Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96613Visninger
AA

8. 7

 

Jeg klapsede det lille spejlet ud i bilen, for at se mig i spejlet. Jeg havde eyeliner på med en lille vinge ude i siden, som faktisk så ret okay ud, da jeg havde øvet mig lidt på den. Ellers havde jeg bare mascara, lidt concealer også en flot lyserød læbestift, som min mor havde givet mig, fordi hun syntes at den passede bedre til mig. Mit hår hang løst i nogle bløde slangekrøller, fordi det var hvad jeg orkede og bedste kunne lide. Ellers var der intet “specielt” over mig i dag. Jeg havde taget en sweatshirt på, nogle rippede shorts også mine Nike air max som Liam også havde købt. Han var godt nok gavmild måtte jeg sige, men han var jo også meget rig. Jeg klappede spejlet sammen igen, da Liam drejede ind af en mindre vej.

“Er det her?” spurgte jeg, en anelse nervøst. Var vi her allerede? Jeg bed mig i læben, jeg var ikke klar til at være social..

“Ja, han bor lige derinde.” Liam hentydede til det ret eksklusive lejlighedskompleks som tårnedes sig op foran mig. 

“De har glædet sig til at se dig.” Smilede Liam beroligende, da han kunne se på mig, at jeg ikke var helt rolig. 

“Vi lader bare taskerne stå i bilen, da vi alligevel skal ned igen om ikke så længe.” Sagde han, hvorefter han åbnede bildøren for at stige ud. Jeg gjorde som han gjorde, og steg ud af bilen. Luften var nogenlunde lun, så sweatshirten var helt klart nok at have på. Det var ellers sent på eftermiddagen, men okay det var jo også sommer. 

 

“Kom.” Liam tog min hånd, før jeg nåede at gøre noget, men det var også helt okay. Jeg var faktisk glad for, at han gjorde det. Jeg følte mig en del mere tryg ved hans nærvær. 

“Vi skal ind her.” Guidede han mig, imens vi fik hen mod en opgang på bygningen.

 

 

Selvom der kun var gået ganske få minutter, føltes det alligevel som om tiden var gået i stå. Liam rev ned i håndtaget til en lejlighed, som måtte være Louis’, ihvertfald var der slet ikke låst. Jeg kiggede en smule nervøst på Liam, men han smilede bare beroligende til mig.

Gangen vi kom ind i var lys og stor, meget pæn og enkelt. Lige bortset fra de mange sko og jakker, som bare var blevet smidt i en bunke på gulvet. 

Jeg kiggede over mod en dør, hvor en konstant mumlen og skramlen lød

 

“Vi er her drenge!” Råbte Liam, imens han kastede sin jakke oveni bunken. 

Før jeg nåede at forberede mig på noget, blev døren revet op og en dreng efterfuldt af en anden hoppede ud, så de næsten var ved at vælte ind i hinanden.

“Valerie?” Udbrød en dreng med krøllet hår, som stod med et venligt smil, og stirrede på mig. Jeg følte mig en smule dårligt tilpas, men det havde jeg ikke lyst til at vise.

“Omg det er virkelig dig! Liam løj ikke!” Jokede en anden, som for lidt at løfte mit humør, ikke fordi det ligefrem hjalp, men det var da sødt nok..

“ooomg!” Udbrød en tredje, som sprang forbi krøltoppen, så han måtte støtte sig op af væggen for ikke at vælte. Før jeg nåede at reagere ordentligt, blev et par arme slynget omkring mig, og jeg blev løftet op i et kram.

“Vi har savnet diiig.” Armene forsvandt fra mig, men blev hurtigt erstattet med et par nye. Kendte de mig før jeg blev taget?? Mine tanker flød rundt, så jeg knap kunne holde styr på noget. 

"Hvor er det bare dejligt, endelig at få lov til at møde dig!" Udbrød en lyshåret dreng, som lige havde sluppet mig fra et kram, så jeg tydeligt kunne dufte hans stærke parfume.

 

“Rolig nu drenge, hun er lige kommet.” Liam tog fat i mig, så jeg blev trukket over mod ham. Jeg begyndte at grine, hvilket fik ham til at smile. 

