Fall [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Færdig
“LOKAL PIGE SPORLØST FORSUNVDET, INGEN SPOR ER ENDNU FUNDET EFTER DEN LILLE PIGE, FAMILIEN PAYNE I DYBT CHOK.” Mine øjne fyldtes med vand, men ingen tåre tillod jeg at glide ned af kinden. Jeg lod min rystende finger glide over overskriften på det skinnende blad, som var dateret den. 7 Juli, 2003. * Valerie Payne Liam Payne’s søster, pigen som alle kender navnet på, men ingen ved hvor befinder sig henne. Hendes navn er gentagende gange blevet skrevet som overskrifter på avisartikler og i fjernsynsudsendelser, men ingen spor har politiet kunnet finde. De fleste formoder at pigen er død, men hvad de ikke ved er, at Valerie lever et helt andet liv et helt andet sted, uden overhovedet at have nogen ide om hvad der foregår. Hun lever i den ulykkelige og endeløse tro om at kidnapperne er hendes forældre, da det er hvad de har bildt hende ind. Men 11 år senere efter en alvorlig bilulykke, bliver hun endelig fundet og bragt til den rigtige familie. Men hvordan vil hun kunne fortsætte sit liv?

184Likes
241Kommentarer
96354Visninger
AA

7. 6

 

*2 dage senere*

 

Dagene var fløjet afsted, så jeg kunne næsten ikke følge med. Det føltes alligevel som om, at jeg havde været hos familien i flere måneder, selvom der kun var gået en uges tid. Det havde bare været så fantastisk og dejligt, ligesom en fantastisk drøm der aldrig stoppede. Jeg blev ligesom bare ved med at drømme den igen og igen.

 

“Valerie? du skal op nu!” Blev der råbt på den anden side af min dør, tydeligvis var det min far. Det kunne jeg både høre på stemmen, men også på måden han gik. Det hele foregik ret langsomt med ham, som om hans bevægelser bare gik i en form for slowmotion. Okay måske lidt at overdrive, men han var ikke særlig hurtig.

 

Jeg gned mig træt i øjnene, da det stadig føltes meget tidligt.

“Jeg kommer.” peb jeg, med en træt lille stemme, som han sikkert ikke engang kunne høre.

“Skynd dig.” brummede han igen, på den anden side af døren, hvorefter der lød et lille bank. Selvom jeg skulle til at blive irriteret, huskede jeg på, at han var min far, min helt egen rigtige far! ham kunne jeg ikke blive vred på, derfor rejste jeg mig op fra sengen, så kulden straks fik gåsehud til at brede sig på mine bare arme.

Med et langt gab efterfuldt af en dovent suk, samlede jeg dynen op og svøbte den rundt omkring min krop, så varmen fra dynen varmede mig op. 

“Jeg kommer nu..” Halv råbte jeg, efterfuldt af endnu et træt gab.

 

 

“Så nu hvor hele familien er samlet, har vi noget af fortælle jer.” Brød min far ind, da stilheden havde taget over os alle sammen. Vi havde samlet os ved spisebordet, men det virkede til at der var noget galt. Min mor sad med blanke øjne og en snotklud i hånden, som hun knugede hårdt. Så hårdt at knoerne blev hvide og tydelige.

Jeg kiggede hurtigt hen på Liam, men der var intet at tyde i hans blik.

Min far lagde en hånd oveni min mors, med et medlidende ansigtsudtryk.

“Hvad sker der?” Jeg prøvede på at sætte mig ordentligt på stolen, men det føltes bare som om jeg gled hele tiden.

“Det er..” Min mor stoppede sig selv, hvorefter en tåre kom frem.

“Moster Jenna døde her i nat helt uforberedt, vi har først lige fået det at vide.” Sagde min far, da det var tydeligt at min mor ikke kunne sige mere.

“Vent hvad?” Liams øjne blev store, “hvordan?” Hans blik lå på min far, som kiggede trist ud i luften.

“Det var et hjertestop, ingen kunne have gjort noget.” Han sukkede, imens hans øjne lå på bordpladen. Et hulk kom fra min mor, så han var hurtig om at lægge en arm om hende. 

