Månelys og sorte skygger

Månelys og sorte skygger er en novellesamling om små skumle ting. Fra dem, som bare var gale, til dem, som ikke kunne undgå virkelighedens gys. Fra opdigtede lejemordere, til skræmmende historiske begivenheder. Det er små korte historier, som jeg har nydt at skrive, og nogle er utroligt forvirrende, men jeg er sikker på, at du, kære læser, sagtens vil kunne finde rundt. Er historierne gode? Det håber jeg. Vil de hjælpe den kedelige flyvetur eller de alt for lange matematik timer med at gå lidt hurtigere? Det håber jeg virkelig. Fordi når det sker, er det ligesom en trylleformular. Jeg vil lade dig læse i fred, men før jeg går, vil jeg takke dig for at komme. Ville jeg stadigvæk gøre dette hvis ikke du var her? Ja, selvfølgelig. Fordi det gør mig glad, når ordene falder sammen på den helt rigtige måde. Men det er bedre med dig, kære læser. Altid bedre med dig.

2Likes
2Kommentarer
362Visninger
AA

1. Jackie

Det første Jackie gjorde da hun vågnede, var at løbe direkte hen til det store, gamle klædeskab, som hun havde fået lov at beholde. Hun åbnede døren forsigtigt, så ingen knirkende lyd kunne slippe ud.
”Shhh, ” tyssede hun, og stak kun lige hovedet ind, for at se hvordan det forholdt sig. ”Shhh, du skal være stille. Hvis mor og far opdager dig, vil du ikke få lov til at blive. ” Hun rakte også hånden ind, men trak den straks tilbage, da fire rækker tænder greb ud efter den. ”Rolig nu. ”

På trappen hørtes fodtrin. Det måtte være mor. Jackie skyndte sig at lukke klædeskabet, men var ikke hurtig nok.
”Hvem taler du til, Jackie? ” Hendes mor var smuk. Hun havde en sjal om sig; heroppe var koldere end nedeunder, hvor de andre var.
”Godmorgen mor… Ikke nogen… ” Jackies mor gik frem mod klædeskabet alligevel, og pigen flyttede sig modvilligt. Mor kiggede ind. Flyttede lidt på tingene og drejede hovedet et par gange. Så lukkede hun skabet igen. Hendes ansigtsudtryk var af marmor, som altid. Jackie troede, at det var fordi hun ikke kunne bestemme sig, om hun ville være glad eller sur. Så valgte hun ingen af delene. Sådan var hun altid med Jackie. Men far, George og Norah kunne få mor til at smile. Det ville Jackie også ønske, at hun kunne. Mor gik tilbage igen, ned ad den gamle trappe.
”Norah kommer med din morgenmad om lidt, ” sagde hun uden at vende sig om. Jackie lagde sig på sin seng. Norah var hendes søster, og George var hendes bror. George var stadigvæk helt lille. Norah var tre år yngre end Jackie, men opførte sig som familiens ældste barn. Sådan så de andre hende også. Jackie ville gerne være sammen med dem, nedenunder, men hun gik aldrig derned. Ikke at hun ikke måtte, ingen havde nogensinde forbudt hende det. Hun var ligesom bare ikke rigtigt med. Hun hørte dem le og lege, men hvis hun gik ned til dem for at være med, holdt det op. Alt ville blive stille og koldt. Så Jackie holdt helt op med at forstyrre deres familietid. Kun en gang imellem kom hun ned, og gik direkte ind på arbejdsværelset, hvor de havde alle deres bøger. Nogle gange var far der også, og han sendte hende et falsk smil, som aldrig rigtigt nåede øjnene. Så valgte hun en stak bøger, og forsvandt igen ind til sig selv. For evigt en fremmed.

