Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96610Visninger
AA

9. 8

 

Liams synsvinkel: 

 

Værelserne var blevet fordelt mellem os alle, og jeg var nogenlunde tilfreds. Helst ville jeg dele værelse med Valerie, da jeg ikke brød mig om tanken, at hun skulle med en af dem. Men da Danielle kom ind i billede, kunne jeg ikke rigtig kyle hende ind hos en anden. Vi havde trods alt slået op, men nu var vi ved at komme sammen igen. Det håbede jeg ihvertfald på, da vi snakkede godt sammen igen, også måtte jeg også indrømme, at jeg havde kysset hende en enkelt gang efterfølgende. 

Så længe Zayn ikke skulle dele værelse med Valerie, han virkede alt for påtrængende og det brød jeg mig ikke om. Hun kunne ikke tåle så meget, så han skulle ikke gå og flirte sådan med hende, og det vidste han sikkert også godt. Ellers var jeg glad for, hvordan drengene havde taget imod hende. Jeg havde tydeligt bedt dem om, at behandle hende som om hun aldrig havde været væk, hvilket de havde gjort. De jokede med hende osv. hvilket de nok ikke ville have gjort ellers. Jeg vidste jo godt, at Valerie helst ville glemme sin fortid, derfor ville jeg ikke have drengene til, at minde hende om det hele tiden. Så jeg håbede virkelig på, at hun følte sig normal og velkommen i vores selvskab. Jeg ønskede hende det bedste.

 

Valeries synsvinkel: 

 

“Okay hvem skal med ud og købe ind?” Louis kiggede ud på os alle sammen, da vi sad samlet inde i stuen og så lidt tv. 

“Mig!” Niall rakte ivrigt en hånd i vejret, hvilket fik Zayn til at grine. 

“Jeg vil også gerne.” Sagde jeg, da jeg fik øjenkontakt med Louis. For det ville jeg gerne, jeg ville gerne opleve Frankrig, selv hvis det bare var et supermarked. 

“Jamen så tager vi afsted.” Louis rejste sig op fra sofaen, som han hidtil havde siddet i. Jeg kiggede hurtigt over på Liam, som bare sad og smilede til mig. Efter kort tid rejste jeg mig også op, for at følge med dem ud til bilen. 

 

                    X X X X X

 

“Hvad skal vi købe til aftensmad?” Louis kiggede opgivende på de mange varianter mad, som vi kunne købe. Jeg lod blikket glide over det, både tærte, pizza, ris, pasta, kartofler også havde de et kæmpe udvalg af kød. 

“Jeg finder bare noget sodavand.” mumlede jeg, hvorefter jeg langsomt bakkede væk fra dem. Så måtte de finde ud af, hvad vi skulle have at spise. Jeg kunne ikke overskue sådan noget, desuden følte jeg mig ikke særlig sulten.

 

Jeg prøvede på at få et overblik over, hvor de havde drikkevarende stående henne, da supermarkedet var ret stort. Også stod det hele på fransk, ikke en eneste ting havde de oversat, nej man måtte åbenbart bare gætte sig frem, hvilket jeg ikke følte mig så tilpas ved. 

Jeg rystede kort på hovedet, hvorefter jeg drejede over i en anden ende af supermarkedet, hvor der stod mælk og andet, ihvertfald lignede det mælk. Jeg havde faktisk tænkt lidt over, at drengenes måde at tage imod mig på, havde været meget.. imødekommende og glad. Ikke at det gjorde mig noget overhovedet, de var jo supersøde alle sammen. De fik mig virkelig til at glemme, at jeg var den forsvunde pige, hvilket jeg satte meget stor pris på. Alligevel virkede det en smule mærkeligt, som om det bare var en facade som de holdt oppe imod mig. Men jeg ville ikke knække, det skulle ikke ske. 

 

Da jeg endelig havde fundet frem til drikkevarende, hvor der var overfyldt med forskellige varianter af sodavand, rakte jeg ud efter en Cola Zero, som efter sigende skulle være uden sukker. Ikke fordi jeg var opsat på at tabe mig som sådan, man når man havde valget mellem sukker og ingen sukker, så tog man da den uden? Ihvertfald var det den, som jeg transporterede hen til drengene i mine arme. 

