Ulven i den forunderlige verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2015
  • Status: Igang
Det kommer fra en side: Varulve - Ulve i en foranderlig verden, jeg sætter det her op så jeg lettere ville kunne huske og finde tingene her. :)

9Likes
16Kommentarer
552Visninger
AA

14. Det er ikke en ulv!

 

Prærieulv:

Prærieulven eller coyoten (Canis latrans) hører hjemme i Nordamerika. Arten har sit udspring fra ulvegrenen for omkring 2 millioner år siden og har derved nogle fysiske træk for sig selv, men minder ellers meget om ulven (Canis lupus). Prærieulven er mindre end ulven, har proportionalt længere øre og en mere spids snude. Den er meget almindelig i nordamerika, så almindelig at den faktisk holder til alle steder undtagen der hvor jorden er dækket af sne året rundt!
Prærieulven levede oprindeligt på vestens prærie, mens da dens konkurrenter den grå og røde ulv efterhånden forsvandt, blev dens udbreddelse stærkt udviddet. Den meget varierende kost som prærieulven kan indtage har også bidraget til dens succes. Arten jager et bredt udsnit af byttedyr og går heller ikke afvejen for ådsler. Som hos mange andre arter af hundefamilien indgår der desuden en del planteføde i diæten, især frugt.
Før i tiden jagede prærieulven primært om dagen men er nu blevet mere nataktiv på grund af menneskelig dagaktivitet. Prærieulve er hovedsagelig enegængere og imodsætning til ulve danner de ikke flokke. Små grupper er dog observeret sammen for en kortere tid. Begge forældre deltager i pasning af afkom, hvor hannen samler det meste af føden. Kuldstørrelse afviger, men omkring 6 hvalpe er almindelig.

Prærieulvens pelsfarve afviger meget, men er mest afhængig af det omliggende tærring. Dyr fra golde områder er brun/gullige, mens dyr længere nordpå synes at være mørkere. Også størrelsen er stærkt relateret til hvor dyret lever. Individer fra varme, tørre ørkner mod sydvest vejer kun omkring 11 kg, mens dyr i de nordlige skove kan veje helt op til 34 kg! Prærieulvens navn coyote stammer fra ordet "coyotl", som betyder "gøende hund". Det er et navn, som meget vel beskriver dyret for det den er mest kendt for. Uden præriulvens natlige kalden ville Amerikas prærie i det vilde vesten simpelhen ikke være det samme.

Som så mange andre arter fra hundefamilien har prærieulven været jaget vildt af ranchejere pga. dets vane med at angribe tamdyr. Undersøgelser viser imidletidig at prærieulve generalt ikke angriber tamdyr så ofte som påstås. Landmænd burde i stedet anse prærieulven som en ven idet den tager et stort antal gnavere - dyr som i sandhed kan være en plage! Hvis alle prærieulve blev fjernet fra et område kan man frygte at gnaverne vil overbelaste miljøet og dermed være årsag til stor skade på jordbrug og naturlig land.

 

Mankeulv:

Mankeulven  (Chrysocyon brachyurus) er ikke en ulv, men et meget udsædvanlig hundedyr fra Sydamerikas græsområder. Arten er nærmere beslægtede med ræve end med ulve. Den har rød pels, store øre og meget lange ben som hjælper dyret igennem højt græs. Dyret er med sine stilkeligende ben ca. 76 cm over skulderen og vejer omkring 20 kg. Arten er den eneste nulevende vilde hundeart tilbage i Sydamerika og har derfor ingen tætbeslægtede arter på dette kontinent.
Mankeulven er som prærieulven enegænger det meste af sit liv. Et par deler gerne et territorie, men kommer generalt kun sammen for at yngle. Begge forældre deltager i opfostringen af afkommet. Mankeulven er meget sårbar idet landmænd jager dem af frygt for tab af tamdyr - især høns. Sygdom er også en delvis grund til deres faldende antal. Argentina og Brazilien rummer de største poplutioner af arten. Flere græsområder har i nyere tid været med til at hjælpe mankeulvens genetabliering og antalet synes igen at være på vej op. Offentlig information om mankeulven er undervejs i Sydamerika for at overtale lokale beboere til at være mere forstående og tolerant overfor et så unik dyr som mankeulven.

 

Jordulv:

Jordulven (Proteles cristatus) er ikke en ulv, men et medlem af hyænefamilien. Den lever i varme og tørre områder i Øst- og Sydafrika. Dens lokale navn (Swahili) er fisi ndogo, som betyder lille hyæne. Jordulven er ca. 1 m lang og ca 75 cm høj over skulderen. Pelsen er gulbrun med mørke striber og den har en stor manke fra nakke til hale. Arten synes at danne en slags overgang mellem hyæner og desmerdyr.
Jordulven foretrækker at leve alene undtagen når ungerne skal opfostres. Som hos ulven føder hunjordulven hvalpene i en hule. Sommetider deles hulen af flere ynglende hunner. Jordulven er aktiv om natten hvor den søger føde. Den lever overvejende af insekter (termitter og larver), men æder også ådsler og dyre- og fugleunger.

 

Pungulv:

Pungulven (Thylacinus cynocephalus- hvem finder dog på de navne??) er ikke i familie med ulven. Den er, som navnet antyder, et pungdyr ligesom kænguruer og koalaer. Man regner idag pungulven for at være uddød, arten er ikke med sikkerhed set i over 50 år. Den sidste pungulv i fangeskab dødede i 1936. Pungulven ligner meget en ulv. Som den største art af pungrovdyr er den 1,5 lang og 60 cm høj over skulderen. Pelsen er gråbrun med "tigerstriber" over ryggen.
For blot hundrede år siden var pungulven et almindeligt dyr på Tasmanien, New Guinea, og Austalien. Den levede for det meste af kænguruer og andre pungdyr, men da mennesket fjernede de naturlige byttedyr begyndte pungulven at tage husdyr i større og større stil. Det medførte forfølgelse og hermed udryddelse. I New Guinea og Austalien bidrog introduktionen af dingoen til at pungulven forsvandt fra disse områder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...