Jeg følte mig en smule dårlig tilpas, da jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg kendte slet ikke min mors søster, som jo var min moster, så græde kunne jeg ikke. Men jeg ville nu gerne have mødt hende. Jeg tog forsigtigt Liams hånd, som hang slapt ned fra hans krop. Han sendte mig et sammenbidt smil, men jeg kunne godt se, at han ikke var særlig glad for den nyhed. Hvem fanden ville også være det? Hun var sikkert et fantastisk menneske.

“Men hun bor eller hun boede i Amerika.” Min far prøvede på at snakke helt normalt, med en rolig stemme men det gik ikke vildt godt.

“Hun havde ikke så meget familie, udover os selvfølgelig, men mand havde hun ikke nogen af.” Hans arm lå stadig omkring min mor, som stadig sad med snotkluden foran næsen og våde øjne. Jeg havde ondt af hende, hun have lige fået sin datter tilbage, som sikkert var en mega skuffelse, også kort tid efter dør hendes søster. 

 

“Som i måske kan forstå, så skal vi altså til bisættelse og det hele derovre, og det er noget af en sag når det foregår i Amerika. Vi skal tage stilling til en masse ting, da vi og dine bedsteforældre,” min far kiggede på mig, hvilket fik mig til at nikke. “vi skal ordne en masse.” Han lavede et mærkeligt ansigtsudtryk.

“Det kommer som et kæmpe chok for os alle sammen, det er okay ikke at være okay.” min far kiggede denne gang på Liam, som bare sad med et tomt blik. Hans hånd lå stadig i min, som for hvert minut blev taget et smule strammere. 

 

“Vi ved godt det ikke er et særlig godt tidspunkt det her, men vi bliver nød til at tage afsted.” Min far kiggede på min mor, som havde lagt kluden fra sig og tørret øjnene.

“Vi vil ikke allerede rejse fra dig Valerie.” snøftede hun, med et trist ansigtsudtryk.

“Det er helt fint mor & far, i skal derhen og få sagt farvel gøre hvad i skal.” Jeg prøvede på at smile, men det virkede ikke rigtig.

“Vi kan da ikke.” “Jo i kan så, jeg ønsker jer det bedste, i har brug for det.” Afbrød jeg hende, da hun skulle til at sige mod imod. Måske var det ikke helt hvad jeg rigtig ønskede, at de skulle rejse væk fra mig allerede, men samtidig skulle de havde sagt farvel og begravelsen, det hele! Det ville jeg ikke stå i vejen for, overhovedet ikke.

“Søde skat vi har lige fået dig.” Hun tørrede hurtigt en tåre væk, som var på vej ned af kinden.

 

“Vi skal nok klare det, jeg kan sagtens passe på hende.” indskød Liam, som ellers havde været stille det meste af tiden. Jeg nikkede hurtigt, det kunne vi godt.

“Du skulle have været på den der ferie med drengene, skulle du ikke?” Min far kiggede på Liam, som bare træk på skuldrene. Hvilken ferie? hvad?

“Jeg havde oprindeligt tænkt mig at aflyse, da jeg ikke ville rejse fra Valerie så længe, selvom drengene ikke ville være blevet glade for det.” fortalte han, selvom jeg stadig ikke helt forstod noget. 

“Jeg kan jo tage hende med, så oplever hun noget nyt og passer på hende, imens i tager afsted og får gjort hvad der skal gøres.” Hans stemme lød rolig og måden han snakkede på, virkede så voksen. Han kiggede roligt på min mor, som vidst slappede lidt af efter hans lille tale.

“Tror du virkelig, at du kan det?” hun kiggede på skift på os, som om hun overvejede det.

“Ja selvfølgelig, drengene vil med glæde hjælpe til, desuden tager Eleanor også med, de vil sikkert komme godt ud af det med hinanden.” Hans tag i min hånd løsnede sig en smule, “hvis du altså gerne vil.” Liam kiggede spørgende på mig, var det overhovedet til at diskutere? Med på ferie? Jeg vidste ikke helt den del med drengene, da jeg slet ikke kendte dem, og de ville sikkert syntes jeg var klam eller sådan noget, men hvis jeg havde Liam ville det vel gå. Desuden skulle jeg ikke lyde besværlig overfor mor og far, når de inderst inde gerne ville afsted. 

“Selvfølgelig ikke.” Jeg sendte min mor et smil, men hendes mundviger trak bare en lille smule op, ellers kunne hun ikke rigtig mere. Det bebrejdede jeg hende heller ikke for, hun var ked af det og det var også helt okay.