 

“Der var du Val, Niall ville gerne have din mening om noget.” Smilede Louis til mig, da jeg forsigtigt lagde cola’en ned i vognen, så den ikke blev rystet rundt for meget.

“Okay hvad?” Jeg kiggede over på Niall, som kiggede dybt fokuseret på to forskellige madvarer, som han havde i hver sin hånd. 

“Skal vi have tærte med bacon & pore eller skinke? Og der er også en med Laks.” Han kiggede bedende på mig, som om valget var mellem liv eller død. En grin slap ud af mine læber, hvilket fik ham til at sende mig et “vredt” blik.

“Okay okay, undskyld. Tag den med skinke.” Svarede jeg tilfældigt, hvorefter jeg lod blikket glide hen på Louis. 

“Hvad mangler vi?” Mine hænder lagde sig støttende på vognen, så han måtte tage et greb i den, så den ikke trillede væk. 

“Morgenmad og chips.” Han kiggede hen på Niall, som alligevel læssede de to tærter ned i vognen. Han elskede da mad, det kunne man ikke blive i tvivl om. Men hvilken dreng elskede ikke mad? Hans kærlighed til det, var måske så bare lidt større, alligevel var han ikke overvægtig. Ikke engang tæt på faktisk, så han måtte da træne eller have et højt stofskifte.

 

Da vi havde fået købt det hele, kunne vi passende gå op til kassen, hvor der heldigvis ikke var særlig lang kø. Jeg orkede ikke at vente særlig længe, da jeg kunne mærke trætheden tage over.

 

Jeg begyndte at ligge varer op på båndet, imens Louis stillede sig klar med kreditkortet, som nærmest skinnede i hans hånd. De drenge måtte have mange penge, hvis jeg skulle gå ud fra af de alle havde deres egen lejlighed, en herre fed bil og et privatfly?!?!? Det var jo nærmest helt sygt, måske skulle jeg tage med til en koncert? Bare for at få en fornemmelse af, hvor mange fans det egentlig var, som de havde. 

 

Da jeg havde lagt den sidste ting op på båndet, tog jeg mig tid til at kigge på kassedamen, som ærlig talt lignede en, som var ved at kede sig ihjel. Hendes hår var slidt og på grænsen til at blive gråt, hvilket nok betød at hun var gammel. Ikke fordi jeg tvivlede på det, udfra rynkerne i hendes pande, som så sjove ud når hun snakkede. Istedet for at kigge mere på hende, stoppede mit blik på en slags maskine, hvor man kunne købe cigaretter. Jeg kendte dem godt, da min “falske far” tit stod og røg ude i haven, så jeg noglegange fik røg ind i halsen, hvis jeg kom for tæt på. Dengang føltes det farligt, hvorfor prøve at dræbe sig selv? Men nu havde jeg lyst til at prøve det, for jeg vidste bare, at det ville mine “falske forældre” aldrig nogensinde tillade. Et ukontrolleret smil gled over mine læber, hvilket sikkert så mega dumt ud, da jeg bare stod og stirrede ud i luften. Jeg måtte snige mig herned en dag og købe nogle. 

 

“Val?” et grin lød, så jeg straks kiggede forvirret væk.

“Er du klar eller?” Det var Louis, som stod for enden af rullebåndet, hvor Niall allerede havde samlet varerende sammen i to indkøbsposer. Var jeg så langt væk i mine tanker? 

“Ja klart..” Jeg skyndte mig over til dem, imens mine kinder blussede op. 

Han klappede mig kort på skulderen, da jeg nåede over til dem. Jeg rystede på hovedet med et dræberblik, så de ikke sagde mere.

“Vi kører hjem nu.” Niall blinkede til mig, hvorefter vi bevægede os ud mod bilen. 

 

Luften var faktisk ret lun, selvom klokken var ved at blive mange. Jeg frøs ikke engang, selvom jeg kun havde en sort top på, som ikke dækkede så meget igen. Ikke på nogen som helst billig måde, men mere sådan sommerlig? Noget i den stil. 

