja ja, puds bare din glorie, møgso, vi to ved udmærket godt at du var mindst lige så skyldig som MIG!!!- Det første hun siger er stille og truende, mens slutningen af hendes replik bliver til et helt ukontrolleret råb. Da Christie opdager dette, kigger hun sig omkring for at sikre sig at ingen stirrer. Så vender hun sig pludselig rundt igen og fortsætter videre hen men lange, vrede skridt. Jep. Selv hendes skridt er vrede. Det er lige før de udsender gnister. Jeg bliver nødt til at løbe lidt for at indhente hende.

-Hør, det er jo ikke fordi at jeg startede det hele,- fortsætter jeg hvor vi slap. Denne gang stopper hun op og ser på mig med tårer i øjnene.

-Se på mig, Jessica! Du har ødelagt mig! John, min chefs chef smed mig på gaden og det var dig! Det var dig der fik ham til det! Jeg ved hvad din snedighed kan. Det liv var mit største og eneste ønske! Det gjorde du mod mig. MIG. Din bedste veninde! På grund af penge!

-36 millioner, Chris! 36 millioner og manden jeg elskede! Jeg havde planer med de penge. Jeg vidste hvad jeg ville. Men det var ikke det, som gjorde mig mest ondt. Du forrådte mig. Jeg stolede på dig, men du løj. Hvorfor? - Tårerne begynder lige så stille at komme frem også i mine øjne.

-Jeg skulle bruge dem.

-Du kunne have spurgt! Du ved jeg altid ville have hjulpet dig! Og det forklarer ikke affæren med Mort!

-Ikke da. Du ville have set underligt på mig og gået væk.

-Den mafia konge i Italien må du da have tjent en formue på!
Jeg kan se på hende at hun ikke kan mere. Vi var de aller bedste veninder i mange, rigtig mange år, men denne lille... Konflikt vi havde for et par år siden ødelagde vores forhold.

-Du vidste hvor jeg var,- hendes stemme er en hvisken.

-Mere eller mindre. - Jeg sukker. -Men det at du løb ind i mig på Bethnal Green, var altså et tilfælde.
Stilhed igen.
-Jeg havde ellers håbet at vi kunne glemme fortiden. - Hvisker jeg for ikke at afbryde den helt.

-Men jeg gætter på at det er for sent at undskylde nu, eller hvad?- Christies kulde overfor mig er tilbage. Fint. Bare fint. Se bare hvor ligeglad jeg er.

-Hvis du nu ombestemmer dig... Så tror jeg godt du kan finde mig. Jeg går ud fra at du ikke har glemt alt hvad du lærte hos John.

-Hm. - Nå, fint.

-Så... Ses vi. Måske.- Det er mine sidste ord og jeg vender om for at gå tilbage til stationen, mens Christine fortsætter ligeud.


Min nye lejlighed. Ikke for lille, ikke for stor. Møbler sørgede jeg for sidste gang jeg var her. Samme tidspunkt som da jeg købte stedet. Man må sige, folk ville forvente mere af en forfatters bolig. Især med min (eller Christies) baggrund. Jeg magter ikke at pakke ud. Det er ved at blive mørkt allerede, jeg skal godt nok vænne mig til den her tidszone.
Jeg tager min pc frem, sætter mig ved skrivebordet egentlig for at få skrevet noget, men jeg ved ikke om det bliver til noget. I stedet finder min mus selv vej til hemmelige filer som jeg holder skjult men en hulens masse koder på. Lige som den åbner det jeg skal bruge, ringer det på døren. Jeg skynder mig at lukke det ned.
Uden for døren står ingen anden end Christine. Det overrasker mig ikke det mindste. Hun lader som om hun stadigvæk er meget sur. Det er hun sikkert også, men tilgivelsen lyser ud ad hendes øjne, selvom hun prøver at skjule det.

-Christie! Du har stadig en sporhund i maven,- ler jeg kort og hun smiler også. Se, det er en overraskelse.

-Javel... Syndt jeg ikke kan bruge den til professionelle formål.- Den bemærkning rører mig ikke det mindste.

