Månelys og sorte skygger

Månelys og sorte skygger er en novellesamling om små skumle ting. Fra dem, som bare var gale, til dem, som ikke kunne undgå virkelighedens gys. Fra opdigtede lejemordere, til skræmmende historiske begivenheder. Det er små korte historier, som jeg har nydt at skrive, og nogle er utroligt forvirrende, men jeg er sikker på, at du, kære læser, sagtens vil kunne finde rundt. Er historierne gode? Det håber jeg. Vil de hjælpe den kedelige flyvetur eller de alt for lange matematik timer med at gå lidt hurtigere? Det håber jeg virkelig. Fordi når det sker, er det ligesom en trylleformular. Jeg vil lade dig læse i fred, men før jeg går, vil jeg takke dig for at komme. Ville jeg stadigvæk gøre dette hvis ikke du var her? Ja, selvfølgelig. Fordi det gør mig glad, når ordene falder sammen på den helt rigtige måde. Men det er bedre med dig, kære læser. Altid bedre med dig.

2Likes
2Kommentarer
355Visninger
AA

7. Dansen med stjernerne

Husker du den bakke, hvor vi begge sad den nat? Husker du, hvordan du sagde, at de stjerner var så små og matte i forhold til mine øjne? Åh, jeg kunne ikke have været lykkeligere. Men hvilken kvinde vil dog ikke høre den slags ord? Jeg elskede dig mere end noget andet. Sikke et cliché, men man forstår det vel først når man har prøvet det. Og den nat forstod jeg det. Det var midten af august, sommeren var ikke helt tabt endnu, men kornbomsterne var begyndt at titte frem, og det tydede på, at september var på vej. Men det kan du vel godt huske, du sagde selv at de kornblomster var blege og overfladiske, i forhold til mine øjne, og jeg rødmede og kiggede ned i jorden, selvom jeg ikke kunne se en pind i den mørke, og det ved jeg heller ikke om du kunne. Bakken var blevet vores. Kun vores eget. Det var som en anden verden, som om vi bare kunne lukke af når vi ville, og så var alting lige meget. Da jeg lænede mig op ad sit bryst mens vi sad der på græsset, hørte jeg dit hjerteslag. Det var den smukkeste rytme man kunne finde. Jeg tænkte på så meget og overhovedet ingenting på samme tid, så når du spurgte hvad jeg tænkte på, viste jeg ikke hvad jeg skulle svare. Jeg tror bare jeg sagde "dig". Jeg kunne ikke se dig smil, mit hoved var stadigvæk lænet mod dit bryst, dit hjerteslag, men jeg vidste at du smilede. Så spurgte jeg også dig, om hvad mon der var i dine tanker, og du svarede bare "jeg tænker vel også på dig" med din skønne, dybe stemme. Så blev der stille. Ikke helt, men iblandt os. Ude på markerne kunne man høre græshopperne og cikaderne, og et sted langt væk var der stadigvæk folk, som ikke var gået i seng. Ikke alle lysene var slukkede, selvom det var ved at blive meget sent. Så kom dit første møde med mine forældre til mine tanker. Du var klædt i...

...Den blå skjorte. Jeg elsker den blå skjorte. Det får ham til at se så smuk ud, så formel og alligevel almindelig. Han skal møde mine forældre for første gang, og jeg åbner døren og lader ham komme ind. Jeg har aldrig set ham genert før, han plejer altid at være så kold overfor så sentimentale ting, men jeg er ved at gennemføre mit tredje år på universitetet spm psykolog, så jeg ved vel lidt om kropssprog. Men mine forældre kan godt lide ham, det kan jeg se. Tja, min far er nok lidt skeptisk, men hvornår er fædre ikke det? Det gør det jo heller ikke meget bedre at jeg er hans eneste datter, ja, eneste barn. Min far er sød mod min dejlige fyr lige meget hvad, de finder endda noget at tale om, og det er en meget god nyhed. Dette kan godt blive til noget, jeg ser så stor en fremtid. Når han går, giver mor mig en kæmpe knus. Hun er så glad på mine vejne, og jeg er glad for, st hun er glad. Til sidst giver min far sig, og vi står alle tre midt i stuen, med armene om hinanden, fordi jeg har mødt en sød fyr...