 

“OMG NIALL HORAN OG LOUIS TOMLINSON!! OMG OMG OMG!” lød flere pige skrig lige pludselig, hvilket fik mig til at kigge forskrækket op. Nogle piger kom skrigende over mod os, med armene i vejret og mobiler i hænderne. Jeg lavede store øjne, hvad var der galt med dem? Måske led de af en sygdom, så ville jeg ikke gøre grin med dem. Det ville faktisk være utrolig synd. 

 

“OMG JEG ELSKER DIG!” Skreg en pige, hvorefter hun uforberedt sprang ind i Louis’ favn, så han var ved at falde bagover. 

“NIAL!!” Skreg den anden, som var hurtig til at kramme Niall også, som bare morede sig lidt over det. Jeg stirrede på dem, indtil den tredje pige begyndte at græde. Hvad? Jeg kiggede skræmt hen på Louis, som fik øjenkontakt med mig. 

“Fans.” mumlede han, selvom de andre nok godt kunne høre det. 

“Må jeg ikke nok få et kram?” Spurgte den grædende pige, så mascaraen på hendes øjenvipper gled ned af kinderne på hende. Jeg fik pludselig helt ondt af hende, selvom det virkede ret grotesk. 

 

Jeg stod bare lidt og kiggede på, imens Niall og Louis fik skrevet autografer og taget billeder med pigerne, som enten græd eller hvinnede overdrevet meget.

“Er du Nialls kæreste?” Spurgte en af pigerne lige pludselig, da de havde fået autograferne udleveret. Jeg kiggede forvirret på hende, lignede vi et kærestepar? 

“Du er ihvertfald ikke Louis kæreste, han har jo Eleanor, har du ikke?” Hun kiggede hen på Louis, som desperat prøvede på at holde et grin inde. 

“Nej vi er ikke kærester.” Svarede både Niall og jeg i munden på hinanden, hvilken sikkert lød mega dumt og utroværdigt. 

“Hvem er du så?” Den anden pige kiggede op og ned af mig, som om hun lige skulle tjekke om jeg var godkendt. 

“Eh, jeg er..” Jeg stoppede mig selv, hvad skulle jeg svare? Jeg havde ikke lyst til at sige sandheden, men jeg ville heller ikke lyve, da det ikke kunne betale sig. Sandheden ville ryge ud på et tidspunkt, det kunne simpelthen ikke undgås. 

“Jeg er Val.” “Vi skal hjem!” udbrød Louis pludselig, og trak voldsomt i min hånd, så jeg blev revet afsted. 

Jeg kiggede forpustet tilbage imod pigerne, som stod med mobilerne foran sig, så kameraet tydeligtvist pegede mod os. Jeg prøvede på at sende dem et smil, men det virkede ikke helt, da jeg hele tiden blev trukket afsted i den ene arm.

 

“Rolig nu, brokkede jeg mig, da Louis rev bildøren op, så jeg kunne hoppe ind, hvilket jeg også gjorde forholdsvist hurtigt.

“De skal jo vide det på et tidspunkt..” mumlede jeg, da de havde sat sig ind på forsædet og Louis bag rettet. 

“Ja men Liam bad os passe på dig, og jeg ved ikke hvordan de vil tage det. Jeg tror det er bedst, hvis vi selv kommer ud med det, så kan de gå totalt amok.” 

“Desuden ville der kommer paparazzier og forfølge os.” indskød Niall, som havde begge indkøbsposer på skødet. 

“Liam ville da først dræbe os, hvis vi allerede havde afsløret det hele.” mumlede Louis, så jeg ikke kunne lade være med et grine. 

 

 

“We are hooooome!” Råbte Niall, sekundet efter vi havde åbnet hoveddøren. Jeg smed hurtigt mine sko i entreen, hvorefter jeg tog imod en indkøbspose, som jeg bevægede mig ud med i køkkenet.

 

“Det var i lang tid om.” påpegede Zayn, da jeg krydsede stuen, for at komme ud i køkkenet, som til info var ret stort. Helt sikkert godt at lave mad i, men jeg tvivlede stærkt på, at drengene var nogen der lavede meget mad.

“Vi har næsten købt mad ind til en måned.” Sagde jeg, hentydende til Niall, som havde valgt så mange ting.

“Nej kun til 2 dage.” rettede han mig, med et mopset ansigtsudtryk.