“Jeg ved nu ikke, Valerie.” hun snøftede igen, men igen nikkede jeg bare. “Jeg klarer det nok, så længe er det jo heller ikke, mor.” Jeg kiggede hen på min far, som sad med et dømmende blik på mig.

“Jamen okay hvis du er helt sikker på at det er i orden.” Hun kiggede over på min far, som langsomt nikkede bekræftende. “Vi ville nu helst have dig hos os.” afsluttede han for hende, med et svagt smil. 

Så var det altså aftalt, jeg skulle på ferie med Liam imens de skulle ordne min mosters død. Det virkede lidt mærkeligt, men jeg måtte bare taget det, som det nu kom.

 

 

XXXX

 

“Hvad skal man pakke til en ferie?” spurgte jeg Liam om, som havde tilbudt at hjælpe, da jeg var ret lost på det område. Jeg vidste ikke engang, hvor det var henne eller hvor længe. Jeg vidste faktisk ingenting. 

“Altså det er i Frankrig, og da det i forvejen er sommertid, skal du nok have noget sommer tøj med.” Forslog han, med blikket på mit skab, som var propfyldt med alt det tøj, som jeg havde fået af ham. 

“Er der varmt i Frankrig?” spurgte jeg, imens jeg begyndte på at finde toppe og short frem fra skabet, som jeg kunne smide ned i kufferten, som Liam i øvrigt havde fundet til mig.

“Nogle steder, det kommer an på hvor du er henne. Der hvor vi skal være, er det lidt varmere end her, ville jeg tro.” Svarede han, hvorefter han satte sig ned på min seng, så det sagde en fjedrene lyd. Sikkert fordi det ville komme til at tage lang tid.

 

“Hvor lang tid har du planlagt den ferie?” spurgte jeg om, imens jeg ledte efter den bikini, som jeg også havde fået købt. Den var ganske flot og enkel, også sad den faktisk ret godt.

“Meget længe! Drengene og jeg har længe gerne villet på ferie, hvor vi bare kunne være os selv, fri for medierne osv. Også ville Louis af en eller anden grund vildt gerne til Frankrig, så det sagde lidt sig selv, da vi andre var lidt ligeglade hvor. Også havde vi alle søgt lidt rundt på nettet også fandt vi et fedt hus dernede.” Forklarede han, med en glad stemme.

“Men jeg ville aflyse det, så jeg kunne være hjemme hos dig.. Så måtte drengene bare tage afsted uden mig.” Var han hurtig om at sige, og jeg tvivlede ikke på hans ord. Han havde allerede fortalt mig, at han ville tage mig med i zoologisk have næste uge osv. Og hvis det var dér han normalt skulle på ferie, havde han jo hurtigt sat på i sin top prioritet. Jeg smilede lidt for mig selv, uden at han opdagede det. Han fortjente også en ferie, det gjorde han virkelig. 

“Hvornår er det så?” Spurgte jeg, hvorefter jeg rev en ny skuffe ud af skabet, som jeg kunne gennemrode for tøj.

“Tja.. Det var egentlig planlagt imorgen, men det kan godt rykkes en dag, hvis du ikke vi”” imorgen?” afbrød jeg ham, med et lidt overrasket ansigtsudtryk. “Vi kan bare komme senere, vi har jo et privat fly, så du” “nej nej det er fint.” afbrød jeg ham endnu engang, hvilket heldigvis ikke så ud til at irritere ham. 

Vent lige en halv.. Privat fly??

“Er du sikker?” Spurgte han om, med et seriøst ansigtsudtryk, “du behøver ikke hvis du ikke er klar.” Han lagde blikket på mig, så jeg ikke kunne undgå at få øjenkontakt med ham. 

“Ja helt sikker, vi tager afsted imorgen.” nikkede jeg. Jeg skulle da ihvertfald ikke være skyld i, at han skulle vente og flyve senere, bare fordi jeg ikke lige “var klar.” 

“Så er det en aftale, mor og far skal alligevel afsted imorgen også.” smilede han, med et overbevisende smil. 