-Kom dog ind, - jeg træder til side så hun kan komme forbi. Det gør hun så. Jeg lægger mærke til hendes støvler, når hun er ved at tage dem af. En mørk plet på indersiden af venstre støvle var næsten usynlig på det sorte læder, men når man vidste hvad man kiggede efter, kunne man sagtens skelne den. Det er fra den gang vi var på en mission sammen.

-Fede støvler,- siger jeg kort og med ganske almindelig stemme, da jeg går forbi hende og ind i køkkenet.
-Hvad kunne du tænke dig? -Spørger jeg høfligt da hun følger efter. - Vin? Kaffe? Te? Småkager? Rottegift? Vent hvad? Hvem sagde det?
Efter alt hvad vi har været igennem er det egentlig alt andet en sjovt. Men to minutter efter er vi begge to ved at flække af grin. Hvorfor? Jeg har ingen anelse.
Med kaffen og småkagerne, (og dog ingen rottegift!) går vi ind i stuen og sætter os i min dejlige sofa. Christine rejser sig pludselig og tager noget op af sin taske. Jeg smiler som en lille pige der lige har fået en is, når jeg ser hvad det er.

-Jeg tog et par Disney film med,- hun griner. - Dem vi altid plejede at se.


Mens vi er godt i gang med "Løvernes Konge", kigger jeg over til min kuffert, som stadig ligger på gulvet ved mit skrivebord helt urørt.

-Jeg er tilbage om lidt, -siger jeg og rejser mig. Christine nikker bare, men tager sig ikke yderligere af det. Jeg åbner kufferten og roder lidt i den. Snart finder jeg hvad jeg har brug for. Christine drejer ikke hovedet for at se på mig, men jeg kan fornemme at hun lytter.
Jeg går om bag sofaen hvor hun sidder så stille jeg kan, men i det sidste øjeblik rejser hun sig og vender sig om. Jeg slapper af i skuldrene. Det smukke, perfekte håndværk af en kniv er fuldkommen synlig i min hånd.

-Se nu der. Hvad er det dog du har gang i,- Christine går rundt om sofaen så hun står foran mig. Jeg stikker ud efter hende, men med én hurtig bevægelse er hun bag mig. Jeg drejer rund, hun skal lige til at sparke. Jeg griber hendes fod midt i sparket og et halvt minut efter ligger hun på gulvet med min kniv parat til at skære halsen over på hende. Hun har aldrig været lige så hurtig som mig.

-Har du ellers noget du skal have sagt? - Jeg ser koldt på hende.

-Hvor meget betalte hun dig? - Hun er ikke bange. Ikke bange for at dø. Ikke bange for noget som helst.

-20.

-20 millioner,- hun ler. Ad mig. -Kære, stakkels Jessica. Er min død ikke mere værd? Eller var du bare så desperat efter hævn og penge at du sagde ja til hvad som helst?
Det bliver hendes sidste ord.



Jeg åbner mine hemmelige filer og øverst på siden kommer et billede af Christine Black frem. Ikke kun billedet. Det står også nøjagtige oplysninger som hvor hun bor, personnummer, fødselsdag, antal kæledyr, alt hvad man kunne tænke sig at vide om hende. Jeg tager min BlackBerry frem og finder John i mine kontakter.

-Godmorgen chef, har du sovet godt? Jeg har nyheder. Opgaven er fuldført.
Snart modtager jeg en e-mail med en opdateret udgave af filerne om Christine. Nederst på siden står dødsdatoen.


Gulvtæppet skal smides ud. Det er godt nok en skam, for den var ellers så smuk. Den er stadigvæk smuk, men hvor meget jeg end prøver at vaske den ren, vil blodpletterne ikke forsvinde. Det var heldigt at der ikke kom blod på mine sofaer, selvom gulvet skulle skrubbes godt og grundigt. Men tæppet skal smides ud.
Christine binder jeg sammen så hun fylder så lidt som muligt og pakker ned i en stor sæk, som jeg havde bragt med mig. Så bærer jeg hende ud i min bil. Ja, jeg har en bil her i London. Den stod og ventede på mig her da jeg kom. Samtidig lægger jeg også min kuffert ud i bilen. Jeg skal væk herfra.
Men først kører jeg ud mod havet for at skaffe mig af med liget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...