“Kun til 2 dage?” Jeg kiggede tilbage på ham, imens jeg var kommet halvvejs igennem stuen. 

“Vi er drenge, vi spiser meget Valerie.” kom det fra Harry, som lå ned i sofaen, med fødderne på Liam, som sad med sin mobil i hånden. 

“Det kan man se.” Jeg skævede ned i posen, hvor madvarerende stak ud. 

 

 

“Du er så dygtig.” Roste Niall, selvom det eneste jeg havde gjort, var at pakke maden ud. Ikke fordi det var særlig svært, selv en hund ville kunne gøre det. 

“Kan du også lave mad?” Han fiskede et glas flåede tomater op fra posen, som han gik over med til køleskabet. 

“Lidt.” jeg satte mig op på køkkenbordet, da jeg var træt af at stå op. Kald mig så doven, for det var jeg også. 

“Hvem kan lave mad?” Harry kom ud i køkkenet, med et smil plantet på læberne.

“Det er Valerie som er mega god, hun tilbød lige at lave aftensmad.” Var Niall hurtig om at sige, inden jeg overhovedet nåede at få et ord indført, åbnede Harry munden, “det må jeg sige jeg glæder mig allerede til at smage det, hvad skal vi have?” Han blinkede til mig, hvorefter han lod blikket glide rundt i køkkenet.

“Jeg skal altså ikk” “Jo Valerie, var det ikke lasagne som du ville lave? Så kan Harry jo hjælpe dig, imens jeg sidder inde i stuen og ser fjernsyn.” Han smilede tilfredst over sig selv, og med et løftet øjenbryn fra både mig og Harry, skyndte han sig hurtigt at forlade køkkenet. 

“Han ved hvordan han skal spille sine kort.” mumlede Harry, med et hemmelighedsfuld stemme. 

“Jeg kan ikke lave mad.” mumlede jeg pludselig, for det var egentlig sandheden. Jeg syntes bare, at det ville virke meget bedre, hvis jeg rent faktisk kunne, men nej jeg var elendig. Jeg syntes bare ikke, at drengene skulle se mig som elendig. Men hvis jeg alligevel skulle lave mad, kunne jeg lige så godt advare ham.

 

“Det kan jeg sgu heller ikke.” grinede Harry, med et charmerende smil. Jeg bed mig i læben, da vores øjne mødtes. De havde en mærkelig effekt på mig, som om de prøvede på at suge mig ind i en trance. Som om mine øjne var klistret fast til hans med superlim. 

“Skal vi begynde?” Harry lagde hovedet på skrå, hvilket fik mig til at blinke forvirret med øjnene. Jeg var godt nok mærkelig idag, måske trængte jeg til lidt søvn?

“Hvorfor ikke.” Jeg smilede prøvende, hvorefter jeg hoppede ned fra køkkenbordet, for at finde det hakkede kød frem fra køleskabet. 

 

“Er der ikke noget med, at der skal tomatsovs i kødet?” Spurgte jeg Harry om, da kødet efterhånden var blevet brunet. Hans krøller var faldet ned i ansigtet på ham, så man skulle næsten tro, at han ikke kunne se noget.

Hans ansigt drejede sig langsomt op, så jeg kunne se det spørgende ansigtsudtryk.

“Det er dig, der er kokken her!” Svarede han hurtigt, med et smil på læberne. 

“Så putter vi det i.” bestemte jeg, selvom jeg ikke var særlig sikker. Altså hvad skulle man ellers bruge flåede tomater til? 

Jeg drejede mig rundt, for at få fat i glasset, så jeg kunne tømme det i gryden, som Harry havde lagt al sin koncentration i at røre rund i kødet, så det ikke ville brænde på. Man skulle næsten tage et billedet af det, men jeg havde ikke rigtig nogen mobil. Det manglede jeg faktisk, men jeg ville ikke spørge Liam om for meget, det var jo hans penge. 

 

“Her.” Jeg skruede låget af, hvorefter jeg klaskede det ned i kødet, så det pjaskede op i ansigtet på os.

“AD!” halv skreg jeg, da jeg lod hånden glide op i håret, hvor jeg kunne mærke noget smattet.

Jeg skulle lige til at brokke mig mere, indtil jeg kom til at kigge på Harry, som stod med et helt forkert ansigtsudtryk og tomatsovs i hele ansigtet. 