“Og hun er min..” Han smilede hemmelighedsfuldt til mig, hvorefter han kiggede hen på drengene med et bestemt blik.

“Jo derfor må man da godt røre.” Svarede en dreng med lyst hår tilbage, med et sjovt blik rettet imod mig.

“Vent lige en halv!” blev der pludselig råbt, hvor efter en meget attraktiv udseendet dreng med sort hår, kom frem i døråbningen. Han kiggede først en smule overrasket på mig, hvorefter han trak mig ind i et kram. 

“Rart at møde dig.” mumlede han, imens han stadig havde sine arme omkring mig, så jeg knap kunne få luft.

“I lige måde.” prustede jeg, hvilket fik ham til at trække sig fra mig med et grin. 

“Jeg vidste ikke, at din søster var SÅ lækker.” mumlede den sorthårede dreng, selvom vi alle sagtens kunne høre det.

“ZAYN!” Liam sendte ham et “vredt” blik, men han ignorerede det bare. Istedet blinkede han til mig, “bare rolig Liam.” grinede han så, hvilket fik Liam til at slappe af i skuldrene igen. Zayn jokede jo nok, jeg var jo ikke så pæn, ihvertfald ikke ifølge mig selv. Måske var jeg heller ikke grim men ligefrem “lækker”? nej det tror jeg så ikke lige. 

 

“Fortæl os om dig selv! Vi vil vide mere om dig!” kom det fra krøltoppen, som smilede oprigtigt til mig. Jeg kiggede en smule genert op på Liam, som havde placeret sine hænder på mine skuldre, som for at signalere at jeg var hans. 

 

“Det kan vi gemme til en anden god gang, jeg tror vi skal have aftalt nogle ting først.” Reddede Liam mig, eftersom jeg ikke følte for at holde foredrag om mit liv foran dem.

 

XXXX

 

Vi havde brugt de sidste 20 minutter på at diskutere reglerne i huset, selvom de ikke helt gav mening. Drengene blev hele tiden uenige, også kom en af dem med en mærkelig regel, som han absolut syntes skulle med. Liam var nok den der opførte sig mest ansvarligt i forhold til de andre. Det føltes lidt ligesom at være i en børnehave, selvom jeg aldrig havde været i en børnehave før?.. Hvis det gav nogen som helst mening. 

 

“Kan vi ikke bare sige, at man vasker op efter sig selv ford” “nej vi laver et vaskehold.” afbrød Louis Harry, for jeg havde nemlig lært deres navne. Eller ihvertfald næsten, jeg var ret sikker på dem. 

“Okay det her tager for lang tid, vi skal altså afsted, er alle klar og har pakket?” Liam afbrød deres diskusion, som vi alle sammen sad og lyttede med på.

“Du siger noget.” grinede Zayn, hvorefter han rejste sig op fra lænestolen, som han havde siddet i det sidste stykke tid. 

“Eleanor kommer først på onsdag.” Sagde Louis ud i det blå, da vi begyndte at rejse os op. “Du skal nok klare dig, du ved..” Harry klappede ham på skulderen, hvilket fik ham til at sende ham et dræberblik.

“Er du okay?” Liam tog min hånd, da vi skulle ned imod bilen, for at få vores bagage. Ellers faktisk havde de valgt, at vi alle skulle køre i Liams bil, for ellers skulle de forlade deres osv. Jeg havde egentlig ikke helt hørt efter, men beslutningen var taget om at det blev Liams. Hvordan der blev plads til os alle sammen, kunne jeg så ikke helt svare på. 

Jeg nikkede til ham, “det er helt fint.” 

De er ikke for meget for dig, vel?” Han skævede bagud, hvor Zayn gik og slog Louis, imens Niall havde fået fat på en flaskevand, som han var ved at hælde ud over Harry, uden, at han opdagede det.

Jeg kom til at fnise let, “det er altså fint nok Liam.” Jeg klemte hans hånd, så han ikke skulle tro andet. Drengene var helt fine, faktisk kunne jeg godt lide dem. De virkede alle sammen så søde og rare imod hinanden, og de lod ikke til at tænke videre over tingene, de gjorde bare hvad der passede dem. Det ville jeg også gøre, leve livet som de gjorde det.

