Månelys og sorte skygger

Månelys og sorte skygger er en novellesamling om små skumle ting. Fra dem, som bare var gale, til dem, som ikke kunne undgå virkelighedens gys. Fra opdigtede lejemordere, til skræmmende historiske begivenheder. Det er små korte historier, som jeg har nydt at skrive, og nogle er utroligt forvirrende, men jeg er sikker på, at du, kære læser, sagtens vil kunne finde rundt. Er historierne gode? Det håber jeg. Vil de hjælpe den kedelige flyvetur eller de alt for lange matematik timer med at gå lidt hurtigere? Det håber jeg virkelig. Fordi når det sker, er det ligesom en trylleformular. Jeg vil lade dig læse i fred, men før jeg går, vil jeg takke dig for at komme. Ville jeg stadigvæk gøre dette hvis ikke du var her? Ja, selvfølgelig. Fordi det gør mig glad, når ordene falder sammen på den helt rigtige måde. Men det er bedre med dig, kære læser. Altid bedre med dig.

2Likes
2Kommentarer
362Visninger
AA

6. Død

Det var først senere,


da jeg var ved at vaske blodet af mine hænder,


jeg overhovedet selv vidste at de var døde.


- Velma Kelly, Chicago the musical

 

Fandens. Betty lænede sig lidt væk fra spejlet. Hendes hænder var begyndt at ryste, og det fik skyld i en irriterende, blodrød plet af læbestift på det store spejl. Hele lokalet lå hen i halvmørke, det store spejl var et af de eneste lyskilder, men klart den kraftigste med alle sine små lamper rundt i kanten. Hun kylede læbestiften så hårdt mod gulvet, som hun kunne, men det store, bløde tæppe tog al lyden. Da Betty samlede den stakkels læbestift op igen uden at rejse sig fra sin lille stol, var den ikke engang knækket. Der sad et hår fast, og en masse støv. Hun havde lyst til at råbe, få det ud af lungerne, skrige ud til hele verdenen, men det var som om nogen havde bundet noget til hendes bryst. Noget tungt, så hun knap nok kunne trække vejret.
- Half an hour, Betty! 30 minutes!- Var der nogen der råbte et eller andet sted fra. 
- Åh, så hold da kæft, - mumlede Betty. Lys. Dans. Sang. Lad som om du er lykkelig og sexet, syng en lille sang, og gå så ned fra scenen med den samme tunge følelse, som du ikke kan komme af med. Høre dem skrige og klappe gjorde hende ikke længere glad. Mere noget i retningen af træt. Betty rejste sig langsomt, og med en meget uelegant bevægelse lukkede hun sit smykkeskrin. Et øjeblik flimrede det for hendes øjne, og hun blev nødt til at tage sig til det lille bord med spejlet, hun ellers havde siddet og taget masken på ved. The show must go on.

***

Hun havde ikke overskud til også at gå elegant ned ad trapperne, hvor ingen alligevel kunne se hende. For lige præcis så snart Betty var ude af syne, smed hun de ubehagelige sko, og vaklede tilbage til bordet med spejlet mens hun allerede var ved at tage smykkerne af. Perlerne strammede om hendes hals som et reb, og der skulle gå lang tid før den kvalmende fornemmelse ville forsvinde. Hun hadede alt. Men mere end noget andet hadede Betty sin mand. Og hvad ville de andre kvinder ikke gøre for at have den mand. Da de smukt spadserede ud i byen og smilene strålede i deres kønne ansigter, hvem ville så ikke vende sig om for bare at få et sidste glimt? Men Betty hadede ham. Richard var en rigtig kunstnerisk fyr. Følsom, kunstner ligesom Betty selv. Det var ham, som skrev sangene, som Betty senere optrådte med. Men han var altid ude efter at finde sig selv. Oftere og oftere ville han gå ud i den nærmeste bar for at lede efter sig selv, og på vejen fandt han altid også en pige eller to. Betty kunne ikke tælle alle de gange, hvor det var ret åbentlyst, at hun ikke længere er den eneste, men heller ikke kunne hun tælle de gange, hvor hun var så tæt på at sige, at det skulle være slut, men ordene sad fast i halsen. De dage græd hun indtil hin fald i søvn, oftest også alene i en seng, som føltes alt for stor til en.