“åh du.. HAHAHHA…” Jeg knækkede sammen af grin, bare i det hele taget af hans ansigtsudtryk.

“Du skal ikke grine!” Han kom hurtigt til sig selv og før jeg nåede at rykke mig, havde han taget begge hænder i mit hår, for at rode det voldsomt rundt.

“NEJ IKKE HÅRET!” Skreg jeg, efterfuldt af kvalte grin, som jeg ikke kunne holde inde.

“Du kastede tomat i mit hoved!” Brokkede han sig, selvom smilet ikke var til at fjerne fra hans ansigt. 

“Det var ikke med vilje!” Grinede jeg højt, da han begyndte at kilde mig istedet, “stop stop stop!” Jeg prøvede at få vejret, men mine grin gjorde det næsten umuligt

 

“Hvad sker der her?” Louis og Liam stod pludselig i døren, med forvirrerede ansigtsudtryk. Vi stoppede begge vores handlinger, ved lyden af stemmen. Samtidig og med langsomme bevægelser, kiggede vi over mod dem. 

“Eh.” mumlede jeg, da jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle sige. Det så nok også ret sjovt ud, at vi stod med tomatsovs i fjæset imens jeg flækkede af grin, over at Harry kildede mig. 

 

Mit blik faldt på Harry, som også kiggede på mig. Efter få sekunder brød vi begge ud i grin, hvilket hverken Louis eller Liam helt forstod. 

“Hun kastede bare tomatsovs på mig, så.. ja.” Harry fjernede sig fra mig, for at gribe ud efter et hviskestykke, som han højstsandsynligt ville bruge til at tørre sig med.

“Når.. undskyld at vi forstyrrede jer.” fniste Louis, hvorefter de vekslede blikke mellem hinanden.

“Jeg spildte.” mumlede jeg, da det gik op for mig, at han lige gav mig skylden.

“Nej du gjorde ej!” udbrød Harry, som et lille barn, som bare ville have ret.

“Når vi smutter bare.” Mumlede Louis lidt for sig selv, selvom smilet på hans læber viste, at han morede sig over situationen. 

“Kom Liam.” Han skubbede Liam ud af døren igen, så vi igen var alene. 

“Ups.” mumlede Harry, med et lille smil. 

“Du gav mig skylden.” surmulede jeg utilfreds, selvom jeg egentlig var ret ligeglad med det. 

Istedet for at sige noget, trådte Harry et skridt tættere på mig. Han førte hviskestykket op imod mit ansigt, hvorefter han blidt tørrede resterne væk. Hans øjne lå hele tiden på mine, hvilket fik mig til at glemme hvad vi overhovedet lavede. Først da han var færdig og trådte et skridt tilbage, kom jeg til mig selv. Jeg var virkelig mærkelig idag, men jeg havde det sjovt.

 

 

“Det smager faktisk overraskende godt.” roste Louis, da vi alle sad samlet ved spisebordet og spiste af den lasagne som Harry og jeg havde lavet. Jeg havde ærlig talt tvivlet lidt på den blev god, men vi havde vel heldet med os. Eller vi fandt egentlig en opskrift på nettet, som vi lod som om, at vi havde fundet på selv. 

 

“Ja i to kan jo lave mad til os resten af ferien.” drillede Niall, som var hurtig om at tømme sin tallerken. 

“Det tror jeg så ik’” “Åh jo.” afbrød han mig hurtigt, da jeg skulle til at brokke mig over det. Jeg lod mit blikke falde ned på min tallerken, som næsten var fyldt op. Jeg følte mig så utrolig mæt, selvom jeg ikke havde spist særlig meget. Måske var jeg nervøs for at spise i deres selvskab? Jeg vidste det ikke helt, men sulten var jeg ikke. Det skulle nok komme, bare ikke lige i dag. 

Jeg rejste mig op fra bordet, for at skrabe resterne i skraldespanden, så tallerknen kunne komme i opvaskemaskinen. 

“Du er hurtig.” bemærkede Liam, da jeg stod oppe ved  vasken. 