 

 

“Har alle spændt sikkerhedselen?” Jokede Louis, da vi endelig havde fået mast os sammen i bilen, så vi blev nød til at sidde på tværs af hinanden. 

“Shut up.” kom det fra Harry, som havde Niall til at sidde på sit skød, som om de var et sødt lille kærestepar. Louis derimod sad klemt op af ruden, imens Zayn sad tilpas og fyldte over halvdelen af sædet.

“Jeg sidder nu fint nok.” Jeg smilede flabet til dem, da jeg sad på forsædet sammen med Liam som styrede bilen.

“Jeg tror at jeg skal dø..” mumlede Harry, imens han kiggede små irriteret på Niall, som sad og stirrede ud af foruden.

“Hahah i lyder som en børnehave.” kom det fra Liam, da vi drejede ud af parkeringspladsen, “det giver jeg dig ret i, og jeg er endda yngst.” Et grin undslap bag os, men personen fik hurtigt en albue i siden. Jeg fulgte meget godt med i hvad de lavede, da jeg sad og kiggede i bakspejlet. 

 

“Du skal jo ikke gøre dig enig med hende.” mumlede Zayn forklarende til Niall, som sad og kiggede mod mit sæde. 

“Når ja.. Men hey Valerie, når du ser os lave mad så skifter du hurtigt mening.” Kom det fra ham, “eller dyrke idræt!” halvråbte Louis, med et selvsikkert smil på læberne. 

“Hvad med at synge?” Liam kiggede på dem i bakspejlet, med et drillende smil på læberne.

“Jeg vil faktisk gerne høre jer synge!” udbrød jeg, selvom jeg egentlig ikke skulle have sagt det højt. Jeg havde jo kun hørt lidt af en sang, som jeg i første omgang troede var en af.. Hitler? Men åbenbart ikke, der lærte jeg jo noget nyt.

“Har du ikke hørt os synge før?” Harry kiggede fornærmet på mig, selvom der lå et smil gemt bag.

“Faktisk ikke.” 

“Vi synger sååå fantastisk, bare forbered dig.” Zayn sendte mig et chamerende smil, “vi er fantastiske!” Pointerede Niall, med et skævt smil. 

Jeg begyndte at grine, hvilket smittede af på de andre. Hvorfor var de så venlige og imødekommende? Selvom det lød mærkeligt, følte jeg mig godt tilpas og mig selv i deres selvskab. Som om at jeg i korte træk, kunne glemme alt fra min fortid. 

 

 

Flyturen gik ret godt, nu vidste jeg så ikke hvad godt og dårligt var i den sammenhæng, da jeg aldrig havde prøvet at tage flyveren før. Også var det endda deres privatfly, som de havde taget derhen. Ihvertfald var jeg mega spændt og nysgerrig under hele turen, så jeg sad det meste af tiden med hovedet mod den kølige rude og et par øretelefoner i ørene. Drengene havde prøvet at snakke lidt til mig, sikkert så jeg ikke skulle føle mig ensom, men det virkede lidt til, at de var bange for at sige noget forkert. 

 

“Okay når vi lander, så skal vi hen til bilen.. Der kan godt være nogle sindssyge fans rundt omkring, men dem skal du bare ignorere.” Liam snakkede dæmpet og beroligende til mig, dels fordi han sikker vidste, at jeg var skide nervøs og dels fordi de andre drenge halv sov. 

 

“Så lander vi lidt om lidt, husk at spænde sikkerhedselen indtil vi er nede.” lød det igennem højtaleren, hvilket fik mig til at kigge ned på min spændte sele, som havde siddet sådan hele turen igennem, da jeg ikke turde låse den op. Heller ikke selvom drengene gjorde det, for at skifte pladser osv. 

Jeg lænede mig tilbage i sædet, hvorefter jeg kneb øjnene sammen.

“Rolig nu, Val.” jeg kunne mærke Liams øjne på mig, men jeg prøvede på at koncentrere mig på at holde fokus.