Jackie rejste sig igen og gik hen til sit store vindue. Kanterne af det havde hun malet hvide mønstre på. Jackie lod det aldrig blive støvet. Man kunne se det 176 år gamle ahorn i haven. Jackie vidste at det var 176 år gammelt. Det vidste hun bare. Udkanten af skoven kunne man også se. Dyr kom ofte, og sammen med dyrene kom skikkelserne. Nogle glade, nogle ikke. Jackies øjne fangede også noget i dag. En mand, klædt helt i sort. Han gik mod huset langsomt, nærmest svævende.
”Morgenmad, ” Norahs kolde stemme kom pludseligt, men forskrækkede ikke Jackie. Hun reagerede slet ikke, fulgte mandens skikkelse med øjnene. ”Hallo, vanvittige kvindemenneske, jeg sagde morgenmad! ” Jackie vendte sig langsomt rundt, men tog ikke øjnene af manden så længe hun kunne.
Norah stillede bakken med mad på et lille sofabord, og gik hen til vinduet.
”Ja, det tænkte jeg jo nok. Der er ikke noget, tag dig sammen, gale. ” Så gik hun. Kun ved trappen stoppede hun op igen, for at se tilbage på sin søster. ”Ved du hvad, ” begyndte Norah. ”du hører slet ikke til i min familie. Jeg er født til at være ældst. Jeg er mors og fars yndlingsbarn. Mig. ” Og så gik hun selvsikkert ned ad trappen, ned til den familie, hvor Jackie ikke længere var den ældste datter.
Manden var der ikke længere. Jackie gik forbi sin morgenmad uden at kaste et blik på det. I stedet stoppede hendes øjne op ved spejlet. Et stort spejl ved siden af klædeskabet. Hun trådte usikkert frem mod det.
Jackies hår var mørkt, ligesom mors. Det var langt, og har ikke været redt i lang tid. Øjnene var fars; grå. Grå og blanke. Hendes hud var meget bleg. Dels naturligt, for det var de andres i familien også, dels fordi hun aldrig gik udenfor. Kun nogle få gange, med et eneste mål. Verdenen derude oplevede hun gennem sit vindue. Den lange natkjole var blevet en del af hende. Andet havde hun kun på, hvis hun blev absolut tvunget til det. Hendes negle var korte… Et glimt af manden fra før dukkede op i spejlet, da hun kiggede op for at se sine øjne igen. Jackie gispede og vendte sig pludseligt rundt, men intet var at se. Hun vendte sig om igen, og han var der. Manden var inde i spejlet. Med sig havde han en pige. Pigen var lyshåret, og lignede en der kunne være på alder med Jackie. Jackie satte sig ned på gulvet og lagde hovedet på skrå. Pigen satte sig også. ”Hvem er du, ” spurgte Jackie.
”Giselle. Og det her er min far, ” pigen kiggede op på manden og ned på Jackie igen.
”Jeg er Jackie… ”

Grace, familiens mor, og den eneste som i alle situationer kunne holde hovedet koldt, lukkede døren til stuen, hvor de alle sad.

”...Skal vi være venner? Jeg har aldrig haft en ven… ” hørte man stadigvæk. De ignorerede det, Norah satte en film på. En komedie, familiens yndlingsfilm, som de sad og grinede ad.

”Jeg tror jeg skal gå. Vi ses. ” Giselle rejste sig og gik. Manden var allerede forsvundet, uden at Jackie opdagede det. Hun blev siddende på gulvet. Hun lagde ikke mærke til – eller lod som om hun ikke lagde mærke til- klædeskabets dør, som langsomt åbnede sig, og fire menneskelige, men utroligt tynde ben med lange kløer trådte ud. Et af dem endte på Jackies skulder. Væsnet hvæsede stille, men dens hvæsen var meget dybere og roligere end en kats. Jackie kiggede kun i spejlet, og den var lige der ved hendes side. Hun smilede.
”Vil du lege? Så lad os lege. ” De listede nedenunder uden at lave den mindste lyd. Døren til stuen var lukket, man kunne høre fjernsynet snakke, og familien- dø af latter. Jackie og væsnet havde ingen problemer med at gå ud ad hovedindgangen. De fortsatte mod havet, stranden, og de store klipper med hulerne. Jackie kunne godt lide at lege i hulerne. Hun havde været der et par gange før, men mor ville ikke have, at hun gik derned. Det gav ingen mening for Jackie, de var jo ligeglade med hende. Jackie og væsnet løb om kap til den bedste og største af hulerne.