“Mhm.” mumlede jeg, en smule ukoncentreret. Jeg ville gerne til en fest snart, det var så længe siden, skulle jeg til at sige, men jeg havde aldrig været til en. Så det var jo en livslang evighed siden. 

 

“Liam?” Spurgte jeg, da tallerknen var blevet sat i opvaskeren. Hans ansigt drejede sig over mod mig, hvor han sendte mig et spørgende blik. Et smil kom frem på mine læber, da jeg tænkte over hvordan jeg skulle formulere mig. Jeg krydsede det ene ben over det andet, imens jeg prøvede at smile så meget som muligt.

“Jeg tænkte på.. om jeg ikke snart måtte komme med til fest?” Jeg lod blikket glide hen over de andre drenge, som tydeligvis fulgte med i vores samtale, selvom de dæmpet snakkede med hinanden. 

 

“Jeg ved ikke om det er en god ide.” mumlede han, en anelse usikkert over mit spørgsmål. Hvad var der usikkert ved det? Der ville jo ikke ske noget. 

“Der vil jo ikke ske noget.” prøvede jeg på, for at få ham overbevist. Ikke fordi jeg var særlig sikker på, om det overhovedet ville hjælpe. 

“Jo men mor & far bad mig om, at passe på dig hele tiden.” Han stak gaflen ned i lasagnen, for at køre lidt rundt i den. 

“Jeg vil så gerne!” udbrød jeg, hvorefter jeg prøvede så godt som muligt, at lave et “sad face”. 

“Det kan hun da godt..” brød Harry ind, med en usikker stemme. Sikkert bange for om Liam ville blive sur. Jeg kiggede taknemmeligt over på Harry, som bare smilede tilbage til mig. Hvis jeg ikke fik lov, kunne jeg altid en dag selv tage afsted. Jeg ville bare nødig skuffe Liam, han havde gjort så meget for mig.

 

“Måske en anden dag..” gav han sig, hvorefter han rejste sig fra bordet, for at tømme tallerknen. 

“Du er den bedstee!” Udbrød jeg, hvorefter jeg lynhurtigt slog armene omkring ham i et kram. 

 

            X X X

“Skal vi ikke bare se en film?” Louis holdt to film oppe, som begge var gysere. Jeg havde ikke den store lyst, til at se nogle af dem. Gysere var nok bare ikke lige mig, især fordi jeg kom til at lade tankerne løbe, og de kom næsten altid hen på dem. 

“Jo, så skal der bare være chips!” Niall rejste sig lynhurtigt op fra sofaen, for næsten at vælte ud i køkkenet. Jeg kom til at grine, men han hørte det alligevel ikke, da han nok allerede var igang med at hive chips og slik ned fra skabene. 

“Jeg går lige ud og tager en smøg imens.” brummede Zayn, som stod lænet op af væggen. Jeg kom ubevidst til at smile, jeg kunne jo tilfældigvis gå med. Jeg mener frisk luft var jo sundt for sjælen.

 

Da terresse døren blev åbnet, og Zayn forsvandt ud af den, tog jeg mit snit til at følge efter ham. Så måtte han tro, at jeg var en eller anden lille snotunge, som bare skulle irritere alt og alle. Måske var jeg også det? Jeg vidste stadig ikke, hvad drengene syntes om mig. 

 

Mit blik gled straks hen på Zayn, som havde sat sig i en havestol med en tændt cigaret i hånden. Hans øjne lå på et punkt i haven, men hvad han kiggede på, kunne jeg ikke helt se. Mørket havde allerede overtaget himlen, kun lyset fra huset og de små havelygter lyste op. 

 

“Jeg trængte til frisk luft.” mumlede jeg, da han opdagede, at jeg var kommet tættere på.

“Slå dig ned.” smilede han, med en hentydning til havestolen overfor ham. Jeg nikkede en smule genert, men rystede det hurtigt af mig. Jeg gad ikke, at være en genert lille taber unge. De skulle ikke tro, at jeg var kedelig. 

 

Stolen knirkede en anelse, da jeg lod vægten fra min krop ramme den kurvede stol, hvor der allerede lå nogle puder til rette. Uden at sige noget, kiggede jeg diskret på Zayn, som satte cigaretten op til munden, for at suge i den ene ende. Langsomt kunne jeg fornemme hvordan han inhalerede det, så det kort tid efter blev pustet ud i mit ansigt. 