“Er hun okay?” lød en drenge stemme, som jeg ville skyde kom fra Zayn.

“Ja, hun er bare ikke vant til at flyve.” Hørte jeg Liam svare ham, med en rolig og overbeskyttende stemme. Nej det siger du ikke, skat. Men ærligtalt godt at jeg havde Liam, ellers vidste jeg ikke hvad jeg skulle have gjort.

 

 

X X X X X X X X 

 

Vi var kommet sikkert ud af flyet, selvom jeg konstant havde tanken om at vi styrtede ned, men heldigvis landede vi korrekt uden problemer. Turen hen til bilen var også forholdsvis nem, ikke fordi der var langt hen til bilen, men der var sikkerhedsvagter osv. så de få fans der havde opdaget os, kunne umuligt komme hen til os, og da jeg gemte ansigtet rimeligt godt, opdagede de ikke så meget. Men jeg skulle jo snart gøre det offentligt, at jeg var tilbage, det krævede bare meget mod.

 

“Er vi der snart?” beklagede Niall sig, som konstant brokkede sig over, at han åbenbart ikke havde spist i flere timer. 

“Rolig nu.” grinede Louis, som sad overfor mig i den minibus, som vi blev transporteret i. Jeg kiggede diskret til siden, hvor Harry sad og skrev løs på sin mobil. Vores lår rørte ind imellem hinanden, når mini bussen gav et ryk eller noget lignende. Ikke fordi jeg havde følelser for ham eller noget, jeg kendte ham jo knap. Alligevel gav det lidt et stød igennem kroppen hver gang. 

 

“Valerie?” Jeg blev trukket ud af mine tanker, da mit navn blev sagt gentagende gange. Med et forvirret blik, kiggede jeg op for at se hvem der snakkede.

“Du er helt væk.” grinede Harry, med et sjovt ansigtsudtryk. 

“Når ja, ups.” mumlede jeg, en smule forvirret. Var jeg virkelig så lang væk i mine tanker?

“Men det jeg spurgte dig om var, om du ville med til en af vores koncerter, når vi engang kommer hjem?” Han løftede svagt øjenbrynet, så det næsten blev dækket af krøllerne, som var falder ned i panden. Sikkert grundet af flyturen, hvor han havde ligget op af Louis og sovet. 

Et smil kom frem på mine læber, “selvfølgelig!” Jeg kiggede hen på Liam, som fulgte mig med øjnene. 

“Fedest!” udbrød Niall, hvilket fik mig til at nikke. Jeg skulle da se min bror optræde, hvis han var så succesfuld! 

 

“Er det ikke her?” Niall kiggede ud af vinduet, hvor et ret stort men hyggeligt hus kom frem forude. 

“Hvilket husnummer er det?” Spurgte Louis, med blikket ud af vinduet.

“56?” mumlede Niall, hvilket fik Louis til at nikke. En glad følelse bredte sig i mig,

vi var endelig fremme! Også var vi endda i Frankrig! Jeg kunne knap styre min glæde, der var så meget, som jeg gerne ville opleve.

 

Mini bussen drejede ind af indkørslen, som var belagt med småsten, så de larmede en del da vi passerede dem. Mit blik lå på huset, som var omgivet af træer og buske. Det så meget hyggeligt ud. 

Et klik fra døren, fik mit blik til at falde over på bil døren, som Zayn var igang med at åbne, så vi kunne komme ud.

 

 

“Okay vi tager vores egen bagage, undtagen Valerie.” Dirigerede Zayn, da vi var kommet ud af bilen.

“Hvorfor skal jeg ikke?” Spurgte jeg, med et løftet øjenbryn. Han kiggede op og ned af mig, men stoppede så ved mine øjne.

“Piger er svage.” Grinede han, hvilket fik Louis til at fnise tøset. 

Jeg satte forarget en hånd i siden, “vel er jeg ej svag!” Jeg næsten stormede hen til bagage rummet, hvor alle vores kufferter og tasker var mast ind. Hurtigt fik jeg øje på min egen, som jeg hurtigt hev ud, så de andre tasker var ved at vælte ud. 