Jeg skulle altså allerede afsted i morgen! Også til Frankrig! Jeg havde aldrig været ude for England, så det skulle nok blive godt. Faktisk ikke ude for Blackpool siden for en uges tid siden hvor jeg kom til London. Det skræmte mig en smule, men mest af alt var jeg spændt.

 

            X X X X  X X  X 

 

Næste dag var det rene kaos, da mor og far skulle afsted, så de måtte skynde sig at pakke, men de følte hele tiden, at der manglede noget, så de rendte rundt i huset, imens jeg bare sad lidt forvirret og kiggede på dem. Jeg havde pakket det meste, jeg manglede kun lige min tandbørste, ellers var det hele pakket sammen og klar. Liam og jeg skulle mødes hos en eller anden Louis, hvor vi så skulle aftale nogle hovedregler, også tog vi så afsted derfra til flyet. Ihvertfald noget i den retning, det havde Liam helt styr på.

“Valerie? Har Liam nu købt dig en ordentlig jakke?” brød min mor pludselig ind, så jeg blev revet ud af mine tanker.

“Hvad?” mumlede jeg, en anelse forvirret, “nej kun en læderjakke.” svarede jeg hurtigt efter, da jeg lige havde fået styr på mig selv.

“Sådan en skal du have med, gå ind og find en af mine i skabet på mit værelse.” Hun smilede sødt til mig, hvorefter hun ellers farede afsted, for at finde noget andet at pakke. Jeg nikkede lidt for mig selv, da hun allerede var væk. Hvad skulle jeg med en varm jakke? når ja skidt pyt, hvis hun mente jeg havde brug for det. Måske var der istid derovre i Frankrig, man kunne jo aldrig helt vide. 

 

Med hurtige skridt gik jeg ind på værelset, som tilhørte mine forældre. Det var meget flot og enkelt indrettet, med en stor træ seng i midten, et stort skab også end masse billeder. De fleste af billederne var af hele familien den gang jeg også var der, dvs. en del baby billeder. Jeg smilede svagt ved tanken, om at de havde beholdt billederne oppe at hænge i al den tid. 

 

Mit blik søgte hen på det store skab, som også var lavet ud af træ. Det passede godt til værelset. Nærmest med svævende skridt, bevægede jeg mig derovre, hvor jeg langsomt åbnede lågerne på skabet, så jeg kunne se indholdet. Der hang end del jakker på bøjler, hvorimod bunden af skabet var fyldt med blade og nogle vintersko. Jeg havde ikke rigtig læst blade, det måtte jeg ikke for hende. Kun nogle få kvindeblade, men noget som sladderblade eller aviser var helt og aldeles forbudt. Det havde jeg jo aldrig forstået dengang, men nu stod det klokke klart hvorfor. 

 

Jeg var hurtig om at bukke mig ned, for at samle stakken af blade op. Bladet der lå øverst fangede min opmærksomhed, da jeg læste overskriften. “Lokal pige sporløst forsvundet, ingen spor efter pigen, forældre i chok.” læste jeg inde i mig selv, også var der et billede af mine forældre. De kiggede sørgmodigt ind i kameraet, imens de stod inde på et børneværelse, som må have været mit.

Mit blik analyserede siden, hvor der oppe i hjørnet stod et årstal. “2003” stod der med små bogstaver. Det var året jeg blev taget, fuck. Jeg smed bladet fra mig, for at se på det næste, som havde en lignende overskrift.

Stadig ingen spor efter pigen, familien Payne leder stadig på højtryk.” 2004

Sagen om den forsvunde Valerie Payne kører stadig, ingen tegn på liv.” 2004

Jeg kørte et par blade igennem, så jeg nåede til 2007. Alle årene igennem havde de samlet blade ind, der havde noget at gøre med mig. Alle overskrifterne var ens og beskrev min forsvinden og hvordan jeg så ud osv. 

One Direction medlemmet Liam Payne skriver hjerteknusende sang om sin forsvundne søster.” 2013 

Jeg kigger med store øjne på den skinnende side, hvor de store bogstaver stod med hvidt på sort. Jeg lod roligt en finger glide over teksten, havde Liam skrevet en sang om mig? Jeg bed mig i læben, det her var lidt grænseoverskridende at læse.

En hel koncert i tåre, da boy bandet One Direction sang deres sørglige sang om Valerie Payne.” 2013

Jeg bladrede videre, tænk at de har gjort det for mig! Jeg udstødte et gys, da jeg læste, hvad der stod på det efterfølgende blad.