Den aften, troede hun, ville være som de andre. Hun kommer hjem, de hilser, de spiser aftensmad... Og så kunne det enten være en god eller en dårlig dag. På en god dag, ville Richard ikke gå. Han ville blive hos hende, og holde hende tæt ind til sig. De behøvede ikke at sige noget, intet behøvede at ske. Han skulle bare være nær. Hvis det var en dårlig dag, ville hun måske ikke engang finde ham hjemme i første omgang. Men da Betty låste døren op, kunne hun mærke at noget var galt. Hun vidste bare ikke hvad. Hun trykkede håndtaget ned og gik langsomt ind. Mørk lejlighed. Hun tændte lyset ved indgangen. Lys lejlighed. Alt var som det skulle være. Og dog. En lyd, som Betty helst ikke ville høre, var lige til at ane. Hvor overraskende, at det kom inde fra soveværelset. En knirkende seng. Monoton sengens jamren. Frem, tilbage, frem, tilbage. Betty vidste præcis hvad hun ville gøre. Hun spadserede lige forbi soveværelsets dør, og endte dermed i køkkenet. I en af skufferne havde de knive. Betty holdt meget af knive. Så kolde og følelsesløse, lystrede de til hver en tid sin ejer. De følte hverken sorg eller glæde, og den manglende samvittighed gjorde det så let for dem at gøre det, som de var skabt til. Betty beundrede det. Underligt ønske- at være en kniv. Men hvis hun fik et sådant tilbud, ville hun ikke et øjeblik tøve, idet hun ville sige ja, til at blive til et af disse skønne mesterværker af rustfrit, japansk stål. Så vendte hun sig langsomt om. Eller- sket ikke så langsomt endda. Det var varmt med den dyre pelsjakke på, så Betty smed den lige der, på gulvet. Betty vidste ikke hvad hun lavede. Det vidste hun ko nok, men hun kunne ikke se, og hun kunne ikke mærke. Som en robot, en maskine. Intet andet. Soveværelsets dør var hvid. Hvid, og ikke helt lukket, kun på klem. Betty brasede ikke ind. Hun åbnede den hvide dør langsomt. Og der var han jo. Richard. Og under ham var en kvinde, en som han sikkert havde fundet, mens han endnu en gang ledte efter sig selv på baren. Der gik ikke mindre end et minut, inden de vendte sig om. Først kiggede de på bettys ansigt. Overraskede. Så på hendes højre hånd. Kniven. Rædselsslagne. De kæmpede. Men det nyttede ikke. Betty vendte sig først mod sin mand, men da blondinen prøvede at løbe, reagerede hun lynhurtigt, og blot et splitsekund senere skar hun blondinens læg tværs over. Hun faldt, ingen kan løbe med så dybt et sår. Mens Betty var optaget, troede Richard, at han kunne holde hende tilbage. Han troede. Men hun vendte sig om, og det allerede blodige, japanske stål endte i hans mave. Blondinen skreg, men Betty stoppede ikke. Kniven bedre og drejede. Dybt, dybt ind. Richard hostede blod op, og det endte på bettys hånd. Hun stak kniven endnu dybere i hans mavemuskler. Helt ind til skæftet. Blodet var som en handske på bettys hånd. Varmt, varmt blod. Hun blottede tænderne, og det var det sidste Richard så. Så var kniven væk. Han faldt sammen på gulvet som en klud, mere blod, blod rundt om ham. Blondinen var holdt op med at skrige, hun gloede bare med kæmpestore øjne. Betty så ned på hende et stykke tid. Så satte hun sig på hug, og uden så meget som at blinke, skar hun halsen over på kvinden. Så rejste hun sig igen. Nu havde hun blod på skoene, det var ikke godt. Betty tog dem af ude i entréen. Så gik hun, og tog kniven med sig. Hun gik tilbage til teatret.

Betty havde altid en nøgle. Det eneste lys hun tændte, var lyset omkring hendes eget spejl, ved hendes eget sminkebord. Hun åbnede en lille skuffe i bordet, en lille låst skuffe. Sprøjten. Betty slukkede lyset og satte sig i hjørnet af rummet. Hun havde kun en lille lommelygte. Hun holdt den med tænderne, da hun tømte sprøjtens indhold i sine blodårer. Først var der mange farver. Så blev alt hvidt. Til sidst var der ikke andet end sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...