Jeg måtte dog indrømme at tasken var tung, med alle de ting som jeg havde slæbt med, men han skulle da ihvertfald ikke kalde mig svag! 

 

Jeg løftede op i remmene på tasken, så jeg kunne bære den bedre. 

“Jeg kan sagtnes!” påpegede jeg, på ved over til huset. Zayn betragtede mig, imens jeg gik, men han sagde ikke noget, kun et sjovt grin brød ud af hans læber.

Jeg drejede ansigtet væk fra ham, så jeg kunne fokusere på huset foran mig. Jeg skulle ikke give op, selvom den her taske virkelig var tung, og jeg havde aldrig rigtig dyrket sport. Mine arme var som kogt spaghetti, som ikke virkede til noget som helst.

 

Da jeg prustende kom væltende ind af hoveddøren, fik jeg nok stort set alle drengene til at bryde ud i grin, hvilket fik mig til at sende dem dræberblikke. 

“Jeg sagde det jo.” påpegede Zayn, hvorefter han tog tasken fra mig så let som ingenting.

“Jeg kunne jo godt!” Svarede jeg, da det gik op for mig, hvad han havde sagt.

“Ja og nu er du ved og dø.” grinede han, hvilket fik mig til at række tunge af ham, “du er sikkert selv meget svagere.” sagde jeg flabet, selvom vi begge godt vidste, at det nok var den største løgn jeg kunne fyre af. Hans muskler var jo kæmpe store, og han lignede ærligtalt også en, som brugte hele sin fritid på at træne. 

 

“Når så det tror du?” Han løftede prøvende øjenbrynet, og før jeg nåede at svare tilbage, var han kommet over imod mig. Et smil bredte sig på hans læber, da han hurtigt bukkede sig ned, for at samle mig op.

“NEJ SÆT MIG NED!” Skreg jeg, efterfuldt af et hysterisk grin. 

“Du kan tro nej.” han slyngede mig op på skulderen, sådan at mit hoved lå og stirrede ned imod hans røv. 

“Zayn!” udbrød jeg, da han begyndte at gå med mig på skulderen, som om jeg var en eller anden slagtet gris. 

“Så skal du også sige, at jeg er MEGET stærkere end dig.” Selvom jeg ikke kunne se det, kunne jeg bare mærke hvordan han havde et flabet smil på læberne. 

“Fuck dig.” mumlede jeg for sjov, da han førte mig ud i køkkenet, hvor Liam og Niall stod og pakkede lidt ud. 

“Hvad fanden..” mumlede Niall forvirret, hvilket fik Liam til at stirre mærkeligt på os.

“Hvad laver i?” Spurgte han, da det nok så ret mærkeligt ud. Men hallo det var jo ligesom ikke min skyld, snarere Zayn som var stædig. 

 

“Det er bare Zayn, som vil have sin vilje.” svarede jeg, hurtigere end han selv nåede at sige noget. 

“Hun kaldte mig svag.” Skyndte han sig at sige, men det virkede ikke helt til, at Liam var helt med.

“Hvorfor bærer du hende så?” Han lagde Te pakken fra sig på bordet, som de åbenbart havde taget med fra England. Jeg ville faktisk hellere have kaffe, det havde jo meget mere smag.

“For at bevise at jeg er stærk.” mumlede Zayn, hvorefter han satte mig ned på gulvet igen. 

 

“Okay.. Vi skal nok lige have delt værelser, så kan du også få pakket ud.” Liam kiggede smilende på mig, tydeligvis ignorerede han Zayn, som stod og kløede sig en smule på armen. Hvad var der lige galt med Liam? 

 

Jeg skubbede tankerne fra mig og valgte, at følge med Liam ud i entreen hvor de andre stod.

“Hvor mange værelser er der?” Spurgte han, da vi alle stod i en klump. 

“4.. men Eleanor kommer senere og sagde du ikke også, at Danielle ville komme i nogle dage?” Brød Louis ind, da ingen andre rigtig orkede at tælle. Jeg kiggede på ham, hvem var de?

“Danielle kommer imorgen jo.” svarede Liam, med et lidt mærkeligt ansigtsudtryk. 