Sagen om den forsvundne pige Valerie Payne er nu lukket, man formoder hun er død.” 2014 . Jeg holdt mig for munden, død? troede de at jeg var død? Kuldegysninger kom frem på mine arme og ben, men jeg prøvede at ignorer det. Jeg måtte ikke lade det påvirke mig! Jeg levede jo her og nu, det skulle folk snart have at vide.

 

“Valerie finder du noget?” råbte min mor pludselig, hvilket fik mig til at fare sammen. Hun skulle ikke se, at jeg sad og læste dette. Hurtigt fik jeg næsten kastet bunken med blade ind i skabet igen, hvorefter jeg hev en tilfældig jakke ned fra en bøjle.

“Ja” råbte jeg tilbage, da jeg fik lukket skabet efter mig. Med hurtige skridt gik jeg ud af værelset, med jakken i armene. 

“Når det var godt.” Min mor aede mig kort på håret, hvorefter hun kiggede på jakken, som jeg egentlig havde valgt i en tilfældighed. 

“Den jakke vil sikkert klæde dig godt.” Hun sendte mig et smil, hvorefter hun tog sin mobil op af jakke lommen. Det gik faktisk først op for mig dér, at hun havdde overtøj og det hele på.

“Skal i gå nu?” Spurgte jeg, med en lille stemme. Hun fjernede blikket fra mobilen, som hun for få sekunder siden tastede rundt på.

“Taxaen henter os om 10 minutter.” Svarede hun, med et lidt stramt ansigtsudtryk. Jeg nikkede lidt mut, da det ligesom gik op for mig, at jeg så skulle undvære hende.

“Men så længe skal vi jo ikke være væk, og du skal afsted med Liam og drengene! Det bliver helt sikkert smadder sjovt.” Hun klappede mig let på ryggen, så jeg blev opmærksom på situationen.

“Ja selvfølgelig.” Jeg krammede hende hårdt, hun skulle ikke tro, at jeg ikke var okay med det. Så gik det jo først helt galt. 

 

 

“Vi kommer til at savne jer to såå meget.” Min mor kiggede hjerteskærende på Liam og jeg, som stod i gangen for at sige farvel. 

“Iligemåde!” Svarede jeg, hvorefter jeg krammede dem begge to igen, selvom jeg allerede havde krammet både mor og far mindst 8 gange.

“Taxaen er kommet, i må hellere..” Liam kiggede ud mod den åbne dør, hvor en taxa holdt et lille stykke væk.

“Ja klart, selvfølgelig farvel.” Hun kyssede mig på kinden, hvorefter min far gjorde det samme.

“Ring hvis der sker noget!” Råbte hun højt, imens de gik hånd i hånd ud imod taxaen.

“Det skal vi nok!” Råbte jeg højt tilbage, så hun med sikkerhed kunne høre det.

De satte sig begge ind i taxaen, som hurtigt kørte væk og forsvandt fra vores synsvinkler. 

 

“Når..” mumlede Liam, med blikket ud mod den åbne dør. 

“Vi skal egentlig også til at tage afsted.” Han kiggede på mig, med et lille smil. “vi skal være der om 10 minutter, skal du på toilettet først?” 

 

 

“Det skal nok gå Valerie, de vil elske dig!” forsikrede Liam mig om, for nok den 5. gang inden for de seneste 10 minutter. Vi sad i bilen på vej over til Louis, også efterfølgende skulle vi så tage flyet. Jeg var bare så nervøs for at møde dem, de ville jo sikkert ikke kunne lide mig. 

  ______________________________________________________________________________________   Okay nu skal hun altså møde drengene meget snart! Hvordan vil de mon tage imod hende?  Og ja hvis i gerne vil have et person galleri, må i gerne sige til. Regner med måske at lave et, men det bliver nok lidt senere inde i historien, når der kommer flere personer med. <3   Selvom jeg altid skriver det, så gør jeg det lige igen.. hihi men seriøst, det er så dejligt at gå ind på historien, og se alle jeres dejlige kommentarer! Og også mange gange tak til dem, som har liket min movella! Det gør virkelig noget, fordi at jeg bruger ret lang tid på, at rette igennem også videre.  Arbejder allerede på næste kapitel<3<3<3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...