...Den aften er jeg sikker på, at du husker. Måske er det den, du husker allerbedst. Men som jeg sad der på Bakken og dagdrømte, fil jeg slet ikke fat i, hvad du sagde til mig. Jeg sagde "hvad" mer en søvnig stemme, og du grinede, og spurgte om ikke jeg havde lyst til at lave noget andet, se en film måske, som alle de andre, lært tage ud og spise. Men der var ikke noget sted i verdenen jeg hellere ville være en lige der, på Bakken i dine arme, og du smilede igen. Vi blev siddende længe, meget længe. Snart var der ikke flere biler på gaden bag vores ryg, alle lysene i byen slukkedes, men vi blev siddende der meget længere endnu. Det var den aften du fortalte mig, at du havde tænkt dig at begynde at skrive. Altså, at skrive seriøst, ikke de små klummer du tit skrev til den lokale avis. Det overraskede mig ikke, og alligevel havde jeg ikke forventet noget lignende, jeg ved ikke selv hvorfor. Men jeg vidste, at det skulle nok gå godt for dig, du havde noget af en fantasi. Så sagde du, at du allerede havde en ide til hvad du ville skrive, men selvom jeg brugte time efter time på at få det ud af dig, gav du dig aldrig.

Så kom krigen. Den forbandede krig, og det var på det tidspunkt, at jeg vidste. Tja, ikke helt. Du kom til mig. Den dag hvor du kom til mig var jeg så glad, og du bragte mig hvide roser. Husker du det? Så sagde du, at jeg så skøn ud og kyssede mig, og så sagde du, at du havde noget vigtigt du ville snakke med mig om. På det tidspunkt vidste jeg det bare. Du ved godt, man siger at to meget tætte mennesker kan mærke det, når der er noget galt, og andre gange ved man hvad der er sket, uden man nogensinde har fået det fortalt? Sådan havde jeg det, præcis den følelse. "Du tager derud, gør du ikke?" Spurgte jeg dig. Præcis de ord. Den lille scene bor i mit hjerte, og spiller om og om igen. Jeg kan ikke stoppe det. Du var ikke overrasket over mit spørgsmål, du spurgte heller ikke om hvordan jeg vidste det. Og heller ej svarede du. Når alt sløredes for mine øjne på grund af tårerne, lagde du armene om mig, og så stod vi der. Jeg tænkte "hvad nu," men jeg vidste det jo. Det næste der skete var, at jeg så dig i din nye uniform næste morgen, iblandt 500 andre soldater, helt magen til. Du viste ingen følelser, dit ansigt var som en statue af sten, du gav mig styrke. Ikke en tåre trillede ned ad min kind, men min mor sagde den morgen "du ser så meget ældre ud". Jeg vidste det godt. Jeg vidste alt om hvad alle ville sige og jeg ville ikke høre på det. Så snart du var ude af syne løb jeg hjem og lukkede mig selv inde. Jeg lukkede mig selv inde i mig selv.

Nu sidder jeg her, på vores bakke, og taler til dig. Kigger på fuldmånen, og taler til dig. Jeg tror du kan høre mig. Hvorfor jeg fortæller dig alt dette? Det ved jeg ikke. Jeg tror du kan huske det selv, jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller det. Du havde mit billede på dig, da du blev fundet, og så kunne jeg ikke styre min gråd længere. Måske hørte du mig. Jeg kom i tanke om noget, jeg havde set på tv, og da alle havde flyttet sig væk fra kisten så jeg kunne komme til, hviskede jeg ord til dig, et ønske, som jeg vidste, gik i opfyldelse i fjernsynet. "Vær nu så rar," hviskede jeg. "Et mirakel, et sidste mirakel. Jeg beder dig. Bare... Lad være med at være død." Jeg græd. "Vil du ikke nok? Bare hold op med at være død." Det nyttede ikke noget. Jeg blev næsten gal, min mor overvejede om ikke hun skulle sende mig på et sygehus, men den tanke fik mig til at tage mig sammen. Jeg kunne bare aldrig komme over det. Og nu sidder jeg her helt alene, og mangler dit bankende hjerte. Dine blå øjne, og dit smil. Jeg mangler dig. Og hvor end du er, håber jeg, at du kan høre mig. Se, nu gør byen sig klar til at sige godnat. Bilerne forsvinder. Og jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...