 

Jeg kiggede kort væk, da røgen helst ikke skulle få mig til at hoste. 

“Hov undskyld.” grinede han, da jeg kiggede tilbage på ham, med et sjovt ansigtsudtryk. 

“Du kan gøre det godt igen.” mumlede jeg, med blikket rettet mod cigarretten i hans ene hånd. 

“Og hvordan det?” Han rykkede lidt på sig i stolen, så han sad behageligere. Uden at tænke over havde jeg gjorde, rakte jeg ud efter cigaretten, som jeg hurtigt fik fat i, da Zayn ikke havde forventet det. 

Hans ansigtsudtryk ændrede sig til et forvirret et, men da jeg satte enden op til munden, rystede han på hovedet.

“Det gør du ikke, Val.” Han rejste sig op, så jeg hurtigt måtte suge røgen ind. Jeg vidste godt, at man skulle inhalere først, så det gjorde jeg, så godt som jeg nu kunne. Et lille host kom fra mig, men det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Nogle mennesker fik jo et hoste anfald. 

“Du skal ikke..” Zayns stemme døde hen, da jeg endnu engang tog et sug.

“Nej!” Sagde han bestemt, hvorefter han fik den taget fra mig, så jeg ikke kunne få fat i den. 

“Så giv mig en ny.” sagde jeg, med øjnene på hans. De borrede sig ind i mine, men jeg flyttede ikke blikket.

“Nej, er du klar over hvor meget Liam ville slå mig ihjel?” Han dumpede ned i stolen igen, stadig med blikket på mig. 

“Du er stærkere end ham.” pointerede jeg, selvom jeg udemærket godt vidste hvad han mente.

“Jaja, men han ville jo aldrig tillade, at jeg gav hans lillesøster en smøg. Du ved godt hvor usundt det er ikke? Desuden er du under 18 så..” 

“Du ryger jo selv.” forsvarede jeg mig, selvom kampen var tabt i forevejen. Men jeg skulle nok skaffe nogle, hvordan vidste jeg så ikke helt endnu. 

Et hovedryst fra ham af, fik mig til at sukke svagt. Ikke  på den sure måde, mere sådan fuck you jeg fik ikke min vilje måde, hvis man kan sige det sådan..

 

“Hvorfor vil du gerne prøve at ryge?” spurgte han pludselig, da stilheden havde været over os i få minutter. Jeg kiggede ned på mine negle, som ikke længere havde en flot rød lakeret farve. Neglelakken var næsten slidt af, kun få rester sad tilbage. 

“Fordi.. det ved jeg ikke. Jeg har vel bare altid levet et liv, hvor jeg ingenting måtte, så nu hvor jeg endelig kan hvad jeg vil, vil jeg gerne prøve det.” Forklarede jeg, med blikket ud i luften. Det lød sikkert mega dumt, hvad jeg sagde.

 

“Jeg forstår dig godt, Valerie. Det er forfærdelig, hvad du har været igennem, men livet er altså ikke bare fester og cigaretter. Vi skal nok vise dig, hvordan det er at leve..” Han kiggede på mig, med et blidt ansigtsudtryk. “Det lover jeg dig.” afsluttede han af, hvorefter han skoddede cigarretten. 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, Zayn og drengene var så pisse søde. 

“Tak Zayn.” svarede jeg lavt, da vi begge rejste os op. 

“Ingen årsag, Vals.” Han blinkede til mig, hvorefter vi gik ind til de andre i stuen. Filmen havde de vidst også lige startet. 

 

_______________________________________________________________________________________________________

Yay nyt kapitel! 

 

Og ja drengene er jo så imødekommende og "normale" overfor hende, fordi Liam altså har bedt dem om det osv. Det gør det bare meget nemmere, at skrive videre på historien, hvis i ved hvad jeg mener. (:

Og ja den her movella er jo kun lige begyndt, så den skal nok blive lang.. Den varer allerede over 1 time. Håber det er godt, haha. 

Og for en lille update så er jeg begyndt at skrive lidt på et nyt kapitel til 2'eren af "menneskehandel" men har ikke publiceret den endnu -skriver med det sammen, når det sker. <3
 

<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...