Grace åbnede døren, egentlig for at hente is til børnene. Jackie snakkede ikke længere, der var helt stille ovenpå.
”Jackie, vil du have en is? ” spurgte hun på vej ind til køkkenet, men hun fik intet svar. ”Jackie? ” Følelsen af, at noget ikke var som det skulle, voksede. Grace gik ovenpå. ”Jackie, jeg er ikke i humør til at lege, ” sagde hun på vej op, men uden grund. Der var ikke nogen. Hun kiggede både bag døren, i klædeskabet, under sengen, alle de steder hvor en pige kunne finde på at gemme sig, men hun fandt ikke sin datter. Grace tog hurtige skridt nedenunder, og det første værelse hun tjekkede var arbejdsværelset. Men ingen Jackie. Mens Grace gennemsøgte huset, begyndte de andre at tænke over hvor hun var blevet af med de is. Grace fandt dem alle stående uden for stuen, med spørgende udtryk.
”Jackie er væk, ” sagde hun bare, og tog sin jakke af den gamle stumtjener.
”Hvor skal du så hen? ” Spurgte Norah.
”Godt nok er hun syg, men hun er stadigvæk min datter. ”
”Så bliver jeg her med George, ” annoncerede Jack. ”Norah, du går med mor og hjælper hende med at finde din søster.”
”Er i dumme, hvem tror I jeg er? Den gale er ikke min søster! ” Norah løb ind på sit værelse og smækkede døren i, før nogen kunne nå at stoppe hende. Grace trak på skuldrene og gik. Det var begyndt at regne en smule. Det var tidlig efterår, men alligevel koldere end det burde være. Grace havde en sommerkjole på at gå i derhjemme, men nu bed kulden i hendes bare ben. Hun trak jakken tættere om sig. Grace vidste, at Jackie ville gå ned til klippehulerne på stranden. En speciel hule, hun altid gik ned til. Grace troede, at Jackie var holdt op med det, hun plejede ikke at stikke af for at lege i hulerne længere.
Fodspor efter bare fødder i sandet. Selvfølgelig førte de ned til Jackies klippe. Grace gik forsigtigt ind, for ikke at snuble over nogen af de mange sten.
”Jackie? ” Intet svar.
”Jackie, skat, kom, vi skal hjem. ” Pigen viste sig ikke, men lyden af negle i fuld færd med at kradse mod klippevæggen var tydelig og forstyrrende. Grace gik længere ind, og drejede rundt om hjørnet, hvor solens lys ikke længere kunne nå. Intet at se endnu, men lyden blev tydeligere. Grace fortsatte…
En nøgen ryg og stort, uglet hår af samme farve som hendes eget sad med ansigtet mod klippevæggen. Grace åndede lettet op.
”Jackie, skat, hvorfor gik du herud? Du ved det skræmmer mig. Kom så, vi går hjem. ” Hun fik intet svar, men kradsen holdt op. Jackie drejede hovedet op mod mor, hvis øjne spærredes vidt op i forskrækkelse. Grace holdt sig for munden for at undertrykke et skrig og vaklede bagud. Jackies øjne var røde og blikket var vildt. Fra top til tå var hun ugenkendeligt mudret og… blodig? Hun vendte sig helt om. Neglene var lange, mange var flækkede og blødte slemt af den uendelige kradsen på væggene. Nogle manglede helt. 
”Jackie? ” Hviskede Grace.
”Jeg må desværre meddele, at den De leder efter ikke er her. I hvert fald ikke længere, ” hvæsede væsnet og kravlede på alle fire nærmere på Grace, som derimod bakkede.
”Jackie, skat, lade være med at sige de ting. Kom, lad os gå hjem, jeg elsker dig. ”
”Frue, jeg tror de misforstår mig, ” væsnet smilede, og afslørede fire rækker spidse, sorte tænder. ”Jackie er væk nu. Det var mest hendes egen skyld, jeg vil ikke lyve. Hun lod mig gøre det. Hun bad mig om det.”
Grace vendte sig rundt og løb. Intet andet var i hovedet på hende, end at komme væk. Løbe, før hun bliver flået op af sin egen sindssyge datter. Væsnets lange negle var lige bag hende, lige meget hvor hurtig hun var. En kold, våd hånd greb om hendes ankel. Hun faldt, med ansigtet lige ned i de kolde sten. Grace følte smerten over venstre øjenbryn, og i begge de flækkede læber. Hun prøvede at komme væk, gribe fat i klippevæggen eller noget andet, men det nyttede ikke, væsnet var meget stærkere end hende. Det sidste hun så var det vilde udtryk og gale smil, i de ellers så smukke, men ikke længere grå øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...