 

“Jeg skal bare dele med Eleanor.” bestemte Louis sig hurtigt for, så ingen af de andre kunne nå at sige noget. Jeg forstod stadig ikke helt hvem hun var, hans søster eller kæreste måske? Det ville ihvertfald give mest mening. 

“Og du skal med Danielle ellers så..” Zayn skulle lige til at sige noget, men Liam cuttede ham af, “du skal ihvertfald ikke sove med hende.” han kiggede først seriøst på ham, men lidt efter brød de begge to ud i grin. 

“Okay, og hvad med jer andre?” Liam kiggede rundt på os, men da jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle sige, lod jeg bare dem tage styringen. 

“Altså jeg kan godt sove med Val” “nej.” afbrød Liam Zayn, som ikke nåede at fuldføre sin sætning. Mit blik fløj straks over på Zayn, som stod og smilede fjoget til ham. 

“Jeg vælger bare et værelse.” sagde jeg, ud i den blå luft, hvilket fik alle til at kigge over på mig. Så måtte de selv finde ud af, hvem der skulle sove i samme værelse som mig. Der var vel to senge, eller også en kæmpe dobbeltseng.. 

 

Jeg samlede min taske op fra gulvet, som stadig var tung, men jeg fik den slæbt hen til et tilfældigt værelse, som jeg dumpede den ind i. Uden at kigge tilbage på de andre, tømte jeg taskens indhold på gulvet, så jeg bedre kunne fokusere på at pakke ud. Jeg havde måske nok pakket lidt for meget tøj, men jeg vidste jo heller ikke helt, om det ville blive overdrevet koldt og regnvejr, eller om solen ville stå højt på himlen hver dag. 

 

 

“Hello.” kom det fra døren, hvor en person kort efter trådte ind. En taske blev smidt på gulvet, hvilket fik mig til at kigge tilbage.

Krøltoppen. 

“Vi skal altså dele værelse, jeg håber ikke at det gør noget?” Han kiggede indtrængende på mig, hvilket gav mig en lyst til at springe ud af vinduet. Jeg var ikke vant til at være omkring drenge, også slet ikke en hel flok af dem. 

 

“Det er fint nok.” endte jeg ud i at svare, hvorefter jeg koncentrerede mig om tøj bunken igen. 

Stilheden lagde sig over os, da vi begge valgte at få pakket ud. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da jeg slet ikke kendte drengen. Jeg følte mig faktisk ikke særlig tryg, ved at skulle dele værelse med ham så længe. Ikke fordi jeg var bange for, at han ville voldtage mig, men mere at jeg ville opføre mig mega dumt, eller at han skulle se mig i undertøj. Jeg havde det bedst med at være alene om natten osv. 

 

“Du skal være glad for, at du endte sammen med mig.” sagde han pludselig, da jeg næsten var færdig med at pakke tøjet ud og ind i skabet.

“Og hvorfor så det?” Jeg hævede øjenbrynet, og drejede ansigtet over mod ham. Han sad på sengen med håndfladerne mod sengen, så han blev støttet op. 

“Jeg er både god til at synge godnatsang, også snorker jeg ikke.” Han smilede charmerende, med sin perfekt formede mund og de dybe grønne øjne. Han var faktisk smuk, nu hvor jeg tænkte over det. 

 

_______________________________________________________________________

Okay undskyld hvis kapitlet blev langt? Jeg kan ikke selv bedømme det særlig godt, fordi det er først når jeg har publiceret det, at jeg rigtig kan se, om det er blevet for langt. Men igen skal der jo også ske noget, ellers gider man vel ikke læse videre. Den stoppede også et lidt mærkeligt sted, men ellers bliver det bare for langt. 
Men regner med at der kommer mere i morgen eller senest i over morgen! 


Skriv gerne jeres mening i kommentaren og tusind mange gange tak, til dem af jer som har liket den! 

 

Når men hvad tror i så der sker? Hvordan skal det mon gå, når hun skal bo sammen med dem? Også på værelse med charmerende Harry? Ham gad jeg godt dele værelse med ihvertfald. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...